En japansk midaldrende motorcykelglad mand udgav sig for at være en ung kvinde vha app’en FaceApp og fik en mængde followers for sine natur- og motorcykelbegejstrede tweets. Han/hun postede aldrig seksuelt indhold eller noget, der på anden måde var pågående. Da han til sidst gik til bekendelse, skete det modsatte af det forventede: Folk blev begejstrede. Der er vigtige ting at lære af den historie: Det vigtigste citat i artiklen om Nakajima er dette:
“Nakajima said the charade had helped him express a side of his personality he’d been afraid to show the world.”
Artiklen bruger lang tid på alle de dårlige implikationer af, at AI kan skabe en falsk virkelighed, og som læsere af serendipiteten vil vide, er det en bekymring, jeg deler. Men jeg er faktisk mere optaget af det positive gender-bender perspektiv, historien peger på. Og af spørgsmålet “hvad er autencitet”?
En professor i online-kommunikation udtaler:
“To their generation (de unge), “authenticity is not about: ‘Does your profile picture match your real face?’ Authenticity is: ‘Is your voice your voice?’ Their feeling is: ‘The ideas are mine. The voice is mine. The content is mine. I’m just looking for you to receive it without all the assumptions and baggage that comes with it.’ That’s the essence of a person’s identity. That’s who they really are.”
Samfund/miljø/politik
Had mod asiater
Racisme udfolder sig meget forskelligt fra land til land. I Danmark handler næsten al racisme om “muslimer”, et ord der ofte dækker over alle med sådan-cirka-mellemøstligt udseende. Men vi hører også stadigt oftere om racisme vendt mod asiater, ikke mindst efter Covid, hvor alle med et sådan-cirka-kinesisk udseende beskyldes for at have bragt virussen til verden. Dertil kommer så den “gode gamle” antisemitisme, som nu får ny ilt af den israelske stats fortsatte undertrykkelse af Palæstina. Selvom et relativt kvalificeret gæt fra min side er, at langt de fleste danske jøder er modstandere af annekteringspolitikken og besættelsen af Gaza.
Her er en lille tegneserie om, hvordan børn opdager, at de er “anderledes”. Den bliver man lidt trist af.
Et mysterium fra 1959
Måske er det løst? Et hold trænede trekkere og skiløbere forsvandt i 1959 i en snestorm i Sovjetunionens kolde nord. Da de blev fundet – alle døde – havde de uforklarlige skader, og der var endda spor af radioaktivitet i nogle af deres kroppe. Utallige har spekulationerne været over årene, men der har selvfølgelig først efter Sovjetunionens kollaps været mulighed for at udforske mysteriet til bunds. Denne spændende artikel i The New Yorker fortæller om ekspeditionen, om alle teorierne og om en mulig opklaring.
Adoption
For tiden hører vi, med god grund, meget om adopterede, fordi det ofte har vist sig, at deres rigtige forældre faktisk ikke ønskede at bortadoptere dem, men i en eller anden udstrækning blev tvunget til det i en hæslig kombination af pres fra myndigheder og uudholdelige ydre omstændigheder – og i en del tilfælde egentlige bortførelser.
Samtidig har hvide, vestlige adoptivforældre været mere end villige til at lukke øjnene for dette, når bare de kunne få et barn.
Her er en historie fra potentielle adoptanters side. (Her handler det dog kun om adoption inden for USA).
Viden
Udeskole virker
Et stort forskningsprojekt har kortlagt, at eleverne trives bedre, når de modtager en del af undervisningen udenfor. Det understreges dog, at det ikke er nok at flytte den undervisning, der plejer at foregå i klasselokalet, 1:1 udenfor. Undervisningen skal tilrettelægges derefter.
Druk i virkeligheden
Videnskab.dk gennemgår, hvad der vil ske med dig, hvis du i et år gennemfører eksperimentet fra Druk og opretholder en promille på 0,5 i løbet af arbejdsdagen. Det er desværre ikke opløftende læsning – men altså, det vidste vi jo godt!
Nej, min 61-årige hjerne er ikke gået i stå
Og det er ikke bare noget, jeg påstår: Neuroplasticitet gør, at jeg kan lære nyt og blive klogere, helt indtil min hjerne står af – sådan rigtigt. Læs hos Videnskab.dk.
Digitalt
Digitale krænkelser
En god film om, at det kan ramme ALLE, uanset køn, etnicitet eller alder.
