Vi har brug for kunst

Eller, det ved jeg jo strengt taget ikke, om du har, men jeg har. Jeg savner museer, gallerier, biografen. Jeg prøver så at se lidt på kunst via mit fjernsyn og internettet i stedet for. Det er jo ikke det samme, vel, men DR har faktisk lavet noget udmærket kunst-tv her på det sidste, som jeg er gået i gang med at se.

Der er Martin Bigums Mit Livs Kunst og En Insiders Guide til (otte kunstmuseer, et ad gangen). Jeg har set en episode af hver, og det er fin kunstformidling. Og så er der det nyeste, Skattejagt på Museet, der får gode anmeldelser. Jeg har ikke set den endnu, men planlægger det.

Nederst i dagens #serendipitet kan du læse om kunsthistorieformidling på TikTok. Nemlig. Maleriet herover er et close-up af et maleri, der hænger på The Met. Det er af den for mig helt ukendte amerikanske maler Thomas Anshutz, maleriet hedder The Rose og er fra 1907. Jeg er vild med det blik, hun har. “Og det mener du alligevel?

Samfund/miljø/politik

Det kan ske til enhver tid

Tårerne trillede mig ned ad kinderne, da jeg læste denne personlige fortælling fra en amerikaner om, hvordan det gik op for ham, at hans bedsteforældres skæbne i Nazityskland ikke kun kan henføres til historien, men kan ske igen.

Alt-right symbolik

Flere amerikanske medier har gennemgået alle de symboler, der blev fotograferet sidste onsdag i og foran Capitol. Her er det New York Times.

Greta

Apropos højrefløj og dens vitriol, så er Greta Thunberg et yndet offer for deres blinde had. Filmen om hende kan i øjeblikket ses på DR, og det vil jeg virkelig anbefale, hvis du ikke allerede har set den. Al snak om, at det fx er hendes forældre, der har ansporet hende, må stoppe, når man har set filmen. Den pige er så modig, så sej, så klog og samtidig så skrøbelig, at man slet ikke kan undgå at blive påvirket af dette meget fine portræt.

Lynetteholmen – hot eller not?

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er enig med Hr. Colville, der er byplanlægger, om alt det, han fremfører i denne video, men han har i hvert fald nogle gode pointer undervejs. Og så er han jo ret underholdende. Jeg lytter i øjeblikket til hans podcastserie “100 things I’ll miss when I’m dead”, og jeg svinger mellem at være ret begejstret og ret irriteret, for han sætter virkelig ikke sit lys under en skæppe. Men altså, jeg må så også spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig synes, han skulle være mere ydmyg? Har jeg en snert af jante?

Og apropos infrastruktur

Den tidligere civile lufthavn i Shanghai er blevet konverteret til en park. Forhåbentlig vil vi se mere af det, efterhånden som vi får færre lufthavne.

Medier

Weekendavisen har bragt et dementi

Et lillebitte et langt inde i avisen. I en stort opsat artikel har avisen fortalt om, hvordan man i Sverige praktiserer det, som Inger Støjberg risikerer at blive dømt for i Rigsretten, nemlig konsekvent adskillelse af asylpar, hvor en eller begge er under 18. Men, som Steffen Groth dokumenterer i artiklen her, så passer det bare ikke. 

Som i så mange andre tilfælde, hvor noget viser sig at være løgn, nytter det desværre bare ikke så meget med modbeviser i andre aviser og mikrodementier, for skaden er sket, og hundreder har delt artiklen med den fængende overskrift på sociale medier. De kommer ikke til at dele, ja, de kommer ikke engang til at se, dementiet.

LinkedIn censurerer (også)!

Birgitte Baadegaard har skrevet en lang og grundig artikel om kønsbias i medicinsk forskning. Jeg er ikke helt ombord med hendes afsluttende konklusioner om covid-vaccinen, men omvendt er der på ingen måde tale om konspirationshalløj, højst lidt cherry-picking blandt forskere. Og det er hun mildest talt ikke ene om at foretage. 

Ikke desto mindre har LinkedIn fjernet artiklen uden at give hende besked og uden forklaring. Det er simpelthen ikke i orden!

