En skuffelse 😢

Forrige år læste jeg med stor begejstring Thomas Rydahls debut-krimi, Eremitten, om en af verdens mærkeligste detektiver, den 70-årige Erhard Jørgensen. Jeg havde derfor set frem til efterfølgeren med stor utålmodighed og købte den næsten på udgivelsesdatoen.

Øv

Desværre må jeg indrømme, at jeg er svært skuffet. Det indtryk, man får af Erhard i den første bog, er, at der er tale om en meget intelligent mand med stor retfærdighedssans, der pga traumatiske begivenheder tidligere i livet har søgt tilflugt i en ydmyg tilværelse på den spanske ø Fuerte Ventura. I denne bog rulles noget af denne fortid så op på en måde, der er lige en anelse for kryptisk for min smag. Men pyt med det. Det, jeg virkelig har et problem med, er, at Erhard er blevet så dårlig til at regne den ud siden sidste bog? Det er som om han ikke mere kan læse folk omkring sig. Der sker også adskillige ting, der er så usandsynlige, at de kunne have hørt hjemme i Bedrag.

Vold

Samtidig sker der noget andet, som jeg blev rigtigt ked af. Noget af det, jeg holdt mest af ved debuten var, at der var så lidt vold i den. Det handlede om at opklare en forbrydelse, simpelthen. Men denne her har udpenslet, klam vold som var den skrevet af Jussi Adler-Olsen, og det er generelt noget, jeg forsøger at undgå, når jeg udvælger de få krimier, jeg gider læse.

Dystopi

Romanen har et overvejende negativt livssyn, hvilket man sådan set ikke kan fortænke den i, og den indeholder en god del civilisationskritik. Det kan jeg godt lide, ved mine læsere. Men desværre bliver det lidt all-over-the-place og med skurke, der simpelthen bare er alt for skurkagtige.

Jeg synes også, at skildringen af romanens anden hovedperson, popstjernen Le, er ovre i det karikerede, men måske er det mig, der ser for lidt reality TV. Et andet vigtigt tema i romanen er illegal indvandring og Europas modtagelse af og holdning til disse. Thomas Rydahl skal have ros for at tage emnet op, men jeg synes, han forsøger at gabe over for meget.

De Savnede

Der er mange savnede i bogen, og de er savnet på forskellig vis og over forskellige afstande, hvis man kan formulere det sådan. Bogens “slogan” er, at “ikke alle der flygter, skal findes”, hvilket jo givetvis er sandt og selvfølgelig sandt for nogle af bogens medvirkende. Desværre synes jeg ikke, at temaet forløses ordentligt – buen er simpelthen spændt for hårdt.

Oplæsning

Jeg købte den som lydbog, meget begejstret for at den forelå samtidig med de andre udgaver, men desværre er det sket på bekostning af kvaliteten. Oplæsningen er noget af det mest sjuskede, jeg har været ude for, hvilket er særdeles forstyrrende for oplevelsen. Det er faktisk ikke umuligt, at jeg havde været gladere for bogen, hvis jeg havde læst den frem for at lytte til den. Det er simpelthen en ommer, Politikens forlag!

7 år for PET

eller en fortælling om, hvordan magthavere ofte væltes – eller ikke væltes – af de helt forkerte grunde.2016-11-21-14-15-31

Velskrevet og spændende

Måske er det, fordi jeg ret sjældent læser denne type bøger, eller også har jeg bare været heldig. I hvert fald er den meget velskrevet, har en gennemtænkt struktur, den er behagelig at læse (på trods af avisformatet…). Og så er den næsten lige så spændende som en spionroman, hvilket ærligt talt overraskede mig. Jeg har ikke fulgt diverse terrorsager særlig tæt, så der var en del, der var nyt for mig – nyt på “interessant”-måden, ikke på “snage”-måden.

Afsked i utide

Det sidste lange kapitel er betitlet “Pia Kjærsgaard”, og det handler ikke kun om Pia på Christiania, men om den række af begivenheder, der førte til Jacob Scharfs afgang. På den ikke thriller-agtige måde var det bogens mest spændende kapitel -fordi den lægger alen til den allerede ret triste fortælling om, hvordan topembedsmænd og ministre nogle gange må tage en uforholdsmæssig stor straf for en ret beskeden – eller ingen – forseelse. (Det omvendte sker måske endnu oftere, men er ikke aktuelt her).

En tur på Christiania – or not

Sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania er et præmie-eksempel. Efterretningstjenesten og justitsministeriet havde valget mellem at lyve på én måde eller på en anden måde for at sikre, at fru Kjærsgaard ikke kom ud på Christiania på det pågældende tidspunkt, da man havde – hemmelig, men troværdig – information om, at det var behæftet med uforholdsmæssig stor fare, ikke kun for fru Kjærsgaard, der jo var mandsopdækket, men i særdeleshed for medlemmerne af Retsudvalget, som hun havde hægtet sig på.

