eller en fortælling om, hvordan magthavere ofte væltes – eller ikke væltes – af de helt forkerte grunde.
Velskrevet og spændende
Måske er det, fordi jeg ret sjældent læser denne type bøger, eller også har jeg bare været heldig. I hvert fald er den meget velskrevet, har en gennemtænkt struktur, den er behagelig at læse (på trods af avisformatet…). Og så er den næsten lige så spændende som en spionroman, hvilket ærligt talt overraskede mig. Jeg har ikke fulgt diverse terrorsager særlig tæt, så der var en del, der var nyt for mig – nyt på “interessant”-måden, ikke på “snage”-måden.
Afsked i utide
Det sidste lange kapitel er betitlet “Pia Kjærsgaard”, og det handler ikke kun om Pia på Christiania, men om den række af begivenheder, der førte til Jacob Scharfs afgang. På den ikke thriller-agtige måde var det bogens mest spændende kapitel -fordi den lægger alen til den allerede ret triste fortælling om, hvordan topembedsmænd og ministre nogle gange må tage en uforholdsmæssig stor straf for en ret beskeden – eller ingen – forseelse. (Det omvendte sker måske endnu oftere, men er ikke aktuelt her).
En tur på Christiania – or not
Sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania er et præmie-eksempel. Efterretningstjenesten og justitsministeriet havde valget mellem at lyve på én måde eller på en anden måde for at sikre, at fru Kjærsgaard ikke kom ud på Christiania på det pågældende tidspunkt, da man havde – hemmelig, men troværdig – information om, at det var behæftet med uforholdsmæssig stor fare, ikke kun for fru Kjærsgaard, der jo var mandsopdækket, men i særdeleshed for medlemmerne af Retsudvalget, som hun havde hægtet sig på.
Nødløgnen
Her kan man – med rette – indvende, at regeringer, ministerier og efterretningstjenester ofte har løjet om vigtige ting (Irak-krigen fx). Men man må spørge sig selv, hvilken fordel nogen kunne have at netop denne løgn? Jeg kan simpelthen ikke få øje på den. Og derfor vælger jeg at tro, at justitsministeriet og Scharf gjorde det, de måtte gøre. Hvilket væltede en justitsminister og sendte to topembedsmænd ud i kulden. Det var Enhedslisten, der førte sablen, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det var en hævn mod Bødskov for noget, vi ikke ved noget om. Hævnen kan meget vel have været velfortjent, men selve sagens substans var latterlig.
Ekstra Bladet i folkets tjeneste – or not
Så fulgte måneders afsløringer af dette og hint om PET i Ekstra Bladet. Det startede med noget, som nu igen fylder medierne, nemlig OVERFORBRUG i det offentlige. <rant>I sidste uge “afslørede” Radio24Syv, at DR har brugt et ret beskedent antal millioner på at køre i taxa de seneste fem år. Og ja selvfølgelig bliver folk sk*** forargede, for “JEG har da ikke råd til at køre i taxa”. Ingen får jo læst helt ned til det afsnit, hvor forbruget forklares. I denne uge er vi så forargede over, at LA skal til at køre i ministerbiler. Ahr, men, helt ærligt, tag nu lige at vende blikket derhen, hvor der virkelig er noget, der batter, i stedet for at støtte de magthavere, I påstår at ville hænge ud på forsiden/i æteren. Hvad med afgiftslettelser til biler, som vi allerede har alt for mange af? Eller kampfly, der ikke kan flyve? Eller besparelser på uddannelser, der skal sikre vores land i fremtiden? Kig dog lidt på det!</rant>
Nå men, her drejede det sig altså bl.a. om en middag for PETs ledelse, hvor der var brugt 200 kr. mere per snude, end det tilladte. Uha da, landet var nær blevet ruineret. Rigsrevisionen har siden gennemgået alle de bilag, som Ekstra Bladet brugte uger på at “afsløre”, og de havde INTET at bemærke.
Det virkeligt bekymrende – en læk i PET
Ja, det var der øjensynligt ingen hos pressen, der syntes var et problem. Jeg tror nok, at jeg synes, at det netop i den organisation er temmelig problematisk at have en læk – eller flere!
Til sidst det, som vel egentlig fældede Jakob Scharf, selvom han allerede sad yderligt efter nødløgnen, nemlig intern splid i organisationen. Personaleorganisationerne var utilfredse med ledelsen og talte om frygtledelse, etc. Det skal jeg ikke stille mig til dommer over, selvom jeg faktisk synes, at Scharfs argumentation er ret overbevisende. De stod over for enorme organisationsændringer og en fordobling af arbejdsstyrken, der så endvidere skulle ændres betydeligt – fra en overvægt af politifolk, til nu flest analytikere. At det har skabt betydelige spændinger, undrer i hvert fald ikke denne læser. Desuden begyndte man at tage privilegier fra visse grupper af ansatte i tjenesten. Den slags er jo sjældent populært.
Alle arbejdspladser, jeg har været på, har reageret negativt på organisationsændringer. Uanset om de var gode, gennemtænkte og nødvendige, eller om de var eufemismer for besparelser. Det sidste er der naturligvis god grund til at reagere imod. Enhver ledelse skylder medarbejderne at kalde en spade for en spade.
Konklusion
En meget bedre bog, end jeg havde ventet, og jeg føler mig oplyst efter læsningen. Og mere træt af Ekstra Bladet og de andre medier, der bruger billig forargelsesjournalistik til at forvrænge den politiske debat, end nogensinde før, hvilket ikke siger så lidt.
Mht. fogedforbuddet og udgivelsen som avistillæg, så tror jeg nok, jeg synes, at Politiken fik pustet sig lige lovlig meget op. Omvendt læste jeg et interview med People’s Press’ litteratære direktør Jakob Kvist, der helt bestemt mener, at PET ville have stoppet bogen, havde de fået chancen. Hvis det virkelig er tilfældet (oh, but why?), var der jo god grund til at trykke den…
