Spring til indhold

Blæksprutter

Læs her den fascinerende historie om den franske syerske, der, i starten af 1800-tallet, blev verdens førende ekspert i en særlige type blæksprutter. Intelligens, stædighed og fordelagtige omstændigheder betød, at hun blev den første, der fandt ud af fantastiske detaljer om blækspruttearten argonaut, der har som et af flere særlige kendetegn, at hunnen bygger sit eget hus. Hun forstod som en af de første, at hvis man vil forstå noget om et væsen, må man studere det, mens det er i live. Artiklen er illustreret med hendes egne detaljerede tegninger. Dengang var man nødt til at være knaldgod til at tegne, hvis man ville have en chance som naturvidenskabsperson. Men selvfølgelig – al den tid, vi bruger på at glo på en skærm, brugte datidens mennesker til at tegne og lave alskens håndarbejde. 

Argonaut. Tegning af Jeanne Villepreux. Fra Marginalian.


Helt urelateret handler den overraskende gode, ganske tilfældigt valgte lydbog, jeg er i gang med, også om blæksprutter (Shelby van Pelt: Remarkably bright Creatures). Og nytårsaften var der bl.a. blæksprutter på menuen, måske det eneste “skaldyr”, jeg ikke spiser. Heldigt at min medspiser godt ku’ lide dem. Det kan man da kalde serendipitet!

Kultur

Året i bøger

Her kan du se “My year in books 2022” fra Goodreads. Det har været mit hidtil bedste læseår, hvor det for alvor er lykkedes mig at læse mere og scrolle mindre. Apropos det ovenstående må næste mål være også at øve mig på at tegne og få lavet noget mere håndarbejde.

Jeg forsøger at undgå at browse i boghandlere, for hverken min fyldte reol eller min pengepung kan rigtigt tåle det. Antikvariater går lidt bedre, men altså: lyd- og e-bogs-streamingtjenester + det gode gamle, trofaste bibliotek er langt de største leverandører til min læse/lyttelyst. Jeg får nærmest ingen bøger tilsendt fra forlag.

Biblioteket

Jeg er på mit lokale bibliotek, Blågård, næsten hver uge. Jeg henter bøger, jeg har bestilt, læser Weekendavisen og browser lidt rundt. Jeg abonnerer også på Københavns Bibliotekers litterære nyhedsbrev, Litterær Luksus. De præsenterer i denne uge de 20 mest populære romaner i 2022 på Københavns biblioteker (fraregnet krimier). Af dem har jeg læst seks og har et par på læselisten. Måske har din kommunes biblioteker også et litterært nyhedsbrev?

Douglas Stuart: Shuggie Bain****

En roman af den type, der næsten kun kan komme fra Storbritannien, i dette tilfælde Skotland. Det er en hjertegribende og dybt deprimerende fortælling fra 80’erne, efter at Thatcher havde lukket kulminerne, og næsten alle arbejdere i minebyerne gik arbejdsløse, og mange af dem forfaldt i druk. Forfaldet var hurtigt og dramatisk i en befolkningsgruppe, der reelt var uden muligheder –voldsom nedslidning, ingen uddannelse og ingen uddannelsesmuligheder. Shuggie Bain er en lille, anderledes dreng, der bliver fanget midt i dettte trøstesløse samfund, hvor den åndelige fattigdom desværre også er udbredt. Sindssygt velskrevet og virkelig godt indlæst på et skotsk, som det tog mig lidt tid helt at forstå. Goodreads anmeldelse.

Stein Riverton: Jernvognen****

Efter sigende er dette Skandinaviens første krimi (1906). Den er meget sær (og meget kort) og mindede mig både om Sir Conan Doyle, (som Riverton også skulle være meget inspireret af) og om Graham Greene. Greene har næppe læst Riverton, men den kølige, lidt kyniske stil, Jernvognen er skrevet i, fik mig hele tiden til at tænke på Greene. Goodreads anmeldelse.

