
Museumsbygningen (samme gade på Østerbro som de engelske og spanske ambassader, så velbevogtet) er så stort et galleri, at det mere minder om et museum. Derfor er det også en yderst passende ramme om en retrospektiv udstilling med en kunstner, jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte. Jeg forstår dog, at han slet ikke var almindeligt kendt uden for visse kunstnercirkler, så jeg føler mig ikke som en fuldkommen idiot. Men mindst ét af hans værker ejes dog af Statens Museum for Kunst og han modtog Eckersberg-medaljen i 1982.
Sven Hauptmann døde allerede i 1984, og i mange år har hans collager mest hængt hjemme hos kendere. Det er da også kun relativt få af værkerne på udstillingen, der rent faktisk kan købes – hvilket jo er lidt usædvanligt for et galleri.
Collagerne er fulde af poesi, og mange af dem er meget originale. De materialer, der er brugt, er mestendels helt hverdagsagtige, udklip, plakatbidder, franske metrobilletter, reklamer, dimser. Det er tydeligt, at collagerne har taget tid at lave, men tid var så også noget Sven Hauptmann mente, man skulle tage sig. Og det er da et budskab, der er værd at tage til sig i vores flyvske tid.
En lille krølle på halen:
Tager du ud på Østerbro og kommer fra Østerport, så gå bagom ad Bergensgade forbi den russiske ambassade. Stien, der udgør fortsættelsen af Bergensgade, blev i gamle dage kaldt for Ho Chi Minh-stien, fordi demonstranterne i 70’erne løb den vej, når de skulle flygte fra politiet efter demoerne foran den amerikanske ambassade (der ligger lige på den anden side af kirkegården). Det store hvide palæ på venstre hånd lige før stien er vist nok den russiske ambassadørbolig i dag, men det blev bygget af PS Krøyer til ham selv og hustruen Marie, og det var Marie, der med sit store, delvist uudnyttede, kunstneriske talent stod for alle de fine detaljer, både ude og inde. Nu har de jo et museum på Skagen, men jeg synes, det er ærgerligt, at dette fine hus ikke blev Skagens ambassade i København.