En styrtsø af kultur

Master Blaster

En ret fantastisk historie om en rock’n’roll fotograf, der var mere optaget af at tage billederne end af at fremkalde og sælge dem. Billedet i toppen ⬆️ er af nogle af de mange ufremkaldte film. Et større projekt er sat i gang med midler fra GoFundMe, så billederne kan blive fremkaldt, mens fotografen, Charles Daniels, stadig lever. Selvom du ikke orker læse hele fortællingen, så klik ind og se nogle af de ret fantastiske billeder, der allerede er fremkaldt. Fx. Rod Stewart bagfra i nogle ret stramme guld/sølv bukser. OMG! Der er også et herligt billede af fotografen selv (det er så taget af en anden) fra 1975. Det dér med Gender Bender er virkelig ikke noget nyt!

Anderledes brug af teateret

Jeg har været til en debataften på Nørrebro teater om karrikaturkrisen med de to historikere Kirstine Sinclair og Christoffer Emil Bruun. De havde en interessant samtale med udgangspunkt i Sinclairs bog af samme navn, og af spørgsmålene fra publikum kom de bedste fra en skoleklasse.

Det er skønt, at der er sådan en opfindsomhed, så teatret kan bruges til andet end at opføre skuespil. Se her, hvad Nørrebro teater har at byde på.

Ugens bøger

Der er hele tre – den ene var dog en lille tænkepause, så den var jo hurtigt læst trods sin relative tyngde. Det var Dan Ringgaards om Litteratur, som jeg havde fået som gave. Først blev jeg irriteret, men så fik den mig alligevel.

Så lyttede jeg til Leila Slimanis De andres land. Jeg ved simpelthen ikke, om min misfornøjethed er med bogen som sådan, eller om jeg var så forstyrret af den staccato og fejlbehæftede indlæsning og oversættelsen, at jeg ikke kunne bedømme bogen? Læs om min oplevelse på Goodreads.

Endelig blev jeg færdig med Morten Papes Guds bedste børn. En bevægende, men deprimerende læseoplevelse (paperback denne gang). Mere på Goodreads.

Der var engang en musikklub

inde i Huset i Magstræde, som hed Barbue. Der arbejdede jeg i nogle år i 80’erne, og vi præsenterede vel det, man med en meget bred samlebetegnelse kan kalde undergrundsmusik. Engang imellem genoplives stedet, når bands eller musikere fra dengang optræder og trækker alle os snart-pensionister af huse. Således også lørdag aften, hvor den temmelig avantgardistiske duo Valeur/Siberg optrådte med Michael Valeurs rasende digtoplæsning med Jesper Sibergs originale underlægningsmusik. Skønt var det at opleve, at de begge mestrede at optræde overbevisende og (næsten) uden krukkeri, men velforberedte og med klædelig selvironi. Inden deres optræden så vi Torben Skjødt Jensens film fra 2018 om digteren Michael Strunge, der var et strålende lys i 80’erne, men som tog sit liv som kun 27-årig.

Belfast

Jeg har aldrig været en stor fan af Kenneth Branagh, slet ikke som skuespiller. Men af forskellige årsager har jeg interesseret mig mere for The Troubles end danskere vel har som flest, og denne film har tillige fået storartede anmeldelser (og Branagh spiller ikke selv med…).

Jeg var nok ikke helt så solgt som nogle af anmelderne, men det betyder ikke, at det er en dårlig film. Man skal bare være klar over, at det er Branaghs barndomserindringer set igennem nogle meget sepia-farvede briller. I virkeligheden kan man måske mere tale om en serie af fine, afrundede anekdoter end én lang erindring, for replikkerne er simpelthen for perfekte! Dem, du hører i forfilmen, er blot eksempler; der er virkelig mange af dem i filmen.

Jeg vil i øvrigt opfordre til lige at genopfriske The Troubles, hvis det ikke er noget, du er så bekendt med, inden du ser filmen, for den forklarer næsten ikke noget. I øvrigt, nu vi er ved det: En fantastisk og helt anderledes bog om The Troubles er The Milkman af Anna Burns.

Louisiana

Jeg har været på en kort tur på Louisiana, fordi jeg ikke kan klare den store kunstmuseums-tour-de-force endnu pga min ankel. Så vi nøjedes med den “skøre” arkitekt Peter Brook og museets ophængning af deres seneste erhvervelser. Peter Brooks tegninger bliver man i godt humør af – han bringer legelysten ind i faget. 

Sonia Delaunay bliver næste gang. En af nyanskaffelserne er af den danske kunstner Troels Wörsel.

Troels Wörsel: Uden titel. 2015.

Warhol

Da vi var på Louisiana var der også en nyophængning af deres Warhol-billeder. Vi talte kort om, hvordan han kan blive ved med at være interessant. Det er der så en forklaring på her i dette gavelink fra New York Times.

Den første pris til en arkitekt fra Afrika

Den prestigiøse arkitekt-pris Pritzker, der har været uddelt siden 1979, er for første gang uddelt til en arkitekt, Diébédo Francis Kéré,  fra Afrika (Burkina Faso).

Et kig på nogle af hans projekter mindede mig om en bog, jeg oversatte for nogle år siden. Ulrik Plesner: In Situ. Ulrik Plesner var en dansk arkitekt, men han forlod Danmark meget tidligt og tilbragte det meste af sin karriere i Sri Lanka, hvor han i mange år arbejdede sammen med Geoffrey Bawa, en af de mest indflydelsesrige asiatiske arkitekter fra den tid. Plesners livsprojekt var at skabe arkitektur til det land, det klima og de mennesker, der skulle bo i den eller bruge den og ikke trække sine egne vestlige ideer ned over hovedet på andre. En antikolonialistisk attitude længe før det kom på mode!