Nødløgnen

Her kan man – med rette – indvende, at regeringer, ministerier og efterretningstjenester ofte har løjet om vigtige ting (Irak-krigen fx). Men man må spørge sig selv, hvilken fordel nogen kunne have at netop denne løgn? Jeg kan simpelthen ikke få øje på den. Og derfor vælger jeg at tro, at justitsministeriet og Scharf gjorde det, de måtte gøre. Hvilket væltede en justitsminister og sendte to topembedsmænd ud i kulden. Det var Enhedslisten, der førte sablen, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det var en hævn mod Bødskov for noget, vi ikke ved noget om. Hævnen kan meget vel have været velfortjent, men selve sagens substans var latterlig.

Ekstra Bladet i folkets tjeneste – or not

screen-shot-2016-11-21-at-14-24-59Så fulgte måneders afsløringer af dette og hint om PET i Ekstra Bladet. Det startede med noget, som nu igen fylder medierne, nemlig OVERFORBRUG i det offentlige. <rant>I sidste uge “afslørede” Radio24Syv, at DR har brugt et ret beskedent antal millioner på at køre i taxa de seneste fem år. Og ja selvfølgelig bliver folk sk*** forargede, for “JEG har da ikke råd til at køre i taxa”. Ingen får jo læst helt ned til det afsnit, hvor forbruget forklares. I denne uge er vi så forargede over, at LA skal til at køre i ministerbiler. Ahr, men, helt ærligt, tag nu lige at vende blikket derhen, hvor der virkelig er noget, der batter, i stedet for at støtte de magthavere, I påstår at ville hænge ud på forsiden/i æteren. Hvad med afgiftslettelser til biler, som vi allerede har alt for mange af? Eller kampfly, der ikke kan flyve? Eller besparelser på uddannelser, der skal sikre vores land i fremtiden? Kig dog lidt på det!</rant>

Nå men, her drejede det sig altså bl.a. om en middag for PETs ledelse, hvor der var brugt 200 kr. mere per snude, end det tilladte. Uha da, landet var nær blevet ruineret. Rigsrevisionen har siden gennemgået alle de bilag, som Ekstra Bladet brugte uger på at “afsløre”, og de havde INTET at bemærke.

Det virkeligt bekymrende – en læk i PET

Ja, det var der øjensynligt ingen hos pressen, der syntes var et problem. Jeg tror nok, at jeg synes, at det netop i den organisation er temmelig problematisk at have en læk – eller flere!

Til sidst det, som vel egentlig fældede Jakob Scharf, selvom han allerede sad yderligt efter nødløgnen, nemlig intern splid i organisationen. Personaleorganisationerne var utilfredse med ledelsen og talte om frygtledelse, etc. Det skal jeg ikke stille mig til dommer over, selvom jeg faktisk synes, at Scharfs argumentation er ret overbevisende. De stod over for enorme organisationsændringer og en fordobling af arbejdsstyrken, der så endvidere skulle ændres betydeligt – fra en overvægt af politifolk, til nu flest analytikere. At det har skabt betydelige spændinger, undrer i hvert fald ikke denne læser. Desuden begyndte man at tage privilegier fra visse grupper af ansatte i tjenesten. Den slags er jo sjældent populært.

Alle arbejdspladser, jeg har været på, har reageret negativt på organisationsændringer. Uanset om de var gode, gennemtænkte og nødvendige, eller om de var eufemismer for besparelser. Det sidste er der naturligvis god grund til at reagere imod. Enhver ledelse skylder medarbejderne at kalde en spade for en spade.

Konklusion

En meget bedre bog, end jeg havde ventet, og jeg føler mig oplyst efter læsningen. Og mere træt af Ekstra Bladet og de andre medier, der bruger billig forargelsesjournalistik til at forvrænge den politiske debat, end nogensinde før, hvilket ikke siger så lidt.

Mht. fogedforbuddet og udgivelsen som avistillæg, så tror jeg nok, jeg synes, at Politiken fik pustet sig lige lovlig meget op. Omvendt læste jeg et interview med People’s Press’ litteratære direktør Jakob Kvist, der helt bestemt mener, at PET ville have stoppet bogen, havde de fået chancen. Hvis det virkelig er tilfældet (oh, but why?), var der jo god grund til at trykke den…

Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Dengang *danskerne* hjalp jøderne til Sverige

Fuglene over Sundet

Da jeg første hørte om denne film, tænkte jeg, åh nej, ikke mere 2. Verdenskrig! Men huskede så, at jeg er GAMMEL, så moderne børn ikke bruger 1/2 af historietimerne på krigen, sådan som vi gjorde, og ikke har set 1000 timers film og TV om den krig. Ja, mange moderne børn, min egen yngste inklusive, gider ikke engang se Matador – det går ALT for langsomt!

