Spring til indhold

#septemberbøger

Der foregår alt muligt på Instagram, som fuldstændig går min næse forbi, men det gælder ikke den “leg”, #septemberbøger, som de gode bibliotekarer på Ringsted Bibliotek fandt på for nogle år siden. Jeg synes, det er sjovt at finde en bog frem hver dag, som svar på dagens udfordring. Jeg har i år valgt at bruge stories, fordi jeg ikke vil spamme mine følgere, der bestemt ikke er vant til at få smidt en post i hovedet hver eneste dag. Klik her for at se, hvad folk har fundet på i år.

Pas på, hvad du ønsker…

Jeg ønskede, at nogen sku’ føle trang til at forære mig Özlem Cekic’ nye bog. Og vupti, så havde min ven Johan købt den til mig. Altså, hvor var det pænt af ham! Den er nu øverst i min faglitterære læsebunke, så regn med snart at læse om den her.

Den nye Rooney

Hvorfor er hun så hypet? Alle ser ud til at mene, at det simpelthen er, fordi hun er så god. Jeg var også vild med Normal People, og har netop købt den nye som lydbog. Jeg kan næsten ikke vente, til jeg er færdig med den, jeg lytter nu!

I Kommunikationsforum skriver kulturskribent Ida Rud Nielsen om fænomenet.

Nyhedsbrevet Read like the Wind fra Vulture skriver morsomt, men ikke desto mindre henrevet om samme bog. Måske det bedste litterære nyhedsbrev?

Ugens bøger

Ja, to blev jeg færdig med i går. Jeg har haft den lille guide til tysk kultur, Deutschstunde fra Informations forlag, liggende et stykke tid. Den var hurtigt læst, men det var ikke, fordi den var dårlig, men fordi den var præcis det, den sagde, den var: en introduktion. Læs mere på Goodreads. Og så Adam i Paradis af Rakel Haslund-Gjerrild, der måske er dette års bedste læseoplevelse? jeg var i hvert fald meget begejstret. Læs mere her.

En god film

Jeg kom ikke i biografen, selvom jeg faktisk havde store ambitioner om at få set mindst én film. Nogle gange trækker min lejlighed og min nye lænestol så meget i mig, at jeg ikke kan modstå det. Et venligt menneske havde anbefalet mig at se End of Sentence på Filmstriben, så det gjorde jeg. Det var en vældigt god film. Helt rolig og tilbagelænet, men så alligevel ikke. En ekstra gave var en biltur gennem smaragd-øen Irland.

Er du ung (under 27)?

Så er det i denne uge, uge 37, at du kommer gratis ind på stort set alle museer og kunstinstitutioner i det ganske land. Afsted med dig, Kiddo!

Har arkitekturen ændret sig siden 9/11?

Det mener Daniel Libeskind.

Samfund/miljø/politik

Russisk politik, altså!

Der er tre kandidater ved navn Boris Vishnevsky på lokalvalgslisterne i Skt. Petersborg. Og han ligner sig selv, må man sige. Det er en særlig, ganske crazy variant af valgsvindel, som er observeret flere steder i Rusland.

Right to repair

K-Forum fortæller om Right to Repair-bevægelsen, der så småt er begyndt at få medvind for alvor. Den fokuserer først og fremmest på forbrugerelektronik, men det handler om, at ALT skal kunne repareres – enten af os selv eller af folk med forstand. Vi kan blive bedre til at reparere ting selv, såsom at sy knapper i og fikse huller i tøjet, men vi kan også blive bedre til at efterspørge right-to-repair, når vi køber noget.

Min lokale Repair Cafe er den på Nørrebro. De holder til i Støberiet i Korsgade og holder åbent hver den 2. lørdag i måneden. Find din lokale Repair Café på Facebook.

Naser Khader og “folkedomstolen”

Antropolog og sexolog Christian Groes gennemgår, hvordan sagerne er fremstillet i medierne og vurderer, om Khader har ret i, at han er blevet udsat for en uretfærdig folkedomstol. Groes minder også om, at “folkedomstolen” ikke just er noget nyt fænomen og igennem tiderne har ramt politikere, der har trådt i mange forskellige spinater.

Viden

Hvorfor er det et æble, Eva spiser?

For det står ikke i biblen, at det er et æble. Det er der *nogen*, der efterfølgende har fundet på. Videnskab.dk har spurgt historikere, teologer og andet godtfolk, hvordan det kan være og fået flere (gode) svar. Som bonus er der i et artiklen et dejligt maleri af Dante Gabriel Rosetti, omend jeg faktisk ikke forstår dets berettigelse i artiklen…

Den identitetspolitiske anekdotebank

Morten Stinus er Phd-studerende ved Institute of Communications Research, University of Illinois. Ikke desto mindre har han taget sig tid til at foretage en meget grundig gennemgang af danske mediers dækning af identitetspolitiske “sager”. Han påviser bl.a., hvordan der findes en “identitetspolitisk anekdotebank”, fra hvilken der altid hives eksempler op af hatten som dokumentation for omfanget af identitespolitikken. Han gennemgår udvalgte sager fra anekdotebanken og påviser, hvor misvisende de ofte fremstilles. Det er meget grundigt, og du kan nøjes med at læse eller lytte til indledningen og konklusionen, selvom hele hans afdækning er værd at læse. Sku’ du kende en redaktør på et dansk dagblad, kan du jo opfordre vedkommende til at læse med…

Medier

Twitter-communities

I sin digitale ugerevy skriver Lars K. Jensen om et nyt interessant tiltag fra Twitter.

Om os

Irmgardz revisited

Som mange af læserne af #serendipitet ved, har jeg en relativt festlig fortid i det alternative pladeselskab Irmgardz (linket er til Wikipedia). Forleden inviterede vi til en slags “reunion” for alle, der på en eller anden måde følte sig knyttet til det gamle pladeselskab. Der kom overraskende mange mennesker, og det var noget så hyggeligt. Fotografen Søren Svendsen, der stod bag bogen Lort Nok om punk- og bz-bevægelsen i 80’erne, en bog der i dag ikke er til at opdrive antikvarisk, havde taget sit kamera med.

Årets naturfotos

Som sædvanlig er de helt fantastiske og ikke noget hvem-som-helst har fanget med en iphone. Desværre er det måske de fotos, der har fanget vores ødelæggelse af jord og biodiversitet, der gør størst indtryk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share