En styrtsø af kultur

Master Blaster

En ret fantastisk historie om en rock’n’roll fotograf, der var mere optaget af at tage billederne end af at fremkalde og sælge dem. Billedet i toppen ⬆️ er af nogle af de mange ufremkaldte film. Et større projekt er sat i gang med midler fra GoFundMe, så billederne kan blive fremkaldt, mens fotografen, Charles Daniels, stadig lever. Selvom du ikke orker læse hele fortællingen, så klik ind og se nogle af de ret fantastiske billeder, der allerede er fremkaldt. Fx. Rod Stewart bagfra i nogle ret stramme guld/sølv bukser. OMG! Der er også et herligt billede af fotografen selv (det er så taget af en anden) fra 1975. Det dér med Gender Bender er virkelig ikke noget nyt!

Anderledes brug af teateret

Jeg har været til en debataften på Nørrebro teater om karrikaturkrisen med de to historikere Kirstine Sinclair og Christoffer Emil Bruun. De havde en interessant samtale med udgangspunkt i Sinclairs bog af samme navn, og af spørgsmålene fra publikum kom de bedste fra en skoleklasse.

Det er skønt, at der er sådan en opfindsomhed, så teatret kan bruges til andet end at opføre skuespil. Se her, hvad Nørrebro teater har at byde på.

Ugens bøger

Der er hele tre – den ene var dog en lille tænkepause, så den var jo hurtigt læst trods sin relative tyngde. Det var Dan Ringgaards om Litteratur, som jeg havde fået som gave. Først blev jeg irriteret, men så fik den mig alligevel.

Så lyttede jeg til Leila Slimanis De andres land. Jeg ved simpelthen ikke, om min misfornøjethed er med bogen som sådan, eller om jeg var så forstyrret af den staccato og fejlbehæftede indlæsning og oversættelsen, at jeg ikke kunne bedømme bogen? Læs om min oplevelse på Goodreads.

Endelig blev jeg færdig med Morten Papes Guds bedste børn. En bevægende, men deprimerende læseoplevelse (paperback denne gang). Mere på Goodreads.

Der var engang en musikklub

inde i Huset i Magstræde, som hed Barbue. Der arbejdede jeg i nogle år i 80’erne, og vi præsenterede vel det, man med en meget bred samlebetegnelse kan kalde undergrundsmusik. Engang imellem genoplives stedet, når bands eller musikere fra dengang optræder og trækker alle os snart-pensionister af huse. Således også lørdag aften, hvor den temmelig avantgardistiske duo Valeur/Siberg optrådte med Michael Valeurs rasende digtoplæsning med Jesper Sibergs originale underlægningsmusik. Skønt var det at opleve, at de begge mestrede at optræde overbevisende og (næsten) uden krukkeri, men velforberedte og med klædelig selvironi. Inden deres optræden så vi Torben Skjødt Jensens film fra 2018 om digteren Michael Strunge, der var et strålende lys i 80’erne, men som tog sit liv som kun 27-årig.

Belfast

Jeg har aldrig været en stor fan af Kenneth Branagh, slet ikke som skuespiller. Men af forskellige årsager har jeg interesseret mig mere for The Troubles end danskere vel har som flest, og denne film har tillige fået storartede anmeldelser (og Branagh spiller ikke selv med…).

Jeg var nok ikke helt så solgt som nogle af anmelderne, men det betyder ikke, at det er en dårlig film. Man skal bare være klar over, at det er Branaghs barndomserindringer set igennem nogle meget sepia-farvede briller. I virkeligheden kan man måske mere tale om en serie af fine, afrundede anekdoter end én lang erindring, for replikkerne er simpelthen for perfekte! Dem, du hører i forfilmen, er blot eksempler; der er virkelig mange af dem i filmen.

Jeg vil i øvrigt opfordre til lige at genopfriske The Troubles, hvis det ikke er noget, du er så bekendt med, inden du ser filmen, for den forklarer næsten ikke noget. I øvrigt, nu vi er ved det: En fantastisk og helt anderledes bog om The Troubles er The Milkman af Anna Burns.

Louisiana

Jeg har været på en kort tur på Louisiana, fordi jeg ikke kan klare den store kunstmuseums-tour-de-force endnu pga min ankel. Så vi nøjedes med den “skøre” arkitekt Peter Brook og museets ophængning af deres seneste erhvervelser. Peter Brooks tegninger bliver man i godt humør af – han bringer legelysten ind i faget. 

Sonia Delaunay bliver næste gang. En af nyanskaffelserne er af den danske kunstner Troels Wörsel.