Min egen familie

Og så voksede jeg op i et hjem, hvor denne fortælling var MEGET TÆT PÅ! For jeg voksede op hos min mormor, der med sine to småpiger, min mor og hendes lillesøster, også blev sejlet over. Min mormor var ikke selv jøde, men hendes daværende mand var, og de turde ikke tage nogen chancer. Under resten af krigen boede de så hos en hjertevarm svensk familie uden for Göteborg i et bittelille sommerhus. Jeg har været med og besøgt familien og set sommerhuset ude i skoven.

Fortællingen om, hvordan min mor og moster sammen med alle de andre børn blev bedøvet og lå i bunden af kutteren, glemmer jeg aldrig, eller den om den sindssyge lettelse, da skipperen meddelte, at nu var de i svensk farvand. Eller om hvordan min oldemor og oldefar ikke vidste, om de nogensinde ville få deres datter og børnebørn at se igen, da de flygtede en mørk nattetime.

Ca 1961 - min oldemor, mig, min mor, min mormor.
Ca 1961 – min oldemor, mig, min mor, min mormor.

Filmen

Jeg synes, Nicolo Donato, filmens unge instruktør, er sluppet ret godt fra det. Vi ser de mange forskellige reaktioner fra ikke-jødiske danskere, og sammenholdt med min mormors fortællinger og andre øjenvidneberetninger, så tegnes der nok et nogenlunde ærligt billede, selvom filmens helte måske er liiiidt karikerede?

Filmen lider under lidt af det samme som så mange danske film og tv-serier – en lidt haltende og utroværdig dialog nogle steder. Men ellers synes jeg den var meget fin – et fint tidsbillede, der er lidt grimy og ikke spor glamourøst, hvilket jeg godt kan lide. Skuespillerne er generelt velvalgte, selvom jeg havde det lidt vanskeligt med Lars Brygmanns præst med det kiksede pandehår – jeg kan ellers godt lide ham.

I dag?

Mange danskere valgte dengang the middle ground – de så stiltiende til og meldte ikke aktivt jøderne til nazisterne, men gjorde heller ikke noget for at hjælpe. Og mon ikke de fleste af os vil være det samme sted i dag? Mens jeg med ret stor sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig ville tage penge for at hjælpe mennesker i nød, så vakler jeg straks meget mere ved tanken om at bringe mig selv og min familie i fare ved fx at tage en familie ind. Og tortur? Det kunne jeg næppe klare i 2 minutter.

En god film for de store børn i Folkeskolens udskoling og for gymnasieklasser. Den kan være et godt udgangspunkt for mange forskellige samtaler.

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Her er jeg

Altså, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke købte og læste Extremely Loud and Incredibly Close, da den udkom. Jeg husker det simpelthen ikke. Og i tilbageblik forstår jeg det overhovedet ikke… Og hvis du vil have en forklaring på, hvorfor jeg så købte Here I Am og nu har hørt den til ende, så kan jeg heller ikke forklare det. Der er simpelthen ting i en boglæsers liv, der ikke lader sig forklare!

Hovedpinen får skylden

Som tidligere nævnt har jeg været plaget af gentagne hovedpiner, så jeg får næsten ikke læst andet på papir/tryk/kindle end lidt avis og artikler her og der. Min aften/natlige boglæsning er blevet til aften/natlig boglytning i stedet. Det betyder desværre, at jeg får læst færre bøger, end jeg ellers ville, men det er der indtil videre ikke noget at gøre ved.

Og nu har jeg så hørt det, der svarer til knap 700 sider. I starten tænkte jeg, OMG, skal jeg virkelig lytte til en midaldrende jødisk New Yorkers jeremiader om sin jødiskhed og sit kuldsejlede ægteskab? Hvordan kan det interessere mig?

Åh, at blive overrasket

Men det kunne det. Jonathan Safran Foer formåede at suge mig ind i universet, så jeg til sidst lyttede ved enhver given lejlighed. Dialogerne (og dem er der mange af) er både meget “virkelighedstro” og larger than life. Alle personerne er også let karrikerede, men det virker helt fabelagtigt i helheden, synes jeg.

