Et indlæg i Politiken her i weekenden af Trine Villemann skabte livlig debat – både i kommentarsporet og på Twitter. Kort fortalt gik Villemann, mor til en 13-årig dreng, ind og kiggede lidt nærmere på hans Facebook og fandt til sin overraskelse og ubehag, at drengen både mobbede og blev mobbet og at sprogbrugen var fyldt med f***-ordet og det, der er værre. Hun var chokeret og tog straks affære, bl.a. med at ringe til forældrene til de børn, der var værst. Først derefter talte hun med sin søn, som blev rasende på hende.
Grundlæggende synes jeg, hun har gjort det rigtige. Men – og der er da et par men’er. Dels forstår jeg ikke, at hun ikke fra starten har engageret sig med sønnen på Facebook. Og jeg forstår heller ikke, at hun kontaktede de andre forældre, inden hun talte med sønnen.
Det virkelig uforståelige er imidlertid nogle af kommentarerne. Forbløffende mange beskriver det, hun har gjort, som et “overgreb” og invasion af drengens privatliv og forsøger at hænge hende ud som en dårlig mor. Der er sågar én, der siger, at forældre, der tager ansvar på den måde, er “curling-forældre”. Vedkommende har vist misforstået noget. Curling-forældre er netop dem, der forsøger at fjerne alle forhindringer på barnets vej, så de kan blive ved med at være “venner”, og der aldrig opstår kilder til oprør og ballade.
Mine overvejelser er følgende:
Brug af ordet F***: Der er forskel på, om børn skriver “det var f****** nederen” eller “DU er f****** nederen“. Og om de skriver “f*** det” (pyt med det) eller “F*** dig“. Det sidste er ALDRIG i orden, uanset hvor mange gange ordet ellers er brugt i en samtale eller er “blevet en del af daglig tale”. Hvordan kan nogen mene det? Diskussionen om, hvorvidt vi i det hele taget skal acceptere brugen af ordet f*** kan vi ta’ en anden dag.
Drengen blev rasende. Ja, selvfølgelig. Han blev jo taget med bukserne nede, så at sige. Og hans reaktion, “jamen, sådan taler vi altid” er en klassiker helt tilbage fra lang tid før internettet. Selv var jeg ikke ret gammel, før jeg fandt ud af, at det var virkelig dumt at fortælle min mor, når jeg var blevet mobbet (og var ked af det). For så ringede hun til forældrene, og mobningen blev meget værre bagefter. Jeg tog imod kæmpe skideballer fra hende, når mit tøj var ødelagt eller vådt eller jeg kom for sent hjem, etc. etc., fordi jeg simpelthen løj for hende om årsagen for at slippe for mere mobning. Og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene med den erfaring. Masser af børn og unge fortæller ikke deres forældre om mobning – af mange forskellige grunde. Et gruopvækkende eksempel på det er at finde i JK Rowlings roman The Casual Vacancy – hvor mobningen i øvrigt finder sted både online og off line.
Kontakt til andre forældre: Jeg har også prøvet at kontakte forældre – det var i anledning af, at nogle af min søns venner sendte SMS-beskeder rundt om at blokere bestemte telefonnumre (læs her). Forældrene blev IKKE glade for, at jeg ringede. Men man bør nu gøre det alligevel, synes jeg, og jeg gør det igen, hvis det bliver nødvendigt.
Børns privatliv: Jo, børn har ret til et privatliv, og jeg synes IKKE vi som forældre skal snuse i deres dagbøger fx eller i deres skuffer eller tasker. Men hvis vi fornemmer, at der er noget galt, så er det da vores forbandede PLIGT at kigge dem over skulderen! Tænk, hvis junior sidder og downloader megabit efter megabit af ulovlig musik, spil og film, og Rettigheds-Alliancen kommer efter dig. Hvor smart var det så, at dit barn “også har ret til et privatliv”? Eller værre, at alvorlig mobning finder sted og vi sidder det fuldstændig overhørigt, fordi vi ikke vil blande os!
Samtale er stadig vejen frem og formentlig løsningen på 95% af alle de problemer, der kan opstå i forholdet mellem os og børnene. Men samtalen skal være kontinuerlig og hverdagsagtig. SamtalEN, som den vi i gamle dage havde med vores forældre om blomsterne og bierne, duer bare ikke!
At den samtale så ind imellem bliver noget højrøstet, må vi nok bare tage med. Og visse ting skal bare være forbudt! Jeg har ingen som helst kvababbelser over at forbyde min søn at skrive grimme ting til andre på nettet og true ham med alvorlige konsekvenser, hvis jeg opdager, at han alligevel gør det.
