Vi har været på en ægte dannelsesrejse til Japan. Rejsen var arrangeret af Arkens kunstklub, så det var en grupperejse. Jeg må med det samme tilstå, at grupperejser nok aldrig bliver mig/os, så det gør vi nok ikke igen. Når det er sagt, så var der flere af de kunstoplevelser, vi fik på turen, som vi nok ikke ville have haft modet/fantasien til selv at opsøge på en førstegangsrejse til Japan. Så vi er altså alligevel glade for, at vi gjorde det.
I Tokyo var den helt store oplevelse Ghibli-museet, der fejrer filmskaberen Miyazaki og hans Studio Ghiblis værk. Jeg har glædet mig til at besøge det museum, siden jeg læste Christian Monggaards begejstrede beskrivelse af det i Information for flere år siden. Jeg er totalt fangirl, så forvent ingen objektivitet her – jeg elskede hvert øjeblik af besøget og alt, hvad jeg så. Kender du ikke Miyazaki, så skynd dig at købe en af hans film. Skal du til Japan, så snyd ikke dig selv for et besøg på museet. Det er indrettet for børn, så vi voksne måtte ofte dukke os eller næsten kravle. Der er fine displays, som viser, hvordan man lavede animation før computeren – dybt fascinerende for både børn og voksne. Og der er et par rum, der både reelt og ved hjælp af trompe l’oeil-teknik viser, hvordan det foregik, når de mange tegnere sad side om side og arbejdede på filmene.
Vi var også på Nationalmuseet, hvor jeg så en særudstilling om Bulgari. Det sjoveste ved den udstilling var at se de japanske kvinder, der generelt hylder the understatement når det gælder smykker og påklædning, flippe helt ud over de mildest talt ekstravagante og ofte nærmest vulgære Bulgari-smykker. Jeg havde forventet at se en større samling Netsuke, men blev skuffet, fordi der kun var en meget lille samling, som alle var af nyere dato.
Vi så også moderne kunst på The National Art Center, en særudstilling med den franske kunstner Niki de Saint Phalle. Ingen tvivl om, at hun var den enfant terrible, som en del af udstillingen var opkaldt efter, men det var ikke noget, der for alvor rørte mig.
I Kyoto besøgte vi Manga-museet. Det var jeg ret skuffet over, for jeg havde måske forestillet mig at få en indføring i Manga-universet med noget kronologi, etc., men museet bestod mest af et kæmpe Manga-bibliotek, hvilket sikkert er fantastisk, hvis man ved, hvad man leder efter, men det gjorde vi ikke…
En times bustur uden for Kyoto ligger det smukke og temmelig mærkelige Miho museum bygget af den kinesiske arkitekt I.M. Pei.
Den 14-årige følte sig utilpas ved den religiøse propaganda, der viser sig i de videoer, der vises, og i restauranten og museumsbutikken, men jeg nægtede at lade det påvirke min oplevelse af stedet. Fru Mihoko har “opfundet” en religion eller spirituel bevægelse ikke ulig Buddhisme, og ikke langt fra museet ses en kæmpe klods i landskabet samt en “kirke”, der er hovedsæde for fruens religion.
Men altså, museet er vanvittig smukt og indeholder faktisk ret få genstande. Der er vaser, skærme, malerier, skulpturer, krukker og andet fra flere historiske perioder og mange verdensdele. Det er enormt befriende med så få genstande, så man ikke når at få museums-overload. Når de samtidig er udstillet i så enkle og elegante omgivelser, som dem Pei har skabt, blev det en ren fornøjelse.
Den sidste af vores kunstoplevelser var også den absolut største. Vi tog på en heldagstur til kunstøen Naoshima, der huser hele syv museer og en lang række kunstværker spredt ud på hele øen. Ideen om at gøre en ø i “udkants-Japan” til et tilløbsstykke for kunst- og arkitekturinteresserede fra hele verden blev naturligvis fostret af en rigmand, der så kontaktede den japanske arkitekt Tadao Ando, der nok er mest kendt på disse kanter for pyramiden foran Louvre. De tre museer, vi nåede at besøge, var alle tegnede af Ando. Vi besøgte først det lille museum, der er dedikeret til ham selv, dernæst Benesse House, der huser en samling moderne kunst af behagelig størrelse. Jeg nævner i flæng, Giacometti, Sam Francis, Robert Rauchenberg, Richard Long, David Hockney, Jasper Johns…
Endelig turens højdepunkt, det helt enestående Chichu Art museum (klik på linket!). Hele museet er dedikeret til tre kunstneres værker – ja, det er skabt omkring disse. Ingen af os havde nogensinde oplevet noget lignende. De tre kunstnere er Claude Monet (jo, du læste rigtigt), Walter de Maria og lyskunstneren James Turrell. Chichu betyder “under jorden”, så alt lys i museet er enten naturligt ovenlys eller helt kunstigt. Begge dele lige overjordisk fantastisk! Ingen af mine elendige mobilfotos kan yde museet eller kunstnerne nogen som helst retfærdighed, så jeg anbefaler igen at klikke på linket herover. Billedet fra museets indgang er fra Wikimedia Commons.
Et af kunstværkerne på øen var et af Kusamas græskar.
Vi vil gerne til Japan igen, nu vi har erfaret, hvor let det er at rejse der. Og hvis det lykkes os at komme tilbage, skal vi helt sikkert tilbringe mere end en halv dag på Naoshima. Vi bemærkede, at man kunne leje cykler, så det vil vi gerne prøve. Selvom landskabet er ret kuperet, er øen ikke særlig stor, og der er ikke langt mellem seværdighederne.
