Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…
Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.
Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.
Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.
Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”
Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!
Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!
Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.
Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!
