Shantaram af Gregory David Roberts er en roman ud over det sædvanlige. Den er helt vildt lang – 900+ sider, den er delvist selvbiografisk, den er lommefilosofisk i tåkrummende grad, forfatteren/hovedpersonen er kraftigt selvovervurderende, og romanen er så kulørt, at den mere minder om en krydsning mellem en Bollywood film og en Bourne-film end om en roman.
Alligevel har jeg altså lyttet den helt til ende uden at kede mig – jeg har nok tunet ud der, hvor han bliver for lommefilosofisk.
Jeg-personen er en australsk straffefange, der flygter fra sit topsikrede fængsel og finder vej til Mumbai, som han med rette anser som et godt sted at gemme sig. Bogen handler så om hans oplevelser over mange år i Mumbai, i slummen og i underverdenen. Han optræder både som slum-læge (med blot udvidet førstehjælpskendskab) og som benhård gangster og Mujahedin-kriger, inden de ca. 40 timers lytning er ovre. Vi får et spændende indblik i livet i Mumbai, både blandt inderne i slummen og blandt expats i hel- og halvkriminelle miljøer. Never a dull moment, as they say.
Hvis du godt kan lide langsomme romaner om hverdagslivet, så er det altså ikke denne her, du skal kaste dig over. Men hvis tanken om en super spændende Bollywood-film som bog tænder dig, så er det bare at slå til. Den findes på dansk, men jeg vil virkelig anbefale at læse eller lytte den på engelsk. De mange, mange forskellige engelske dialekter, der tales af indere og diverse udlændinge, kan jeg slet ikke forestille mig fungere i en oversættelse. Men oplæseren af den engelsksprogede lydbogsudgave, australieren Humphrey Bower, mestrer dem alle og har helt sikkert højnet oplevelsen af bogen.