Alt handler ikke om Wuhan

Denne artikel handler fx. om et gigantisk og ret vildt kunstprojekt i en by, jeg aldrig havde hørt om. Og specifikt om de kinesiske arkitekter, der har indrettet en restaurant inde i kunstprojektet.

Jeg bliver overvældet af min egen ignorance ift Kina!

Samfund/miljø/politik

Skal forskerne råbe op?

Eller skal de hellere sidde i deres elfenbenstårne og diskutere med hinanden og håbe på, at politikerne selv finder frem til deres forskning og forstår vigtigheden af resultaterne? Artiklen her i Videnskab.dk interviewer tre forskere om emnet. De er ikke enige, men det er en interessant diskussion.

Lige siden Anders Fogh smed eksperterne til side, har vi haft problemer med, at forskning, og da særligt humanistisk forskning, ikke tages alvorligt. Senest har Henrik Dahl og Morten Messerschmidt været ude med en “advarsel” om, at dansk forskning i indvandring og migration er venstreorienteret og derfor ikke kan bruges til noget (Det er Rasmus Brygger næppe helt enig i!), hvilket kommer efter, at minister Tesfaye har kastet en forskningsrapport og dens forfattere under bussen, fordi han ikke brød sig om dens konklusioner. Det er ikke en rar tendens. I Tyskland havde de engang indført sådan noget ved lov. Det hed Berufsverbot.

Der er politik i tøj

Vi skal købe (meget) mindre tøj, vi skal vaske det mindre, reparere det mere og bare generelt passe bedre på det. Jeg er selv ret uduelig, når det gælder syning, men alligevel følger jeg hashtagget #mendingmayhem på Instagram for at se de fine ting, folk applikerer eller broderer for at lappe huller i tøjet. Jeg reparerer selv uldtøj, der er kommet huller i, men fortrinsvis “usynlige” reparationer, da mine broderier ikke altid falder lige heldigt ud…

Artikel fra The Guardian om at passe på tøjet af en britisk/italiensk designer/forfatter. (Tænk, hun lægger uldtøj, der i særlig grad appellerer til møl, i skabet for at holde dem fra hendes andre uldting).

Viden

Kræftvacciner

Store samfundskriser, ikke mindst krige, har altid ført en masse nye opfindelser med sig. Man kan sige, at nye våben ikke står højt på samfundets ønskeliste, men disse opfindelser har altid ført andre opfindelser med sig, som var anvendelige i fredstid. Denne krise har, ud over alt muligt teknologisk ift hjemmearbejde og online varesalg, heldigvis ført til et spring i medicinsk forskning. Læs om kræft”vacciner” her i videnskab.dk.

Vidensformidling

I mandags så jeg et streamet foredrag fra Videnskabernes Selskab med Professor Jens Lundgren, rammende betitlet Coronapandemien: Fra kaos til løsning. Ikke uden grund er Lundgren en international stjerne inden for infektionsmedicin, og han sidder i diverse råd og styrelser. 

Ofte, når jeg har ladet mig lokke til et streamet foredrag, hopper jeg af igen, fordi jeg ikke kan fastholde opmærksomheden. Nogle gange er det, fordi de taler mig over hovedet, andre gange er de bare elendige formidlere. Men Lundgren formår at være begejstret og vildt optaget af sit stof, selvom han ærligt talt må være lidt slidt efter et helt år!

Du kan se det her.

I den forgangne uge har det glædet mig at se, at en del journalister faktisk har set foredraget og citerer fra det i artikler, der er kommet drypvis i ugen.

I morgen mandag 1. marts kl. 19:30 kommer et nyt foredrag, denne gang om den økonomiske side af sagen. Så vidt jeg husker, er nationaløkonom Torben M. Andersen en glimrende formidler, men nu ser vi i morgen aften. Her er i hvert fald link til hans foredrag. 

Om os

Kartofler er godt

Som Samvirke-kokken også siger i videoen her, så er kartofler sørgeligt umoderne, og hvorfor egentlig? De er aldrig blevet umoderne hos os, selvom jeg dog sjældent serverer kogte kartofler. I går lavede jeg fx Hasselback-kartofler til mig selv med en yoghurt-dressing til. Uhm. At jeg så kom til at blande lige lovlig meget Sambal Oelek i er en anden sag… 🌶🌶🌶

Forældreskab og opdragelse

 Hvis man flytter sin bagdel til en anden del af verden og anskuer forældreskab derfra, så ser vi simpelthen bare underlige ud, vi hvide europæere. God artikel fra BBC om forældreskab og børneopdragelse rundt om på kloden.

