Himlen over Havana er den danske titel på denne franske (!) film, der allerede havde premiere i 2014. Jeg havde nu ikke hørt om den, før jeg så den på plakaten hos Grandteatret. Da vi påtænker at tage til Cuba på sommerferie, var det jo oplagt at se denne, hvor Havana/Cuba er den store medspiller og bagtæppe.
Gamle venner mødes i anledning af, at en af dem kommer tilbage fra 16 års eksil i Spanien. De er alle så sårede af det, de opfatter som de andres svigt, at vi hurtigt får skrabet fernissen af – først ryger facaden på én, siden på dem alle. Den gode cubanske rom og dyr importeret whisky hjælper med til, at det går hurtigt. Hele filmens handling udspiller sig på under et døgn.
Den handler i høj grad om den politiske undertrykkelse, både før og nu, men først og fremmest om, hvad der sker, når midaldrende mennesker som mig bliver desillusionerede. Pyh, det er trist! Jeg småtudede faktisk gennem det meste af filmen, fordi jeg bare ikke kunne bære at se disse mennesker og deres kolossale skuffelse over tilværelsen!
