Néné går i biografen

Tre gange på én uge! En amerikansk i Grand, en tysk, også i Grand (hvor ellers) og endnu en amerikansk, nu i Dagmar. Og hvis det havde været en konkurrence, havde de slemme imperialister ovre i Amerika vundet stort…


Irrational Man af Woody Allen med den skønne Joaquin Phoenix (nu med klædelig lille kuffert) er en af de bedste Allen film, jeg har set de senere år. Den var så elegant komponeret med indledningerne til hans filosofi-timer som ramme om den grumme, men åh så moralsk lærerige fortælling. Få pudset din Kant af, og konfronter et højspændt moralsk dilemma i biografen. Mere kan man vel ikke ønske sig?

Den tyske film Phoenix har fået flere mange-stjernede anmeldelser. Det fatter jeg simpelthen ikke. Altså, der var noget lækkert med farverne og noget dekadent over et Berlin i ruiner, men… Jeg skulle have lyttet til de to filmanmeldere, jeg oftest er enig med, nemlig Per Juul Carlsen hos DR og Christian Monggaard hos Informeren, men næh, jeg skulle absolut se den, fordi den havde fået 6 stjerner i Politiken af en anmelder, jeg ikke kender, og fordi jeg har en målsætning om at se flere film og læse flere bøger, der ikke er fra UK/US. Jeg troede ikke på historien, og den havde så mange løse ender, at man skulle tro, instruktøren aldrig var blevet færdig på filmskolen. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg måtte tjekke min telefon for ikke at falde i søvn. En af dem, jeg var i bif med, faldt faktisk i søvn…

Og sidst har jeg så set Pixars seneste epos Inside Out. Og den var jo fuldstændig fremragende! Jeg så den med ældstesøn, svigerdatter (26) og yngstesøn (14), og vi elskede den alle fire helt uforbeholdent. Vi er inde i Rileys hjerne, og der er ikke kedeligt. Riley er en pige på 11, næsten 12 år, og der sker eksplosive ting derinde i den alder. Vi møder alle de små og store, “gode” og “dårlige” følelser, vi har, og de har alle noget at bidrage med. Det er meget moralsk og Disney-rigtigt, men vi ved alle, hvad Disney/Pixar kan, når det virkelig lykkes, og det gør det her. Jeg glæder mig allerede til at se fortsættelsen! Et af filmens skønneste øjeblikke er der, hvor de to æsker med argumenter, de rationelle og de følelsesbårne, vælter og bliver blandet sammen. Alle med teenagebørn kan nikke genkendende til det øjeblik! Vi så udgaven med original tale og uden 3D i Dagmar.

Kunstmarked for feinschmeckere

Logo-Chart-2015-1000x370

Søndag nåede også jeg til Charlottenborg. Jeg synes måske godt, at medlemskab af Charlottenborg kunne give lidt rabat til Art Fair, men det gør det altså ikke. Prisen er derfor en forhindring for mange, hvilket er ret ærgerligt, for det er spændende at se de andre skandinaviske gallerier og alt det helt nye danske i den salgbare ende, hvis man kan udtrykke det sådan.

Som kunst-amatør er det skønt at opdage, når man efterhånden genkender den samme kunstner – også selvom man ikke lige kan huske, hvad de hedder. Vi oplevede flere gange at udpege et billede, vi syntes ekstra godt om, og så var det af en kunstner, vi har set ved flere tidligere lejligheder og også syntes godt om. Det næste bliver så, at vi rent faktisk kan huske deres navne, når vi ser billederne…

Blandt de udenlandske kunne vi særligt godt lide finske Anna Tuori og Ulla Jokisalo, hvis kunst er 3-dimensional og derfor svær at værdsætte som online fotos. Så faldt vi for Matt Saunders‘ (USA) litografier, der er lidt filmstjerne-mystiske og kølige. Han er herhjemme repræsenteret ved Galleri Borch. Så var der John Copeland (USA), repræsenteret af Galleri V1, som jeg tidligere har skrevet om. Jeg kommer ikke ofte nok derover, taget i betragtning at det tager fem minutter på cykel.

Blandt de danske kunstnere, som vi genkendte var Ivan Andersen. Der er både lidt Edward Hopper og lidt David Hockney over hans billeder, men han er nu alligevel helt sin egen. Jeg har nævnt ham to gange tidligere. Vores helt store, åh, det værk ku’ vi vel nok godt tænke os at eje-øjeblik opstod, da vi nåede Galleri Andersen’s. Der stod ikke navn på værket, og vi var lidt usikre, men det viste sig ganske rigtigt at være Kirstine Roepstorff – igen. Desværre/heldigvis var værket solgt. Desværre fordi vi så gerne ville eje det, heldigvis fordi vi egentlig ikke rigtigt har råd… Et billede af værket kan ses her – det er dog svært at gengive det store værk med de mange små messing-dimser, så det ydes retfærdighed.

