Mange skoler og mange lærere har stadigvæk et besynderligt forhold til Internettet, taget i betragtning at både børnene og de selv tilbringer så meget tid der. Det virker, som om skolerne enten bliver forblændet af hardware eller modsat helt lukker øjnene for, hvordan internettet kan integreres uden indkøb af enorme mængder dyrt og forgængeligt hardware.
At skolen må og skal blandes ind i børns digitale uddannelse skyldes ikke mindst, at det også på den digitale front er sådan, at den tunge ende vender nedad. Det er børn fra svage hjem, der ikke får lært at skelne mellem skidt og kanel af deres forældre, ligesom det er dokumenteret, at de piger, som lader sig lokke til at møde mænd, de kun kender fra Internettet, næsten udelukkende kommer fra svage familier.
For at en skole kan være digital frontløber, er store investeringer ikke nødvendigt. En fremsynet ledelse og vidende, engagerede lærere er alt, der skal til.
Det er ikke min holdning, at skolen skal gå foran og have IPads eller laptops til alle elever. Men jeg mener nok, at man kan forvente, at hver lærer har en laptop, som de har med i timerne og hvis skærm kan smides op på væggen eller på et whiteboard, så der spontant kan foretages søgninger, ses videoer, etc. Inddragelse af IT i timerne skal ikke være noget særligt, som man skal hen i et andet lokale for at gøre. At skoler har wi-fi over det hele, må simpelthen være et krav.
Når man nu ved, hvor godt det er for indlæringen, at der indlægges talepauser for læreren, så var det da oplagt at indlægge billeder, videoer, søgesekvenser, etc. i timerne, så børnenes opmærksomhed fastholdes, samtidig med at de lærer noget nyt.
Når børn og unge i “gamle dage” skulle skrive en opgave, måtte det store flertal, hvis forældre ikke havde et fagbogsbibliotek derhjemme, smutte på biblioteket, hvis de ville skrive andet og mere end det, de vidste i forvejen.
Allerede når man træder ind på biblioteket, ved man, at der er truffet nogle bevidste og velbegrundede valg for en. Uanset emne, så er decideret propaganda og reklame samt uvidenskabeligt vrøvl allerede sorteret fra, inden materialet overhovedet er kommet indenfor døren.
Spørger man så tillige en bibliotekar, bliver den information, man ender med, endnu engang sorteret, da bibliotekaren kan se ens alder og typisk spørger, hvilken type opgave det er, man skal til at skrive.
De materialer vi derfor plejede at komme hjem med fra biblioteket, kunne vi have meget stor tillid til. Ikke ubegrænset nej, det er altid godt at være kritisk, men stor tillid. Det samme gælder naturligvis skolebøger.
Men – hånden på hjertet, hvornår har dine unger sidst været på biblioteket for at lave research til en skoleopgave? Nej vel.
De googler. Vi googler. Og selv normalt velinformerede voksne ved forsvindende lidt om, hvordan søgeresultaterne i Google kommer frem, hvordan man søger bedst muligt, og hvordan man evaluerer de resultater, man så får. Hvor skal børnene så vide det fra?
Ja, hvis vi ikke kan lære dem det, er der kun ét sted tilbage – skolen. Derfor skal vi simpelthen kræve af vores børns skole, at “googling” indgår i undervisningen i alle fag. På mange skoler har eleverne stadig bibliotekstimer, men jeg har ikke hørt om, at de bruges til at lære at søge, hvilket ellers er enhver bibliotekars spidskompetence.
Mere om IT i skolen på mandag.