Det helt centrale, overvejelserne om at være et ordentligt menneske og have et godt liv, finde sig til rette i sin identitet, være en god far/mor, har umådeligt lidt med jødiskhed eller New Yorker-middelklasse at gøre. De er almenmenneskelige, og jeg har efterfølgende gået og tygget ganske meget på nogle af de emner, der tages op. Det ringer for mine ører, hver gang jeg ser den latterlige danskhedsdebat i medierne.

Skønne børn

Familien har tre sønner, der er opdraget til at tage kritisk stilling på basis af indsigt og viden. Og det gør de alle tre på hver deres (aldersbetingede) måde. Jeg er vild med de børn og forstår bogens forældrepars (og forfatterens) helt grænseløse kærlighed til dem. Ægteskabet kuldsejler, men de efterlader nogle fantastiske børn til at overtage verden.

Vigtigt!

Det kan vi andre så tænke over, når/hvis vi bliver skilt. Det er børnene det gælder, ikke vores (selv)retfærdighedsfølelse.

En ukendt og en kendt forfatter

Under en (alt for) lang serie af voldsomme hovedpiner har jeg ligget lidt for meget bag nedrullede gardiner og følgelig hørt mere lydbog, end jeg normalt finder tid til. Derfor skriver jeg i dag om to på én gang.

Krimi

I det store og hele er jeg gået væk fra krimier, men ind imellem skal der alligevel være plads til det – det var i mange år min absolutte favoritgenre. Jeg stødte så på den singaporeanske Shamini Flint, der skriver både børnebøger og krimier. Det passer fint med, at jeg gerne vil læse andet end bøger fra England/USA/Danmark, så jeg købte den første i en serie om den singaporeanske politimand Inspector Singh. Og han er da et skønt bekendtskab! Sproget er let og ubesværet, plottet er godt og troværdigt, og der dør ikke stribevis af mennesker under ufattelige pinsler – noget jeg generelt har svært ved at snuppe. Desuden er der mange interessante overvejelser om racegnidninger i en helt anden kontekst, end vi er vant til, nemlig mellem malayer og singaporeanere. Who knew?

Ian McEwan

Jeg havde begejstret set frem til Ian McEwans nyeste, Nutshell, da jeg har været ret vild med de fleste af hans bøger, senest The Children Act, som jeg syntes virkelig godt om. Derfor kan jeg næsten ikke beskrive, hvor skuffet jeg var over denne. Jeg synes simpelthen slet ikke den fungerer – og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil acceptere, at man kan skrive en roman fra et fosters synspunkt. Men det her foster, ikk? Han kan både se og ikke se, høre og ikke høre, hvilket på det meget jordnære plan selvfølgelig irriterer sådan en logik-tosse som mig. Men heller ikke på et mere overordnet plan, synes jeg det fungerer, for jeg fatter ikke romanens pointe? Hans mor og hans onkel har onde planer med hans far, tingene udvikler sig og en vis form for retfærdighed sker fyldest.

Forklar mig lige moralen

Men jeg kan ikke fange moralen ud over den alt for banale, at onde handlinger bør have konsekvenser? Og en mærkelig detalje, som jeg virkelig har haft panderynker over: Det hus, fosteret og hans mor bor i,  henligger som en svinesti. Men der er intet i beskrivelsen af personerne, deres baggrund, deres liv før romanen, der godtgør, at de ville leve et sted, der var så ulækkert!? Og lige som med Chekhovs pistol, så ventede jeg på, at svineriet skulle give mening på et tidspunkt. Det skete bare aldrig.

Altså, skal det være McEwan, så lad det ikke være denne. Og, skal det være krimi, så er A Most Peculiar Malaysian Murder værd at bruge nogle timer på.

Om (ikke) at tackle døden

I sidste uge var jeg til forfattermorgen hos Gyldendal for at se Svend Brinkmann og købe hans nye bog. Der var også en anden forfatter, og sandt at sige, så havde jeg aldrig hørt om hende: Lotte Blicher Mørk. Jeg tænkte, pyha, stakkels hende, sådan at komme lige før Brinkmann. Men det var ikke noget problem for hende – hun har været præst på Rigshospitalet i 14 år, og summen af hendes erfaringer indtil nu har hun komprimeret i en lille fin bog, “På en måde skal vi Dø – Fortællinger om Livet”.

Vi skal ikke “tackle” døden

Blicher Mørk og Brinkmann har en del pointer til fælles, bl.a. den, at de ikke bryder sig om, at “vi skal finde meningen inden i os selv” eller at vi skal “tackle” tilværelsen og dens afslutning. De leverer dem meget forskelligt og med vidt forskellig baggrund. Brinkmann er jo fx decideret areligiøs, hvor Blicher Mørk taler om Gud hele tiden.