Jeg synes, Chart Art Fair var bedre i år end sidste år. Helt ærligt er jeg lidt usikker på, hvorfor jeg synes det… Til gengæld ved jeg, at jeg stadig synes, det er sjovt at iagttage kunsthandlerne og galleristerne, der næsten alle er ukomfortable i deres roller som købmænd.

Museer i Jylland

Det regnede temmelig meget under vores ferie i Jylland, ikke mindst den del vi tilbragte på Rømø i Sønderjylland. Derfor var vi også meget ude at køre.

Kommandørgården på Rømø, indgangsparti
Kommandørgården på Rømø, indgangsparti

Vi besøgte Kommandørgården på Rømø, der er en “aflægger” af Nationalmuseet. Et meget, meget fint lille-bitte museum i en smuk, gammel gård. På de kanter betyder en “kommandør” en kaptajn, og disse smukke gårde tilhørte kaptajner på hvalfangerskibe, på langfart, etc. De levede godt nok livet farligt, men de tjente også gode penge, hvilket tydeligt afspejler sig i de smukke gårde på Rømø, Fanø og langs den sønderjyske vestkyst.

Agnes Slott-Møller: Jomfru Blidelil, 1913
Agnes Slott-Møller: Jomfru Blidelil, 1913

Vi kørte til Ribe, hvor vi så domkirken, klatrede op i tårnet og til sidst belønnede os selv med en frokost på Hotel Dagmar. Ikke så meget pga de kulinariske fristelser – omend frokosten faktisk var over forventning – men fordi jeg huskede, at der hænger flere malerier af en spændende maler fra min yndlingsperiode i (kunst)historien (ca. 1880 – 1920), Agnes Slott-Møller. Det var fantastisk at se malerierne, men trist at se den dårlige stand de er i, og den måde de er ophængt på, der udsætter dem for alt muligt, de ikke har godt af!

Esbjerg Kunstmuseum
Esbjerg Kunstmuseum

Vi var i Esbjerg, hvor vi besøgte det flotte museum, der havde en virkelig god udstilling kaldet Kvartet med de fire kunstnere Ruth Campau, Anita Jørgensen, Ann Lislegaard og Nina Saunders. Jeg var klart mest begejstret for Ann Lislegaard, som var repræsenteret med en moderne triptychon og en videoinstallation, begge meget betagende. I et tilstødende lokale var en vild installation af Kirstine Roepstorff, som jeg tidligere har skrevet lidt om. Det er et flot museum med et venligt og imødekommende personale.

Vi var selvfølgelig også nede ved vandet og tage selfies med Mennesket ved Havet.

Koldinghus
Koldinghus

Vi måtte selvfølgelig også krydse hovedlandet for at komme til Koldinghus. En helt fantastisk bygning/restaurering som vores arkitekturglade søn jo bare måtte se. Det var en stor succes på alle måder. Vi var så heldige, at afgangsprojekterne fra Designskolen Kolding var udstillet, og det var virkelig en udstilling af den type, der gav én troen tilbage på menneskeheden (den har ellers lidt nogle knæk på det seneste!). Vi var særligt begejstrede for smertemåleren Handle with Care og kontormiljøet Swirl.

Ugen efter, i den modsatte ende af Jylland, besøgte vi Skagens Museum, der netop er delvist genåbnet efter restaurering. Da jeg ikke kan huske, hvordan der så ud før, skal jeg undlade at kommentere resultatet – som så heller ikke er afsluttet, da der pt ikke er adgang til den gamle del af museet, tegnet af Skagen-arkitekten Ulrik Plesner. Udstillingen Samling & Samtid var meget fin – jeg fandt sammenstillingen af de nye, yngre kunstnere og Skagen-malerne meget vellykket. Jeg havde netop set et program på DRK med kunstneren Benny Dröscher og var begejstret for at se et af hans fantastiske billeder på udstillingen.

Vi spillede også en masse Canasta og kørte ture langs stranden.