Hiromi Kawakami: Nakanos genbrugsbutik****

Det er nok ikke al japansk litteratur, der er godt, men jeg har, så vidt jeg husker, indtil nu kun læst en japansk roman, jeg ikke var så vild med. Goodreads anmeldelse.

Neil Gaiman: The Ocean at the end of the Lane*****

Det er en kæmpe fornøjelse at følge Neil Gaiman på Twitter. Han må være en af verdens mest venlige og imødekommende succesforfattere. Romanen her er vist tænkt for unge, men så er jeg ung i hjertet. Fuldstændig vidunderligt var det at lytte til denne smukke fortælling om en syvårige dreng, indlæst af Gaiman selv. Goodreads anmeldelse.

Tor Nørretranders m.fl.: Se det usynlige i øjnene***

Mikrobiologi for begyndere og let øvede kunne den også have heddet. Jeg synes, den vil en masse, og derfor ikke rigtigt opnår noget af det. Jeg håber dog, jeg tager fejl, for det er meget vigtig viden, de formidler. Goodreads anmeldelse.

Film

Intet nyt fra Vestfronten

Denne tyske filmatisering har med rette fået meget omtale. Jeg ville ønske, jeg havde set den i biografen, men jeg så den altså på Netflix på mit tv. Filmningen og billedbearbejdningen er simpelthen i topklasse – der er det ene ubegribeligt flotte sceneri efter det andet. Og det handler ikke om, at man forskønner krigens rædsler, snarere tværtimod – jeg syntes bare, at det pludselig blev meget tydeligt, hvor anderledes europæiske film er i forhold til amerikanske. Ikke kun på billedsiden, men også i synsvinklen. Amerikanske film skal næsten altid have en helt – denne film har ingen helte, ja, vi lærer egentlig ikke rigtigt den lille gruppe unge mænd, der er hovedpersonerne, særligt godt at kende. For det er krigens rædsler og meningsløshed, der er budskabet. Det er også sådan jeg husker romanen, som det dog må være omkring 40 år siden, jeg læste.

TV og tv-serier

Kim Schumacher

En programserie i fire dele har netop haft premiere på DR. Jeg så alle fire programmer ud i én køre, for det var som en kulørt rutchetur ned ad Memory Lane. Meget af det musik, Kim spillede, brød jeg mig ikke om, men jeg kunne godt lide ham. Jeg har aldrig selv rigtigt været larm-i-gaden-typen, men har altid holdt umådeligt meget af dem, der er. Når vi fra Irmgardz var inde på DR for at lægge singler i radio-dj’snes (hvilket ord!!!) skuffer, mødte vi ham ofte. Han brød sig ikke specielt meget om det meste af det musik, vi lavede, men han brød sig om os og vores indsats for ny musik.
Jeg savnede dog en enkelt ting i dokumentaren, nemlig bare en lillebitte omtale af hans arbejde som filmtekster. Han fornyede “genren” fuldstændig! Hans undertekster var kompetente, morsomme og ramte lige præcis ned i den sprogtone, som de danske jævnaldrende til personerne på lærredet havde. Fabelagtigt!

Selvom du måske er for ung til at vide, hvem han var, så se den for et forrygende portræt af 80’erne – inklusive den angst og kuldslåethed, der greb hele underholdningsverdenen, da AIDS brød frem

Kunst og historie

Matisse

Så fik jeg endelig set SMK’s udstilling Det røde atelier med Matisse. Den er flot lavet, og det var egentlig lidt forbløffende at se så relativt mange Matisse-billeder, jeg slet ikke havde nogen erindring om at have set før (hverken IRL eller på print/net). Nogle af de største billeder (der blev vist som “lysbilleder”) viste sig at hænge i enten Moskva eller Skt. Petersborg, så det bliver næppe i dette liv, at jeg får set dem i virkeligheden.

Historien om Matisses liv og virke er godt fortalt, så jeg var godt tilfreds bagefter. Herover kan du høre en af SMK’s kunsthistorikere fortælle. Det gør hun ganske fint. 

