Jo jo, alle medier har dem. Læselisterne. Og man bliver ganske forpustet, for det er jo umuligt at nå at læse alle de tilsyneladende fortræffelige bøger. Men altså, nogle læselister er bare bedre end andre! Det gælder fx Zetlands liste, og det er ikke bare fordi, de har medtaget et af mine egne forslag – nemlig bogen, der ligger øverst i stakken på billedet herover. Jeg er næsten færdig med at genlæse den, og igen kan jeg ikke få armene ned. Læs min anmeldelse på Goodreads og hop så enten på biblioteket eller ind på antikvariat.net, hvor der er adskillige eksemplarer til salg. Er du interesseret i krydsfeltet mellem historie og kultur, er den bog helt central. Og den er, som jeg og de to andre danske anmeldere i min cirkel skriver, sjov.
Tilbage til Zetlands liste: Når jeg er ret vild med den, skyldes det, at mange af “the usual suspects” ikke er med. Det er til gengæld en del ældre litteratur og en del bøger, der falder uden for mainstream.
Lidt mere mainstream er K-Forums læseliste, som består af forskellige kendissers tips til sommerlæsning.
Får jeg læst alle bøgerne på billedet herover? Helt sikkert ikke. Og undervejs kommer der måske udskiftning – fx med nogle af dem, som jeg er blevet nysgerrig på fra Zetlands liste.
Mine læsere gider næsten aldrig kommentere, hvilket jeg faktisk synes er ret trist. Øv! Men kan læselisten her ikke lokke jer ud af skabet? Jeg synes, I skal kommentere under indlægget i stedet for på Facebook eller Twitter, så alle kan læse med. Skriv bare én bog, som du synes, andre læsere af #serendipitet skal snuppe med på ferien. Så inkorporerer jeg jeres svar i næste nyhedsbrev.
Denne rekordlange indledning tjener også til at introducere, at jeg nu gør alvor af at bytte om på rækkefølgen af indholdet. Nu kommer kunst og kultur først, og så følger politik, miljø, internet, etc. nedenunder. Benhård prioritering!
Kunst og kultur
The Father
Jeg tror faktisk, at alle, der var i biografen denne aften, fældede en tåre. Der var i hvert fald betydelig snøften rundt om i hele salen. Jeg kunne sør’me heller ikke selv holde tårerne tilbage. Filmen beskriver demens på en helt ny måde – vi rykker nemlig ind i den dementes verden – og der er det ikke rart at være! Vi ved allerede godt, hvor frygteligt det er at være pårørende, men nu får vi så en smagsprøve på, hvad der sker hos den sygdomsramte. Se den – den giver en helt ny forståelse for denne forfærdelige folkesygdom, som vi kke har en kur for.
Der er dog håb. Denne neurolog mener, sammen med en del forskning, at vi selv kan gøre en hel del. Spise ordentligt, få noget motion – og det er motion både til kroppen og til hjernen. Kryds-og-tværs duer ikke. Hvad med at læse en bog, der ikke er en biografi af en dansk politiker eller sportsmand eller en krimi, men en bog der for alvor udfordrer vanetænkningen?
Filmstriben
Once again. Ikke alle har adgang til en masse streaming-tjenester og mange af os, der har, er måske blevet lidt serietrætte. Derfor minder jeg igen om den fantastiske gratis tjeneste fra bibliotekerne, Filmstriben.dk, hvor du hver måned kan se tre film gratis. Og det er gode film, der hele tiden skiftes ud. Både fiktion og dokumentar.
Kontroversiel kunstner
Det er kun et par år siden, jeg første gang stødte på Elisabeth Jerichau Baumann, men hun gjorde et kæmpe indtryk med sin OTT-stil og malemåde, der var milevidt fra andre danske kunstnere på det tidspunkt. Ny særudstilling på Aros. Billedet er downloadet helt lovligt fra SMK’s fantastiske samling af digitaliserede værker.
Berthe Morisot og impressionisme
I Føljetons nyhedsbrev Et hul i markedet, linker Oliver Stilling til denne helt fremragende web-dokumentar om den delvist glemte men fantastiske impressionist, Berthe Morisot. Der ekspanderes til hele den impressionistiske bevægelse og tiden i øvrigt. Temmelig nyskabende, faktisk – både Morisot og web-dokumentar-formatet brugt til kunsthistorie.
Golden Days i Romerriget
Årets Golden Days festival (til september) handler om Romerriget, og hvilken herlig ide at lade Knud Romer genoplive sin personlige udgave af Romerriget fire morgener på Café Europa, hvor han interviewer kloge folk. Jeg håber virkelig, jeg kan flette de sessions ind i mit arbejdsliv.