Medier

Kim Schumacher

En bekendelse: I starten kunne jeg ikke lide ham. Jeg var nok lidt til den selvhøjtidelige side, og Schumachers speedsnakken og forkærlighed for “letbenet” musik havde jeg svært ved at fordøje. Men for pokker, havde man først mødt det intelligente, vidende, imødekommende og venlige menneske, var det svært ikke at holde af ham. Og så var der hans kolossale sproglige formåen, der bare imponerede uanset hvad. 

Der er lige udkommet en biografi på over 500 sider. Den kommer jeg ikke til at læse, men jeg var glad for at læse Jan Eriksens anmeldelse af den i POV.

Kunst og kultur

Skagens museum

Ikke alle museer er lige gode til at udnytte Instagram, men Skagens museum er ved at komme efter det med en serie små videoer, hvor en inspektør eller kunstner fortæller i nogle minutter om et værk. De gør det stille og roligt, og konceptet er helt nede på jorden. Og på dansk med undertekster. Det vil jeg gerne anbefale de andre institutioner også at gøre. Inspektørerne føler sig usikre på engelsk, og det giver en usikker optræden.

Nu vi er ved Instagram

Magasinet Artland guider til de bedste museer på Instagram. At Skagen og Vejen kunstmuseer ikke er med, er jo bare, fordi Artland ikke har fundet frem til dem…

Interview med SMK’s direktør

 I Kunsten.nu er der et fyldigt interview med direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh. Det er centreret om de store identitetspolitiske spørgsmål, som museer i dag forventes at “svare” på med deres udstillinger. Han er en rolig mand, der argumenterer velovervejet og afbalanceret for sine synspunkter. Fx at museer som hans eget har en forpligtelse til at sætte ældre kunst i perspektiv i forhold til mindre flatterende perioder i historien. Jeg er ved at læse Thorkild Hansens Slavernes Ø (1970), og jeg må sige, at min (vores?) uvidenhed om Danmarks tid som slavenation er næsten grænseløs.  

Når visse politikere ikke bryder sig om, at vi skal diskutere det og påtage os en form for skyld eller ansvar, så forstår jeg det simpelthen ikke. De (samme politikere) har jo travlt nok med at bruge andre historiske perioder (1864, samarbejdspolitikken, etc.) til at argumentere for deres nutidige synspunkter.

The Silence of the Lambs

Her er et langt og vidunderligt interview med Anthony Hopkins og Jodie Foster i Vanity Fair i anledning af 30-året for filmen. Jeg har ikke set den siden dengang, og jeg husker KUN, hvor bange jeg var. Den film skræmte virkelig livet af mig. Jeg har derfor besluttet, at jeg vil finde den på en streamingtjeneste og se den igen.

Ugens bog

Det var nærmere månedens bog, for jeg var et stykke tid om at få læst den. I bogklubben skiftede vi bog i vadestedet, så læsningen af Carsten Jensens bog om sorg blev udskudt lidt. Som du kan læse her på Goodreads, så var jeg både meget begejstret og temmelig skuffet på en gang. Men stensikkert: Han har meget kloge og fine ord om sorgens væsen.

Share

Prosit!

Der findes virkelig videoer om ALT. Den her handler om nysets rolle i smittespredning. Og hvordan man bruger matematik til at beskrive hændelser i den fysiske verden.

Corona

Prisen på et menneskeliv

Det er blevet det, vi diskuterer nu. CEPOS-typer – og Trump – er nu ude med den ikke særligt veldokumenterede påstand, at kuren hurtigt bliver værre end sygdommen.

Her er en artikel fra NYT, der forklarer, hvorfor der faktisk ikke rigtigt er dokumentation for den påstand – at det faktisk kan forholde sig lige omvendt. Og en artikel fra samme avis, der har fat i flere forskellige økonomer, som har afprøvet forskellige metoder til at foretage denne afvejning. Det er spændende læsning.