Musik

Ticketmaster/Live Nation

Her er et longread om, hvordan det gik til, at Ticketmaster/Live Nation blev et de facto monopol på musikscenen, der bærer en ikke ringe del af skylden for, at koncertbilletter i dag er så vanvittigt dyre. Det er virkelig ikke køn læsning og (endnu) et eksempel på den skade, som afmonteringen af antitrust-lovgivningen i USA har påført dets borgere. Læs bl.a. om, hvordan Pearl Jam forsøgte at bekæmpe dem, men led et forsmædeligt nederlag.

Det er altså ikke bare Ticketmasters helt igennem elendige billetsystem, der gør, at vi bør forsøge at undgå dem (hvilket for den dedikerede koncertgænger er praktisk talt umuligt, da også flere venues herhjemme har eksklusivaftaler med dem).

Godt nytår…

Meget passende med en ukrainsk nytårssang.

Design/Arkitektur

Jersey City har haft 0 trafikdødsfald i 2022

Det er ikke noget tilfælde. Læs i Bloomberg, hvordan man er gået til værks med mange forskelligartede tiltag, der retter sig mod både bilister, pendlere i offentlig transport, cyklister og fodgængere. Københavns Kommune ku’ godt lære noget, og det kunne flere andre storbykommuner nok også.

Samfund/Politik

Udbytteskandalen

Mens vi glæder os over, at Sanjay Shah (måske) bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark, skal vi lige huske, hvem det egentlig var, der var årsag til, at hans smarte skattefidus kunne gennemføres. For grunden til, at han og mange andre kunne slippe afsted med at hæve udbytteskat for aktier, de ikke ejede, er, at politikerne for at tækkes erhvervslivet indførte anonymitet for aktieejere. Men hvorfor i hede hule h****** skal man ikke stå ved (over for skattevæsnet), hvilke aktier man ejer? Læs leder i Information, der påpeger denne indlysende sandhed, der dog ikke er belyst nok i den almindelige debat om de tabte skattemilliarder.

Confirmation bias

Torben Sangild postede denne glimrende og ganske sjove video om confirmation bias. 

Viden

I told you so

Her er en artikel fra videnskab.dk, der refererer til noget forskning fra Norge, der påviser, at folk, der siger, de fryser, faktisk fryser. Det’ jo det, jeg siger. Havde forleden besøg, og vi sad i min stue, der er relativt lun, og så en film. Min gæst sad i t-shirt, og jeg var iført tre lag og måtte lægge bånd på mig selv for ikke at kramme mig ind i slumretæppet også.

Medier

Ord, der godt må afgå ved døden i 2023

Kristian Villesen fra Information har lavet en vidunderlig liste. Jeg synes nok i særlig grad, den er vidunderlig, fordi jeg ikke selv har brugt eller bruger ret mange af de ord og vendinger, han har taget med. Der var også ord (om fodbold) jeg end ikke har hørt, og så viser det sig, at man åbenbart kan købe en såkaldt “croffin”, som angiveligt er et mix mellen en muffin og en croissant 😫. Ud over, at det lyder som en væmmelig kombo, så er det da et underligt ord, der ligger alt for tæt på coffin. Og hvem vil sætte tænderne i sådan en? 

TikTok – et internationalt dilemma

“Last year, TikTok had more site visits than Google, and more watch minutes in the United States than YouTube. Citatet er fra denne (gave)artikel i New York Times, der gennemgår alle de bekymringer USA og Vesten gør sig om TikTok.

Om os

Aktiv dødshjælp debatteres ivrigt

Her er en aldeles fremragende og klog kronik fra Information (gavelink) om emnet. Kronikkens forfatter redegør for Camus’ og Houellebecqs synspunkter og sætter dem i perspektiv.

Mad

Alle grøntsager har godt af en tur i ovnen

Her er en vejledning i, hvordan du tilbereder alverdens forskellige grøntsager i ovnen. Det er simpelt, og kun fantasien sætter grænser for, hvilke grøntsager, der bliver møre og/eller sprøde og smagfulde af en tur i ovnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share