Spring til indhold

Kvinders påklædning

Der er nærmest ingen ende på de regler og “gode råd”, der findes til kvinder på den “forkerte side” af den reproduktive alder om, hvordan de bør klæde sig – og måske særligt ikke bør.

Jeg ligger selv under for dem alle sammen – stort set – og ser med misundelse på modne kvinder, der ser stort på “reglerne”. Jeg skelner mellem at forsøge at se yngre ud end sin alder og så at klæde sig og sætte sit hår, som man har lyst. I København findes en lille håndfuld meget synlige kvinder, der klæder sig ekstravagant og flamboyant, skønt de har nået en ret høj alder. Jeg knuselsker dem for det, men jeg kunne ikke gøre det selv, tror jeg. Men måske kan jeg lære at slappe lidt mere af, når der kommer 7 eller 8 forrest i talrækken?

Artiklen her fortæller om, hvor følsomt et emne det er, og de helt utrolige ting, kvinder i offentligheden må lægge øre til om deres udseende. Bevares, jeg kan da godt tænke mit – og gør det – men man udskammer da ikke folk offentligt for deres valg af påklædning!

 Samfund/miljø/politik

He who must not be named

Jeg har fornylig hørt en podcast fra Vanity Fair, hvor DT blev kaldt det ovenstående. Det er lidt sjovt. Men her er en lille analyse af, hvad hans ageren over for The Squad egentlig betyder, når det sættes i kontekst af hans øvrige racistiske udfald.

rookie mistake

En ung journalist laver en fejl, der normalt ville være tilgivelig. Ja, ofte vil det slet ikke være en fejl. Men den får stor betydning, og staklen ender med at se sig selv portrætteret i en film. Hun skriver selv om det og om filmen Official Secrets.

Kina og Afrika

Zetland har brugt en Helikopter på at se nærmere på Kinas investeringer i Afrika. Det er interessant for at sige det mildt.

Teknologi

crispr ➜ detectr

CRISPR-teknologien kan måske få langt bredere anvendelse end at “fikse” gener med fejl i. DETECTR er det nye – en teknologi, der måske kan bruges til nemme, hurtige og billige diagnoser. Både af virale og bakterielle sygdomme – Malaria, lungebetændelse, Ebola, etc. Men også til hurtigt at konkludere, hvilken type kræftknude en person har og dermed sikre den rette behandling fra starten. Historien står i OneZero, der er Mediums teknologi-magasin.

Russerne bliver også hacket

FSB er blevet hacket, kan man læse i en artikel hos Forbes. Intet epokegørende blev offentliggjort, men artiklen er alligevel interessant, da den bl.a. fortæller os, der ikke nærstuderer IT-sikkerhed til daglig, om Ruslands arbejde på et “russisk internet”. Det kan både være en forsvarsmekanisme – altså, at de har et Internet, hvis omverdenen skulle finde på at afskære dem – men er nok mere tænkt som en måde at afskære russerne fra omverdenens Internet, hvis man skulle finde det nødvendigt.

Viden

Sovetemperatur

Når det gælder temperaturen i soveværelset, så er alt godt – nemlig et spørgsmål om vane. Alt mellem 15 og 22 grader er fint. Problemet kan så selvfølgelig være, at to med meget forskellige vaner skal lære at sove i samme værelse… Videnskab.dk har set nærmere på dette vigtige emne.

krible krable

Videnskab har også set nærmere på et stort studie om, hvad vi er bange for (i den zoologiske verden). Edderkopper topper listen, skarpt forfulgt af slanger. Det er faktisk en interessant artikel baseret på et spændende studie. Jeg har brugt en god del af mit voksenliv på at aflære mig selv at være bange for edderkopper. Det er ikke gået særlig godt, men jeg har da lært at håndtere dem op til en vis størrelse.

Månelandingen I

Min gamle ven og kompagnon, tidligere vært på P4 i P1, Kenan Seeberg, var sidste weekend vært ved en helaftensudsendelse på 24Syv om månelandingen. Med mindre du er månelandingsbesat og har slugt alt, du kom i nærheden af, så kan det ikke undgås, at du i programmet hører ting om månelandingen, som du ikke vidste i forvejen. Jeg blev i hvert fald godt oplyst og underholdt. Ikke færre end fire forskellige astrofysikere var i studiet. Lyt her.

månelandingen II

Omhyggelig fejlfinding og -retning var en af nøglerne til den succesrige månelanding. I artiklen gives to eksempler på den omhyggelige proces, som alle, der udvikler nye produkter, kunne lære meget af.

Apropos fejlfinding

Åbne og venlige fejlanalyser er en vigtig del af et godt arbejdsmiljø, fortæller flere organisationspsykologer i denne artikel fra New York Times. De deler fejlene op i tre: fejl, der kunne have været forhindret, komplekse fejl og intelligente fejl. Især de sidste to kan hele organisationen lære af.

Kunst og kultur

Museumsrundtur i Jylland (og Fyn)
  • Faaborg museum – et meget fint museum i en fin lille by, men de fynske malere gør ikke noget for mig.
  • Fjordenhus i Vejle – jeg var blæst bagover af bygningens kreativitet og originalitet, og hvordan den passer på stedet. Jeg synes, Olafur Eliasson er en helt enestående kunstner og ærgrer mig over, at jeg nok ikke får set udstillingen i London.
  • Moesgaard museum – hvor er det flot, og hvor er det skønt, at man ikke har forelsket sig i én eller to formidlingsmetoder, men benytter hele paletten.
  • Aarhus Kunsthal – Jeg mødte to kunstnere, jeg ikke kendte, nemlig Rikke Luther, der laver en slags kunstnerisk videnskabsformidling og Helene Nymann med en højst forunderlig lille film om hendes barndomshjem.
  • Aros – det er bare et godt museum! Vi brugte mange timer og en millimeter fodsål, tror jeg.
  • Aarhus rådhus – Helstøbt på samme måde som Københavns rådhus! Danske arkitekter kan bare noget.
  • Kvindemuseet – jeg syntes, det var lidt kedeligt, må jeg indrømme. Men da vi lige havde været på det nye rådhus, var det sjovt at se bygningen, der var byens rådhus før det nuværende.
  • Den gamle by – en sjov oplevelse, selvfølgelig især 70’erne.
  • Horsens statsfængsel – vores AarhusCard gjaldt også hertil, så vi smuttede lige forbi på hjemvejen. Man får ikke lyst til at begå kriminalitet.

Og apropos Aarhuscard, så skal man lede længe efter en så elendig brugeroplevelse ved online bestilling på telefon OG efter en mere uforskammet kundeservice. Men kortet fejler ikke noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share