Folkekirken

This post is in Danish. It’s about the Danish state church and the thoughts I’ve had about my relation to it as of late.

Med afsæt i Sørine Godtfredsens hæslige kronik i Berlingske Tidende om at “bruge Anders Breihvik rigtigt”, har vi diskuteret ivrigt på Twitter, ikke mindst om det rimelige i at melde sig ud af folkekirken pga Sørines holdninger.

Det vil jeg godt lige starte med at sige, at det synes jeg – selvfølgelig – ikke, det er. Hvis én eneste præsts sindssyge holdninger skulle være nok, så skulle jeg jo have meldt mig ud allerede, da Krarup og Langballe trådte ind på den offentlige scene. Eller måske langt før, mon ikke der var en nazi-venlig præst eller to dengang i tredverne? Og jeg syntes jo selv, at folk var top-åndsvage, når de meldte sig ud pga Thorkild Grosbølls “ugudelighed”. Mere om ham senere.

Folkekirken er statskirke her i Danmark. En mærkværdig konstruktion, som jeg er indædt modstander af. Som om der var nogensomhelst sidestilling af folketinget, folkeskolen og folkekirken. Kirke og religion bør være tilvalg for voksne mennesker og ikke på nogen måde “naturgivent”. Jeg har aldrig fået meldt mig ud, for da jeg var barn var det ikke nogen reel option at IKKE døbe sit barn, og da jeg skulle konfirmeres, og sådan set helst ikke ville, var det ikke noget, jeg selv fik lov til at bestemme. Det er selvfølgelig ikke et argument for, at jeg stadig, som 51-årig, ikke har gjort det. Det er der til gengæld andre argumenter for, hvoraf nogle er så private, at jeg ikke tænker mig at dele dem her på bloggen. Jeg er ikke ateist, nok snarere agnostiker, og den religion som umiddelbart tiltaler mig mest, er buddhisme, selvom jeg dog ikke har tænkt mig at “go orange” sådan lige foreløbig. Når jeg har diskuteret Gudsbegrebet med mine børn har jeg sagt, at hvis der er en Gud, så er det den kraft inden i os, der driver os mod at gøre det gode, det rigtige, det altruistiske og som byder os at stille spørgsmålstegn ved de “sandheder” vi bliver præsenteret for.

Jeg har været med min engelske svigerfar i “hans” kirke (CofE) og det var en meget anderledes oplevelse end kirkebesøg her i Danmark. Der er mange mennesker, de kender alle salmerne, de har hele familien med og de kender præsten godt. For det er deres kirke. De har selv valgt den som et bevidst tilvalg og de spytter i kassen hver søndag. Det samme gælder den liberale synagoge, hvor en anden gren af den engelske familie har deres gang hver lørdag. I sådanne menigheder er præsten (eller rabbien) også nødt til at levere varen, hvis han/hun vil have sin løn og have genforhandlet kontrakten. Det er det samme pres, som hviler på resten af os, og det er vel fair nok?

Jeg har et yderst ambivalent forhold til folkekirken. Jeg holder uendelig meget af kirken som hus, som tilflugtssted, som et sted, hvor der er “højt til loftet” og hvor man bliver presset ud af hverdagen. Mange salmer får tårerne frem i mine øjne og jeg har hørt nogle fantastiske prædikener i min tid, vedkommende, rørende, interessante. Jeg kender også nogle præster, som jeg holder meget af. Men alligevel går jeg næsten aldrig derhen, når der er Gudstjeneste, men oftere bare for at sidde der lidt og stemme sindet til tankefuldhed. Dog er det i den sammenhæng ret ligegyldigt, hvilken kirke der er tale om, og det kunne altså godt være den katolske eller den russiske inde i Bredgade eller en af de hundreder af kirker, vi har besøgt på vores ferier. Jeg går også på kirkegården for at finde ro.

Som oftest kommer vi jo i kirken til forskellige højtider, dåb, bryllup, konfirmation og begravelse. Og ved alle disse anledninger har jeg mange gange oplevet at blive utrolig skuffet over et bredt udsnit af præsters ligegyldige snik-snak og/eller salvelsesfulde ævl. Eller endnu værre, dem der “benytter lejligheden” til at skælde ud på de tilstedeværende, fordi de ikke kommer i kirken om søndagen!

Tilbage til de sorte præster i Tidehverv. I øjeblikkets mediebillede er de stort set de eneste præster, der tager til orde, og medierne giver dem masser af spillerum. Jeg hører gerne fra journalister, der fortæller, at de har ringet rundt til dusinvis af præster, der har nægtet at stille op i Deadline, etc. Selvfølgelig er der en enkelt her og dér, men de er ofte sådan lidt socialistiske i tilsnittet og er derfor alt for lette at dømme ude som “politisk korrekte”. Jeg kunne godt tænke mig en hel gruppe af folkekirkepræster, der med høj og klar stemmeføring sagde fra over for Tidehverv på samme måde som Uffe Ellemann og Oberst Hillingsøe siger fra over for Dansk Folkeparti og deres lakajer i Venstre og Konservative. Sådan så vi alle sammen kan høre det, også os der ikke går i kirke. Vi betaler jo for det, ikke! Endda selvom vi ophører med at betale kirkeskat.

I forbindelse med disse tanker og skriverier har jeg været i reolen og hentet Thorkild Grosbølls En Sten i Skoen frem og genlæst den. Den er ligeså god som første gang! Hvis han var præst hernede om hjørnet, så tror jeg virkelig, jeg ville gå i kirke mindst hveranden søndag! Men det er han jo ikke, han er slet ikke præst mere – da han blev 60 og kunne gå på efterløn, gjorde han det. Et stort tab for Folkekirken. Han siger godt nok, at Gud er Død, men han forklarer også hvad han mener. Det er den dømmende og almægtige Gud, ham I ved, oppe på skyen med rynke i panden og stort fuldskæg, der er død. Gud i hjertet og fortællingen om Jesus lever, ifølge Grosbøll.

Jeg har indtil videre besluttet, at jeg ikke melder mig ud, af hensyn til mine pårørende. Hvis de gerne vil have et gravsted at gå til efter min død, skal jeg så virkelig forhindre det? Hvis de ønsker at en præst skal læse Guds ord over over mit afsjælede legeme, så skal det være deres valg. Når først jeg er død, regner jeg bestemt med at være fuldstændig ligeglad. Dog, tanken om at et af de dér salvelsesfulde fjolser skal “få det sidste ord”, kan godt få mig til at svede lidt…

Jeg har lagt et par ark papir ind i min “personlige papirer” mappe, som fortæller lidt om, hvordan jeg selv bedst kunne tænke mig at blive sendt afsted, herunder også lidt om præster. Så er resten op til mine efterladte. Sådan må det være. Thorkild Grosbøll citerer Heraklit for følgende guldkorn: Døden er der ingen grund til at frygte, for når jeg er der, er den der ikke, og når den er der, er jeg der ikke.