Fiasko

På side 93 kommer hun frem til en yderst væsentlig pointe, nemlig at hun ikke mener, det er døden, der er vor tids største tabu, men fiaskoen. Derfra går hun indlysende videre til sin modvilje mod, at man i omtale af sygdom og død benytter en krigsterminologi – ikke mindst i udtrykket “kampen mod kræften” – som man så kan tabe og derved være en fiasko. Her skriver hun også, at “det må være vanskeligt at gå døden i møde uden at tro på andet end sig selv”. Det vil jeg gerne anholde, for jeg er agnostiker og tror altså ikke på Gud. Alligevel tror jeg ikke kun på mig selv. Jeg tror på det iboende gode i mennesket og på at det tjener et formål i sig selv at leve sit liv sådan, at man er sit bedste selv så meget af tiden som muligt.

At  møde døden

Denne lille bog gør sig mange fine overvejelser om, hvordan vi møder døden og kommer med fine eksempler fra mennesker, forfatteren har mødt i sin praksis. Den kan være en god gave til alle, som har fået døden lidt tættere på, end vi har til hverdag. Måske også til læger og sygeplejersker der ofte må tage “den svære samtale”. Man kan læse den med stort udbytte, selvom man som jeg ikke tror på Gud.

Bare fordi man elsker opera

– er man ikke nødvendigvis god til at synge.

Det kan jeg da selv skrive under på. Det burde Florence Foster Jenkins jo også have kunnet, men hendes enorme formue og mange menneskers afhængighed af hendes gavmildhed betød, at hun ikke rigtigt blev konfronteret med sine ellers ret indlysende shortcomings i operafaget.

Feel-good mester

Hendes på mange måder sørgelige skæbne er blevet til en ret skøn film med Meryl Streep og Hugh Grant. De har tydeligvis haft en fest sammen med Big Bang-stjernen Simon Helberg under feel-good-filmens mester, Stephen Frears‘ kyndige hænder. I hvert fald spiller de alle tre fuldstændig forrygende, og jeg tænkte hele tiden på flere stykker af Moliére og Holberg, hvor fjolset først hænges ud, men siden bliver stykkets helt.

Hyklere og fedterøve

Florence kan jo faktisk ikke gøre for, at folk i hendes yderkreds fedter så meget for hende, at de lyver hende op i ansigtet. Personerne i hendes inderkreds har helt andre grunde til ikke at fortælle hende sandheden – de afslører sig i filmen.
Hugh Grant 2014

Og kan jeg så lige tilføje en lille fjollet sidebemærkning? Hugh Grant har aldrig været skønnere. Hans ungdoms lettere flødebollethed er erstattet af en langt mere klædelig moden flødebollethed tilsat nogle ganske klædelige rynker…

Aristoteles og motorcyklen


Aristoteles invaderer mit liv for tiden. Måske skulle jeg anmelde den gamle mand for stalking? For nylig så jeg Captain Fantastic (ja, jeg så den faktisk to gange!), og Ben, som kaptajnen hedder, citerer glad og gerne Aristoteles om, hvordan man er et ordentligt menneske. I den anmeldelse nævner jeg et par interviews, jeg samme dag havde læst og hørt med den nu allestedsnærværende Svend Brinkmann. Hans bud til os er jo også, at vi skal tilbage til en ordentlighed, der har nok i sig selv, hvis man kan sige det sådan. Dvs., jeg opfører mig ordentligt overfor mine medmennesker, også selvom min handling ikke bliver publiceret på Facebook, og selvom ingen er til stede til at bevidne min heltedåd. Brinkmann siger jo selv, i undertitlen til sin nye bog, Ståsteder (som jeg nok skal få skrevet om, inden den er blevet helt uaktuel), at han henter gamle ideer frem til brug i en ny verden.

Robert M. Pirsig

For noget tid siden blev jeg mindet om en af de bøger, der stod i alle respektable revolutionære bogreoler i min ungdom, Zen og Kunsten at vedligeholde en Motorcykel (1974). Jeg huskede, at jeg *vist* aldrig blev helt færdig med den, og tænkte, at den da godt kunne indgå i mit klassiker-projekt. Så jeg købte den som lydbog og fik lyttet færdigt forleden. Også denne bogs hovedperson og hans alter ego Phaedros (figur hos Platon) citerer Aristoteles i sin søgen efter en definition af “kvalitet”.

Om og om og om igen

Noget andet interessant han er optaget af, er det han kalder “gumption”. Gumption betyder noget i retning af foretagsomhed eller gå-på-mod. Han nævner det gentagne gange som en forudsætning for at opnå noget i livet. At man bliver ved, selv når man bare ikke kan hitte ud af det. Om og om og om igen, indtil det lykkes. Hans model for dette er naturligvis at selv vedligeholde sin motorcykel, hvilket for en akademiker som ham, var en anelse op ad bakke. Det her er 1974-versionen af de 10.000 timer!

