Jeg blev forunderligt berørt over Tage Skou-Hansens død. Og han var dog en meget gammel mand, angiveligt mæt af dage. Men hans død og de mange mindeord, jeg efterfølgende læste og hørte, mindede mig om, at Holger Mikkelsen, en gennemgående person i Skou-Hansens forfatterskab, formede min egen holdning til 2. verdenskrig, der ellers var farvet af mine bedsteforældres temmelig kulørte beretninger og historieundervisningen i skolen, der på det tidspunkt stadig var én lang fejring af danskerne som det store modstandsfolk.
Jeg må have været ganske ung, ja, teenager, da jeg læste De Nøgne Træer. Ikke desto mindre gjorde den et enormt og uudsletteligt indtryk på mig. I de mange følgende år var det ikke særlig hot at fortælle, at man læste Tage Skou-Hansen, så jeg holdt nok lidt lav profil, når jeg læste de følgende romaner om Holger Mikkelsen. Men jeg læste dem, og de satte sig.
Jeg var til et arrangement i Politikens hus, hvor Rune Lykkeberg interviewede Carsten Jensen om dennes nye roman (som jeg er 3/4 igennem, den er vanvittig spændende!), og fordi det var dagen efter Skou-Hansens død, indledte de med at tale lidt om, hvad han havde betydet for dem. Det var faktisk skønt at høre, hvor vigtig han havde været for disse intellektuelle kapaciteter, for det er slet ikke det indtryk, jeg normalt har fået, når der diskuteres litteratur. Senere i ugen hørte jeg Politikens Bogfolk-podcast om samme emne. Gæsterne her var litteraturprofessor Hans Hertel og Informations boganmelder Anita Brask Rasmussen til en dejlig lang samtale, igen med Rune Lykkeberg. Det gennemgående træk i samtalerne var, hvordan Skou-Hansen altid havde formået at placere sig uden for diverse synspunkters gængse holdepladser – noget jeg egentlig ikke var særligt bevidst om, men som nu selvfølgelig giver mig en vis aha-oplevelse.
Tage Skou-Hansen er en temmelig gammeldags forfatter. Hans romaner har intet af den modernitet, som karakteriserer mange af hans samtidige. Og jeg forstår nu meget bedre, hvorfor forfattere som ham og fx. Thorkild Hansen satte sig hos mig på en anden måde end fx. Rifbjerg. Den Episke Fortælling har altid været lige mig!
Når du nu er hjemme hos mor og far i julen, så snup en Holger-bog i deres selvfølgelig velassorterede bogreol og lad dig suge ind i en verden, hvor sort og hvidt ustandseligt blandes til gråtoner uden et øjeblik at miste gnisten og spændstigheden.
PS: Til Gyldendal og andre, der måtte ligge inde med fotos af Tage Skou-Hansen: Der findes ikke et eneste i public domain!
