Spring til indhold

Når netiquette bliver must-have og ikke bare nice-to-have

"Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?" "For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!" Lånt på toonsup.de
“Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?”
“For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!”
Lånt på toonsup.de/

Jeg er for nylig begyndt at følge en blogger fra den amerikanske teleindustri på LinkedIn. Han beskæftiger sig meget med det samme hjørne af internettet, som jeg selv er optaget af, nemlig netiquette.

Med udgangspunkt i en dom ved Floridas højesteret, hvor en dommer blev erklæret inhabil, fordi han var på Facebook med anklageren, diskuterer han de nye etiske udfordringer, de sociale medier stiller os over for. Ville det også ske i Danmark? Eller hvad hvis det var LinkedIn? Han stiller spørgsmålet, om dommeren også var blevet disset, hvis de havde tilhørt den samme golfklub? Eller hvad med samme VL gruppe?

Skal vi være på Facebook med vores kolleger? Skal man åbent følge sine konkurrenter på Twitter? Er det dårlig stil at sende en LinkedIn-anmodning til sin chef? Sin tidligere chef? Der findes ingen “rigtige” svar på disse spørgsmål, da svaret hver gang må bero på en individuel vurdering. Det handler i høj grad om social fingerspidsfornemmelse og om forståelse for individuelle virksomhedskulturer.

En anden moderne faldgrube, som Don P beskæftiger sig med, er det, han kalder Det Tredje Spor. Det handler om konflikten mellem det kommercielle og det sociale. De senere år har vi set utallige eksempler på virksomheder, der tramper bevidstløst frem og tilbage mellem de to spor (i det tredje spor) og ikke ænser, at de gør folk sure og skaber dårlig stemning.

Et tænkt eksempel: Et forlag opretter en fanside på Facebook til en populær bog. Masser af fans liker med glæde, fordi de her får lejlighed til at vise deres venner noget (fordelagtigt) om sig selv. De er fuldstændig ligeglade med forlaget bag. Benytter forlaget sig så af adgangen til disse fans ved at forsøge at markedsføre andre af forlagets bøger, bliver fans’ne sure, for hvis det var det, de havde ønsket, ville de have liket forlaget og ikke bogen. Gør man dét mere end en enkelt gang, kan man risikere at miste en masse likes og måske endda have skabt så meget badwill, at fans’ne ikke igen vil like en bog fra forlaget. Scroll selv op og ned på din Facebook for at finde flere eksempler!

Endelig siger Don P noget klogt om, hvordan man som virksomhed griber det an, når man gerne vil i dialog med indflydelsesrige journalister og bloggere inden for ens område. Disse gode råd er der også mange, der med fordel kan tage til sig. Jeg hører ofte især mad-bloggere, men også tech-bloggere fortælle om de latterlige henvendelser de får fra folk, der skamløst beder dem promovere et eller andet produkt på deres blog. Disse sælgertyper opnår kun én ting – badwill. Endda en badwill, der let spreder sig i blogosfæren, hvilket kan vise sig meget problematisk. For selvom bloggere inden for hvert enkelt felt naturligvis konkurrerer med hinanden, så samarbejdes der også på kryds og tværs.

Don P anbefaler virksomhederne at tænke på disse fire nøgleord, når de beslutter sig for at søge indflydelse blandt journalister og bloggere:

  • Anerkendelse
  • Anbefaling
  • Information
  • Adgang

Anerkendelse – start med at anerkende deres tilstedeværelse og betydning. Abonner på deres blog, skriv evt. kommentarer (UDEN salgssnak), følg dem på Twitter, etc.

Anbefaling – vis dem, at du synes, de virkelig har noget at byde på. Nævn dem over for andre, RT deres bedste tweets (nej, IKKE dem alle sammen), sæt link til deres artikler på jeres egen hjemmeside.

Information – tilbyd dem mere end der er umiddelbart tilgængeligt på hjemmesiden og via andre offentligt tilgængelige kilder. Der findes masser af insights i hver eneste virksomhedsom ikke nødvendigvis er insiderviden.

Adgang – tillad journalisten/bloggeren direkte adgang til de personer i organisationen, der har de spidskompetencer, den pågældende er særligt interesseret i.

Tilstedeværelse i de sociale medier byder på en hel del snubletråde. Og det har endnu ikke vist sig muligt at demonstrere konkret ROI af indsatsen. Alligevel vil jeg påstå, at den moderne virksomhed er nødt til at kaste sig ud i det.

Hvo Intet Vover, Intet Vinder.*

* Citatet stammer angiveligt fra de islandske sagaer.

4 tanker om “Når netiquette bliver must-have og ikke bare nice-to-have”

  1. Meget spændende diskussion, Nene.

    Eksemplet bliver flittigt diskuteret i marketingkredse for det er ikke så simpelt, nu hvor alle brands opbygger et publikum, som er potentielle kunder. En anden tænkt situation: En kunde køber tøj af et bestemt mærke i en sportsbutik i et indkøbscenter. Føler kunden loyalitet over for brandet, butikken varen er købt i, butikskæden, indkøbscenteret eller måske en kombination af flere?
    Hvordan ved man som virksomhed, hvor loyaliteten ligger? Det er svært at navigere i og umuligt at forudsige.

    1. Tænkte også over det forleden under en tur gennem Illum. Bortset fra at jeg irriteres over at skulle gå fra shop til shop og måske endda prøverum til prøverum, fordi hvert brand nu har sin egen shop, så tænkte jeg også på, at Illum (og Magasin for den sags skyld) nu er blevet sådan nogle paraplyer for alverdens brands, der alle markedsfører sig selv forskelligt. Så det eneste, der er tilbage at markedsføre stormagasinerne på er “shoppingoplevelsen”. Og den er det svært at like på Facebook…

  2. Interessante overvejelser du og Don P gør jer. Personligt ville jeg holde spørgsmålet om habilitet som følge af kendskab på sociale medier adskilt fra spørgsmålene om kollega/medarbejderskab og kommercielt/socialt.

    Den juridiske habilitetsdiskussion har nogle perspektiver knyttet til samfundets fundamentale troværdighed, som i min verden er anderledes end de øvrige spørgsmål.

  3. Har selvfølgelig ikke læst dommen fra Florida, men i Don P’s udgave er det KUN deres bekendtskab på Facebook, der gør dommeren inhabil. Altså i modsætning til alle de gange, de har mødtes på gangen, at de måske har læst sammen eller at de jævnligt mødes til de samme selskaber. Forskellen er, at selskaberne etc. ikke er dokumenterbart – i hvert fald ikke så nemt.

    Man kunne derfor se det som en fordel – hvis man fx er forsvarsadvokat – at folks bekendtskaber i dag er lettere at dokumentere, end de var tidligere.

    Jeg mener altså ikke, at det er et rent juridisk spørgsmål. Selvom juridiske habilitetsspørgsmål selvfølgelig er vigtige og centrale i et retssamfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share