Spring til indhold

Måske skal vi bare gå en tur

Vi træner derhjemme, i fitness-centre, i diverse sportsklubber, men alligevel får vi flere og flere livsstilssygdomme og sværere og sværere ved at holde vægten. Det gælder dog ikke i Japan, som har den laveste forekomst af overvægt i et “i-land” og som samtidig har en befolkning, der lever længere end de fleste andre.

Et bud på hvorfor er dels, at de spiser langt sundere, end vi gør, dels at de går meget. Til gengæld er fitness-centre ikke rigtigt noget, man bruger i Japan. Jeg overvejer at gå til arbejde – i det mindste når jeg ikke skal noget vigtigt eller skal købe ind. Mine søndagsgåture er tydeligvis ikke helt nok.

Samfund/miljø/politik

Aldersdiskrimination

Ja altså, det er jo så først noget, man begynder at gå op i, når man selv udsættes for det – sjovt nok… At yngre mennesker er ligeglade, kan jeg ikke fortænke dem i. Og jeg har da mødt adskillige på min alder, der opfører sig, som om de var 90 og siger om sig selv, at de ikke kan finde ud af sociale medier, fordi de ikke var opfundet, da de var unge. De gider ikke – og det er da fint, men det har ikke noget med alder at gøre.

Nå men, at være uønsket på arbejdsmarkedet er en meget utilfredsstillende, uværdig og ulykkelig slutning på et langt arbejdsliv. Og unødvendigt tillige. Det har en gruppe mennesker sat sig for at gøre noget ved. Der er en Linkedin-gruppe og en Facebook-gruppe, og to headhuntere har indført, at man ikke skal angive sin alder i jobansøgninger og opfordrer til, at store virksomheder ikke tvinger det igennem. Læs om det her, og skriv evt. under på et borgerforslag mod alders-, køns- og navnediskrimination.

#Metoo selvmord

Var det #metoo, der drev en svensk teaterdirektør til selvmord? Dorte Toft gennemgår her minutiøst alle sagens akter. Det var der nok et par journalister på store danske medier, der skulle have gjort, inden de blæste til alarm i Danmark.

#Mink

Ingen tvivl om, at Andrea Bak er stærkt forudindtaget mod minkavl. Men hun har en del pointer, der går lidt tabt i debatten, der nu mest af alt handler om at få os til at synes, det er meget synd for minkavlerne, og meget lidt handler om, at mink udgør en alvorlig trussel mod folkesundheden – og at det i forvejen var en branche på vej ud.

Tysk humor – på alvorligt grundlag

MAKE AMERICA RAKE AGAIN

Der var faktisk en hel del, der overhovedet ikke syntes, det var sjovt, at Rudy Giuliani holdt en pressekonference mellem en pornobutik og et krematorium, fandt jeg ud af. Men jeg kan bare ikke holde op med at synes, det er sjovt. Hit me! Her en lille historie om, hvordan havecentret Four Seasons lynhurtigt fandt ud af at kapitalisere begivenheden.

Kamala

Portræt i Videnskab.dk af Kamala Harris og interview med to kønsforskere, der beskriver, hvor signifikant det er, at en kvinde, der ikke er hvid, nu skal besidde det næsthøjeste erhverv i USA. Min begejstring for Joe Biden er sådan lidt stuetemperaturagtig, men jeg har virkelig store forhåbninger til Ms. Harris. Så må vi jo håbe, at hun kan leve op til det.

Mostly harmless

Hvis du er en trofast læser af #serendipiteten, så ved du, at jeg har en svaghed for mysterier, som Internettet går sammen om at løse. Her er et, der ikke er løst endnu, men måske lige om lidt? Spændende er det.

Viden

Ny direktør for Statens Serum Institut

Henrik Ullum er ny direktør for Statens Serum institut. Han er samtidig en af forskerne bag det omstridte mundbindsstudie. Læs portrættet af ham og klik deri på linket til artiklen, hvor han forklarer om studiet.

Om os

Mange tårer eller få?

Kinesiske Yiyum Li har skrevet en bog, som jeg ikke har kunnet glemme, selvom det snart er mange år siden (2011), jeg læste den. The Vagrants hedder den, og den er simpelthen så sørgelig. Jeg græd og græd, fordi det liv, der beskrives er så helt igennem desperat og fortvivlet. I dette essay fortæller Yiyun Li om at græde eller ikke græde over de helt store tab i livet. Det er også sørgeligt, men samtidig med en kerne af livslyst.

Om mig

For en million år siden arbejdede jeg i HUSET i Magstræde. I foråret fyldte denne Københavnske institution 50 år, og jeg blev inviteret med. Der blev vist lavet flere film, men jeg er med i den her (der er på LinkedIn, men ikke YouTube – meget mystisk).

Kunst og kultur

Svanesøen

Denne video viser virkelig, ud over at være smuk og poetisk, hvor meget man kan gøre for at lette byrden og bringe glæde ind i Alzheimerpatienters liv. Jeg har set den flere gange, og jeg får minsandten noget i øjet hver gang!

Goodiepal

Interview med Goodiepal i forbindelse med en stor udstilling kaldet Unboxing the Goodiepal Collection på SMK. Jeg har tidligere set et lille hjørne af det her, og det er dybt fascinerende. Mærkeligt, ja, men også betagende og smukt.

En god DANSK bog

Jubii, for én gangs skyld blev min skepsis over for anmelderroste danske romaner gjort til skamme. Jeg var begejstret for Meter i sekundet af Stine Pilgaard.

Ugens tilbud fra Filmstriben

Filmstriben byder på Buddenbrooks (filmatiseringen af Thomas Manns store familiesaga) og på Flugten fra Østtyskland, som i det mindste yngre læsere bør se. Det er allerede svært at forestille sig en tid, hvor folk risikerede livet for at slippe ud af Østtyskland, og filmen er baseret på virkelige begivenheder og handler om to rigtige familier og deres dramatiske flugt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share