Troels Wörsel: Uden titel. 2015.

Warhol

Da vi var på Louisiana var der også en nyophængning af deres Warhol-billeder. Vi talte kort om, hvordan han kan blive ved med at være interessant. Det er der så en forklaring på her i dette gavelink fra New York Times.

Den første pris til en arkitekt fra Afrika

Den prestigiøse arkitekt-pris Pritzker, der har været uddelt siden 1979, er for første gang uddelt til en arkitekt, Diébédo Francis Kéré,  fra Afrika (Burkina Faso).

Et kig på nogle af hans projekter mindede mig om en bog, jeg oversatte for nogle år siden. Ulrik Plesner: In Situ. Ulrik Plesner var en dansk arkitekt, men han forlod Danmark meget tidligt og tilbragte det meste af sin karriere i Sri Lanka, hvor han i mange år arbejdede sammen med Geoffrey Bawa, en af de mest indflydelsesrige asiatiske arkitekter fra den tid. Plesners livsprojekt var at skabe arkitektur til det land, det klima og de mennesker, der skulle bo i den eller bruge den og ikke trække sine egne vestlige ideer ned over hovedet på andre. En antikolonialistisk attitude længe før det kom på mode!

Samfund/miljø/politik

Det flydende køn

Hvordan skal vi boomere (og andre ignoranter) forholde os til det? Min egen grundholdning er den, at folk må ha’ lige den kønsidentitet, de vil – det blander jeg mig ikke i. En persons køn(sidentitet) er jo ligegyldig for mig, hvis jeg ikke skal have intim omgang med dem. 

Når det er sagt, er jeg tiltrukket af det androgyne look pga den mystik, det har. Vi er så vant til at definere andre mennesker ud fra parametre, der jo egentlig er ligegyldige, men som sidder dybt i os. Når vi så ikke kan, sker der noget med os. Det “noget” er hos mig positivt – jeg kan godt lide at blive udfordret: Som forleden i bussen, hvor der overfor mig sad et ungt menneske af ikke-europæisk oprindelse med en stor kagemand på skødet og et uudgrundeligt smil på læberne. Jeg kunne næsten ikke holde øjnene fra dette smukke menneske, der ikke lod sig definere på nogen som helst måde. 

Jeg har altid haft det fint med at være kvinde og befundet mig udmærket i en kvindekrop. Men jeg har haft meget svært ved at opføre mig, som man “skulle”, når man var hunkøn. Det er en af de (få) gode ting ved at blive ældre: den slags bliver mindre vigtigt – både for én selv og for omgivelserne.

Nå, en masse snak om det. Her er en fin artikel fra Zetland, hvor fem unge med såkaldt flydende kønsidentitet fortæller om deres liv og tanker.

Mere chokolade

I sidste uge missede jeg forfilmen til Miki Mistratis tredje film om børnearbejde i chokoladeindustrien. Filmen har været vist under CPH:DOX.

Viden

Smerterne sidder i hjernen

Torben Sangild fra Zetland har skrevet en udmærket artikel om, at vi ikke skal lade kroniske smerter styre vores liv. Det er jo sandt, at man ikke bliver mindre syg (snarere mere) af at synke hen i lænestolen i selvmedlidenhed. Men det er også sandt, at mange kroniske smerter ikke går væk, uanset hvor meget gymnastik man laver, og uanset hvor meget man forsøger at ignorere dem.

Medier

Rosendahl-gate

Det første jeg læste om Erik Jensens fødselsdagsomtale af Pernille Rosendahl var søsteren Christina Rosendahls rasende Facebook-opslag. Siden har jeg set (alt for) mange so-me-poster om sagen og ikke mindst kommentarer. Da jeg ikke havde læst selve fødselsdagsomtalen, vedblev jeg med at være delvist i mørket. I dag har jeg så endelig læst den (der er link til et billede af den i artiklen, så prøv ikke at læse den på telefonen) i dette indlæg i K-forum (af en mand). Jeg synes faktisk mest, Erik Jensen lyder som en forsmået elsker… 

Om os

Fornøjelser/glæder

Et lille essay fra The Atlantic om forskellen på fornøjelser og glæder (min ikke helt tilfredsstillende oversættelse af pleasure/enjoyment). Meget interessant skelnen, som jeg selv laver, uden at jeg egentlig har sat ord på det.

