En meget tyk bog

Som nævnt i sidste #serendipitet, fik jeg på det nærmeste kun læst én eneste bog i ferien. Men hvilken en! Den hedder Det ottende liv, er på 1100 sider og er skrevet af den georgisk/tyske forfatter Nino Haratischvili. Så vidt jeg kan bedømme, er den fremragende oversat til dansk (fra tysk) – i hvert fald strøg jeg igennem de mange sider uden at snuble i sproget – så vidt som man nu kan stryge igennem en bog, der er så tung, at man ikke kan have den med nogen steder hen!

Den handler om de 100 år af Georgiens historie, der mestendels fandt sted i kommunismens skygge. Og den handler om en familie, der deler skæbne med dette ulykkesramte land. Vi følger familien op gennem generationerne, og det er dramatisk, rørende, spændende og lærerigt. Det sidste, fordi det virkelig var fortvivlende lidt, jeg vidste om landene i Kaukasus!

Stor respekt til det lille, store forlag Gutkind for at udgive denne bog. Jeg håber, den får den udbredelse, den har fortjent.

Booker prize longlist

Se den her. Jeg har læst én eneste af dem. Nemlig Klara and the Sun af Kazuo Ishiguro.

Andres sommerlæsning

Jacob delte ikke sin sommerlæsningsplan med os, men nu har han delt listen over bøger, han rent faktisk har læst. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan han bærer sig ad med at læse så mange bøger på så kort tid? Men her er de, med hans kommentarer (og mine (ganske få) i kursiv):

Jonathan Carr – The Wagner Clan (forholdsvis lettilgængelig introduktion til Richard Wagner, hans efterkommere og miljø. Tænk Dallas i Franken… En bekendt har forresten anbefalet Alex Ross – Wagnerism, der mere er en idehistorisk diskussion) Jeg tror ikke, jeg kommer til at læse disse bøger, men jeg havde stor glæde af Kristian Leths podcast-introduktion til Ringen. Den kan høres her.

Graham Greene – Stamboul Train (Sex, politik, skyld og død. Og nattog til Orienten)

Jens Kistrup – Kistrups teater (Tak til e-reolen. Jeg er jo så gammel at jeg læste Kistrups anmeldelser og klummer i Berlingske – og Kistrup har for mange år siden skrevet, hvad der kan skrives om Ghita Nørby). Jeg læste forleden, at Kistrup, da Malene Schwartz og Lone Hertz blev udnævnt til chefer for (det nu hedengangne) Bristol teater, skrev, at så skulle man da ikke besøge dét teater mere. Den kommentar kom han velsagtens til at sluge igen!

Richard Florida – The Great Reset (Den kreative klasse-Florida. Jeg vil dog snarere anbefale hans The New Urban Crisis, som også er relevant i forhold til den aktuelle danske konflikt om storbyer mod udkant)

Sigge Winther Nielsen – Entreprenørstaten (Carsten aka @filoffen provokerede mig. Jeg har synspunkter. Néné burde organisere en samtalesalon :-) ) Jeg synes da, at I to skulle diskutere bogen på Zoom og optage det. Så skal jeg gerne udgive det på Youtube og promovere det her… Jeg har tidligere postet link til Sigge Winthers egen opsummering af bogens indhold. Men her er det igen.

Blev ikke færdig med i ferien/er ved at læse

Jens Engberg – Den standhaftige tinsoldat (biografi af Frederik d. 6 – Engbergs tese er at Frederik var den mest katastrofale politiske leder, Danmark har haft, og de sene oldenburgere virker unægtelig også som noget af et rædselskabinet)

Andreas Reckwitz – Das Ende der Illusionen (Kendt for en stor bog om singulariteter – som er noget andet end det transhumanisterne fabler om. Spændende indsigter om aktuelle sociale konflikter – også meget oplysende når vi ser på de aktuelle danske konflikter)

Kasper Møller Hansen mfl – Klimavalget (den store undersøgelse af folketingsvalget i 2019)

Og der står resten af os så med vores 3 1/2 bog, hvoraf to er krimier…

I biografen – uden coronapas men stadig med latterligt få i salene

Jeg har set to film, og jeg må indrømme, at jeg nok var lidt undervældet af dem begge.