Samfund/miljø/politik

Det flydende køn

Hvordan skal vi boomere (og andre ignoranter) forholde os til det? Min egen grundholdning er den, at folk må ha’ lige den kønsidentitet, de vil – det blander jeg mig ikke i. En persons køn(sidentitet) er jo ligegyldig for mig, hvis jeg ikke skal have intim omgang med dem. 

Når det er sagt, er jeg tiltrukket af det androgyne look pga den mystik, det har. Vi er så vant til at definere andre mennesker ud fra parametre, der jo egentlig er ligegyldige, men som sidder dybt i os. Når vi så ikke kan, sker der noget med os. Det “noget” er hos mig positivt – jeg kan godt lide at blive udfordret: Som forleden i bussen, hvor der overfor mig sad et ungt menneske af ikke-europæisk oprindelse med en stor kagemand på skødet og et uudgrundeligt smil på læberne. Jeg kunne næsten ikke holde øjnene fra dette smukke menneske, der ikke lod sig definere på nogen som helst måde. 

Jeg har altid haft det fint med at være kvinde og befundet mig udmærket i en kvindekrop. Men jeg har haft meget svært ved at opføre mig, som man “skulle”, når man var hunkøn. Det er en af de (få) gode ting ved at blive ældre: den slags bliver mindre vigtigt – både for én selv og for omgivelserne.

Nå, en masse snak om det. Her er en fin artikel fra Zetland, hvor fem unge med såkaldt flydende kønsidentitet fortæller om deres liv og tanker.

Mere chokolade

I sidste uge missede jeg forfilmen til Miki Mistratis tredje film om børnearbejde i chokoladeindustrien. Filmen har været vist under CPH:DOX.

Viden

Smerterne sidder i hjernen

Torben Sangild fra Zetland har skrevet en udmærket artikel om, at vi ikke skal lade kroniske smerter styre vores liv. Det er jo sandt, at man ikke bliver mindre syg (snarere mere) af at synke hen i lænestolen i selvmedlidenhed. Men det er også sandt, at mange kroniske smerter ikke går væk, uanset hvor meget gymnastik man laver, og uanset hvor meget man forsøger at ignorere dem.

Medier

Rosendahl-gate

Det første jeg læste om Erik Jensens fødselsdagsomtale af Pernille Rosendahl var søsteren Christina Rosendahls rasende Facebook-opslag. Siden har jeg set (alt for) mange so-me-poster om sagen og ikke mindst kommentarer. Da jeg ikke havde læst selve fødselsdagsomtalen, vedblev jeg med at være delvist i mørket. I dag har jeg så endelig læst den (der er link til et billede af den i artiklen, så prøv ikke at læse den på telefonen) i dette indlæg i K-forum (af en mand). Jeg synes faktisk mest, Erik Jensen lyder som en forsmået elsker… 

Om os

Fornøjelser/glæder

Et lille essay fra The Atlantic om forskellen på fornøjelser og glæder (min ikke helt tilfredsstillende oversættelse af pleasure/enjoyment). Meget interessant skelnen, som jeg selv laver, uden at jeg egentlig har sat ord på det.

Pjat

Jeg ved godt, at krigen i Ukraine ikke er spor sjov. Men folks dumhed er altid sjovt, særligt når den perspektiveres af andres vid… 

Share

Zetland Live

Det var 10ende gang, der var Zetland Live, men det var første gang, jeg så det. Og det var så endda kun fordi, min knægt var med. Jeg tror, at Zetland måske markedsfører det lidt indforstået og smalt? De andre 9 gange har jeg enten slet ikke opdaget, at det var der, skønt jeg har været Zetland-abonnine helt fra starten, eller jeg har tænkt, at det ikke var noget for mig. Det viste sig heldigvis at være helt forkert.

2016-05-20 21.26.14
Mads Olrik og Dane på scenen. På lærredet ses publikum, set fra dronen på gulvet.

Jeg var godt underholdt fra start til slut, og jeg elsker, at man kan gøre økonomi- og videnskabsjournalistik sjovt og vedkommende uden at udvande eller forsimple det. Ekstra Bladet og BT kunne lære noget der!

Ud over indslaget med Dane, der selvfølgelig handlede om droner, så var mine favoritter Silke Bocks indslag om lægevidenskab og Jakob Molls om rene hænder (også videnskab). Inaam Nabils fortælling om ensomheden som mønsterbryder var god, og man fik en klump i halsen. Endelig er jeg så enig, så enig med chefredaktør Lea Korsgaard, der ønsker sig Studentersamfundet eller dets lige tilbage.

Nævnes skal også “husorkestret” Katinka. De var virkeligt gode!

Jacob Olrik og Dane på scenen

Et uddrag på 1/2 time – uden droner – kan høres på DR. Hele showet findes som podcast – bare søg på Zetland. Hvis du rigtig gerne vil høre den del af programmet, der handler om droner, og hvor man kan høre Danes milde røst i et kort øjeblik, så er det 1:04:40 inde. Ellers kan du herunder se en video, optaget med Danes minidrone, hvor han terroriserer Zetland-redaktionen og personalet på Nørrebros Teater.

Share