Pjat

Jeg ved godt, at krigen i Ukraine ikke er spor sjov. Men folks dumhed er altid sjovt, særligt når den perspektiveres af andres vid… 

Share

Et lindetræ

Der foregår ting rundt omkring i lokalmiljøerne, som gør én glad, når man fra tid til anden hører om det. I Lyngby, hvor jeg er født og opvokset, bor to mennesker, jeg kender, og de kender også hinanden. Jytte Kløve er guldsmed og har boet og arbejdet i Lyngby i mere end en gennemsnits-menneskealder. Hun er også dybt engageret i byens kulturliv og har i flere år været forperson for bestyrelsen i kulturstedet Lindegården. Stedet er blevet renoveret for mange millioner med gavmild hjælp fra forskellige fonde og er simpelthen så smukt. Renoveringen skulle fejres, og det blev besluttet, at det skulle ske med et stykke nykomponeret musik – intet mindre. Det leder til min anden Lyngby-ven, musiker og komponist Jesper Siberg. Han fik til opgave at komponere musikken, som blev uropført i søndags. Teksten var skrevet af endnu en person, jeg kender, som dog ikke bor i Lyngby, nemlig forfatteren Michael Valeur. Her er et lillebitte klip fra min telefon, der dog kan give et indtryk af værket og stemningen. Det var virkelig en fin måde at tilbringe sådan en smuk sensommersøndag!

Efter koncerten kom vi til at tale om, hvor gammelt mon lindetræet på gårdspladsen var. Gården er fra 1650, så var træet ældre eller yngre? Vi blev enige om, at det nok er ældre! Nogle gange kan man virkelig finde guld på Wikipedia, og den her engelske artikel om lindefamilien (tilia) er sådan noget guld. Lindetræer kan blive umådeligt gamle!

The White Lotus

Det er en kort, satirisk dramaserie på HBO. Den er tåkrummende pinagtig, men også ret sjov. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at hotelchefen minder utroligt meget om Basil fra Fawlty Towers.

I Kommunikationsforum er professor Gunhild Agger ikke heeeelt så begejstret for serien som de fleste andre. Jeg er ikke nødvendigvis enig med hende, men havde stor glæde af at læse hendes indsigtsfulde analyse. 

Apropos meget rige mennesker: En babysitter fortæller.

Den syge pige

På Instagram har jeg set glimt af Skagen Museums udstilling, Den Syge Pige, og været ærgerlig over, at jeg ikke kunne komme til at se den. Men nu viser det sig faktisk, at udstillingen, Englens Kys, kommer til København, nærmere bestemt Hirschsprungs Samling. Det er et ret mærkeligt tema, der i en periode var meget brugt i dansk/nordisk kunst. Udstillingen vil nok komme med bud på, hvordan det kan være. Den kan ses fra den 24. september. Billedet herover er af Michael Ancher.

Ugens bog

Den er islandsk og læst i bogklubben. Forfatteren hedder Auður Ava Ólafsdóttir, og romanen hedder Ar. Jeg var ikke så vild med den, det har jeg skrevet om på Goodreads. Mine bogklubfæller var noget mere begejstrede, så måske lod jeg min irritation over den lidt sjuskede oversættelse og redigering løbe af med mig?
Jeg er sgu blevet vild med det der bogklub-koncept, for jeg får meget ud af at høre, hvordan de andre har læst en bog. Der lukkes altid nye døre op for mig! Så hvis du læser og ikke er i en bogklub, så kan jeg virkelig anbefale det!

Samfund/miljø/politik

Hvorfor tabte sygeplejerskerne strejken?

Det er der her hos Kommunikationsforum nogle bud på. De tre erfarne kommunikationsrådgivere er stort set enige. En helt central fejl var, at sygeplejerskerne ikke gjorde fælles sag med de andre lavtløns(kvinde)fag. Men der var også fejl i kommunikationen og samtalen, ikke mindst.

Her er en artikel fra Zetland om en anden kvindelig lavtlønsgruppe, nemlig jordmødrene. De har valgt en helt anden strategi. Spændende, om de får held med den!

De fem grundregler om dumhed

Hold dig dem for øje, så din tilværelse eller dit job ikke bliver alt for påvirket af dumme mennesker, for det kan være meget omkostningstungt. De fem regler er skrevet med et glimt i øjet, men det gør dem ikke mindre sande…

De dovne ledige

Læs Mandag Morgens chefredaktør om hendes nærkontakt med de rengøringsjobs i serviceindustrien, som arbejdsgiverne nu råber op om, at de ikke kan få besat. Som hun skriver: Måske er der en god grund?