Ferielekture

I dag rejser vi på ferie. Jeg har samlet flere bøger på Kindlen og Audible-app’en end jeg på nogen måde kan nå at læse/lytte. Men pyt med det, når bare der er noget at vælge imellem!
George Charles Beresford - Virginia Woolf in 1902
På Audible tager jeg forskud på letlytningen med en Rebus-bog, jeg ikke før har læst: Dead Souls. Til mere alvorlige stunder er der To the Lighthouse af Virginia Woolf. Derudover har jeg hentet Persuasion af Jane Austen (den har jeg valgt, fordi hovedpersonen i en anden roman har den som sin favorit!) og den seneste roman af en af mine yndlingsforfattere fra UK, Rose Tremain.

På Kindlen har jeg optimistisk indkøbt Edward St Aubyn’s Patrick Melrose trilogi. Den handler om den engelske adel og de privilegier, den tager for givet. Jeg har hørt meget godt om den. Desuden har jeg haft The Brief Wondrous Life of Oscar Wao af Junot Diaz og The Known World af Edward P. Jones liggende et stykke tid.

Og for at det ikke skal være løgn, har jeg også et par danske bøger på min Riidr-app. Drager over Kabul af Morten Hesseldahl og Maren Uthaugs Og sådan blev det.

Skal du ikke læse noget faglitteratur, spørger du (sikkert ikke). Jo, jeg har holdt en lang pause 1/3 inde i The Three Emperors af Miranda Carter, men nu er jeg kommet i gang igen. Den handler om optakten til 1. verdenskrig. Da den er tyk og i papirudgave, kommer den kun med, hvis der er overskudsplads i kufferten.

Så sku’ det regne eller skal jeg drive i liggestol, er jeg godt forberedt. Har.Også.Hat.

Magteliten

Magteliten

Denne bog er enormt velskrevet, simpelthen. Her er nogle forfattere og et forlag (Politiken), der har arbejdet målrettet mod at nå frem til den bedst mulige bog, som er letlæst, men ikke på noget tidspunkt giver køb på principperne om dokumentation. De to sociologer, der står bag undersøgelsen, som bogen bygger på, har enten selv erkendt, at der skulle en journalist til at bearbejde materialet, eller en redaktør har udvist rettidig omhu og overtalt de to forskere. Uanset hvordan det er gået til, så er det forbilledligt! Korrekturfejl er der heller ikke nogen af. Hurra for sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og journalist Markus Bernsen. Grau Larsen og Bernsen kan følges på Twitter.

I bogen kortlægges de netværk af hvide mænd mennesker, der har fat i den tunge ende her i Danmark. 423 personer udmærker sig ved at have tætte forbindelser med hinanden og være centralt placeret dér, hvor de vigtige beslutninger tages. Af de 423 er 19% kvinder. Og kun én er ikke (helt) dansk. Ved en simpel billedgoogling kan man overbevise sig selv om, at magthaverne i Danmark alle sammen ligner hinanden. Så meget, at det næsten er komisk. De er hvide mænd, de er over 40, de går med jakkesæt og slips, har kortklippet hår og pæne sko. For 50 år siden røg de cigar, i dag ejer de en carbon-cykel, som det så morsomt konstateres et sted i bogen. De bor også alle de samme steder – ja, her i Københavnsområdet er det sådan, at et par håndfulde oven i købet er byltet sammen på de samme veje på Frederiksberg og i Gentofte.

En alt for stor del af dem er oven i købet adelige. Tænk, at de privilegier, som vi egentlig for længst har afskaffet, alligevel følger med gennem så mange generationer!

Der er meget lidt i billedet af magten, der er egentligt odiøst. I modsætning til i andre lande, kan man ikke bare komme til magt og indflydelse ved at have en rig daddy. Men hvis du er flittig (på polit-studiet), plejer dine forbindelser og tilpasser dig de kodeks, der gælder, så får du et solidt skub i ryggen af din rige daddy.

Noget, der naturligvis har interesseret mig i særlig grad, er hvilken magt kulturpinger og presse har. Og svaret er: næsten ingen. Kun to personer fra kulturlivet (Bente Scavenius og Poul Erik Tøjner) er med blandt de 423. Desuden ganske få fra pressen og beslægtede brancher. Eneste kunstneriske branche, der gør sig nogenlunde på de bonede gulve, er arkitekterne.

Det er klart, at salig Rifbjerg eller Carsten Jensen kan sætte en dagsorden i pressen, men ingen af de meget synlige pinger har nogen reel magt. Den såkaldte Bermuda-trekant mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio, som forskellige DF’ere igennem tiden har brugt meget tid og krudt på at tillægge en masse indflydelse, har altså reelt ingen, når det i sidste ende kommer til at udøve magt i det danske samfund.

