Jeg har ikke været, hvad man vil kalde en trofast seer af Smagsdommerne, men jeg har dog set en del af programmerne. For mig har kvaliteten altid været afhængig af, hvem der var smagsdommere i den pågældende udsendelse.
Jeg er ikke ude i at anmelde hverken programmet som sådan eller det specifikke jubilæumsprogram, der blev sendt forleden aften. Men jeg vil gerne komme med et indlæg i den diskussion om programmets form, der lå sidst i programmet. (Hvorfor kunne jubilæumsprogrammet ikke være længere, når nu studiet var fyldt med spændende mennesker?). Deltagerne var Politikens alt-mulig-brokkehoved Henrik Palle, Berlingskes udlandsredaktør og kulturforbruger Anna Libak og (igen!?) Politikens litteraturanmelder Lilian Munk Rösing.
Henrik Palle er sur på programmet, fordi det, stik imod sin titel, sætter folk, der IKKE har forstand på en genre til at anmelde den. Han kalder de ikke-kvalificerede anmeldere for “klarinetspillende tandlæger”. Det er jo sjovt – Henrik Palle er næsten altid sjov – men er det også rigtigt, at man ikke får noget ud af at høre en arkitekts anmeldelse af en bog? Altså, det var da sjovt at høre Bjarke Ingels anmelde opera, som han virkelig ikke brød sig om, men jeg synes faktisk ikke, det var programmets “finest hour”. Til gengæld elsker jeg, når anmelderne “investerer deres subjekt“, som Lilian Munk Rösing så akademisk udtrykte det, og oprigtigt forsøger at få en ukendt eller afskyet genre ind under huden – at gå ind på dens præmisser. Et godt eksempel var BTs Simon Andersen, der nærmest fik tårer i øjnene over den ballet, som han havde givet en chance. Med den tilgang tror jeg, der er en chance for at lokke andre kulturbrugere til at prøve noget, de ellers ikke plejer at bruge tid og penge på.
Noget andet er så, at den diskussion peger på, at vore dages kulturforbrugere- og udbydere absolut skal befinde sig i forskellige kasser, og ikke må stræbe efter at være “renaissance-mennesker”, der interesserer sig for alt muligt, både litteratur, videnskab, kunst og design. Næh, vi er enten læsere eller kunstudstillingsgængere. Jeg læser netop en biografi om Georg Brandes, en mand der var litterat først og fremmest, men som gik på kunstudstillinger, i teatret, etc. – og skrev om det – som den mest naturlige ting i verden. Mange fra den tids kulturelite, på tværs af kunstarter, overværede Brandes’ berømte forelæsninger om “Hovedstrømninger i det 19ende Århundredes Litteratur”. Det er svært at forestille sig i dag, men derfor kan man jo godt drømme!
At “investere mit subjekt” er jo sådan set også, hvad jeg selv prøver på med denne blog, hvor jeg, der er rimelig ignorant og i hvert fald uuddannet på stort set alle områder, alligevel påtager mig at delagtiggøre uskyldige forbipasserende i min uforgribelige mening om alt fra dokumentarfilm til installationskunst. Jeg forsøger at forklare, hvorfor jeg synes godt eller mindre godt om et kulturelt produkt i det lønlige håb at inspirere andre til også at interessere sig for det. Nogle med mere forstand på de enkelte emner er altid velkomne til at forsøge at kvalificere min mening med noget indsigt!
I øvrigt fniser jeg lidt over, at Henrik Palle selv har læst litteraturvidenskab og i sin karriere har anmeldt både film, mad, øl og TV samt været IT-skribent…
Det er godt at få lov til at have en holdning til det meste, men vi bliver klogere, når vi kan få lidt viden om hvordan og hvorfor det virker. Måske smagsdommerne skulle have begge dele med i hvert panel, eller er der det i forvejen? I øvrigt er det vel en ironisk eller forkert titel, hvis det kun er amatører, som er med i panelerne.
De er ikke amatører, de fleste er eksperter på ét felt, men anmelder produkter fra andre felter. Som fx Bjarke Ingels, der anmeldte en ballet (og andre ting, der ikke var arkitektur).