Sig Det Højt!
Nye genvejstaster
Det er ikke sikkert, de er nye for dig, men nogle af dem var nye for mig.
Om os
Eksprestoget Møllehave
Et personligt, varmt og humoristisk farvel til den gamle præst fra Hans Henrik Schwab, der var en nær ven og samarbejdspartner.
Der er kærestebreve
Og så er der KÆRESTEBREVE. Richard Feynmann (Nobelprisvindende fysiker) skrev et kærestebrev til sin hustru, to år efter hendes død. Det er først for nylig dukket frem af hans efterladte papirbunker. At tænke sig, at han var fysiker og ikke digter!
Og nu vi er ved Feynmann, så var han angiveligt en fantastisk formidler. Han evnede virkelig at læse noget og indoptage det og videreformidle, så alle kunne forstå det. Her opsummeres hans teknik, så vi andre kan få glæde af den. Jeg har selv oplevet, hvor meget mere jeg får ud af bøger, når jeg gør mig umage med min “anmeldelse” på Goodreads eller, i endnu højrere grad, diskuterer den med andre, f.x. i min bogklub men også med venner. Og apropos ovennævnte plasticitet i hjernen, så duer det også til det!
Kunst og kultur
Kengo Kuma
Her er en film fra Louisiana om den japanske arkitekt Kengo Kuma, der har tegnet det vandcenter, eller hvad man skal kalde det, der bliver bygget lige ved Kyssebroen på Christianshavn. Han har også tegnet et nyt HC Andersen center i Odense, ligesom det er ham, der har tegnet det olympiske stadion i Japan.
Hans tanker om arkitektur er meget inspirerende, og han er helt besat af litteratur og mener, at litteratur og arkitektur har meget til fælles. Fx. siger han om Murakami, at denne skaber “en meget præcis anden verden”, og at det er det, han selv prøver på, når han laver arkitektur.
Han er stærkt optaget af at komme “tilbage til naturen” og forsøger at undgå beton, når han bygger. Han håber på, at pandemien er en ny begyndelse, hvor vi mennesker vil indse, at vi næsten har ødelagt vores klode og vil begynde for alvor at reparere på den. Skønt født i 1954 er der ikke meget boomer over ham!
Og nu vi er ved Louisiana
Så har jeg været oppe og set MOR! Det var en dejlig oplevelse med mange inputs. Min hjerne var lidt træg den dag, så jeg tror egentlig, at jeg må se den igen. Det værk, der berørte mig mest, var Candice Breitz’ værk Mother fra 2005. Men nu, et par dage senere, kan jeg også fremkalde de to værker af Paula Modersohn-Becker på nethinden. Måske skyldes det, at hendes stil har lagret sig i min hjerne, siden jeg så særudstillingen med hende – også på Louisiana.
Under vandringen på udstillingen mødes vi af tre ikoner af den hellige Madonna. Vi bemærker, at hendes hud bliver lysere frem gennem århundrederne. Og i dag falder jeg så over en artikel om netop det. #Serendipitet!!! I den lange artikel finder man også en ganske videnskabelig redegørelse for, hvordan tempelridderne opstod. Og jo, i den tidlige kristendom var man klar over, at Madonna og Jesus kom fra Mellemøsten og derfor havde mellemøstlig hudfarve. Det har den kristne kirke så ihærdigt og succesfuldt forsøgt at glemme lige siden.
Institut for samtidskunst
har jeg besøgt med min lillebitte kunstklub. Vi var ikke heeeelt overbeviste. Den film, En trup og en dans om drømme, der var kernen i værket Et ridt mod det tomme, var et nummer for avantgardistisk for vores smag. Vi grinede lidt af os selv, for er det nu os (stort aldersspænd, så ikke noget med boomers), der er småborgerlige og har (for) stramme definitioner af kunst, eller var værket bare for de få indviede? Det er gratis, så gå selv derind og se, hvad du synes!
En kunstner lapper asfalten
Det sker i Lyon. Se de dejlige billeder af hans “lapper”, der er lavet af mosaikker.
Historien er fra det ret besynderlige og måske en anelse højpandede nyhedsbrev Et Hul i Markedet (en udløber af Føljeton). Tjek det ud, hvis du er til den slags.
Ugens bog
Bliver der ikke noget af, for jeg er ikke blevet færdig med nogen af de tre bøger, jeg har kørende. Men næste uge!