Sejl en arkitur rundt om København
DAC, Dansk Arkitektur Center, byder på guidede sejlture rundt i Københavns havn, hvor man hører om al den nye arkitektur, der er skudt op – og i øvrigt lidt af hvert. Det koster 150 kr., og det er hver eneste krone værd.
Hvorfor sidder musikerne i symfoniorkestret, som de gør?
Det har videnskab.dk talt med musikkyndige om og fundet svar på. Der er også nogle videoer med værker, der viser udviklingen. Dejligt at den slags spørgsmål også kan finde svar hos videnskab.dk.
Abramovic’ metode
Et eksempel på en kommerciel tjeneste, der udnytter “venteplads” til at give os noget, vi ikke har bedt om. Noget klogt, noget smukt, noget overraskende. Det er WeTransfer, der fortæller om Abramovic’ metode. Så spændende.
Ugens bog
Susanne Zima Feierskov: Med vinger og våben om unge piloter, der valgte at forlade Danmark og flyve jagerfly i allieret tjeneste under Anden Verdenskrig. Anmeldt på Goodreads.
Ben Lerner: The Topeka School – en skuffelse. Læs på Goodreads.
Samfund/miljø/politik
The gig economy
Historien om en Uber/Lyft/DoorDash-chauffør, der selv i årevis troede på, at hvis han bare arbejdede hårdt nok, så ville gig-økonomien belønne ham. Han er meget ærligt om de relativt elendige beslutninger, han har truffet på forskellige stadier i sit liv, men både via hans egen og nogle af hans chauffør-kollegers historier, får vi et meget dækkende billede af denne nye form for arbejde og dets udvikling over de seneste 10 år. En af de tidligere chauffører siger, meget rammende: “If this is the future of work, we’re sincerely fucked.”
NRA
Den opløftende historie om, hvordan de efterladte fra et af USA’s mange skoleskyderier får narret en højtstående repræsentant fra NRA (National Rifle Association) til at holde en tale til hundredevis af tomme stole under påskud af, at det er en generalprøve. Det bliver filmet og smidt på nettet. Hver stol repræsenterede en studerende, der var blevet skudt og derfor ikke kom til at opleve afslutningen på sin uddannelse.
Mere USA-crazy
I Ohio arbejder lovgiverne på at gøre det ulovligt at filme politibetjente, der anholder nogen. Det er da også meget smartere, end at holde op med at tæske og skyde sorte mænd!
Soya-skurken
Okay, den er måske nok en aaaaanelse firkantet, men pointen får vi da banket ind. Dyrkning af soya til dyrefoder er bare ikke smart! Videoen er produceret af Greenpeace.
Bananer på vej mod udryddelse!!! 😱
Dette er uden tvivl ugens mest overraskende historie for mig. Jeg anede det ikke. Thomas Hebsgaard, Zetlands fortræffelige klimaskribent, har gravet sig ned i den foruroligende historie om, hvad det kan betyde for de afgrøder, som i effektiviseringens hellige navn næsten er blevet til monokulturer. Læs eller lyt!
Digitalt
Edward Snowden starter nyhedsbrev
Abonner her. At dømme efter første udgave er det værd at følge med i.
Medier
Det ville aaaaldrig ske i dag
En fantastisk historie om, hvordan Berlingske for 100 år siden opkøbte et helt oplag af en kritisk bog og brændte det. Efter tidligere at have fyret den journalist, der skrev den.
Om os
Computersmerter
Jeg har lidt af dem i mange år, og de er bare blevet værre og værre. Jeg har endelig fundet en fys, der har givet mig øvelser, der rent faktisk virker. Men jeg har da stadig smerter i skuldre, albuer, nakke og håndled på daglig basis, og hver dag bliver de værre, som dagen og ugen skrider frem. Hvis du er yngre end mig, kan du nå at gøre noget ved det. Læs fx her.
Ærte-paneer curry
God og billig mad. Paneer er sådan noget indisk ost, som fås i indvandrerbutikker. Jeg bruger dog halloumi, som fås næsten overalt.
Courgette fritters
Jeg ville nok være tyndere, hvis jeg ikke holdt så meget af stegte og friterede grøntsager. Men det gør jeg altså. Og courgette-fritters har været en favorit i mange år, særligt de år med køkkenhave… Denne opskrift er lidt ny med tilføjelsen af lime, så den må jeg prøve. Husk, at du ikke behøver gå på jagt efter selvhævende mel, men blot kan tilføje en smule bagepulver.
