Fornylig skrev jeg, at jeg ikke bryder mig om ferniseringer. Det er stadig sandt, selvom jeg faktisk gik til en i fredags. Den indeholdt alle de aspekter ved ferniseringer, som jeg hader, deriblandt intens trængsel, et udvalg af kendte mennesker og folk, der, lidt for højt, siger i telefonen, hvor de er, og at de “nok køber 4-5 af værkerne”. Når jeg alligevel gik og havde nogle fornøjelige timer, skyldes det, at jeg kender Per Morten Abrahamsen lidt, og at mange, som jeg kender bedre, også var der. Og så var der vin – en udmærket en, oven i købet.
Udstillingen, som jo var, hvad jeg kom for at se, finder sted på Hans Alf Gallery, et stort flot galleri i en del af byen, hvor jeg sjældent kommer: Holbergsgade (bag det Kgl. Teater). Per Morten blev verdenskendt i Danmark, da han i 80’erne og 90’erne fotograferede erhvervsledere til Børsens Nyhedsmagasin og gjorde det på en helt og aldeles ny måde. Hvis du ikke er gammel nok til at huske det, så var hans portrætter så spektakulære, at folk som mig kunne finde på at KØBE Børsens Nyhedsmagasin for at nærstudere billederne!
Fotoserien, The Lake, er i en helt anden boldgade. En ret ydmyg sø på Amager Fælled er blevet objekt for Per Mortens linse, og han iscenesætter den med vanlig sans for drama, men samtidig med glimt i øjet og stor varme. Jeg er meget langt fra at være kunsthistoriker, men jeg tænkte gentagne gange på prærafaelitterne fra England og deres reaktion på tidens malerkunst. Jeg er dog ude af stand til at sætte navn på, hvilken trend det evt. er, Per Morten her går op imod. Mit favoritbillede hedder Floating Off og minder mig om dette billede af en af de mest kendte prærafaelitter, John Everett Millais.
Det forestiller naturligvis Ophelia, og sådan læser jeg også Per Mortens billede – dog står der på hans billede to små børn på søbredden og det er vel oplagt i 2015 – at Ophelia har børn, der bliver ofre for de voksnes desperate handlinger. Det er muligt, at Per Morten vil skrupgrine over min (over)fortolkning, men heldigvis står det enhver frit for at lægge i kunsten, hvad hun måtte have lyst til.
Jeg vil snart gå ned og se udstillingen igen under mere fredsommelige omstændigheder. Jeg gætter på, at der så er små røde prikker ud for de fleste af billederne. Det burde der i hvert fald være.
Ingen af billederne fra udstillingen er frigivet til brug på blogs som denne, men et enkelt kan ses på Hans Alf Gallerys hjemmeside. Hvis man vil se mere, må man gå hen og se udstillingen.
Pingback: Konsulent-teater - labeet.dk