Spring til indhold

De bedste råd til et langt (godt) liv

Be kind!
Walk, run, dance, whatever, but move!
Stay close to your family, no matter what (almost)!
Don’t get lost in the past.
Keep up with the news.
Read books.

“Be sociable. Help people who need help and let people who want to help, help you.”

Råd fra en nyligt afdød ecuadoriansk kvinde, der nåede at blive 104 år. Hun efterlod sig 16 børn, 52 børnebørn, 65 oldebørn og 13 tipoldebørn. Ah men altså!

The Guardian har talt med 100 mennesker fra hele verden, der har nået en alder på 100+ og som stadig er “ved bevidsthed”. Nogle af dem er døde i mellemtiden, men mange af dem kommer virkelig med guldkorn (der er selvfølgelig en masse banaliteter imellem, men ellers vlle det jo være snyd!).

Bøger

Geetanjali Shree: Tomb of Sand *****

En vanvittig og vidunderlig fabel fra det moderne Indien. Den vandt Booker-prisen – det var sådan, jeg opdagede den. Den findes som lydbog i den tjeneste, jeg bruger, Bookbeat, i en fuldstændig vidunderlig indlæsning (på engelsk), der måske endda højner oplevelsen for sådan nogle som os, der ikke sådan lige læser indisk prosa som hverdagskost. I en note fortæller oversætteren (fra hindi til engelsk) om de valg, hun har truffet. Allerede mens jeg lyttede, tænkte jeg, at originalmanuskriptet må være fyldt med ordlege, for sådan er den oversat. Det bekræfter hun så. Det er ubetinget vidunderligt at lytte til, men kræver måske, at man er bekendt med lyden af en inder, der taler (godt) engelsk.

Romanens hovedperson er familiens hemmelighedsfulde bedstemor, der er over 80. Hun begynder pludselig at gøre ting, som indiske bedstemødre virkelig ikke forventes at gøre, og derfra går det over stok og sten. Sådan en slags asiatisk magisk realisme – men bestemt ikke uden alvor. Centralt i romanen er konflikten mellem Indien og Pakistan, der tydeligvis for mange indbyggere i de to lande stadig er et åbent sår, men jo ikke noget, vi i Vesten normalt skænker mange tanker. Goodreads.

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet ****

Jeg har skrevet sådan her i Goodreads:

Jeg synes ikke, denne bog er over-hypet. Jeg synes, at den både kan noget, sådan rent litterært, og at den er et dejligt, velrettet spark til klassesamfundet og en forklaring, så alle kan være med, på, hvorfor vi skal være woke*. Altså ikke på den måde, som ordet nu bruges (i høj grad som skældsord), men at vi skal være bevidste om, hvilke fordele (og det modsatte), vi har med os som usynlig bagage, i vores tilværelse. Han siger ikke, at vi skal stille os frem og lade os ynke, hvis vi er langt nede i det intersektionelle hierarki, men vi, der ikke har så mange minoritetsmarkører, vi kan “smykke” os med, må ærligt talt godt tænke os om, inden vi åbner munden. Empati er virkelig en undervurderet egenskab!

*woke, adjective: aware, especially of social problems such as racism and inequality

Det var vist bare det.

Film

Tár

Jo jo, hun er fantastisk som altid, Cate Blanchett. Men filmen ramte mig ikke rent i hjertet, selvom den er flot lavet og sætter hårdt fokus på det ofte oversete faktum, at #MeToo handler om magt, ikke om køn (eller sex). Og så undrede det mig, at den første time er så fyldt med ord, begreber, navne, referencer, der kun siger folk noget, der har beskæftiget sig med klassisk musik. Var det virkelig nødvendigt for at forstå, at vi har at gøre med en lille, højt specialiseret eliteenhed her?


De otte bjerge 

Langsom langsom langsom film, der foregår i alperne og i Himalaya, ofte i den iskolde og ikke særlig romantiske vinter. Vi følger to mænd, der bliver venner som børn, på deres livsrejser. Den ene følger de trådte stier, fordi han føler, at det er hans skæbne, den anden går uden for stien, men bliver måske nok ikke lykkeligere af det. Skal man acceptere, at et nederlag i livet definerer resten af det?


The Whale

Åh, sådan en smuk, smuk, grim, grim film! Ikke overraskende bygger den på et skuespil. Vi kommer næsten ikke udenfor Charlies hjem – sådan som han heller ikke selv gør, og der er kun 5 medvirkende (plus et pizzabud). Her har vi en karakter, der virkelig er klam at skue, men som man, præcis som Liz, der er hans ven og hjælper, elsker blot få minutter inde i filmen. Ens hjerte bløder for dette dejlige menneske, der har tabt sig selv. Jeg får tårer i øjnene bare ved at skrive dette!



