En kunsttur til Wien

Det her er ikke den sædvanlige udgave af Serendipitet – den kommer snart, jeg lover!

Men derimod en “særudgave”, der kun handler om den kunst og arkitektur, jeg så på min lille rejse til Wien i starten af måneden. Til de interesserede kan jeg fortælle, at jeg tog toget og forærede mig selv en enpersons sovevogn både ud og hjem. Det er dyrt, men det var det værd at komme udhvilet frem og tilbage. Og en overnatning i en by både på ud- og hjemvejen ville formentlig have været endnu dyrere. Plus at jeg ikke have flere dage.

Der er overvældende mange museer i Wien, og jeg kunne ikke nå dem alle, så jeg fokuserede mestendels på perioden fra århundredskiftet til WWII.

Secessionen

Jeg vil ikke trætte dig med historien om den, det kan du læse om på Wikipedia, hvis du har lyst. En gruppe kunstneres brud med de standende normer ses i næsten alle lande i Europa på denne tid, men det er de færreste steder, den har fået så pompøst et udtryk. Men tænk alligevel på Den Frie over for Østerport Station. Bygningen er måske ikke så stor, men udsmykningen er ret storladen!

I vores ekstremt billedbårne tid kan vi nemt forledes til at tro, at vi har set det meste fra de kunstnere, vi interesserer os for. Men det har vi faktisk sjældent, hvis vi ikke har gjort det til et decideret projekt. Og endda er der værker, der bare SKAL ses i virkeligheden. Et af dem er Klimts Beethoven-frise i Secessionen. Man skal stå midt i rummet med nakken tilbage og dreje rundt om sig selv for at få det fulde udbytte. Jeg synes faktisk, det er ret skønt, at der stadig er værker, der skal opleves in natura. Selvfølgelig har jeg taget et enkelt billede, men det er fuldstændig ufyldestgørende.

Leopold Museum

Dette var mit favoritmuseum. Det indeholdt simpelthen så meget, der passede som fod i hose til mine interesser! Jeg var endda så heldig, at der var en omfattende særudstilling om Gustave Courbet, en maler jeg faktisk ikke kendte særlig godt. Det nye sorthvide billede herunder bød velkommen til udstillingen. Man skal forestille sig, at det er i kæmpeformat og hænger alene på en væg.

Og så er der faktisk ikke point for at gætte, hvilket af Courbets malerier der skabte kæmpe furore. Så meget, at det først blev udstillet offentligt i 1988!

Wien Museum og MAK (designmuseum)

Der var gratis entré til Wien Museum, så jeg troede, det ville være lidt kedelig Wiener-historie. Dér tog jeg fejl. Jeg har været fascineret af Egon Schiele siden jeg engang ved en tilfældighed så en udstilling af hans tegninger i Basel. I Wien fik jeg min lyst styret – alle de museer, jeg besøgte, havde mindst ét maleri af Schiele, men typisk mange. Jeg blev meget betaget af det store maleri herunder af Broncia Koller-Pinell, der helt klart var inspireret af Klimt, men alligevel helt sin egen.

Og så er der jo Josef Hoffmann, arkitekt, designer m.m. Han er meget dominerende i Wien, og det er ikke uden grund. Jeg er all round vild med hans design, simpelthen. Tjek denne Wikipedia-artikel og se, hvor produktiv han var, og hvor mange skønne ting han nåede at designe.

Øvre Belvédère

Øvre og nedre Belvédère blev bygget som sommerslot for en af de mange af Wiens højadelige fra tiden inden WWI, nemlig prins Eugen. Jeg besøgte ikke den nedre del, der er viet til ældre kunst.

I det majestætiske modtagelseslokale mødes man af dette syn. Duften må du tænke dig til.

Maleriet af Segantini er endnu et eksempel på et værk, der næsten må og skal ses i virkeligheden. Det er temmelig stort, og mange detaljer åbenbarer sig, når man tilbringer lidt tid foran det. Jeg havde aldrig hørt om Segantini.

Kunsthaus Wien – Hundertwassers eget museum

Det var et vildt sted. Jeg tror ikke, der findes en ret vinkel noget sted i dette skøre museum. Jeg er egentlig ikke særlig betaget af Hundertwassers malerier, som jeg husker som meget populære i plakatform, da jeg var yngre. Men hans tanker om byplanlægning er meget spændende, og selvom jeg nok tror, jeg ville blive temmelig træt af at bo i et hus, hvor gulvene bugter, så var der mange andre detaljer ved museet, der var mere tilgængelige.

Wien var en dejlig by at være turist i. Den offentlige transport er exceptionelt nem at benytte. Og så er sporvogne jo en gave til enhver turist. Man kan hoppe af og på i én uendelighed, og det er både sjovere og billigere end de dér Hop-on-hop-off busser. Jeg kan blive væk i en skotøjsæske, og det blev jeg også adskillige gange. Men det gjorde ikke så meget, for jeg skulle ikke nå noget. En herlig bonus, jeg ikke havde regnet med, var, at min alder for én gangs skyld var en fordel. Der var rabat til seniorer på alle museer!

Den berømte Café Museum levede helt op til sit gode rygte. Glimrende kaffe, udsøgt decor og kompetente gammeldags tjenere.