Kunst & kultur

Udfordr dig selv

Proxima er en fransk film (ses på Filmstriben) om en kvindelig astronaut, der skal afsted i et år og prøver at forberede sin 9-årige datter på adskillelsen. Omgivelsernes reaktioner er forudsigelige. Er dine også? Jeg synes, at jeg mange gange faldt i mor-grøften, mens jeg sad og så den.

München

Jeg anede ikke, at Ingo Maurer har indrettet metrostationer. Men altså, det er jo bare en lillebitte brøkdel af de mange ting, jeg efterhånden opdager, at jeg ikke ved. I nyhedsbrevet Fein fra David Barnwell linkes til en artikel fra Süddeutscher Zeitung med billeder fra byens metrostationer. Jeg har aldrig haft et stort ønske om at komme til München, men skulle det nu ske, skal jeg i hvert  fald ud og køre med metro. (Jeg kan ikke læse artiklen, men billederne er flotte).

Kunsthistorie på TikTok

Det er slet ikke fjollede dansevideoer alt sammen. Faktisk sker der fantastiske ting på TikTok, som min veninde Gabsz har gjort mig opmærksom på. Se fx her.

Og læs så den her artikel om, hvordan unge kunsthistorikere har valgt TikTok som demokratiserende medie til formidling af kunsthistorie!

Share

Danmark dejligst

Du tror sikkert, det er løgn, men min veninde og jeg besluttede allerede sidste år, at vi skulle tage en Danmarks-tur denne sommer. Vi havde netop været 4 dage i Jylland og besøgt adskillige museer og gået tur i forskellige landskaber og var blevet meget inspireret.

I år brugte vi en dag mere og nåede 2-3 destinationer om dagen rundt omkring på Sjælland og øerne – se evt. en lille billedreportage. Herunder omtales nogle af dem + de øvrige kulturoplevelser af varieret art, jeg har nået indtil nu i ferien. Alt det andet, der plejer at være i #serendipiteten, kommer tilbage igen, når hverdagen indtræffer.

Fuglsang Kunstmuseum

På Lolland ligger et fint lille museum med en mindre samling af ældre kunst og en lidt større af nyere (ny og ny, men altså ikke guldaldermalerier). Da vi var der, havde de en særudstilling om grafikeren Palle Nielsen. I en af de interview-videoer, man kunne se rundt om i udstillingen, siger John Kørner: “Kunne han dog ikke have arbejdet i lidt større formater?” (efter hukommelsen). De mange linoleumstryk er da også bittesmå, men jeg forlod museet med langt større respekt for Nielsen, end da jeg kom. Museets arkitektur er meget smukt tilpasset det åbne landskab, og man sidder lidt åndeløs og kigger så langt øjet rækker fra væg-til-væg-vinduet i “bunden” af museet.

Romantiske haver

Dem besøgte vi to af – Gisselfeld ved Næstved og Liselund på Møn. Gisselfeld er kæmpestor og meget imponerende, Liselund lidt mindre, men der bliver man virkelig slået af, hvor meget viden, arbejde og penge, der skal til for at tilrettelægge og vedligeholde sådan en “have”. For det er jo ikke nogen have, men en kæmpe park. Et kuriosum er den meget lidt poetiske, men til gengæld ufrivilligt komiske historie om striden mellem arvingerne til Gisselfeld. Historien om Liselund er til gengæld ægte romantisk!

To museer i nabolaget

Jeg fik ENDELIG besøgt det nye Københavns Museum, selvom det ligger et stenkast fra mit hjem. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg er ret vild med udstillingsdesignet, som får virkelig meget ud af den relativt beskedne plads. Og så var jeg nærmest lykkelig over at se Agnes Slott-Møllers store glasmosaik, som jeg indtil da kun havde set billeder af og læst om.

Agnes Slott-Møller

og Louisiana

Det er godt at læse det med småt – i mange af livets forhold. Det havde jeg glemt, da jeg kørte på Louisiana med en veninde i sidste uge – for udstillingen med de Fantastiske Kvinder var jo slet ikke åbnet endnu… Nå men, vi fik gået en tur, spist vores dejlige picnic og set udstillingen med Per Kirkeby. Hans bronzeskulpturer gør simpelthen bare ikke noget for mig, må jeg nok indrømme. Til gengæld er jeg vild med hans malerier – farverne!!!!