Det er en fin film, i og for sig, og den gør det kloge at begrænse sig til et par måneder i 1940. Det meste af filmens indhold forekommer at være baseret på hårde fakta og overleverede dokumenter. Jeg kunne dog godt tænke mig at vide, hvor meget man faktisk ved i dag om møderne mellem De Gaulle og Churchill.

Jeg tror faktisk, den her film er bedre, end jeg oplevede den. For sent gik det op for mig, at jeg faktisk var alt for træt efter en lang dag på arbejde til at se en film, der er blottet for action. Når jeg nu genser forfilmen, kan jeg godt se, at den faktisk byder på noget helt usædvanligt – tilfældige møder, der fører til forandrede liv.

Den film, jeg virkelig ville se i denne uge, var Kammerater! Men dælme, om den ikke kun gik 9:30 om morgenen de sidste få dage, og det kunne jeg ikke få til at passe. Pokkers også! Håber, den kommer i Grandhjemmebio.dk.

Bjørn Nørgaard på Munkeruphus

Vi var heldige at have fantastisk vejr på vores udflugt til Munkeruphus, der ligger så smukt i Dronningmølle med adgang til stranden og en fantastisk have og udsigt. Udstillingen var skuffende – jeg synes, den var kurateret alt for indforstået. I en tid, hvor mange udstillinger måske er lidt “overkuraterede”, savnede vi de mest basale oplysninger. Ser man filmen, der vises på udstillingen, går det lidt bedre. Den er faktisk rigtigt god og giver Bjørn Nørgaard lov til at folde sig ud om bæredygtigt byggeri. Bæredygtigt både sådan i “moderne” forstand, men i høj grad også bæredygtigt i den forstand, at det skal være godt at bo i og se på i mange, mange år.

Nolde og Kirchner på SMK

Jeg nåede lige nøjagtigt at se denne udstilling i de sidste to timer af dens levetid. Grunden til, at jeg ikke har fået set den før, er nok, at jeg ikke er særligt vild med Nolde og ikke havde noget særligt forhold til Kirchner. Jeg konkluderer, at jeg bedre kan lide Kirchners billeder end Noldes, men at jeg på ingen måde bliver fortryllet af nogen af dem. Udstillingen var lidt for overpædagogisk for min smag, jeg følte mig faktisk lidt talt ned til. Herunder teksten til billedet herover. Jeg synes godt, man kan argumentere for, at billedet overfortolkes.

Samfund/miljø/politik

Magteliten i England

Financial Times afdækker i en lang men utroligt spændende artikel, hvordan man køber sig til indflydelse over Boris Johnson og det konservative parti. Det er ikke småpenge, vi taler om. Det koster fx min 250.000 pund om ÅRET at blive medlem af et såkaldt “advisory board”. Men: A Conservative spokesman said: “Government policy is in no way influenced by the donations the party receives. They are entirely separate.” Det skal man lige huske, jo…

Illustration fra artiklen, der linkes til ovenfor.

Brobyggerne

Helt ærligt, Bent Melchior og Özlem Cekic’ forening Brobyggerne har ikke nået 10.000 medlemmer endnu!? Hvordan er det muligt? Er der ikke 10.000 mennesker i Danmark, der ønsker at imødegå hadet? Har du meldt dig ind? Hvorfor ikke? For det er vel næppe prisen, de 100 kr.?

Beirut

En helt fantastisk artikel om eksplosionen i Beirut for et år siden og tiden før og efter af en, der boede der. Vi ved virkelig alt for lidt om, hvad der foregår uden for andedammen/Europa/USA. Eller, jeg ved ikke med jer, men jeg ved i hvert fald alt for lidt og bliver glad og taknemmelig, når nogen gider oplyse mig. Tak til Zetlands Thomas Aagaard for denne forbilledlige artikel.