Carsten Jensen har skrevet på Facebook om prisen på et menneskeliv.

Og endnu en vinkel på samme spørgsmål – her handler det om, hvordan hospitalerne bedst kan foretage den såkaldte “triage”, når der kommer så mange patienter, at der ikke længere er akutpladser og respiratorer nok. Ordet triage har samme oprindelse som try. Altså, at prøve.

Sammenhængen mellem religion og katastrofer

Lektor i religionsvidenskab Jørn Borup fortæller med stor sproglig klarhed og en masse forskellige eksempler om sammenhængen mellem religion og katastrofer. Det er meget interessant læsning.

Hvad vi kan lære af Dekameron

Boccaccios Dekameron er et ca. 700 år gammelt værk, der fremstår overraskende moderne. Det foregår under pesten i Italien og handler meget om, hvad man dog skal lave, mens pesten raser udenfor (hint: sex). Men den er mere end saftige sexscener. En meget vidende ung mand fortæller her i K-Forum, hvad man kan bruge Dekameron til i en tid med sygdomsangst og karantæne. Det er et værk, jeg godt kunne overveje at genlæse netop i denne tid.

Overvågning i Coronaens navn

Det har selveste Edward Snowden noget at sige om i dette interview med den danske teknologi-journalist Henrik Moltke.

Den video fandt jeg via nyhedsbrevet Technorama. Det fandt i øvrigt sted ifm Cph:dox, der i år finder sted online. Filmene fra en af verdens bedste dokumentarfilmfestivaler kan streames til 6€ per styk. Efter sigende fungerer det rigtigt godt – med skam at melde har jeg ikke fået set nogen endnu. Men da festivalen er udvidet med en uge ind i april, skulle det stadig kunne nås.

NatMus om karantæne

Seniormedarbejdere på Nationalmuseet har i det stille lagt en række videoer på Youtube og Facebook, hvor de forklarer den historiske baggrund for de fænomener, vi allesammen oplever helt tæt på nu. Her er det Ulla Kjær om karantæne:

Tjek museets Facebook og YouTube (ikke helt de samme videoer begge steder).

Viden

Vi vidste det jo godt

Britisk professor i sundhedsvidenskab forklarer, hvorfor vi GODT vidste, at der ville komme en pandemi, men ALLIGEVEL ikke rigtigt vidste det. Den første i en serie videoer fra Queen Mary University of London, hvor meget kloge folk forklarer os årsagssammenhænge.

Koreansk epidemi-professor svarer på ALT

Han er formentlig verdens førende ekspert i virus og smitte og har stået helt forrest i Koreas kamp mod Corona. Han er en meget nøgtern og meget bestemt herre. Og journalisten stiller gode spørgsmål og holder så i øvrigt sin kæft. Tak til Ronnie og signal.dk for at pege på den.

Tidshorisont?

The Atlantic har interviewet en epidemiolog og en professor i folkesundhed om, hvad tidshorisonten er. De opstiller fire forskellige scenarier. De gælder selvfølgelig for USA, så kan ikke helt overføres til danske forhold.

Mere Thomas Pueyo

For to uger siden bragte jeg hans første virale artikel fyldt med statistik og fremskrivninger. Her er den næste. Det er langt, og der er mange tal og grafer, men han kommer langt med at forklare forskellene mellem landene, og hvordan det er vigtigt, om lockdown sker onsdag eller fredag.

Corona og køn

The Lancet har kigget nærmere på Corona og køn. Hvem får det og hvorfor?

The art of the deal

Forskning understøtter de generøse. Når du skal indgå i en forhandling, så prøv allerførst, om ikke du kan gøre kagen større, så alle vinder.

Om os

Sorg

Måske er det, du føler for tiden og ikke rigtigt forstår, simpelthen sorg. Sorg over at den verden, du kendte, måske aldrig vender tilbage igen. “You can also think about how to let go of what you can’t control. What your neighbor is doing is out of your control. What is in your control is staying six feet away from them and washing your hands. Focus on that.” Det kan være beroligende at få at vide, at man ikke er alene med en følelse. Artikel fra Gabz.

