Lovestory

Læs den smukke, men utroligt sørgelige historie om den Nobelprisvindende fysiker Richard Feynmanns første store kærlighed. Hvis du læser hele historien, bliver du til sidst belønnet med det smukkeste kærlighedsbrev. Husk kleenex.

Og nu vi er ved Richard Feynman, så har Yo-yo Ma sat musik til hans smukke digt om universets skønhed. Læs historien om Feynmann her.

Husk lige

Forresten: Husk lige at du kan få din ugentlige dosis #serendipitet direkte i indboksen. På pc skal du skrive din mail her til venstre ☜ ☜ ☜, på telefon skal du lige forbi burgermenuen. Så behøver du ikke være afhængig af, hvor mange andre der klikker på indlægget på Facebook eller LinkedIn.

Ugens kulturforbrug

Film

C’mon c’mon

Jeg har været særdeles heldig med mit filmvalg de seneste uger. I denne uge så jeg denne helt igennem vidunderlige film. Man kan vel godt kalde den en feel-good film, men det vil både være helt sandt og helt forkert. Joaquin Phoenix præsterer måske det bedste skuespil i sin karriere, og det over for en ni-årig dreng (der selv er helt utrolig). Slutscenen i klippet ovenfor er ikke enestående – den voksne må hele tiden lære noget om sig selv fra barnet. Ikke bare filmens voksne, men alle voksne.

De grumsede sort-hvide billeder holder fokus på den lille, tætte historie, samtidig med at både Venice Beach, New York City og New Orleans næsten træder mere genkendeligt frem, end hvis filmen havde været i farver. Sluttelig er filmens lydside meget original, både hvad angår de ofte lagdelte lydspor, og hvad angår brugen af musik.

Franske film

Filmstriben har i denne uge fokus på franske film, og der er adskillige gode på programmet. Jeg fik ikke set François Ozons seneste om pædofili i den katolske kirke, mens den gik i biografen, men den kan altså ses på Filmstriben nu.

Bog

Ugens to bøger kunne ikke være mere forskellige!

To the Modern Man er en kortroman (ultra kort), hvor forfatteren taler direkte til den her moderne mand. Og hun har ikke noget pænt at sige – til gengæld gør hun det med et fantastisk sprudlende sprog og et kæmpe vid. Døgnkioskmennesket er også en kortroman, men dog lidt længere. Den er (meget) japansk og handler om, hvor svært det er at passe ind i samfundet. Synsvinklen er den, der er usædvanlig her.

Arkitektur

Verdens højeste bygning i træ

Danske Schmidt Hammer Lassen Arkitekter står bag. Men bygningen skal altså opføres i Schweiz.

Vanvittig elegant tilbygning

Simon Gill Architects, from Dezeen

I udkanten af en kirkegård i London er udført en af de mest vellykkede tilbygninger, jeg har set. Det er så harmonisk. Men desværre selvfølgelig et hus for de meget rige.

Musik

Harry Styles

Det er ikke meget ny musik, jeg hører, og ikke mange videoer, jeg ser. Men en notits i Information (tror jeg) fik mig til at tjekke den nye Harry Styles sang på YouTube. Den kan desværre ikke indlejres, så du må trykke på linket. Sangen er fin fin, videoen er så flot!

Klima

Du har brug for klimaopmuntring!

Det havde jeg, og det fik jeg med denne Zetland-artikel, der kigger på nogle andre tal, end dem vi netop har fået fra IPCC. Men du skal altså stadig flyve (meget) mindre og gøre oksekød til en sjældenhed på middagsbordet!

Samfund/politik

Hjemmeplejen som landets bedste arbejdsplads?

Sådan er det i Holland, hvor man er ved at implementere en ny metode kaldet Buurtzorg (betyder noget i retning af lokal omsorg). Læs om det her hos POV.international jeg vil gerne se det implementeret her i Danmark, inden jeg får brug for hjemmepleje!

Teknologi

Instagram giver os mere originalt indhold

Det siger de i hvert fald, at de vil med nogle justeringer til algoritmen. Som glad hobbybruger af Instagram vil jeg sætte stor pris på det. Instagram er mit intellektuelle frirum, hvor jeg ser på mad, kunst og håndarbejde. Så hvis det ku’ blive til lidt færre gentagelser af de samme generiske poster, ville det være skønt. Nyheden fundet i nyhedsbrevet Digital Ugerevy.

