I hvert fald ikke, hvis man også tæller de små nyheder med. Den skønne fugl på billedet er en brushane, og den har i år ynglet her i landet for første gang siden 1996. Og det er ikke tilfældigt. Det er fordi Den Danske Naturfond har opkøbt et større areal på Mandø, hvor fuglen kan være i fred.
Ugens kulturforbrug
Bøger
Hvordan håndterer vi de slag, livet giver?
Det har litteraturen mange gode svar på. Ofte langt bedre end diverse life coaches og selvhjælpstyper. The Marginalian giver smukke og fine eksempler i dette korte essay, som bl.a. nævner Marcus Aurelius, Emily Dickinson, Elizabeth Barrett Browning, Ursula Le Guin, Sophie Scholl og Dostojevskij. Giv dig hen til poesien et øjeblik – det gør godt. Jeg er ikke nogen stor digtlæser, men i små doser er det livseliksir.
Glemte sager
Et bibliotek i Oakland er begyndt systematisk at poste glemte bogmærker, post-its, etc. fra biblioteksbøger. Det er et fint og charmerende kig ind i andre menneskers liv.
Hvide Blomster
I sidste #serendipitet fortalte jeg, at jeg havde sommerlæst en krimi, nemlig Sissel-Jo Gazans helt nye Uglens Øje. Og at den var god. Da jeg fandt den, fandt jeg samtidig ud af, at hun havde udgivet en bog, der var gået min næse forbi. Så den blev sommerkrimi nr. 2 midt i min liiidt tunge læsning af På sporet af den tabte tid IV, en antropologisk fagbog med den fantastiske titel Indendørsmenneskets natur og Siri Hustvedts The Blazing World. Jeg nærmer mig slutningen af de to første… Nå men, Hvide Blomster handler om børnemishandling og selvtægt, og den gør det godt. Krimiplottet er blot det stativ, handlingen hænger på. Her er min anmeldelse på Goodreads.
Film
Grandmother (originaltitel Juniper)
Charlotte Rampling er så skøn som altid i denne fine New Zealandske film. Knægten, der spiller den egentlige hovedrolle, ligner en helt gennemsnitlig teenager, hvilket i høj grad bidrager til filmens høje troværdighed. Smuk, også pga den underspillede måde den bruger det forrygende New Zealandske landskab.
Mine aftener i Paradis
Filmstriben minder om, at dette mesterværk kan lånes ganske gratis og streames i din stue. Sig ikke, at du ikke får noget for skattekronerne!
Tv-serie
Kunstnerkolonien
3. sæson (streames på DR) er den hidtil bedste. Sammensætningen af kunstnere skaber en aldeles vidunderlig dynamik, og vi mærker virkelig, hvor meget af sig selv, kunstnerne lægger i sådan et værk.
Og kan du lide mørke krimier, så ligger der nu tre sæsoner af den dystre, walisiske krimiserie Hidden, også på DR. Start fra begyndelsen.
Kunst og historie
Light and space
Der er få uger tilbage af denne udstilling på Copenhagen Contemporary (på Refshaleøen). Nogle af de kunstnere kan noget med lys, som forekommer nærmest uvirkeligt. Tag ud og se den, men kom tidligt. Køen til James Turrells installation kan være lang, og den bliver skåret af næsten en time, før kunsthallen lukker. Installationen er i den grad ventetiden værd.
Vandring på SMK
De sidste gange jeg har været på SMK, har der været forskellige grunde til, at jeg aldrig er kommet videre end til særudstillingerne. Men på en helt almindelig ugedag, hvor det er alt for varmt at være udenfor midt på dagen, er et kunstmuseum et dejligt sted at være. Ikke for mange mennesker og ganske køligt.
Der er noget rart og trygt ved at gense værker, man har set mange gange før. Og det gode er, at man ofte opdager noget nyt i dem. Jeg sprang den ældre kunst over – jeg fik en let overdosis af renaissancekunst, da jeg var i Italien i foråret. Her er nogle af mine favoritter. Der var flere virkelig spændende værker i afdeling for samtidskunst, men de fleste lader sig dårligt gengive.
Og så tænkte jeg – ikke for første gang – at vi kunne udskifte Eriksens ret intetsigende, men meget copyrightbelagte havfrue med hende her, hvor arvingerne måske er mindre griske?
Arkitektur
En lang tynd by
Åh, hvilket rædselsprojekt! Det handler om skurke-charmøren Bin Salmans kæmpe ego-projekt i den saudiske ørken. Altså, Christian IV gå hjem, når det gælder om at sætte mindesmærker for sig selv. Artikel fra arkitekturmagasinet Dezeen.
Og en god gennemgang af denne type projekter fra Zetland (dog mangler Brasilia, meget mærkeligt).
Klima
Verdens floder udtørrer
Er det så dette, der får politikerne til at vågne op? Intet tyder desværre på det. På lokalplan, dér hvor der simpelthen ikke er vand nok i hanerne, eller hvor der ikke er vand til at vande marker og plantager, sker der nok noget. Men landspolitikerne følger sikkert ikke med, før det er for sent.
Læs om Nilen og Colorado River i Information (gavelinks) og om The Thames i The Guardian.
Hvordan “rewilder” man egentlig?
