I sidste uge oprandt endelig dagen, hvor vi skulle ind og se og høre denne utrolige sangerinde. Jeg havde givet min mand billetterne (og damens seneste album) i julegave sidste år, så de havde hængt længe på køleskabet.
Jeg havde nok en forestilling om, at hun ikke live kunne leve op til pladerne. Men DET kunne hun, og så lidt til! Både hun og dirigenten, Diego Fasolis, besidder ikke så lidt showmanship, så vi fik masser af underholdning sammen med musikken. Det ledsagende ensemble I Barocchisti spillede selvfølgelig overdrevent godt – men det var jeg så ikke særlig overrasket over.
Koloratur, som Bartoli betjener sig meget af, tenderer jo mod det latterlige, og det er Bartoli fuldt ud klar over. Derfor laver hun også sjov med det – hvilken befrielse! Fasolis lignede fuldstændig en russisk mafioso, hvilket fik hans krumspring og store armbevægelser til at fremstå temmeligt barokke.
Da vi boede i England og gik til teater og ballet i London, tænkte jeg ofte over, hvor utroligt høj standarden er der. Men selvfølgelig tiltrækker London de allerbedste kunstnere, og teatrene må konstant levere topforestillinger, hvis publikum skal blive ved med at betale de helt eksorbitante priser. Jeg blev mindet om det ved denne koncert: Standarden var bare tårnhøj hele koncerten igennem, og vi fik virkelig valuta for pengene. I løbet af koncerten – der faktisk var ret lang – fik Bartoli publikum til både at gispe og grine. Det er altså flot!
Publikum var i øvrigt mestendels sure gråhætter. Det er mig en gåde, hvordan man kan optræde så gnavent, når man skal ind og høre en kunstner, som man har set frem til at opleve i næsten et år!? Jeg kom fx til at træde ind foran tre damer, der stod i kø. Jeg opdagede med det samme min fejltagelse og trådte tilbage, smilede til dem og undskyldte. Alle tre stirrede bare rasende på mig.
Videoklippet er en piratoptagelse fra en af de andre koncerter på den samme tour. Hun sang også den sang for os og havde endda den samme kjole på…