Om os

Dansk humor

Torben Sangild har, med udgangspunkt i en ny bog, kigget lidt på, hvordan vores danske humor og ironi bliver modtaget af udlændinge. Det vil næppe overraske nogen, at “ikke godt” er svaret. God artikel.

Tegner du?

Jeg er begyndt at tegne lidt, jeg har fx tegnet den samme kop en masse gange, og faktisk bliver den lidt bedre fra gang til gang! Og for mig er det en meget Zen-agtig ting at gøre, for jeg duer ikke til meditation og den slags. Jeg lytter ikke til noget imens, jeg sidder bare og tegner i en halv times tid. Jeg får ikke gjort det hver dag, men nogle dage!

Her er en artikel om de gode ting, man kan få ud af at tegne – også selvom det bare er kruseduller – som Videnskab.dk har oversat fra The Conversation.

En Twitterkonto for os, der elsker vores thesaurus

Kontoen hedder @secondmentions og deler gavmildt ud af eksempler på, at journalister har fundet på gode, fantastiske, sjove eller kiksede pseudonymer for et ord, de allerede har brugt én gang i teksten. Artikel om fænomenet (og kontoen) i The New Yorker. 

Mad

Spansk vegetarmad

Jeg lavede denne nemme spanske alt-i-et grønsagsret tidligere på ugen. Den var faktisk en del bedre, end den så ud! Jeg tilføjede lidt til opskriften: et par pinches chiliflakes, en kvart saltet citron, og så tilføjede jeg et par skiver feta samtidig med mandlerne. Jeg lavede ca. ½ portion og havde rigeligt til to dage (til mig selv).

Share

Néné går i biografen

Tre gange på én uge! En amerikansk i Grand, en tysk, også i Grand (hvor ellers) og endnu en amerikansk, nu i Dagmar. Og hvis det havde været en konkurrence, havde de slemme imperialister ovre i Amerika vundet stort…


Irrational Man af Woody Allen med den skønne Joaquin Phoenix (nu med klædelig lille kuffert) er en af de bedste Allen film, jeg har set de senere år. Den var så elegant komponeret med indledningerne til hans filosofi-timer som ramme om den grumme, men åh så moralsk lærerige fortælling. Få pudset din Kant af, og konfronter et højspændt moralsk dilemma i biografen. Mere kan man vel ikke ønske sig?

Den tyske film Phoenix har fået flere mange-stjernede anmeldelser. Det fatter jeg simpelthen ikke. Altså, der var noget lækkert med farverne og noget dekadent over et Berlin i ruiner, men… Jeg skulle have lyttet til de to filmanmeldere, jeg oftest er enig med, nemlig Per Juul Carlsen hos DR og Christian Monggaard hos Informeren, men næh, jeg skulle absolut se den, fordi den havde fået 6 stjerner i Politiken af en anmelder, jeg ikke kender, og fordi jeg har en målsætning om at se flere film og læse flere bøger, der ikke er fra UK/US. Jeg troede ikke på historien, og den havde så mange løse ender, at man skulle tro, instruktøren aldrig var blevet færdig på filmskolen. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg måtte tjekke min telefon for ikke at falde i søvn. En af dem, jeg var i bif med, faldt faktisk i søvn…

Og sidst har jeg så set Pixars seneste epos Inside Out. Og den var jo fuldstændig fremragende! Jeg så den med ældstesøn, svigerdatter (26) og yngstesøn (14), og vi elskede den alle fire helt uforbeholdent. Vi er inde i Rileys hjerne, og der er ikke kedeligt. Riley er en pige på 11, næsten 12 år, og der sker eksplosive ting derinde i den alder. Vi møder alle de små og store, “gode” og “dårlige” følelser, vi har, og de har alle noget at bidrage med. Det er meget moralsk og Disney-rigtigt, men vi ved alle, hvad Disney/Pixar kan, når det virkelig lykkes, og det gør det her. Jeg glæder mig allerede til at se fortsættelsen! Et af filmens skønneste øjeblikke er der, hvor de to æsker med argumenter, de rationelle og de følelsesbårne, vælter og bliver blandet sammen. Alle med teenagebørn kan nikke genkendende til det øjeblik! Vi så udgaven med original tale og uden 3D i Dagmar.

Share