Man kan nå meget, når blot man kører tidligt hjemmefra! Efterhånden har jeg læst og hørt en del om KØS, museet for kunst i det offentlige rum, som ligger i Køge. Nu havde min udflugtspartner og jeg i forvejen besluttet, at vi skulle på Arken bagefter, så vi sprang et besøg på selve KØS over og gik i stedet den rundtur i Køge, som kunstnerduoen Randi & Katrine har tilrettelagt.
Altså, Køge er i det store hele en virkelig pæn by med mange velbevarede, gamle huse. Og byen har en havn, som der stadigvæk er liv i. Begge dele giver vældig store krydser i min bog. Når man så lægger til, at byen er propfyldt med forskellige former for gadekunst, så vil jublen jo ingen ende tage. Randi & Katrines fem skulpturer var kun toppen af et herligt isbjerg.
Samtidig med at vi nød det fantastisk gode vejr, vores udflugt var velsignet med, førte vi en livlig samtale, så vi gik flere gange forkert eller for langt. Det betød, at vi fik set forskellige street-art værker, en motocross bane, en skatehal, et par originale og anderledes legepladser, m.m. Er det bare mig, der for sjældent spadserer rundt i danske provinsbyer, eller udmærker Køge sig her? Jeg svarer lige selv på spørgsmålet: Ja, Køge udmærker sig. Måske kunne andre provinsbyer/småbyer lære noget her? Der tales lige nu en del om, at danskerne foretrækker at spare på kultur før noget andet. Mon Køges borgere også synes, at de sagtens kunne undvære street art, KØS, legepladser, etc. for at få flere plejehjemspladser (for det skal jo pinedød stilles op som enten/eller!)? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at et rart og indbydende miljø, der har tiltrækningskraft for mange forskellige befolknings- og aldersgrupper, er fordrende for hele byens velbefindende. Det er positivudgaven af “broken windows-teorien“.
Så drønede vi nordpå igen til Arken. I mellemtiden var vejret gået fra udmærket til storslået, så udsigten fra Arkens café, hvor vi nød en glimrende frokost, var aldeles fantastisk.
Min udflugtspartner havde aldrig før været på Arken, og jeg er glad for at sige, at besøget var en succes, som snart vil blive gentaget uden mig, men med børn. Mission accomplished, siger jeg bare! På trods af betonen og moderniteten er Arken et ret venligt og imødekommende museum, ikke mindst pga personalet, der alle som én er flinke og meddelsomme. Jeg er efterhånden ved nærmest at være ven med Damien Hirst, som virkelig fremstår langt mere sympatisk, morsom og skrupskør, når man ser mange af hans værker samtidig, i stedet for bare som provokerende og beregnende, som var det jeg mest tænkte om ham, inden jeg første gang så Arkens samling.
Vi nåede lige nøjagtig at se føromtalte Randi & Katrines fantastiske tårne, der havde deres sidste dag på Arken. Selvom jeg har set dem flere gange før, nød jeg alligevel at gå blandt dem igen.
Jeg har glædet mig til at se udstillingen med Gerda Wegener, lige siden museet annoncerede den. Mit første møde med Gerda Wegener fandt sted for snart mange år siden, da jeg tilfældigt faldt over et af hendes malerier hos Bruun-Rasmussen. Jeg blev helt vild med det, men måtte desværre erkende, at jeg ikke engang på det tidspunkt, hvor hun ikke var særlig kendt i Danmark, havde råd til det ret store maleri. Nu sker det nok aldrig, for om kort tid (4/2 i DK) har filmen om Gerda og Lili Elbe premiere verden over, og så vil berømmelsen nok ingen ende tage. Filmen er baseret på en bog, som du skulle tage at læse. Den er god.
Tænk, at Louvre i sin tid købte tre af hendes malerier, mens ingen danske museer købte et eneste! Udstillingen går fint i tråd med Gl. Holtegaards Art Deco udstilling og er meget flot og omfattende. Det billede, som både Charlottenborg og Den Frie afviste i 1907, og som udløste en bitter strid blandt danske kunstnere, den såkaldte Bondemalerstrid, er genfundet og kan ses. Ret fantastisk!
Vi løb en hurtig runde i Bjørn Wiinblad-udstillingen. Den er så flot kurateret! Et festfyrværkeri af farver og former, præcis, tror jeg, som Wiinblad kunne have ønsket sig det.
Og så skulle vi hjem. Da vi træder ud af museet, ser vi dette:
