Spring til indhold

Læser du (bøger)?

Det svarer flere og flere nej til. Ikke bare unge, men på tværs af aldersgrænser og køn. Selvfølgelig læser vi alle sammen, vi læser tekstbeskeder, korte tekster på sociale medier, overskrifter på mediernes hjemmesider. Der er desværre en grund til, at mediernes online-artikler bliver kortere og kortere – det er simpelthen, at de kan se, at vi ikke læser de lange.

Det er begrædeligt – selv på Harvard beklager de studerende sig, hvis de skal læse “en hel bog” og forstår ikke, hvorfor ChatGPT’s resumé ikke er godt nok.

Læs dette longread (gavelink) fra The Atlantic om, hvad det betyder for os som samfund.

Og for at føje spot til skade er der opstået en ny trend hos (amerikanske? linket er til Wired) bedsteforældre. De får chatten til at skrive godnathistorier til børnebørnene, hvori de selv og deres familie optræder i kendte omgivelser. Jeg dør lidt indeni, når jeg læser sådan noget. Så får ungen endelig en godnathistorie, og så er det AI-slop!!?? OG chatten er fodret med privat info om flere generationer i en familie. Ak.

Topbilledet er fra en boghandel i Dhaka. Dér læser de bøger.

Bøger

*** Didier Eribon: Tilbage til Reims

Sociologen, der inspirerede Édouard Louis.

*** Peter Frederik Jensen: Pigen og verden

2. del af historien om pigen, der sidst i 1800-tallet blev reddet fra stormfloden. Knap så begejstret, som jeg var for bind 1.

*** Han Kang: The White Book

Ikke så begejstret, ku’ bedre lide Vegetaren.

** Dennis Nørmark: Harare

En gedigen skuffelse.

**** Timothy Snyder: The Red Prince

Vi følger en af de sidste Habsburgske ærkehertuger fra fødsel til død. Samtidig får vi europæisk historie fra en østlig vinkel, hvilket vi ikke er så forvænte med. Fx vidste jeg ikke, at Ukraine i tiden før og under WWII var i samme klemme som Finland. Rusland (Sovjet) eller Nazityskland?

**** Karin Fossum: Natteløberen

Endelig en god krimi. Lyttede også den næste i serien, Dræbende drage, angrende hund, der var lige så god.

**** Benjamin Black: The Blackeyed Blonde

En ret elegant Philip Marlowe-pastiche.

**** Thomas Bernhard: Gamle mestre

En af de mærkeligste romaner, jeg har læst. Og måske er hovedpersonen europæisk litteraturs største misantrop?

**** Håkan Nesser: Menneske uden hund

Også en ganske fremragende krimi. Både provins-vicekriminalinspektøren og plottet er simpelthen så godt udtænkt. Langsomt og roligt folder historien sig ud. Splatter holdes på et minimum. Jeg har også lyttet næste bind i serien, En helt anden historie, der var mindst lige så god. Og tænk, der er 10 bind i serien! Og flere serier!

*** Siri Hustvedt: Ghost Stories: A Memoir

Jeg var en smule skuffet, men også grebet af dyb misundelse over deres 43 år lange lykkelige parforhold.

Film og tv-serier

Disclosure Day

At se den var som at blive teleporteret tilbage til 1980’erne. På den gode måde. Fyldt med action, men også fyldt med kærlighed til og tro på menneskeheden. Og det kan vi jo godt bruge for tiden.


Calle Malaga

Denne spanske film foregår i Tanger i Marokko – ikke et sted, vi ser så meget til på det store lærred. Meget arabisk, men også meget spansk. Filmen tangerer feel-good, men så alligevel ikke. Vi følger den ældre dame Maria Angeles, der på trods af savnet af datteren, der bor i Madrid og kun sjældent hører af sig, lever et godt og tilfredsstillende liv i Tanger, hvor hun er kendt af og kender alle naboer og alle de handlende. Men så…

Hun spilles af Carmen Maura, som vi kender fra flere af Almodóvars film, og hun er altså ret vidunderlig!


DTF St. Louis (Max)

Læste/hørte anbefaling, så 20 min., slukkede. Læste/hørte anbefaling igen, så et afsnit, droppede den igen. Læste så en udførlig anmeldelse, hvorefter jeg gav den endnu en chance. Og tak for det. Mage til original serie skal man lede længe efter. Den er sjov, rørende, mærkelig, pinagtig, overraskende. Og sindssygt velspillet. Når jeg droppede den i de to første forsøg, var det fordi, den forekom lidt fjollet. Og det er den også – den er bare meeeget mere end det.