Hvor var vi (okay, nogle af os) dog opblæste i vores ungdom!

Når jeg ser tilbage på alle de unge mænd, der i min ungdom belærte mig om, at de skam havde både læst og forstået den bog, må jeg sige HA! Gu’ havde de da ej (sorry, #notallmen), for den er da overhovedet ikke nem at læse. Nærmere svær. Jeg havde stor glæde af den i denne ombæring, og må nok tilstå, at min erindring om at jeg “ikke var blevet helt færdig”, nok i virkeligheden dækker over, at jeg kun havde læst de første 20-30 sider, for jeg huskede virkelig ikke noget af den ;-) Gad vist om jeg huskede at fortælle folk det dengang? Jeg tvivler. Der er til gengæld ingen tvivl om, at jeg stadig godt kunne læse den et par gange eller tre, hvis jeg skal fatte det hele.

Hvis du vil forbedre verden, så begynd med dig selv

For at illustrere, hvor tæt Brinkmanns budskab, budskabet i Captain Fantastic og det i Zen (…) er på hinanden, disse citater:

“The place to improve the world is first in one’s own heart and head and hands, and then work outward from there.”

We do need a return to individual integrity, self-reliance, and old-fashioned gumption. We really do.

Brinkmann-bashing

Nej, det gider jeg ikke deltage i. Jeg er fuldstændig enig med Esben Schiørrings tilbagevisning af de sure anklager om populisme. Her har vi faktisk en intellektuel, der kan formulere kloge og vigtige ting på en måde, så alle kan forstå det. Og det skal vi så tage afstand fra? Nix bix.

Captain Fantastic

På trods af at jeg, som sikkert så mange andre kvinder, har et blødt punkt for Viggo Mortensen, så sad jeg alligevel i starten af filmen og tænkte, åh nej, det her orker jeg ikke. Men jeg blev heldigvis snydt, for filmen ville noget andet, end jeg først troede.

Seks børn

Den gode Kaptajn, Ben Cash, opdrager sine seks vidunderlige børn uden for samfundet. De bor langt ude i en skov i det nordvestlige USA og lever næsten i et med naturen. I som kender mig ved, hvor lidt fidus jeg har til “ét med naturen”, yoga, spelt-halløj og spiritualitet, så jeg havde svært ved at fordøje visse elementer af deres tilværelse, derude i vildnisset.

Men samtidig var jeg vild med, at han konsekvent talte til alle seks børn i øjenhøjde, aldrig stak dem alle de typiske børneløgne, som er så udbredte blandt ikke mindst amerikanske forældre, og havde tårnhøje forventninger til dem, fysisk såvel som intellektuelt. Mødet med deres to helt normale fætre er en sand øjenåbner! Og glæd jer til en af de sjoveste scener på filmlærredet p.t. – der hvor en politibetjent stopper dem, mens de er på vej sydover i familiebussen Steve. Overrumplende og skørt.

Svend Brinkmann

Jeg så tilfældigvis filmen samme dag, som jeg havde læst Zetlands interview med Svend Brinkmann om morgenen og så Martin Krasniks interview med ham om aftenen i Deadline. Sammenfaldet var større, end man lige skulle tro, for Brinkmann taler bl.a. om, at vi har misforstået begrebet anerkendende pædagogik, fordi det ikke er i ungernes interesse, at vi roser deres middelmådige præstationer, når vi ved, de kan gøre det bedre. Ben Cash roser kun sine unger, når de præsterer over det, han forventer af dem. Og han har saftsuseme høje forventninger.

Rigtigt og forkert

Brinkmann taler også om, at vi skal lægge (større) vægt på at lære vores børn forskel på godt og skidt, rigtigt og forkert. Visse ting kan og skal ikke relativiseres! Både Cash selv og de seks børn og selvfølgelig folk omkring dem får udfordret deres forestillinger om rigtigt og forkert i løbet af filmen, og det er rent guld!

Er dine børn 13 år eller derover, så tag dem med ind og se den her film. Der er meget at tale om bagefter. Hvor er “the middle ground” mellem Captain Fantastic’s verdensfjerne skib i skoven og den fladpandede forbrugerisme, der er ved at sende os ud over kanten?

 

At opdage en fantastisk ny forfatter

Det er formentlig kun andre læsere af skønlitteratur, der kender den følelse. Få sider inde i en bog, som man måske ikke har haft de helt vilde forventninger til, ved man det bare. Den her forfatter kan noget helt særligt!

