For nogle år siden “skulle” man som topleder vise omverdenen, at man havde 100% kontrol, og det gjorde man ved at dyrke en eller anden form for ekstremsport. Maraton, triathlon, Ironman, etc. Den trend er på retur, fortæller DJØF-bladet, og en mere indadskuende trend er på vej. Topledere har tænkt nærmere over, hvad de 15-20 timer, de brugte på hård træning i en i forvejen presset kalender, ellers kunne bruges til. Jeg tænker straks: Familien. Men man kunne jo også læse en bog eller noget.
Samfund/miljø/politik
Tragikomisk
Det er ikke Rokoko-Posten og ikke The Onion og ikke The Borowitz Report, næh, det er ramme alvor. Se de skønne billeder af mænd, der modtager priser fra mænd for deres fremragende indsats for kønsligestilling. I Emiraterne.
vejledning i ministeriel rapportlæsning
I dagens Danmark har vi simpelthen brug for en vejledning i, hvordan vi undgår at lade os snyde af “rapporter” fra ministerier. Det ville være grinagtigt, hvis det ikke var så sørgeligt.
Steffen Groth har i POV påvist, at Berlingske simpelthen fik en anden rapport end den, der blev sendt til Danmarks Statistik. Så det var på ingen måde sådan, at Berlingske bare “læste det, de havde lyst til at læse” i rapporten om 3. generations indvandrere. Næh, de blev fodret med fordrejede data.
Teknologi
mors kreditkort er fair game for Facebook
Vi vidste det jo sådan set godt, men nu er det afsløret: Facebook har med fuldt overlæg presset børn til at bruge deres forældres kreditkort på in-app køb.
Digital sikkerhedstjekliste
Okay, du er SÅ træt af at høre om, at dit privatliv bliver overvåget, og i sidste uge skrev jeg, at dit e-mail password er lækket. Hold.Nu.Op. Ja, det ville jeg egentlig godt, men det holder jo ikke op med at komme imod os som en flodbølge, og vi skylder alle os selv og hinanden at være bare lidt mere forsigtige end at forlænge passwordet fra 1234 til 123456. Tjeklisten leveret af nyhedsbrevet Trykstart.
Viden
#fakenews
Det første store studie om fake news viser mere end noget andet, at det er meget vanskeligt at måle eksponeringen for fake news. Men der er evidens for, at det i højere grad er et fænomen på højrefløjen end på venstrefløjen.
algoritmen bag al læring
Leveret af Nobelpristager i fysik Richard Feynman. Kan du forklare det til en otte-årig, har du forstået det.
Kunst og kultur
Det sker ikke så tit
Flygtning strandet i fem år på en af Australiens mildest talt ugæstfrie øer for flygtninge – inspirationen til regeringens Lindholm – skriver sin fortælling, én SMS ad gangen, og vinder Australiens største litterære pris. Jeg har købt den med det samme. Tænk, hvis vi kunne gøre ham rig, så han kunne hjælpe både sig selv og andre flygtninge og samtidig sige et par bandeord til den australske og andre regeringer. Tak til Gabriela for den historie.
Beautiful Boy
Jeg har set den, og det burde alle forældre – og alle de, der mener, at det er forældrenes skyld, når børn bliver narkomaner.