I den seneste uge har vi været i biografen to gange. Begge gange til ekstraordinære filmoplevelser og begge gange i Grand (hvor vi begge gange mødte Helle!). Men der ophører lighederne så også.
Idealisten af Christina Rosendahl er en grim film. Grim på den gode måde, fordi dens grimhed afspejler filmens tema og tiden – 80’erne. Peter Plaugborg er helt fremragende som Poul Brink, den stædige og rent ud sagt møgirriterende journalist, der afdækkede en af de allerstørste skandaler i dansk politik. Se den, se den, se den. Den 13-årige render rundt og anbefaler den til alle og enhver med ordene: En af de bedste film, jeg har set.
Den anden film var også grim. På den grumme måde. Montage of Heck er filmen om Kurt Cobain, hvis liv virkelig ikke var nogen dans på roser, heller ikke på højden af Nirvanas berømmelse. Filmklippene fra hjemmet, hvor de to junkier leger kærligt med deres nyfødte baby er lige dele rørende og skræmmende. Instruktørens brug af tegnefilm og animation af Cobains egne tegninger og malerier er en Oscar værdig. Så godt set, og om muligt endnu bedre udført.
Denne film burde jeg til gengæld ikke have taget Jr. med ind til. Den var simpelthen for barsk!
