Evnen og viljen til at lære nyt

Harvard Business Review har en artikel om det, de anser som den vigtigste ting, virksomheden skal spørge kandidaterne om ved jobsamtalen. “Hvordan lærer du?” I sidste uge bragte jeg et link til en artikel om, hvordan vi faktisk kan forbedre vores IQ gennem hele livet. Det ligger fint i tråd med dette. Ægte nysgerrighed bør være en topkvalifikation hos nye ansatte overalt i organisationen.

Samfund/miljø/politik

Skattefrit flybrændstof

I en Zetland-artikel blev jeg mindet om, at flybrændstof (og flybilletter) er skattefrit, mens brændstof til biler, busser og tog ikke er. Jeg spurgte på Twitter til historien bag, og klimajournalist Mads Nyvold fra Klimamonitor sendte et link til en kort, men meget oplysende artikel fra The Conversation.

Et trist jubilæum

Det er ti år siden, det arabiske forår fandt sted. Og som de fleste ved, er der ikke rigtigt noget at fejre. Min yndlingspodcast Throughline fra NPR (National Public Radio i Guds eget land), har en episode, hvor de interviewer mennesker, der rent faktisk bor i de lande, det drejer sig om. Altså, dvs. ham fra Syrien bor der ikke længere efter at have været fængslet to gange…

Og apropos Syrien, der er det tredje land, de kigger nærmere på (efter Tunesien og Ægypten), så får man ondt i maven af at høre om Assads mangeårige terrorregime, og man savner virkelig forståelse for, hvordan det skulle kunne være sikkert for folk, der er flygtet fra landet, at vende tilbage? Det gælder særligt, hvis de ikke tilhører alawitterne, den gruppe Assad selv tilhører. Sunnier er knap så heldigt stillet.

Palæstina

Der er sket et skift i verdensopinionen i forhold til denne forfærdelige konflikt – og det er godt. Skiftet er sket både inde i Israel, i USA og også herhjemme. Men det er stadig vigtigt at minde om centrale elementer. Det gjorde Yahya Hassan i denne formfuldendte tale:

Og her er lige en hurtig “do’s and dont’s i samtalen om Palæstina“.

Pilou Asbæk og offentligheden

Asbæk har skrevet en kronik i Berlingske, som rent undtagelsesvis er uden for paywall. I den står han meget fast på de synspunkter, han allerede har fået tæsk for på Twitter – at politikerne på hele den danske højrefløj (som Socialdemokratiet jo efterhånden bekender sig ret helhjertet til) tror, at deres dem-og-os-retorik er det eneste, vælgerne interesserer sig for. Du får den her.

Apropos angreb i den offentlige debat

– så så jeg godt, at Politiken havde en artikel om en ny rapport fra TRYG-fonden, men den var selvfølgelig bag paywall. Dorte Toft har dog fundet rapporten, som du kan downloade som pdf via linket herover. Hvis du som enten muslim eller kvinde har følt, at du bliver udsat for mere grimt sprog end gennemsnittet, så er det, fordi det gør du. Statistikken er bedrøvelig. Hvor er der mange mennesker derude, der må have nogle gedigne l****liv, siden de har så travlt med at hade mennesker, de slet ikke kender!

Entreprenørstaten

Sigge Winthers nye bog om fordøren og bagdøren i dansk politik og de manglende løsninger på de såkaldt “vilde problemer” må være en af de forgangne ugers mest interessante udgivelser inden for det politiske spektrum. I skarp konkurrence, men ikke i modsætning til, Pelle Dragsteds bog, som jeg skrev om for et par uger siden. 

Læs denne gode gennemgang af bogens hovedtemaer, skrevet af forfatteren selv.

Digitalt

Instagram på desktop

Instagram tester om en upload-feature i deres desktop-version mon er en god ide. Hvad kan jeg sige andet end JA TAK! Jeg synes, jeg bruger irriterende meget tid på at flytte billeder til min telefon og huske at slette dem igen, når jeg skal poste på Instagram i arbejdssammenhæng. (Via nyhedsbrevet Digital Ugerevy).

Medier

Brügger

Læsere af #serendipitet vil vide, at jeg ikke er nogen stor fan. Jeg bryder mig ikke om mobbere, og jeg anser Brügger for en sådan. Nå men, K-forum har bedt en person med forstand på medieøkonomi se på, hvad der skal til, for at Brüggers Friheden skal lykkes. Interessant læsning for alle, der interesserer sig for medieøkologien i Danmark.