Begge dele

Francesco del Cossa

Jeg havde købt Ali Smith’s How to be Both (dk-udgave: Begge dele) i Audible, men glemt hvorfor. Så jeg startede egentlig bare på den, fordi det var den næste i rækken af endnu-ikke-hørte. Allerede efter kort tids lytning var jeg suget ind i bogens univers, der bare ikke ligner noget andet. Vi bevæger os ubesværet rundt på mange planer, er i to meget forskellige menneskers bevidsthed, på to forskellige steder, i to forskellige tidsperioder , ja, selv kønnet er flydende. Det lyder måske kompliceret, men Ali Smith gør det nemt. Jeg lyttede til den to gange lige efter hinanden (aldrig sket før), fordi jeg var så bange for, at jeg måske var gået glip af noget første gang. Hvorfor man føler sig foranlediget til at google en relativt ukendt italiensk renaissancemaler, må du læse bogen for at finde ud af. Timerne er umådelig godt givet ud!

Frescoer i Palazzo Schifanoia, Ferrara

Både e-bog og lydbog?

Bogen fungerer fint som lydbog, og John Banks er en god oplæser. Men her – ligesom i den bog, jeg lytter til nu, Zen and the Art of Motorcycle Maintenance – drømmer jeg om, at man kunne købe en pakke, hvor man fik både lydbog og e-bog til en nedsat pris. Jeg ville gerne markere sætninger, måske citere dem her, genlæse (som er lidt nemmere end at genlytte) og måske læse højt for mine nærmeste. Måske en idé til forlagsbranchen og e- og lydbogsudbydere?

Louisiana Literature

Ali Smith kommer til Louisiana Literature, hvor hun skal samtale med den for mig ukendte Nell Zink. Smith optræder både fredag aften og lørdag eftermiddag. Jeg kommer lørdag. Jeg glæder mig – og har du lyst til at komme med, så sig til. Har du ikke Louisiana-kort, så kan du endda komme gratis ind sammen med mig. Julian Barnes optræder lige bagefter! Lokke lokke lokke.

Stumfilm & musik

Pianist, filmoperatør og film på ét billede

LarsTop2016Artfreq

Det danske outfit ArtFreq præsenterer det, de med slet skjult stolthed og foragt for Janteloven kalder Radical High Culture. Altså, jeg kan jo lide dem allerede der, ikke! Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at ham her er involveret i ArtFreq, men ellers er personlig branding ikke i fokus. Det er til gengæld deres events og de kunstnere, der repræsenteres. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har været til mere end en lille håndfuld af disse arrangementer – hvilket både skyldes, at jeg ikke har fået øje på dem, og at jeg ikke hører så meget musik mere. Mht arrangementet her, He Who gets Slapped, var det også gået min næse forbi, indtil en ven var så godhjertet at invitere mig.

He who gets Slapped

He who gets Slapped er en stumfilm fra 1924 af den svenske instruktør Victor Sjöström. Den var virkelig overraskende god, fyldt med små sjove, skæve og WillGregorytragiske subplots. Og det über-cool ved det her arrangement var så, at der var livemusik til. Og at den blev udført af bandet Gas Giants anført af Goldfrapp-komponist m.m. Will Gregory. Jeg kendte ikke Gas Giants på forhånd, men (selvfølgelig) Goldfrapp. Har generelt haft en svaghed for musik fra Bristol-bølgen.

Egne ret så ramdom snaps af lærredet
Egne ret så ramdom snaps af lærredet

Mere musik

Det var et herligt arrangement, og jeg har lovet mig selv, at jeg må ud og høre lidt mere musik igen fremover. Nu følger jeg Artfreq på forskellige platforme og kiggede også efter dem på Instagram. Der har de over 300 følgere, men ingen poster. Det plejer da vist at være omvendt? På Instagram kan det i øvrigt være værd at følge @newmusicunited, som er pænt fremme i skoene, hvad angår ny og spændende musik, også det der kan høres live i København.

Art deco i Miami

Fontæne på Miami Beach
Fontæne på Miami Beach
Både yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!
Yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!

Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!Miami artdeco

En skør tid

Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.Miami artdeco music

Harald Engman

For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:

Harald Engman: Menneskepyramide (1941)

Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!

Harry Clarke

Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.

Harry Clarke 1930.

Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.2016-07-21 15.08.44

 

Ulysses…

For ca. to år siden startede vi projekt “få den nu læst” på Twitter under hashtagget #Ulysses5s. De 5s henviser til fem sider om dagen. Ikke engang det orkede jeg, så det har taget mig to år at nå igennem. Men forleden nåede jeg The End efter hæsblæsende læsning af det fantastiske slutkapitel med Mollys stream-of-consciousness tanker om sex (og andre ting, bevares).