Det forklarer Morten DD i denne Twitter-tråd inklusive fire små, men meget oplysende videoer. Tråden er ikke ny, men jeg kom i tanker om den, da jeg til min forbløffelse læste et varmt forsvar for rewilding af ingen ringere end Ole Birk Olesen. What?
Får vegetarer nok protein
Det spørgsmål diskuteres hele tiden og bruges som argument for, at vi er “nødt” til at spise kød. Men det er IKKE nødvendigt at spise kød og fisk for at få nok protein. Mange andre fødevarer indeholder nemt den mængde protein, vi har brug for. Artikel fra GQ. Jeg vil gerne minde om, at de millioner af mennesker, der praktiserer verdensreligionen Buddhisme, hverken spiser kød, fisk eller æg.
Samfund/politik
Den skat Mærsk (ikke) betaler
“Mens Novo Nordisk eksempelvis skulle betale 14,7 mia. kr. i skat ud fra et overskud på 48,7 mia. kr. i 2021, kunne Mærsk samme år nøjes med at slippe godt fem mia. skattekroner, det rekordhøje overskud til trods.”
Citatet er fra Føljetons nyhedsbrev, som du jo også bare kunne melde dig til. Er der mon nogle politikere, der gider forklare, hvorfor det giver mening at fortsætte Mærsks skatterabat? Eller skal vi bare høre “ellers-flytter-de-til-udlandet”-sangen igen-igen?
Andelstanken
Det er med stor glæde, jeg ser andelstanken brede sig efter mange år i skyggen. Erhvervsministeriet, tænketanke og Pelle Dragsteds bog Demokratisk socialisme har alle skubbet bag på. Her beskriver Coops formand fordelene ved at udbrede andelstanken. Jeg har selv truffet den beslutning, at jeg lægger de allerfleste af mine madindkøbskroner hos Coop, hvor pengene går tilbage til mig, så at sige, i stedet for hos Salling, hvor pengene går til aktionærerne.
Den delte barsel
Som en lidt ældre person, ahem, bliver jeg nærmest lykkelig, når jeg læser denne leder i damebladet Femina. For nøøj, hvor er der sket meget, siden jeg var ung. Med barsel og med dameblade. Men desværre er der stadig en masse kvinder, der tror, at mor er bedst – sådan per definition!
Og apropos dameblade, så har samme chefredaktør, som jeg knuselsker uden nogensinde at have mødt hende, også en leder om de blå mænds stormløb på Normstormerne. ja, det var med vilje. Ha ha, hun er cool.
Når Vesten bekæmper terror og regimer, vi ikke kan lide
Findes der egentlig eksempler på, at det er gået godt? Korea, Vietnam, Chile, Iran, Irak, Libyen og – stakkels Afghanistan. 20 års krig, tusindvis af tabte liv, milliarder af dollars spildt, uanede menneskelige lidelse, og nu er vi lige langt. Eller, det er endnu værre for afghanerne nu, end det var for 20 år siden. New York Times’ korrespondent har været i det krigshærgede land og gjort status her et år efter den kaotiske tilbagetrækning. Ak! Zetland lavede også en helikopter om emnet, den er god.
Viden
Virus mod bakterier?
Videnskab.dk fortæller om ny forskning, der arbejder med at bruge “specialfremstillet” virus til at bekæmpe bakteriefremkaldte sygdomme såsom de to meget slemme og pinefulde mave-tarmsygdomme Crohns og tyktarmsbetændelse. Der er lang vej til den pille, forskerne drømmer om, men der er grund til at hæfte sig ved to ting her, bortset fra selvfølgelig ønsket om at hjælpe patienterne. Sådan en pille vil kunne mindske brugen af antibiotika betydeligt, hvilket bliver mere og mere vigtigt pga den stærkt øgede forekomst af antibiotikaresistens. Den anden ting er, at politikerne fanden ta’ mig (excuse my French) skal lade være med at underminere grundforskningen.
Når børn er “hangry”
Her er en virkelig god (oversat) artikel fra nogle ernæringseksperter, først bragt i The Conversation. Gode, brugbare råd om, hvordan man håndterer børn og spisning, kræsenhed, etc.
Om os
At blive gammel
Her er et kort essay fra The Marginalian om at blive gammel. Hun citerer først og fremmest Simone de Beauvoir, men også andre.
At huske
Informations Kristian Villesen har beskrevet mig. Altså, det har han jo ikke, for han har beskrevet sig selv, men det kunne lige så godt være mig – ned i den mindste detalje: Jeg kan ikke huske navne/titler. Prøv at spørge mennesker, der er tæt på mig – det er til at dø af grin af, når jeg ikke kan huske navnet på min yndlingsskuespiller, en højt elsket bog, en meget omtalt forfatter, en af mine egne venner. Og nej, Som Kristian Villesen skriver, det er ikke udtryk for arrogance. Jeg har skaffet mig (endnu) en bog, der skal hjælpe mig til at huske bedre.
Faktisk har jeg på det seneste udsat mig selv for den pine, at jeg ikke må slå noget op, når jeg ikke kan huske det, men gå og presse min hukommelse. Det virker faktisk – til en vis grænse. Og så duer det ikke, når man møder en person, man helt sikkert kender, men ikke kan huske navnet på!