Spring til indhold

Mobning på nettet

 

Bliver mobning nu værre, fordi den er flyttet over på nettet? Vi hører om mobning på SMS, Facebook og i spillenes chat. Jeg tror, mobningen må deles op i den anonyme mobning, der fx kan finde sted i online-universer som spil og pigesider som fx moviestarplanet.dk og gosupermodel.dk og så SMS- og Facebook-mobning, der ikke er anonym.

Jeg er fortaler for, at forældre er tilstede på nettet sammen med deres børn. At det lige fra starten er en naturlig ting, at mor og far følger lidt med i, hvad der foregår på Facebook og i spiluniverserne. Er man med fra starten og er udgangspunktet positivt – nemlig at vi lærer dem, hvordan de skal gebærde sig, ser virale videoer sammen og kommenterer over skulderen på Junior, at “Hold da op, tre nye venner, hvem er de?” på en måde, der ikke er snagende, men positivt nysgerrig – har vi positioneret os selv til også at kunne træde til, hvis der opstår uheldige situationer.

Fx har man som forældre lejlighed til at påpege uheldig optræden fra kammeraterne og på den måde lære egne poder, hvad der er hot og not derude. Det kan fx være, at en af FB-vennerne “liker” noget, fordi han tror, han så vil modtage penge eller gaver. Så kan man sætte sig ned med sine egne børn og forklare dem, hvordan den slags stort set aldrig passer og at man ikke skal forurene sin Facebook-strøm med den slags slam. Og vise dem, hvordan de slipper af med det igen, hvis de allerede har haft næsen for langt fremme.

I pigeuniverserne fx, optræder de anonymt (i hvert fald i princippet), hvilket har både fordele og ulemper. Fordelene er selvfølgelig, at man selv er anonym og derfor ikke risikerer at evt. mobning af ens “karakter” følger efter over i virkeligheden og at man kan “sadle om” ved at skifte avatar og dermed slippe af med evt. plageånder. MEN – og der er et stort men. Pigerne, der er aktive i disse universer, kører jo ofte den dér typiske pige-ting, hvor alle pigerne i klassen er på og alle kender hinandens avatarer (og, gys! passwords). Og så er man jo lige vidt! Ulempen ved anonymiteten er, at man som forældre ikke kan finde ud af, hvem der står bag mobningen og ofte ikke har andet valg end at lægge hele profilen ned, hvis det går galt.

Der kan også ske det, at bedste-vennerne pludselig ikke er så bedste-venner mere, hvorefter det kan være en rigtig god idé at skifte password. En venindes søn oplevede at få hi-jacket sin Facebook-profil, hvor der så pludselig stod en masse meget grimme ting. Vi skal altså lære ungerne, at de ikke må dele deres password med nogen (andre end os, selvfølgelig!).

Er mobning så værre og mere farlig på nettet end den var før, da den kun fandt sted ude i virkeligheden? For nogen, sikkert. Som mange har bemærket, kan man slippe væk fra skolegården, men ikke fra mobilen og Facebook. For andre kan det være en fordel, at forældre og andre børn bliver vidne til mobningen, så der hurtigt kan blive grebet ind. En anden fordel er, at mobningen nu kan dokumenteres – web-kompetente forældre er hurtige til at tage screen-shots af, hvad der foregår, inden det slettes. Også det kan man med fordel lære ungerne.

Man kan altså håbe, at episoder, som mange nok husker fra egen skolegang, hvor misdæderen sværger over for sine godtroende forældre, at “det har han i hvert fald ALDRIG gjort”, i hvert fald ikke vil finde sted, fordi man kan stikke dokumentationen i hovedet på dem.

Derfor, forældre, engagér jer i børnenes aktiviteter på nettet, både Youtube-kigning, Facebooking, World-of-Warcraft spilning og modelpåklædning! Og det skal være, inden det er uigenkaldeligt for sent og de på ingen måde vil have jer som venner på Facebook og for længst har fået computer på værelset.

Medierådet har samlet gode råd og vejledning til forældre her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share