Ja ja, jeg har lært, at man skal stramme overskriften for at lokke hesten til truget. Dette indlæg handler om computerspil. Og med overskriften vil jeg sige, at i betragtning af, at 44% af befolkningen spiller computerspil i større eller mindre omfang, så er det forbløffende, så usynlige de er i mainstream medier.
Bøger, teaterstykker og film, der læses og ses af få hundrede mennesker, får stor opsætning i mainstremmedierne, mens computerspil er forvist til en spalte i lørdagstillægget, hvis man er heldig. Jeg er klar over, at den prioritering nok skyldes, at der ikke er læsere til anmeldelser, der henvender sig direkte til brugerne, men der kunne måske være læsere til spilstof, der var vinklet anderledes?
Når børn (mest drenge, men mere og mere også piger) bruger timevis hver dag på at spille på computeren, så er det da mærkeligt, at der bruges mindre spalteplads på spil end på fx film til børn og unge, som ses i meget mindre omfang. Det burde ikke overraske nogen, men der er store kvalitetsforskelle mellem computerspil, og forældre ville gøre sig selv og deres børn en stor tjeneste, hvis de satte sig lidt ind i hvad, der er hvad.
Det, man oftest læser og hører om er, at computerspil er farlige for børn og hvilke spil en eller anden morder har siddet og spillet derhjemme, inden han gik ud og skød vildt om sig. Men dels er det ikke påvist, at computerspil er farlige for børn (tvært imod, faktisk), dels er der meget, der tyder på, at det er svage og afsporede mennesker, der føler sig tiltrukket af voldelige computerspil, snarere end at det er computerspil, der gør børn voldelige.
At computerspil, spillere og udviklere, på trods af at de er så mange, lever i deres egen lille niche har mange mærkelige konsekvenser. Blandt andet, at denne utroligt succesrige del af underholdningsbranchen befinder sig næsten permanent under mainstreammediernes radar. Der har netop været en storm på de sociale medier og i spil-cirkler om en marketingkampagne iværksat af computerspilfirmaet Square Enix til spillet Hitman, der oprindeligt er udviklet her i Danmark. Kampagnen var udtænkt af et reklamebureau, hvor nogen virkelig må have parkeret hjernen derhjemme, for den bestod af en app(likation), der gjorde det muligt at sende en mobbebesked (du har små bryster, lille tissemand, etc. etc.) til en hvilken som helst modtager, man kendte e-mail adressen på eller var Facebook-ven med, hvorefter vedkommende ville blive “slået ihjel” af the “Hitman”. “Ha ha, den går viral”, må de have tænkt på det smarte reklamebureau. Protesterne på Facebook og Twitter var så omfattende, at Square Enix trak kampagnen tilbage inden et døgn efter lanceringen og udsendte en undskyldning. Jeg lavede en samling af indlæg på Twitter og blev interviewet til BT om sagen. At BT blev opmærksom på sagen skyldtes en ren tilfældighed, IKKE at avisen havde medarbejdere, der selv opdagede virakken i de sociale medier. Det var BT ikke alene om. Bortset fra Ekstra Bladet, der bragte en bleg artikel i online-udgaven om det, har ingen af de danske dagblade berørt sagen. Det er rent ud sagt forbløffende – tænk, hvis det havde været en reklame for en spillefilm eller en TV-serie?
Da rockmusikken indtog unges hjerter og værelser i 50’erne og 60’erne forsøgte de fleste voksne og “deres” medier at tie den ihjel. Som bekendt lykkedes det ikke. Kan vi heller ikke på dette område lære af historien?
