Sidst på Dagen er vi alle Mennesker, hedder en ny forestilling, som Mammutteatret i øjeblikket opfører på Edison-scenen på Frederiksberg. Den er baseret på et aldeles fremragende manuskript af Kaspar Colling Nielsen. Til grund for manus ligger en virkelig psykologs virkelige interviews med virkelige konsulenter fra de største konsulenthuse, fx. McKinsey og BCG. Jeg kender og har kendt adskillige konsulenter og andre, der arbejder i de øverste beslutningslag i vores samfund, og forestillingen her rammer dem lige på kornet.
Bemærk dog noget vigtigt: som i al virkelig god kunst, er teksten solidarisk med konsulenterne. De bliver ikke hængt ud – de hænger allerhøjst sig selv ud! Samtidig med at vi sidder og krummer tæer over alt det, de tydeligvis går glip af i deres jagt på intens arbejdstilfredsstillelse,høj løn og status, så nikker vi også anerkendende til, at der helt indlysende er tale om mennesker med høj intelligens og en vis selvindsigt, der dog skæmmes af ret betydelige blinde punkter. Hen mod slutningen af forestillingen peger flere af konsulenterne på netop disse – dog uden selv at opdage det.
Det er muligt, at andre manuskriptforfattere kunne have udlagt psykologens interviews lige så loyalt og intenst som Colling, men jeg tvivler på det. Colling har lige nøjagtig det blik på samfundet, som gør ham helt rigtig til denne opgave. Jeg var ikke ubetinget vild med hans bog, Den Danske Borgerkrig, men jeg anerkender dens enorme samfundsrelevans og bifalder den status som debattør, han efterfølgende har fået.
Skuespillerne er overbevisende som konsulenter. Simon Sears‘ brede og blændende smil, Claes Bangs reklamemand-udseende og økonomiske brug af tics og andre små ufrivillige bevægelser og Marijana Jankovic‘ stramme biznizhestehale og nervøse latter fremkalder de perfekte konsulenter med deres unikke blanding af en vis berettiget selvsikkerhed, selvovervurdering og usikkerhed.
Jeg var godt underholdt og fik noget med hjem til eftertanke. Det er jo netop det, man gerne vil have, når man går i teatret.