Groft sagt fattede jeg ikke en sk** af romanen, men alligevel elskede jeg store dele af den pga de helt sindssyge associationsrækker, de fantastiske ordlege og det vilde vid, Joyce præsenterer os for.

Man skal næsten være polyhistor

Undervejs under læsningen noterede jeg de emner, som man næsten er nødt til at vide noget om for at fatte, hvad han skriver om (listen er ikke udtømmende):

  • Shakespeare
  • De gamle grækere
  • Milton
  • Shelley
  • Irsk historie
  • Europæisk historie
  • Samtidskendskab (Europa i starten af det 20ende århundrede)
  • Latin
  • Italiensk
  • Fransk
  • Litterære stilarter
  • Biblen – katekismus – den katolske kirke
  • Musik, klassisk og kontemporær
  • Dublin
  • Gælisk
  • Slang fra perioden
  • Fysik/kemi
  • Astronomi
Fun fact: Joyce var en stor beundrer af Georg Brandes, som nævnes ved navn i den ufatteligt lærde diskussion af Shakespeare i kap 9. Men Brandes, som ellers fik tilsendt Ulysses af Joyce selv, brød sig ikke om den og gad ikke svare på Joyces henvendelser. Fandme mærkeligt at tænke på i dag! Det (og meget andet) lærte jeg til et foredrag om forholdet mellem Ibsen-Joyce-Brandes, hvilket jeg har skrevet lidt om.

Hvad er det, der er så fedt?

Her følger så et par håndfulde citater, som jeg håber illustrerer, hvad der gør læsningen umagen værd.
  • Peace and war depend on some fellow's digestion. (kap 8)
  • Om Gud: The playwright who wrote the folio of this world and wrote it badly (He gave us light first and the sun two days later) (kap 9)
  • a broadshouldered deepchested stronglimbed frankeyed redhaired freelyfreckled shaggybearded widemouthed largenosed longheaded deepvoiced barekneed brawnyhanded hairlylegged ruddyface sinewyarmed hero. (kap 12)
  • what region of remoteness the whatness of our whoness hath fetched his whenceness. (kap 14)
  • I stand so to speak, with an unposted letter bearing the extra regulation fee before the too late box of the general postoffice of human life. (kap 15)
  • But O, oblige me by taking away that knife. I can't look at the point of it. It reminds me of Roman history. Mr. Bloom promptly did as suggested and removed the incriminated article, a blunt hornhandled ordinary knife with nothing particularly Roman or antique about it to the lay eye, observing that the point was the least conspicuous point about it. (kap 16)
  • He had been meantime taking stock of the individual in front of him and Sherlockholmesing him up ever since he clapped eyes on him. (kap 16)
  • with thought of aught he sought though fraught with nought. (kap 17)
  • ...like that Indian god he took me to show one wet Sunday in the museum in Kildare street all yellow in a pinafore lying on his side on his hand with his ten toes sticking out that he said was a bigger religion than the jews and Our Lords both put together all over Asia imitating him as hes always imitating everybody I suppose he used to sleep at the foot of the bed too with his big square feet up in his wifes mouth... (kap 18)

Det sidste citat herover er et næsten ikke-pornografisk citat fra det vidt berømte sidste kapitel, hvor det er Mollys stemme, vi hører. Kapitlet er bl.a. så berømt, fordi der ikke er nogen tegnsætning i det – overhovedet. Ikke desto mindre er det langt lettere (og virkelig ret sjovt!) at læse end kapitel 15, som det nok tog mig seks måneder at komme igennem.
James Joyce by Alex Ehrenzweig, 1915 restored
Jeg brugte bl.a. (Rap)Genius.com til hjælp til at forstå uforståelighederne rundt omkring. Meget nyttigt. Udgaven jeg læste var delvist annoteret, fx. hjalp introduktionerne til hvert kapitel (forholdet mellem Homers Odysseen og Ulysses) mig meget.

Engelsk eller dansk?

Jeg læste på engelsk, fordi det gør jeg. Men hvis du kigger på linket øverst til #Ulysses5s vil du se mange citater fra de danske oversættelser, der virkelig ser fantastiske ud. Jeg bøjer mig i støvet for de mennesker, der i tidens løb har oversat den bog til andre sprog. Hold. Nu. Op for et kæmpe arbejde!

Fordi jeg elsker leg med ord og elsker at blive klogere, fandt jeg læsningen af Ulysses ret fantastisk, selvom der vitterligt var lange passager, jeg ikke forstod ret meget af. Jeg håber, mit liv bliver langt nok til, at jeg kan læse den igen – og måske forstå lidt mere. I hvert fald forstår jeg til fulde, hvorfor den blev berømt og berygtet dengang, og hvorfor den stadig “bør læses” i dag.