Jaja, skal nok … Jeg læser jo med, Néné, men kommenterer sjældent. Sommeregnede:
Jeg hedder Folkví af Maria Hesselager (fin, kraftfuld, lille).
Alan Banks-krimierne af Peter Robinson. (Solide)
Fuglene af Tarjei Vesaas (lille, rørende, velskrevet. Jeg havde den på min liste i 20 år. Det var dumt at vente så længe.)
Til sommerlæsning kan jeg varmt anbefale Sissel Bjergfjords novellesamling: “Midlertidig opvartning” – udkommet i foråret.
Rammen om novellerne er en haveforening et sted i Hvidovre kommune – og hver novelle har en ny beboer i haveforeningen i hovedrollen.
Det er små og store dramaer i hverdagslivet, der bliver beskrevet i Sissel Bjergfjords præcise fortælle-stil – om ensomhed, ulykkelig kærlighed, misundelse og fornedrelse .
Du møder en traumatiseret Afghanistan-veteran, den hjemløse misbruger som pludselig får kærligheden ind i sit liv og kvinden, som oplever en kraftig orgasme under usædvanlige omstændigheder for at nævne blot et par eksempler.
Sissel Bjergfjord skildrer sine personer med empati og indlevelse, selvom enkelte af dem kan være svære at holde af. Det er en pageturner, uden at du oplever heftig action og krimi-dramaer.
Hun viser det drama, der oftere end vi nok tror , udspiller sig inde i det enkelte menneske og får samtidig tegnet et billede af Danmark , anno 2021, kondenseret i en kolonihaveforening.
Amalie Smith: Thread Ripper
En af de bedste bøger fra sidste år. Klog og genresprængende.
Jeg blev netop i går færdig med en anden Deutschstunde, nemlig en net 400-siders sag af Siegfried Lenz omhandlende en dreng og hans familie ved det tyske vadehav under og kort efter anden verdenskrig. Jeg fik den tilsendt i en care package fra en tweep og havde end aldrig hørt om den eller bare om forfatteren, men den er rask væk blevet en yndling med det samme. Stor menneskelig indsigt, smukt og ganske enkelt sprog, som dog er fuld af blomster og evigt underliggende betydning. Den får min varmeste anbefaling og er udgivet på dansk i 1973, så den er til at finde i genbrugser eller antikvarisk.
For alle os (de fleste?) med mødre, der pludseligt er ekstra krævende og nærværende pga alderdom, demens og død er der genkendelse, gys og gråd at hente i fx disse to bøger:
“Min mor” af Peter H Olesen og “Møde med Mælkevejen” af Bjørn Poulsen
Her kommer så listen over hvad der blev læst – ikke hvad jeg havde planlagt at læse
Jonathan Carr – The Wagner Clan (forholdsvis lettilgængelig introduktion til Richard Wagner, hans efterkommere og miljø. Tænk Dallas i Franken… En bekendt har forresten anbefalet Alex Ross – Wagnerism, der mere er en idehistorisk diskussion)
Graham Greene – Stamboul Train (Sex, politik, skyld og død. Og nattog til Orienten)
Jens Kistrup – Kistrups teater (Tak til e-reolen. Jeg er jo så gammel at jeg læste Kistrups anmeldelser og klummer i Berlingske – og Kistrup har for mange år siden skrevet, hvad der kan skrives om Ghita Nørby)
Richard Florida – The Great Reset (Den kreative klasse-Florida. Jeg vil dog snarere anbefale hans The New Urban Crisis, som også er relevant i forhold til den aktuelle danske konflikt om storbyer mod udkant)
Sigge Winther Nielsen – Entreprenørstaten (Carsten aka @filoffen provokerede mig. Jeg har synspunkter. Néné burde organisere en samtalesalon :-) )
Blev ikke færdig med i ferien/er ved at læse
Jens Engberg – Den standhaftige tinsoldat (biografi af Frederik d. 6 – Engbergs tese er at Frederik var den mest katastrofale politiske leder, Danmark har haft, og de sene oldenburgere virker unægtelig også som noget af et rædselskabinet)
Andreas Reckwitz – Das Ende der Illusionen (Kendt for en stor bog om singulariteter – som er noget andet end det transhumanisterne fabler om. Spændende indsigter om aktuelle sociale konflikter – også meget oplysende når vi ser på de aktuelle danske konflikter)
Kasper Møller Hansen mfl – Klimavalget (den store undersøgelse af folketingsvalget i 2019)
God læsning