Virtuel dating

GQ har gjort sig den ulejlighed at interviewe en håndfuld yngre mennesker, der allerede har prøvet det. Det lyder sikkert og trygt oooops, mit wifi forsvandt/min telefon gik ud/min søn kom hjem. Masser af sikre udveje.

Fordomsfrie børn

Børn fødes fordomsfrie. Desværre begynder vi og det omgivende samfund straks at påvirke dem. Hvordan opdrager man et barn til ikke at have fordomme om mennesker med andre farver?

Ananas i egen juice (sorry)

I skal lige se den fine anbefaling, Serendipiteten får i Kim Elmoses nye nyhedsbrev. Samtidig kan I betragte dette som en anbefaling af hans!

Kunst og kultur

Musikalsk kærlighed fra Berkeley

Dokuer om arkitektur

Dezeen (arkitekturtidskrift) har en liste af film om design og arkitektur til det tidspunkt, hvor din hjerne tørster efter andet end spændingsserier.

Apropos dokumentarfilm

(som tydeligvis er blevet et tema i dette nyhedsbrev), så blev SXSW i Austin jo også aflyst. De plejer at vise en række kortfilm produceret til lejligheden. Nu kan du se dem ganske gratis hjemme hos dig selv, præsenteret af Mailchimp. Det var nyhedsbrevet Morgenpost fra Kristoffer Dahy Ernst, der havde den interessante oplysning.

Krigsfilm

Det var ikke, fordi jeg er i specielt krigerisk humør, men tilfældet ville, at jeg har set to krigsfilm på to dage. En god og en dårlig, viste det sig. Jeg så den vanvittige Jojo Rabbit af den ret fantastiske (og hotte) New Zealandske instruktør/skuespiller Taika Waititi. Den kan ikke rigtigt beskrives, men det er en slags komedie, hvor hovedpersonen er en lille lidt kikset dreng, der har taget nazismen til sig og har selveste Hitler som sin temmelig fjollede usynlige ven. Det lyder vanvittigt, og det er det jo også. På en god måde.

Og så så jeg 1917 af Sam Mendes. Han har både lavet den ret fremragende Road to Perdition og den faktisk temmeligt gode James Bond film Skyfall. Men 1917 var en kæmpe skuffelse for mig – jeg kan faktisk ikke rigtigt finde på noget godt at sige om den, så vi lader det være ved det.

Half of a Yellow Sun

Minsandten om den bog, jeg blev færdig med i ugen, også handlede om krig – jeg sværger, det er helt tilfældigt! Den var af en forfatter, jeg er meget begejstret for, nemlig Chimamanda Ngozi Adichie, og krigen var Biafras befrielseskrig mod Nigeria i 1960’erne. En sørgelig ramme om en meget fin fortælling om en familie.

Share

Carsten Jensen: Den første sten

DenFørsteSten

Det her er uden tvivl det bedste, Carsten Jensen har skrevet. Altså, jeg har jo ikke læst ALT, hvad han har skrevet, men nok til, at jeg friskt tør påstå det. Jeg var ikke overdrevent vild med hans forrige skønlitterære værk, Vi, De Druknede, som jeg fandt en anelse langtrukken, men denne er, på trods af sin murstensstørrelse (624 s), ikke det mindste langtrukken. Jeg læste den som e-bog, så tænkte ikke så meget over størrelsen, før jeg stod med den i hånden hos boghandleren, fordi jeg købte den som gave til en ven efter at have læst den færdig.

Krigen i Afghanistan kan der faktisk ikke skrives nok om. Da slet ikke efter, at vores begavede regering har aflyst undersøgelseskommissionen, som ikke bare kritiske forfattere, men også soldater fra alle rangklasser ellers efterlyser. Og Jensen skriver her, som havde han djævlen i hælene – hvilket han på sin vis selv føler, at han har, fordi det er så sindssygt vigtigt at få fortalt, hvordan moderne krigsførelse egentlig foregår.

Det, der gør denne bog til et slag midt mellem øjnene på Jensens mange kritikere, er, at han er 100% solidarisk med de soldater, han beskriver. Også dem, der gør dumme ting. Som krigsmodstander hører man ofte, at man “forråder” de danske soldater, når man kritiserer krigsførelsen. Men nu er det jo sådan, at soldaterne derude i ørkenen, enten gør, hvad de har fået besked på, eller det, som de opfatter som underforstået. Begge dele fører helt til toppen, i dette tilfælde til det danske Folketing, der har sendt dem i krig i fjerne lande.

