Forrige år læste jeg med stor begejstring Thomas Rydahls debut-krimi, Eremitten, om en af verdens mærkeligste detektiver, den 70-årige Erhard Jørgensen. Jeg havde derfor set frem til efterfølgeren med stor utålmodighed og købte den næsten på udgivelsesdatoen.
Øv
Desværre må jeg indrømme, at jeg er svært skuffet. Det indtryk, man får af Erhard i den første bog, er, at der er tale om en meget intelligent mand med stor retfærdighedssans, der pga traumatiske begivenheder tidligere i livet har søgt tilflugt i en ydmyg tilværelse på den spanske ø Fuerte Ventura. I denne bog rulles noget af denne fortid så op på en måde, der er lige en anelse for kryptisk for min smag. Men pyt med det. Det, jeg virkelig har et problem med, er, at Erhard er blevet så dårlig til at regne den ud siden sidste bog? Det er som om han ikke mere kan læse folk omkring sig. Der sker også adskillige ting, der er så usandsynlige, at de kunne have hørt hjemme i Bedrag.
Vold
Samtidig sker der noget andet, som jeg blev rigtigt ked af. Noget af det, jeg holdt mest af ved debuten var, at der var så lidt vold i den. Det handlede om at opklare en forbrydelse, simpelthen. Men denne her har udpenslet, klam vold som var den skrevet af Jussi Adler-Olsen, og det er generelt noget, jeg forsøger at undgå, når jeg udvælger de få krimier, jeg gider læse.
Dystopi
Romanen har et overvejende negativt livssyn, hvilket man sådan set ikke kan fortænke den i, og den indeholder en god del civilisationskritik. Det kan jeg godt lide, ved mine læsere. Men desværre bliver det lidt all-over-the-place og med skurke, der simpelthen bare er alt for skurkagtige.
Jeg synes også, at skildringen af romanens anden hovedperson, popstjernen Le, er ovre i det karikerede, men måske er det mig, der ser for lidt reality TV. Et andet vigtigt tema i romanen er illegal indvandring og Europas modtagelse af og holdning til disse. Thomas Rydahl skal have ros for at tage emnet op, men jeg synes, han forsøger at gabe over for meget.
De Savnede
Der er mange savnede i bogen, og de er savnet på forskellig vis og over forskellige afstande, hvis man kan formulere det sådan. Bogens “slogan” er, at “ikke alle der flygter, skal findes”, hvilket jo givetvis er sandt og selvfølgelig sandt for nogle af bogens medvirkende. Desværre synes jeg ikke, at temaet forløses ordentligt – buen er simpelthen spændt for hårdt.
Oplæsning
Jeg købte den som lydbog, meget begejstret for at den forelå samtidig med de andre udgaver, men desværre er det sket på bekostning af kvaliteten. Oplæsningen er noget af det mest sjuskede, jeg har været ude for, hvilket er særdeles forstyrrende for oplevelsen. Det er faktisk ikke umuligt, at jeg havde været gladere for bogen, hvis jeg havde læst den frem for at lytte til den. Det er simpelthen en ommer, Politikens forlag!