En whistleblower, vi ikke har hørt om

Et longread fra NYT (du får artiklen her som gave) om en FBI-agent, der fik nok af næsten dagligt at blive presset til at overtræde menneskerettighederne. Derfor røg han selvfølgelig i fængsel.

Jeg har tidligere læst en bog og set en dokumentar om “forløberne” til nutidens whistleblowers. Det var de otte fredsaktivister, der afslørede J. Edgar Hoovers bundulovlige overvågningsprojekt COINTELPRO. Læs min opsummering af bogen.

Mere Messerschmidt

I sidste uge bragte jeg link til et forsvar for dommeren i byretssagen mod Messerschmidt. Dommeren er som bekendt anklaget for at være inhabil, fordi han tidligere har liket nogle opslag fra hans bror, der laver sjov med DF. Klaus Wivel mener til gengæld, at dommeren er inhabil. Han nævner ikke Søren Pinds eksempler på tidligere politikere, der bliver dommere, og altså heller ikke, hvor gamle de fleste af dommerens likes var eller at de hovedsageligt var på hans brors opslag. Jeg er ikke overbevist, men måske bliver du det af at læse Wivels modsvar i POV?

Teknologi

Hov, det var nemt!

En undersøgelse har vist, at det er ganske simpelt at gøre IT-opgaver mere attraktive for kvinder: De skal handle om mennesker. Imidlertid er det virkeligt fede ved studiet, at mænd er ligeglade, om det er mennesker eller ting, de skal udvikle til. Derfor kan uddannelsesstederne simpelthen bare ændre opgaverne, så de i højere grad fokuserer på mennesker end ting, og kvinderne vil have større lyst til at løse dem, mens mændene bare vil have lige så lidt/meget lyst, som de plejer.

Om os

Vegetarret til mange fra Jamie Oliver

Den tager lang tid både at forberede og tilberede, men efter at have læst opskriften, tror jeg, den smager godt. Sådan til en efterårssøndag, hvor man har afslappet samvær med familien.

Share

Historien om Loveshop – Himmelflugt og Højdeskræk

Loveshop_bog

Det her er en særdeles partisk anmeldelse, da jeg jo mildest talt ikke kan siges at være neutral iagttager af fortællingen om Loveshop. Men i al mangel på ydmyghed forestiller jeg mig, at nogle af jer netop gerne vil vide, hvad jeg synes om bogen, fordi jeg selv var med på førstedelen af den færd, som bogen beskriver.

Lad mig bare starte med at sige, at det er en virkelig god bog. God på alle de forskellige måder, der er. Jens siger i indledningen:

“Det har været afgørende for mig, at det hele bliver leveret af en person, der fagligt står for seriøsitet og grundighed.”

Forfatteren Tommy Heisz, som jeg ikke kendte, før han interviewede mig, er både en dygtig og flittig researcher (det kan bibliotekar-Néné jo så godt lide) og en kompetent og indfølt skribent. Den kombination er desværre ikke særlig almindelig, og da slet ikke i portræt-genren. Det har været afgørende for både Tommy og Jens, at bogen blev en fortælling om hele bandet, ikke bare Jens’ udgave af Loveshops historie. Det er i den grad lykkedes, så vidt det nu er muligt, når de to af medlemmerne ikke er her længere til at udtale sig.

Ydermere har forlaget Turbine virkelig lagt sig i selen, så bogen også er grafisk lækker, indvendigt såvel som udvendigt. Bogens mange fotos er flot præsenteret, og til bogreceptionen sad alle vi gamle rotter og blev rørstrømske over de gamle billeder. Som udenforstående vil man næppe falde helt så meget i svime, men billedudvalget er omhyggeligt og gennemtænkt.

2015-10-09 18.54.56

Her kommer, hvad man vel kan kalde et meta-citat, for det er et citat fra bogen, der citerer mig (vi er i 1983 eller 84)…

Det eneste jeg vidste om ham, var, at han hed Hilmer og vist nok var lidt sær. Jeg græd af grin over det navn. Det lød som en eller anden fra en tegneserie. Men så tog Jesper (Siberg) mig med ud i butikken, og jeg kan huske, hvordan Hilmer sad der på trappen ned til kælderen og spillede på guitar. På den der Hilmer-måde. Det lød fuldstændig utroligt. Som om det kom fra en anden planet.

Bogen er et must for alle, der har været og/eller er vilde med Loveshop. Men den er så god, velskrevet og velresearchet, at også mange andre med tilknytning til musikmiljøet vil kunne have glæde af at læse den. Endelig er det også “bare” en god, omend tragisk fortælling om mødet mellem drømmene og den hårde virkelighed.

 

Share