Kunst og historie

Bloch og elektricitet på SMK

Jeg slog to fluer med et smæk på SMK og fik set Carl Bloch-udstillingen og en performance fra Hotel Pro Forma om elektricitet. Jeg har givet performance-teater en del chancer gennem livet, men jeg må nok konstatere, at vi aldrig bliver venner. Inden performancen så jeg et foredrag med en professor emeritus fra Bohr Instituttet. Han fortalte knastørt om elektricitetens historie. Jeg har simpelthen en svaghed for de der knitrende tørre forskertyper, der kan sige noget sjovt uden at fortrække en mine.


Gå ind og se udstillingen med Carl Bloch, også selvom du som jeg ikke har de store forventninger, fordi du måske er lidt træt af det, der er blevet hans signaturbillede, Fra et romersk osteria. Museets nyerhvervelse, det indtil for nylig forsvundne Prometheus, er vidunderligt at skue i sin larger-than-life grandiositet. Der er også en del andre billeder, jeg ikke havde set før, og som bestemt fik mig til at se ham fra nye vinkler. Se nu fx dette selvportræt – køn ung mand. Han bruger sig selv som model for flere Jesus-billeder. Om det illustrerer hans selvbillede eller om det bare var praktisk, ved jeg ikke. Men det er lidt sjovt og fint illustreret i kurateringen.

Carl Bloch: Selvportræt. 1854. @SMK


Kul som kunst

Paul Cocksedge: Coalescense, Liverpool Cathedral. @dezeen


Dette kunstværk skal minde de besøgende i kirken om, hvad afbrændingen af fossile brændsler betyder for os. Den samlede mængde kulstykker i værket svarer til, hvad en 200w glødepære forbruger, hvis den står tændt et helt år. Se flere billeder og læs om dets tilblivelse og tankerne bag hos Dezeen.

Jesper Christiansen på Galleri Mikael Andersen

Jesper Christiansen: Del af billedserien Georgica. 2010’erne. @ galleri Mikael Andersen


Jeg har stadig den store retrospektive udstilling på Ordrupgaard til gode, men i mellemtiden er turen ind til Bredgade en passende udflugt til fods. Der er lige lovlig langt til Charlottenlund. Udstillingen hedder Georgica, og det er en henvisning til en digtsamling af Virgil. Lang forklaring, men billederne har vores forhold til naturen som fokus. Når vi bryder os om at se på den, måske endda være i den, har vi også pligt til at passe på den – både i snæver og bred forstand. Godt budskab, synes jeg.

Du kan læse nogle af Christiansens tanker om emnet her. Udstillingen kan ses til 8. april.

Design/Arkitektur

Hot eller not?

Jeg hælder mest til hot. Flere flotte billeder og selvfølgelig tekst hos Dezeen.

Anish Kapoor skulptur i New York City. Photo Iwar Baan @dezeen


Klima

“Der er ikke råstoffer nok til den grønne omstilling”

Den sætning eller en der ligner har jeg læst og hørt mange gange. Det er klima-slappernes seneste go-to (udover atomkraft), som skal få os til bare at give op og vente på et mirakel, eller hvad det nu er, de forestiller sig.
Men her gennemgår Thomas Hebsgaard fra Zetland de forskellige typer af råstoffer og forklarer, hvor og hvordan de udvindes og hvor meget, der er af det. Så: Ro på!

Samfund/Politik

IQ 

Her er en god Zetland-artikel om IQ – den seneste viden gennemgås. Vi hører blandt andet om, hvor determinerende IQ er for både livsindkomst og livslængde og fx for risikoen for at ende i kriminalitet. Men det bedste: Man kan forbedre sin IQ – ikke som mange tror, ved at løse Sudoku og den slags, men ved at uddanne sig. Personer med middel til høj IQ kan ikke flytte den mange cifre, men personer med lav IQ kan opleve en ret markant øgning, særligt hvis der tages fat, mens de er børn. Hvilket altså vil sige, at hvis man pøser ekstra undervisning på børn i risikozonen, er der en reel chance for, at de vil bevæge sig væk fra risikoadfærden. Hvis Tesfayes ekstra penge til skoler med udsatte børn rent faktisk bruges på netop det, vil det måske være det første fornuftige denne regering har gjort (og det var så på tide). Meeen altså, jeg vil se det, før jeg tror det.

Vuggestuebørns ordforråd

Er noget en nyhed, når det har stået i Kristeligt Dagblads papiravis?
Næppe, men her kommer den alligevel – dog fra Videnskab.dk, som vist var den oprindelige danske budbringer.
Allerede i vuggestuebørns ordforråd kan man gætte, om de er drenge eller piger. For fanden da, hvor er det sørgeligt! For det afspejler jo så meget, hvordan vi, forældre, bedsteforældre, pædagoger, m.fl. hænger fast i fortiden og fx tror, at en lillebitte dreng vil være mere interesseret i at kigge på en byggeplads end en lillebitte pige. Suk.

