På et cafébesøg senere på eftermiddagen mødte vi tilfældigt en dame, der også havde været i Rungsted for at se på kjoler. Og som også var forarget over den ringe udstilling. Så det var altså ikke bare os, der gik skuffede derfra.
Udover manglen på kjoler, fandt vi de medfølgende tekster slatne, usammenhængende og uoplagte, og noget så banalt som lyssætningen på de to kjoler var også helt elendig. Jeg er klar over, at museet fattes penge, og at udstillingen givetvis er lavet for små midler. Men når der mangler penge, må der til gengæld godt ruttes lidt med opfindsomheden – og det gør man ikke på Rungstedlund.
Heldigvis var besøget ikke helt forgæves, for min veninde havde ikke set Blixens stuer tidligere og kendte ikke hendes særlige måde at arrangere blomster på, som stadig praktiseres – med stor ynde og indsigt – i store og små vaser og opsatser i alle stuerne. Så fint og smukt.
Vi begik så også den dumhed at spise i caféen. Det vil vi ikke anbefale. Der serveres tre slags smørrebrød, prisen er eksorbitant. Kvaliteten, not so much.
Endelig, det sædvanlige museale hjertesuk. Man må ENDELIG ikke fotografere i baronessens stuer. Jeg spørger altid hvorfor, fordi det forekommer fuldstændig meningsløst i langt de fleste tilfælde. Og svaret her var da også, at man ikke må fotografere, da man kan købe postkort og bøger med billeder af mange af genstandene i museumsbutikken. Man må forstå, at når man har taget tre hjælpeløse mobilbilleder af gardiner og blomsteropsatser, så køber man ikke en bog bagefter. Jeg gad virkelig godt se evidensen for den antagelse!
Til gengæld er museet så dejligt fri for “uautoriserede” billeder på de sociale medier. Man skulle jo nødigt nå ud til andre end de 2.500 Facebook-likes og 142 Instagram-followers…
Jeg tog selvfølgelig et billede alligevel. Man er vel REBEL!
