I den akademiske boghandel Atheneum i Nørregade afholdtes for nylig en serie morgenmøder i samarbejde med Golden Days. Jeg var ikke så interesseret i de andre arrangementer, men jeg måtte opleve Knud Romer tale om Romantikken. Det var jeg ikke ene om, der var simpelthen pakket. Og i modsætning til mange andre af de kulturarrangementer, jeg render til, så var vi gråhætter absolut i undertal. Faktisk var det lidt sjovt, at de hipstere, som Romer gjorde grundigt grin med under sit foredrag, var særdeles godt repræsenterede. En masse smarte unge mennesker, med andre ord.
Jeg synes ikke altid, at Romer er lige tilgængelig. Jeg har fx opgivet at høre hans program Romerriget på 24/7, fordi jeg savner struktur. Jeg mener godt selv, at jeg har de nødvendige forståelsesmæssige forudsætninger for at følge med, når han drøner ud ad en tangent, også selvom jeg ikke altid kender de forfattere eller tænkere, han taler om. Men i radioen kan jeg ikke bevare koncentrationen, og jeg tror også, at hans stemme simpelthen irriterer mig for meget, når den er det eneste, der er. Jeg skal lige sige, at jeg simpelthen elskede hans roman Den som Blinker er Bange for Døden, som jeg købte på trods, fordi han irriterede mig helt vildt i Smagsdommerne…
Han lagde ud med at beskrive Tyskland, som landet med Dichter & Denker, Richter & Henker. Dichter & Denker forstod jeg jo godt, men Richter & Henker? Jeg skrev det ned, så jeg kunne slå det op, når jeg kom hjem. Det var ikke så let, for mit tyske er ikke godt nok til helt at forstå Wikipedia-siden, hvor det forklares. Men en venlig engelsktalende blogger har forklaret, hvordan det stammer tilbage til Dürrenmatt og satirikeren Karl Kraus.
Vi fik besked på at gå hjem og læse “den første romantiker” Novalis, der, som det sømmer sig for en ægte romantiker, døde som kun 28-årig, vanvittig lærd. Jeg elsker lidt den omfattende Wikipedia-artikel, hvor jeg bl.a. fryder mig over de tyske adelsnavne (Heinrich Ulrich Erasmus Freiherr von Hardenberg) og de tyske titler, fx. Supernumerar-Amtshauptmann. Jamen, man kan da kun elske det! Hans mest berømte værk måtte jo nødvendigvis være Hymner til Natten. Med udgangspunkt i denne tragiske unge mand sprang Romer derefter frem og tilbage mellem dengang og nu og beskrev den oprindelige romantik, og hvordan nazismen i høj grad baserede sig på romantiske forestillinger (tænk bare på Wagner!), og paralleller til nutiden var bl.a. Lars von Trier og altså de tidligere omtalte hipstere – som længes efter et mere ukompliceret liv, ét med naturen, hvilket symboliseres med langt skæg og tophue. Man skal vist være Romer eller hipster for at se det!
Et virkelig fremragende eksempel, han gav på moderne romantikere, er de mennesker, der er parate til at ofre alt for at redde en hval – mennesker, der har mistet enhver proportions- og realitetssans. Jeg kan godt lide, at Romer både er vildt fascineret af og meget vidende om romantikerne samtidig med, at han hænger dem ud uden at blinke.
Men det bedste af det hele var, at så mange mennesker gad gå om ad Nørregade kl. 9 om morgenen og stå op i halvanden time og høre på kultiveret tale. Jeg gik glad og opløftet derfra!