Det yderste højre og kvinderne

I en kronik i Berlingske (!) gør en Princeton-professor opmærksom på det, nogle af os sådan set har bemærket: Nemlig, at højrefløjsterrorister og partier på den yderste højrefløj har det tilfælles, at de hader kvinder. Med udgangspunkt i 10-året for massakren på Utøya, tager han os på en ubehagelig rundtur på den foruroligende voksende yderste højrefløj, hvoraf mange har det tilfælles, at de bruger “traditionelle familieværdier” til at appellere til den ikke-ekstreme højrefløj. Og tit virker det. 😢 Kronikken er undtagelsesvist ikke bag paywall.

Sørine og mænds tårer

I lighed med en del mænd rundt omkring i medierne, har Sørine Godtfredsen det svært med moderne mænds gråd på TV. Det har Carsten Fogh Nielsen en yderst fiffig kommentar til. Sørines kommentar er bag paywall – klebager.

Viden

Det er næppe slut med Corona

I hvert fald ikke så længe vi i Vesten ikke gør mere for at få vaccineret det globale syd. Nogle førende britiske forskere opsætter her i Forbes fire scenarier for, hvordan Corona kan udvikle sig over det næste års tid. Det er desværre ikke spor opmuntrende.

Share

Folkekirken

This post is in Danish. It’s about the Danish state church and the thoughts I’ve had about my relation to it as of late.

Med afsæt i Sørine Godtfredsens hæslige kronik i Berlingske Tidende om at “bruge Anders Breihvik rigtigt”, har vi diskuteret ivrigt på Twitter, ikke mindst om det rimelige i at melde sig ud af folkekirken pga Sørines holdninger.

Det vil jeg godt lige starte med at sige, at det synes jeg – selvfølgelig – ikke, det er. Hvis én eneste præsts sindssyge holdninger skulle være nok, så skulle jeg jo have meldt mig ud allerede, da Krarup og Langballe trådte ind på den offentlige scene. Eller måske langt før, mon ikke der var en nazi-venlig præst eller to dengang i tredverne? Og jeg syntes jo selv, at folk var top-åndsvage, når de meldte sig ud pga Thorkild Grosbølls “ugudelighed”. Mere om ham senere.

Folkekirken er statskirke her i Danmark. En mærkværdig konstruktion, som jeg er indædt modstander af. Som om der var nogensomhelst sidestilling af folketinget, folkeskolen og folkekirken. Kirke og religion bør være tilvalg for voksne mennesker og ikke på nogen måde “naturgivent”. Jeg har aldrig fået meldt mig ud, for da jeg var barn var det ikke nogen reel option at IKKE døbe sit barn, og da jeg skulle konfirmeres, og sådan set helst ikke ville, var det ikke noget, jeg selv fik lov til at bestemme. Det er selvfølgelig ikke et argument for, at jeg stadig, som 51-årig, ikke har gjort det. Det er der til gengæld andre argumenter for, hvoraf nogle er så private, at jeg ikke tænker mig at dele dem her på bloggen. Jeg er ikke ateist, nok snarere agnostiker, og den religion som umiddelbart tiltaler mig mest, er buddhisme, selvom jeg dog ikke har tænkt mig at “go orange” sådan lige foreløbig. Når jeg har diskuteret Gudsbegrebet med mine børn har jeg sagt, at hvis der er en Gud, så er det den kraft inden i os, der driver os mod at gøre det gode, det rigtige, det altruistiske og som byder os at stille spørgsmålstegn ved de “sandheder” vi bliver præsenteret for.

Jeg har været med min engelske svigerfar i “hans” kirke (CofE) og det var en meget anderledes oplevelse end kirkebesøg her i Danmark. Der er mange mennesker, de kender alle salmerne, de har hele familien med og de kender præsten godt. For det er deres kirke. De har selv valgt den som et bevidst tilvalg og de spytter i kassen hver søndag. Det samme gælder den liberale synagoge, hvor en anden gren af den engelske familie har deres gang hver lørdag. I sådanne menigheder er præsten (eller rabbien) også nødt til at levere varen, hvis han/hun vil have sin løn og have genforhandlet kontrakten. Det er det samme pres, som hviler på resten af os, og det er vel fair nok?