Jeg kan godt se, at det er svært, når nettet er propfyldt med både børn og voksne, der slet, slet ikke kan finde ud af at debattere og kommunikere i en ordentlig tone*. Men at det er svært, er da ikke noget argument for at give op!
* og med “ordentlig tone” mener jeg ikke, at sproget nødvendigvis skal være pænt og dannet, men at vi har respekt for divergerende synspunkter og går efter bolden. Vi må godt være hårde, men nedsættende bemærkninger om andres udseende, uddannelse, køn eller race er bare IKKE I ORDEN.
Det er nok ikke et overgreb, men det er et tillidsbrud. Hvis man gør den slags mod sine børn er man ganske enkelt en ringe forælder. Man snager ikke i andre menneskers private ting og ens børn er ingen undtagelse. Det hun har lært sit barn er at det er OK at snage, og barnet stoler nok mindre på sin mor nu, og det er da helt sikkert, at hvis knægten skulle rode sig ud i noget skidt, så er den sidste han kommer til da sin mor efter den opførsel. Det er bare en måde at støde sine børn fra sig (ligesom det ville være en måde at støde alle andre mennesker fra sig på…hvorfor børn ikke skulle have krav på almindelig respekt forstår jeg simpelthen ikke).
I øvrigt er det slet ikke sikkert, at det er mobning. Jeg tror bare ikke moderen forstår, hvordan unge mænd taler til hinanden. Talte selv meget groft til mine venner da jeg var teenager, og tonen mellem min teenagedreng og hans venner er også ret hård. Det er jo svært at sige når man ikke selv har set det, men udfra indlægget var det opfattelsen jeg fik.
IMO en elendig mor.
Daniel, noget af det man godt kan forlange af forældre er, at de tager ansvar og opdrager deres børn til at opføre sig som gode og ordentlige mennesker overfor andre.
Du tager fejl i, at det opleves som et tillidsbrud, at moderen guider og viser vej. Når knægten så træder ved siden af, så er det forældres moralske pligt at lære deres børn, hvad der er rigtigt og forkert.
Det oplever børn som, at deres forældre er tydelige og klare i deres udmeldelser.
En dreng på 13 -der er nybegynder på Facebook – er ikke en ung mand og at lade som om han er ansvarlig for sine handlinger er ikke ok.
Indtil han bliver det, så er det forældres pligt at guide og vise vej.. altså at opdrage.
Jeg synes børn har krav på opdragelse.
At lade være med at opdrage og i stedet bruge sin energi på at bortforklare og rationalisere sin egen laden stå til, det synes jeg er at svigte.
Enig med Lars og uenig med Daniel. Man spekulerer på, om Daniel mon har børn?
Min mor rodede i alle mine ting og klippede sågar låsen af min dagbog, så jeg er vaccineret mod at invadere mine børns privatliv. Men alvorlig mobning – det være sig den ene eller den anden vej – eller lovovertrædelser er man altså nødt til at holde øje med. Børn ved IKKE altid, hvad der er bedst for dem selv, men det ved de fleste normale og velfungerende forældre. Derfor skal der gribes ind, hvis det er nødvendigt. IKKE af nyfigenhed.
@koefoed kom med dette link, der med et lidt andet udgangspunkt beskæftiger sig med det samme:
http://nerdyapple.com/more-on-twittergate-12/
Hvis man tror at valget står mellem enten at nedbryde al tillid mellem sit barn og en selv, og at “lade stå til”, så bør man nok tage sin opdragelsesmetoder op til revision. Man kan opdrage på mange måder, og at behandle en ung mand på 13 som et barn…well, held og lykke med det projekt. Jeg ved af erfaring at det vil fejle. Både med mine egne børn og fra da jeg selv var 13. Der var jeg altså ikke noget barn længere (ej heller helt voksen selvfølgelig).
Man bør opdrage sine børn så det ikke er nødvendigt at spionere på dem. Det gør man ved at stole på dem fra starten af. Jeg fatter slet ikke at man kan have så meget mistillid til sine egne børn. i virkeligheden handler det jo om at forældrer, der gør den slags ikke kan finde ud af at forholde sig respektfuldt til andre mennesker.
Jeg tager ikke fejl i at det blev opfattet som et tillidsbrud. Det kan man jo læse sig til i artiklen. Drengen blev jo rasende over det, Lars :)
Labeet: Jeg har to børn. En dreng der er lidt ældre end den dreng der nævnes.