Viden

En gåtur gør godt

Min brækkede ankel sidste år førte til, at jeg blev en endnu mere nervøs cyklist, end jeg var i forvejen. Så snart jeg havde sluppet krykkerne, begyndte jeg derfor at gå i stedet for at cykle. I starten suppleret med bussen eller metroen, men nu har jeg fået trænet mig op til at gå temmelig langt. En bonus er alt det, man ser, som man ikke ser, når man suser forbi på cykel.

At tænke sig, at det falder sammen med dette studie, der viser en stærkt formindsket risiko for tidlig død, hvis man motionerer blot 11 minutter om dagen. Som Bente Klarlund dog påpeger i artiklen, er der tale om korrellation, ikke nødvendigvis kausalitet, men det kan du selv læse om.

Jeg kan ikke li’ jazz

Her er en forklaring på det fra Videnskab.dk, som jeg dog er en smule skeptisk over for, fordi meget af det klassiske musik og nye musik, jeg kan lide, er af ret kompleks karakter med “svære” akkorder. Når jeg ind imellem bliver bedt om at sætte ord på, hvorfor jeg ikke kan lide jazz (og det er jo ikke al jazz, jeg ikke kan lide), så ender jeg på to ting: manglen på melodi, som jeg ofte oplever i “moderne” jazz, og de obligatoriske soloer, som jeg bare ikke er vild med (jeg er heller ikke fan af soloer til rockkoncerter, skal det lige siges). Hvad siger du, Jacob C?

Teknologi

Overvågningssamfundet Danmark

Wired (intellektuelt teknologimagasin) har taget et kig på den overvågning, som den danske stat udsætter modtagere af “velfærdsydelser” for. Dette citat er et af mange, der springer i øjnene:

Of the nearly 50,000 cases selected by the data mining unit in 2022,
4,000, or 8 percent, resulted in some form of punishment.

Jeg får den kætterske tanke, at man måske ku’ få mange flere skattekroner ud af sådan nogle algoritmer ved at vende blikket opad? Op mod samfundets mest velhavende?

Slette TikTok på dit barns telefon?

Thomas Aagaard fra Zetland kigger nærmere på slette-feberen. Og nej, for dit barn er faren mindre, at kineserne kigger med, end at de fylder appen med propaganda, der kan være svær at genkende som sådan. Særligt for børn.

Om os

Er du den person, der altid kommer for sent?

Her er en fin lille video fra BBC, der forklarer hvorfor og ikke mindst, hvad vi kan gøre ved det. Jeg er selv blevet bedre, men ikke sådan helt fantastisk. Det er jo fint, når der er plads til forbedring!



Mad

Asiatisk agurkesalat

Jeg er blevet helt forelsket i denne her agurkesalat og har allerede lavet den flere gange. Gavelink fra NYT Cooking, som jeg ææælsker. PS: du kan bare bruge helt almindelige agurker.

2 tanker om “De bedste råd til et langt (godt) liv”

  1. [Bliver hevet ind i jazzpolitiets forhørsrum, mens han sad fredeligt og hørte Scott Walker]

    [Holder hånden for øjnene, fordi projektøren blænder]

    DET VAR IKKE MIG DER SPILLEDE JOHN COLTRANE PÅ P4 I FREDAGS

    Nå, nu er jeg aldeles ikke musikteoretiker – et nodeark ligner blækklatter i mine øjne – men jeg ved at der er været en skillelinje efter bebobben, hvor en retning gjorde musikken mere og mere kompleks harmonisk, mens en anden retning gik efter mere enkle harmoniske strukturer. Man kan fx få fat i John Coltranes album Giant Steps og høre først nummeret Giant Steps (meget kompliceret) og så Naima (enkel struktur) – der har man de to hovedretninger i jazzen siden 1960 på lidt over ti minutter.

    Soloer/improvisation – der bliver vi jo snydt for det genkendelige i musikken og, hvis musikerne ellers duer til noget, smidt ud i den dybe ende af bassinet. Det kan være foruroligende – men også meget kedeligt, når solisten ikke har noget substantielt at komme med. Selv Coltrane kunne have en dårlig aften. Læg dertil machoelementet i dele af jazz- og rockmiljøerne.

    Og så kan jazztilhørersegmentet også opleves ret selvtilstrækkeligt og afvisende over for udefrakommende – det er lidt en subkultur. Selv vil vi sige at vi er et misforstået og bittert mindretal.

    [Sætter Terje Rypdal: The Return of Per Ulv på og skruer Nenes anlæg op til 11]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share