Tilbage til bogen: Den er velskrevet, veldokumenteret og med en spændingskurve, der tager pusten fra de fleste kriminalromaner. Altså, en roman om vores krigsførelse i Afghanistan, der er åndeløst spændende!

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke kan tåle Weekend-Avisens litteratur-anmelder Lars Bukdahl. Og nu mindre end nogensinde. Det er da okay, hvis man ikke kan lide Jensens bog, men Bukdahl kalder den fx for “kunstnerisk armodig”, forævlet og konservativ. Og, dette er et citat: “Jensen skriver som en brækket arm”. Enhver som nogensinde har læst et essay eller et andet avisindlæg af Jensen ved jo, at det ikke er sandt. Jeg har da læst romaner, der var mere elegante i deres sprogbrug, men kun sjældent på dansk. Og skal man skrive poetisk og elegant om død og ødelæggelse? Eller skal man skrive i et sprog, der passer til handlingen?

Noget tyder på, at Den Første Sten (en usædvanlig rammende titel på flere niveauer) kommer til at ligge under mange juletræer. Det er godt.

Share

Tage Skou-Hansen, 1925-2015

Jeg blev forunderligt berørt over Tage Skou-Hansens død. Og han var dog en meget gammel mand, angiveligt mæt af dage. Men hans død og de mange mindeord, jeg efterfølgende læste og hørte, mindede mig om, at Holger Mikkelsen, en gennemgående person i Skou-Hansens forfatterskab, formede min egen holdning til 2. verdenskrig, der ellers var farvet af mine bedsteforældres temmelig kulørte beretninger og historieundervisningen i skolen, der på det tidspunkt stadig var én lang fejring af danskerne som det store modstandsfolk.

denøgnetræerJeg må have været ganske ung, ja, teenager, da jeg læste De Nøgne Træer. Ikke desto mindre gjorde den et enormt og uudsletteligt indtryk på mig. I de mange følgende år var det ikke særlig hot at fortælle, at man læste Tage Skou-Hansen, så jeg holdt nok lidt lav profil, når jeg læste de følgende romaner om Holger Mikkelsen. Men jeg læste dem, og de satte sig.

Jeg var til et arrangement i Politikens hus, hvor Rune Lykkeberg interviewede Carsten Jensen om dennes nye roman (som jeg er 3/4 igennem, den er vanvittig spændende!), og fordi det var dagen efter Skou-Hansens død, indledte de med at tale lidt om, hvad han havde betydet for dem. Det var faktisk skønt at høre, hvor vigtig han havde været for disse intellektuelle kapaciteter, for det er slet ikke det indtryk, jeg normalt har fået, når der diskuteres litteratur. Senere i ugen hørte jeg Politikens Bogfolk-podcast om samme emne. Gæsterne her var litteraturprofessor Hans Hertel og Informations boganmelder Anita Brask Rasmussen til en dejlig lang samtale, igen med Rune Lykkeberg. Det gennemgående træk i samtalerne var, hvordan Skou-Hansen altid havde formået at placere sig uden for diverse synspunkters gængse holdepladser – noget jeg egentlig ikke var særligt bevidst om, men som nu selvfølgelig giver mig en vis aha-oplevelse.

Tage Skou-Hansen er en temmelig gammeldags forfatter. Hans romaner har intet af den modernitet, som karakteriserer mange af hans samtidige. Og jeg forstår nu meget bedre, hvorfor forfattere som ham og fx. Thorkild Hansen satte sig hos mig på en anden måde end fx. Rifbjerg. Den Episke Fortælling har altid været lige mig!

Når du nu er hjemme hos mor og far i julen, så snup en Holger-bog i deres selvfølgelig velassorterede bogreol og lad dig suge ind i en verden, hvor sort og hvidt ustandseligt blandes til gråtoner uden et øjeblik at miste gnisten og spændstigheden.

PS: Til Gyldendal og andre, der måtte ligge inde med fotos af Tage Skou-Hansen: Der findes ikke et eneste i public domain!
Share