Hundene på DR

Brutal svensk serie om et advokatfirma, der har svært ved at finde deres etiske kompas. For selvfølgelig fortjener alle en forsvarer, men “behøver det være mig”? Nogle mennesker er bare så afskyelige, at det er svært at stille sig på deres side. Og andre vil man stå på hovedet for, fordi de fortjener en chance.


The Salt Path har snart premiere

Mellem filmatiseringen med Gillian Anderson og Jason Isaacs og premieren har en journalist fra The Observer (og en masse internetdetektiver) afsløret, at hele den storsælgende selvbiografi, som filmen er baseret på, i vid udstrækning er fiktion. Den ret spændende og velproducerede podcast, der fortæller om afsløringerne, kan findes de sædvanlige steder, inklusive Spotify. Den hedder The Walkers. En ret god dobbelttydig titel.

Og en ganske fortræffelig podcast

Jeg har hørt den på norsk radio, nu er den kommet i en dansk version på DR.dk/lyd. En helt og aldeles utrolig og ganske sandfærdig historie om et barn, der hedder Adam. Eller gør han?

Kunst, design, arkitektur, historie

Den smukkeste kærlighedshistorie

Frida Kahlo og Nickolas Muray oplevede en stor kærlighed, indtil han forlod hende. Læs uddrag af Fridas kærlighedsbreve både før og efter bruddet. Det er hjerteknusende smukt.

Politik og samfund Verden

F*** you, Amazon

Læs denne ret vidunderlige “tegneserie” om at lade sig indsnøre af al den bekvemmelighed, Amazon (eller Wolt eller Shein eller…) tilbyder os – og om at frigøre sig igen. Og opdage hvor rart det er at sludre med de handlende og møde folk på gaden. Og ikke mindst sende sine penge et andet sted hen end til billiardærer, der ikke vil os det bedste, eller til anonyme kapitalfonde.

Politik og samfund Danmark

Gud i Folketinget

Zetlands ret fortræffelige politiske journalist Mahamad Bakher-Sabah har interviewet Kristian Leth om, hvad der er op og ned i spørgsmålet om kristendommen som fundamentet for demokrati. Det har han meget at sige om, og det er jo sjældent uinteressant, når Leth åbner munden.

Viden

Hold op med at mærke efter

Måske har vi vænnet os til at mærke efter lidt for meget og for hyppigt. En psykolog fortæller til Zetland, hvorfor hun synes, vi skal begrænse os til et kort tidsrum hver dag, hvor vi fokuserer på de ting, vi er bekymrede over, og så ellers bare leve livet videre resten af tiden. Man vil opdage, at ligesom med den pludselig smerte i knæet eller i nakken, så går det ofte væk af sig selv. Eller går væk, fordi man holder op med at være bekymret og i stedet for handler.

“Not all xxx”, selvfølgelig. Men det er forhåbentlig underforstået.

Drop sundhedstjekket

– også selvom din arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring betaler for det. En antropolog forklarer hos Videnskab.dk hvorfor.

Testosteron

En forsker sætter T-skabet, hvor det skal stå. Vil du virkelig øge dit testosteronniveau, så tab dig og kom i bedre form er det overraskende enkle budskab. Artikel hos Zetland.

Teknologi

Smartwatches

Sådan et har jeg ikke, men jeg følger min søvn via en app på telefonen, der ligger på natbordet, når jeg sover. Jeg kan nikke genkendende til, at den har helt styr på, om jeg sover eller er vågen, men at jeg ofte ikke kan genkende dens vurdering af min søvnkvalitet. Ifølge artiklen, der står i Videnskab og er oversat fra The Conversation, er der en del andre ting, smartwatches heller ikke altid får målt helt præcist. Så vi skal nok ikke lægge alle vores æg i den kurv.

Om os

“Vi svigter drenges følelsesliv

og undrer os bagefter over de mænd, vi har skabt.”

Det skriver min gode, kloge ven Thomas i en kronik i Information (gavelink). Hans udgangspunkt er en samtale, han overværede mellem Gisèle Pélicot og Karin Mørch om skammen, der skal bytte plads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Share