Skal/må man “lure” på sit barns Facebook?

Et indlæg i Politiken her i weekenden af Trine Villemann skabte livlig debat – både i kommentarsporet og på Twitter. Kort fortalt gik Villemann, mor til en 13-årig dreng, ind og kiggede lidt nærmere på hans Facebook og fandt til sin overraskelse og ubehag, at drengen både mobbede og blev mobbet og at sprogbrugen var fyldt med f***-ordet og det, der er værre. Hun var chokeret og tog straks affære, bl.a. med at ringe til forældrene til de børn, der var værst. Først derefter talte hun med sin søn, som blev rasende på hende.

Grundlæggende synes jeg, hun har gjort det rigtige. Men – og der er da et par men’er. Dels forstår jeg ikke, at hun ikke fra starten har engageret sig med sønnen på Facebook. Og jeg forstår heller ikke, at hun kontaktede de andre forældre, inden hun talte med sønnen.

Det virkelig uforståelige er imidlertid nogle af kommentarerne. Forbløffende mange beskriver det, hun har gjort, som et “overgreb” og invasion af drengens privatliv og forsøger at hænge hende ud som en dårlig mor. Der er sågar én, der siger, at forældre, der tager ansvar på den måde, er “curling-forældre”. Vedkommende har vist misforstået noget. Curling-forældre er netop dem, der forsøger at fjerne alle forhindringer på barnets vej, så de kan blive ved med at være “venner”, og der aldrig opstår kilder til oprør og ballade.

Mine overvejelser er følgende:

Brug af ordet F***: Der er forskel på, om børn skriver “det var f****** nederen” eller “DU er f****** nederen“. Og om de skriver “f*** det” (pyt med det) eller “F*** dig“. Det sidste er ALDRIG i orden, uanset hvor mange gange ordet ellers er brugt i en samtale eller er “blevet en del af daglig tale”. Hvordan kan nogen mene det? Diskussionen om, hvorvidt vi i det hele taget skal acceptere brugen af ordet f*** kan vi ta’ en anden dag.

Drengen blev rasende. Ja, selvfølgelig. Han blev jo taget med bukserne nede, så at sige. Og hans reaktion, “jamen, sådan taler vi altid” er en klassiker helt tilbage fra lang tid før internettet. Selv var jeg ikke ret gammel, før jeg fandt ud af, at det var virkelig dumt at fortælle min mor, når jeg var blevet mobbet (og var ked af det). For så ringede hun til forældrene, og mobningen blev meget værre bagefter. Jeg tog imod kæmpe skideballer fra hende, når mit tøj var ødelagt eller vådt eller jeg kom for sent hjem, etc. etc., fordi jeg simpelthen løj for hende om årsagen for at slippe for mere mobning. Og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene med den erfaring. Masser af børn og unge fortæller ikke deres forældre om mobning – af mange forskellige grunde. Et gruopvækkende eksempel på det er at finde i JK Rowlings roman The Casual Vacancy – hvor mobningen i øvrigt finder sted både online og off line.

Kontakt til andre forældre: Jeg har også prøvet at kontakte forældre – det var i anledning af, at nogle af min søns venner sendte SMS-beskeder rundt om at blokere bestemte telefonnumre (læs her). Forældrene blev IKKE glade for, at jeg ringede. Men man bør nu gøre det alligevel, synes jeg, og jeg gør det igen, hvis det bliver nødvendigt.

Børns privatliv: Jo, børn har ret til et privatliv, og jeg synes IKKE vi som forældre skal snuse i deres dagbøger fx eller i deres skuffer eller tasker. Men hvis vi fornemmer, at der er noget galt, så er det da vores forbandede PLIGT at kigge dem over skulderen! Tænk, hvis junior sidder og downloader megabit efter megabit af ulovlig musik, spil og film, og Rettigheds-Alliancen kommer efter dig. Hvor smart var det så, at dit barn “også har ret til et privatliv”? Eller værre, at alvorlig mobning finder sted og vi sidder det fuldstændig overhørigt, fordi vi ikke vil blande os!

Samtale er stadig vejen frem og formentlig løsningen på 95% af alle de problemer, der kan opstå i forholdet mellem os og børnene. Men samtalen skal være kontinuerlig og hverdagsagtig. SamtalEN, som den vi i gamle dage havde med vores forældre om blomsterne og bierne, duer bare ikke!

At den samtale så ind imellem bliver noget højrøstet, må vi nok bare tage med. Og visse ting skal bare være forbudt! Jeg har ingen som helst kvababbelser over at forbyde min søn at skrive grimme ting til andre på nettet og true ham med alvorlige konsekvenser, hvis jeg opdager, at han alligevel gør det.

Jeg kan godt se, at det er svært, når nettet er propfyldt med både børn og voksne, der slet, slet ikke kan finde ud af at debattere og kommunikere i en ordentlig tone*. Men at det er svært, er da ikke noget argument for at give op!

* og med “ordentlig tone” mener jeg ikke, at sproget nødvendigvis skal være pænt og dannet, men at vi har respekt for divergerende synspunkter og går efter bolden. Vi må godt være hårde, men nedsættende bemærkninger om andres udseende, uddannelse, køn eller race er bare IKKE I ORDEN.

 

Share