Jeg har et yderst ambivalent forhold til folkekirken. Jeg holder uendelig meget af kirken som hus, som tilflugtssted, som et sted, hvor der er “højt til loftet” og hvor man bliver presset ud af hverdagen. Mange salmer får tårerne frem i mine øjne og jeg har hørt nogle fantastiske prædikener i min tid, vedkommende, rørende, interessante. Jeg kender også nogle præster, som jeg holder meget af. Men alligevel går jeg næsten aldrig derhen, når der er Gudstjeneste, men oftere bare for at sidde der lidt og stemme sindet til tankefuldhed. Dog er det i den sammenhæng ret ligegyldigt, hvilken kirke der er tale om, og det kunne altså godt være den katolske eller den russiske inde i Bredgade eller en af de hundreder af kirker, vi har besøgt på vores ferier. Jeg går også på kirkegården for at finde ro.

Som oftest kommer vi jo i kirken til forskellige højtider, dåb, bryllup, konfirmation og begravelse. Og ved alle disse anledninger har jeg mange gange oplevet at blive utrolig skuffet over et bredt udsnit af præsters ligegyldige snik-snak og/eller salvelsesfulde ævl. Eller endnu værre, dem der “benytter lejligheden” til at skælde ud på de tilstedeværende, fordi de ikke kommer i kirken om søndagen!

Tilbage til de sorte præster i Tidehverv. I øjeblikkets mediebillede er de stort set de eneste præster, der tager til orde, og medierne giver dem masser af spillerum. Jeg hører gerne fra journalister, der fortæller, at de har ringet rundt til dusinvis af præster, der har nægtet at stille op i Deadline, etc. Selvfølgelig er der en enkelt her og dér, men de er ofte sådan lidt socialistiske i tilsnittet og er derfor alt for lette at dømme ude som “politisk korrekte”. Jeg kunne godt tænke mig en hel gruppe af folkekirkepræster, der med høj og klar stemmeføring sagde fra over for Tidehverv på samme måde som Uffe Ellemann og Oberst Hillingsøe siger fra over for Dansk Folkeparti og deres lakajer i Venstre og Konservative. Sådan så vi alle sammen kan høre det, også os der ikke går i kirke. Vi betaler jo for det, ikke! Endda selvom vi ophører med at betale kirkeskat.

I forbindelse med disse tanker og skriverier har jeg været i reolen og hentet Thorkild Grosbølls En Sten i Skoen frem og genlæst den. Den er ligeså god som første gang! Hvis han var præst hernede om hjørnet, så tror jeg virkelig, jeg ville gå i kirke mindst hveranden søndag! Men det er han jo ikke, han er slet ikke præst mere – da han blev 60 og kunne gå på efterløn, gjorde han det. Et stort tab for Folkekirken. Han siger godt nok, at Gud er Død, men han forklarer også hvad han mener. Det er den dømmende og almægtige Gud, ham I ved, oppe på skyen med rynke i panden og stort fuldskæg, der er død. Gud i hjertet og fortællingen om Jesus lever, ifølge Grosbøll.

Jeg har indtil videre besluttet, at jeg ikke melder mig ud, af hensyn til mine pårørende. Hvis de gerne vil have et gravsted at gå til efter min død, skal jeg så virkelig forhindre det? Hvis de ønsker at en præst skal læse Guds ord over over mit afsjælede legeme, så skal det være deres valg. Når først jeg er død, regner jeg bestemt med at være fuldstændig ligeglad. Dog, tanken om at et af de dér salvelsesfulde fjolser skal “få det sidste ord”, kan godt få mig til at svede lidt…

Jeg har lagt et par ark papir ind i min “personlige papirer” mappe, som fortæller lidt om, hvordan jeg selv bedst kunne tænke mig at blive sendt afsted, herunder også lidt om præster. Så er resten op til mine efterladte. Sådan må det være. Thorkild Grosbøll citerer Heraklit for følgende guldkorn: Døden er der ingen grund til at frygte, for når jeg er der, er den der ikke, og når den er der, er jeg der ikke.

Share