Per Kirkeby

Biografen

Jeg så Lone Scherfigs The Kindness of Strangers, som desværre var en skuffelse. Jeg er ellers ret glad for Scherfig, men jeg synes ikke, hun ramte den her. Til gengæld er den franske Forført med vidunderlige Juliette Binoche en effektiv thriller med noget på hjertet. Det er noget, de kan, franskmændene. De kan også have instruktører med mellemøstligt klingende navne, der instruerer film, som ikke handler om mørklødede gangstertyper eller flygtninge. Og de kan have brune og sorte skuespillere i roller, som “helt almindelige” franskmænd. Det ku’ vi ærligt talt godt lære noget af herhjemme.

Og så har jeg set den særdeles glimrende road movie Queen & Slim. Mon den får regulær premiere i danske biografer? Road movies kan bare noget!

Proxima er en film om en kvindelig astronaut og hendes datter. Jeg syntes ærligt talt ikke, det lød særligt besnærende, men jeg tog fejl. Eva Green og pigen, der spiller hendes datter, er helt suveræne, og historien er langsomt og tålmodigt fortalt og overrasker til stadighed på en meget afdæmpet måde. Instruktøren, Alice Winocour, er fransk, men ellers er det ikke rigtigt til at lure, hvilken nationalitet den skal forestille at have. Den foregår i Tyskland og i Rusland, hovedpersonerne taler mest fransk, men også tysk og russisk. Og engelsk med Matt Dillon. Det er faktisk lidt skønt!

En bog eller to

Jeg har fået læst fire bøger (snart fem faktisk, for er 3/4 igennem Buddenbrooks) i ferien. Det kunne jo godt være blevet til lidt mere, men helt tosset er det da ikke. De bedste var VIDT forskellige. Sommerglæder af Herman Bang og en helt ny sci-fi-roman kaldet Burn-In. Alle, der interesserer sig for AI, bør virkelig læse Burn-In. Første kapitel kan læses gratis her. De to andre var On Earth We’re Briefly Gorgeous af Ocean Vuong og F af Daniel Kehlmann. Links er til mine omtaler på Goodreads.

Kom og besøg mig!

Jeg er nu 60 år og enlig (NU skal du få ondt af mig…), og efter at have oplevet mine bedsteforældre og forældre og venners forældres alderdom og død, må jeg tilstå, at det fylder mig med rædsel at blive gammel. Altså, det er fint nok, indtil afhængigheden af andre indtræffer. Bliver jeg dement, får jeg en hjerneblødning eller bliver jeg bare en irriterende sur gammel dame med smerter, der gentager mig selv hele tiden og er fyldt med brok?

Alt det fik jeg lejlighed til at tænke endnu mere over, da jeg hørte en Zetland-historie ud over det sædvanlige. Det mest usædvanlige ved den var, at det var en personlig fortælling. Zetlands skribenter inddrager ikke ret tit sig selv i deres historier, og skriver da endnu sjældnere OM sig selv. Men det gjorde Mads Olrik i sin beretning om, hvad der skete, efter at hans far fik en hjerneblødning. Du kan lytte eller læse ganske gratis her. Hvis du lytter, kan du høre Mads og hans far tale sammen om farens ændrede personlighed. Det er ret stærkt.

Jeg har aftalt med Zetland, at jeg holder en lille “seance” hjemme hos mig, hvor vi kan være otte personer i alt og tale om, hvad det vil sige at personligheden forandres, som det sker for flere og flere af os, fordi vi dels overlever hjerneblødninger i højere grad end før, dels bliver ældre og dermed ofte demente.

Det bliver tirsdag den 18. august kl. 19:30, og jeg skal nok sørge for et glas vin eller en kop te/kaffe (og håndsprit). Du melder dig til ved at skrive til mig på mail (nene@labeet.dk) eller på Twitter (@labeet). Først til mølle, etc. Mads Olrik har lovet at introducere (via video).

Share