Om os

Nerdy by Nature

Jeg har sagt det flere gange før: abonner nu på Astrids nyhedsbrev, der er poetisk, altid inspirerende og somme tider også sjovt. Og hurtigt læst, for hun bruger ikke tid på alt muligt udenoms. Citat fra denne uge om at være i selvisolation med en treårig (efter alvorlige refleksioner over begrebet tid): 

“Men det er også den samme glæde over at være tæt sammen, over privilegiet i at kunne lægge det meste til side og være sammen med sit barn og se hende vokse og taknemmeligheden over, at Disney gjorde et godt arbejde, da de producerede Skønheden og Udyret.”

Kunst og kultur

Brutalisme til ære og værdighed

Arkitektfirmaet Chybik & Kristof har genoplivet en brutalistisk busbanegård i Brno i Tjekkiet. Deres budskab er: Riv ikke ned, genskab og transformer ældre bygninger. Tjek de flotte billeder af en imponerende bygning, der er blevet tilføjet lys og luft (og praktikalitet). 

Forleden lærte jeg, at brutalisme ikke betyder, at arkitekturen er “brutal”, men at den er lavet af “beton brût”, som betyder rå beton. Se, så blev man igen klogere!

Den danske pavillon

Her fortæller arkitekturmediet Dezeen om den danske pavillon på Venedig-biennalen. Den handler om vand – og dermed om klima. Det er et meget spændende projekt. I sammenhæng med projektet har dets kurator, Marianne Krogh, udgivet en bog, som jeg tidligere har skrevet om. 

Kunst inspireret af litteratur

Jeg kendte kun Millais’ Ophelia, som til gengæld er et af mine yndlingsværker, og Picassos Don Quixote. Hvor spændende, at Dalí har illustreret Alice in Wonderland!

Jeg har været i biografen!!!!!

Hele to gange endda, selvfølgelig i Grand, den popcornfri biograf. Jeg så den smukke, langsomme amerikansk-koreanske Minari, der har en ægte ny vinkel på andethed – dvs. på at være “fremmed”. Man bliver både glad og sørgmodig af at se den.

Og så så jeg en italiensk film, De Smukkeste År. Den første time kunne jeg slet ikke holde den ud, men så begyndte den faktisk at få skovlen under mig. Jeg føler mig altid så skrækkeligt nordisk og kølig/kedelig, når jeg ser sydeuropæiske film…

Ugens bøger (hele tre)

Den første, jeg blev færdig med, var Hooked – Art and Attachment af litteraturprofessoren Rita Felski. Jeg havde læst en glødende begejstret anmeldelse i Kristeligt Dagblad og et interview samme sted ($$$), der fik mig til at bestille den med det samme. Jeg blev ikke skuffet – hendes budskab er, at påstanden om, at man kan vurdere et værk (uanset om det er kunst, film, musik eller litteratur) objektivt, er noget sludder. Vi er vant til at forholde os til Den Professionelles syn på kunst, dvs. kunst- og litteraturprofessorer, anmeldere, m.fl. (“objektivt”) sat i modsætning til Amatørens, dvs. alle os andre (“subjektivt”). Men hun giver mange eksempler på, hvordan også de professionelle har al mulig bagage med, når de vurderer et værk. Allerede når en underviser på en læreanstalt udvælger curriculum, har der været nogen eller noget eller begge dele ind over. Hun bruger en teori fra sociologien, der hedder ANT (Actor Network Theory), som er udviklet af bl.a. Bruno Latour, til at se på kunst, og det er vildt tankevækkende, sjovt og inspirerende. Bogen er selvfølgelig ret akademisk, men hun er ikke litteraturprofessor for ingenting, hun har et skønt og levende sprog, der bl.a. er fyldt med bogstavrim. Jeg har skrevet lidt mere her.

Så blev jeg færdig med Jesper Wung-Sungs meget omtalte og roste bog om Vilhelm Hammershøi(s kone): Kvinde set fra ryggen. Men jeg var skuffet.

Og jeg har læst (på én dag) Edmund de Waals opfølger til Haren med de ravgule øjne: Letters to Camondo. Den var næsten lige så god! Jeg har skrevet en laaang smøre på Goodreads…

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.