Den sørgelige sammenfatning er, at man må kigge langt efter nytænkningen, når alle magthaverne tænker ens og ser ens ud, uanset om de stemmer S, V, R eller K (der er (endnu) ikke plads til folk fra hverken ydre venstrefløj eller ydre højrefløj i magtens centrum). Når man har læst denne bog, så forstår man godt, at det går langsomt med både grøn omstilling, ligestilling, m.m., og at samfundsudviklingen over lange stræk ruller lidt bagud som en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket ordentligt.

Læs læs læs.

Georg Brandes

Harald Slott-Møller - Georg Brandes ved universitetet i København
Jeg har læst Jørgen Knudsens ét-binds biografi om Georg Brandes. Den er kun på 645 sider. Hans fulde biografis sideantal kender jeg ikke, men den er på mange bind. Jeg har været lang tid om at læse den og har holdt pauser undervejs. Ikke desto mindre har den fyldt meget i min bevidsthed. For mig har det vigtigste været hans politiske analyser og hans kølige afstandtagen til religion mere end varslingen af det moderne gennembrud.

Georg Brandes var helt vildt berømt (og berygtet) i sin levetid (1842-1927), mere end jeg på nogen måde havde forestillet mig, og formentlig mere end de fleste ved. Jeg var klar over, at han var en omstridt og markant figur her i Danmark, men at han var en international stjerne, anede jeg ikke. Et eksempel: I sin sene alderdom rejser han med sin veninde/sekretær/oppasserske Gertrud Rung til Grækenland efter ikke at have forladt Danmark i en årrække. De bor på et ret nedtrådt hotel og er lidt nedtrykte, da de kommer forbi universitetet. Der antaster de en ældre mand, som de antager er professor, og tiltaler ham på fransk: “Je suis Georg Brandes au Danemark!” og professoren bliver helt paf og spørger, om han virkelig er DEN Georg Brandes, hvilket bekræftes. Herefter flyttes de til luksushotel og den ene middag  efter den anden med diverse græske notabiliteter arrangeres, indtil de nærmest må gå i flyverskjul på hotelværelset, fordi alle mulige søger at komme i audiens hos den gamle og egentlig ret affældige mand.

Og berømmelsens tinder har man da også nået, når man er nævnt i Ulysses! På et tidspunkt diskuterer nogle af personerne i romanen de forskellige lærde udlægninger af Shakespeare, og Brandes er en af de lærde, der nævnes. Vildt, synes jeg.

Inden første verdenskrig var han også en superstjerne i Tyskland og Frankrig, men da han var indædt modstander af krigen og stærkt kritisk mod begge sider, fik han også begge lande imod sig.

Allerede i 1888 ved kejser Friedrichs død, forudsagde han med uhyggeligt klarsyn, hvad det ville medføre, når Wilhelm II besteg tronen:

“Nu vil den store europæiske reaktion, denne uhyre helvedhund, begynde at gø med sine tre hoveder, fædrelanderiet, bigotteriet og krigsvildskaben.”

Senere, i 1900, hedder det:

“Når verdenskrigen og den sociale revolution er udeblevne, så er det sandsynligt, at de kun er opsatte. Men den afgørende politiske kendsgerning, vi oplever ved det 19de århundredes slutning, er denne: De store magter deler jordkloden imellem sig. De stræber at gøre dette så fredeligt som muligt, for så vidt de vil undgå en verdenskrig. De gør det såre hensynsløst alligevel, fordi de for deres økonomiske fordels skyld ofrer ikke blot de ulykkelige folkeslag, som de underkaster sig med ild og sværd og alle rædsler, men desuden alle de mindre folkeslag rundt omkring, der opsluges for den nationale enheds skyld eller bruges som bytteværdier eller udleveres til brutaliteten.”

I 1901:

“Når man betænker, at det kristne Europa ikke rører en finger, fordi samme herre (den osmanniske sultan Abdul Hamid) slagter 300.000 kristne armeniere, men er så ømt bekymret, når den kristne mission i Kina generes, så har man en målestok for den højde, det politisk-religiøse hykleri ved århundredskiftet har nået”.
[…]
“Kejseren derimod ser det som udtryk for, at kinesisk kultur ikke bygger på kristendommen. Det kan den jo også vanskeligt gøre, da den er så meget ældre”.

1907:

“Racehadet har en religiøs karakter, især patriotismen er en religion, socialismen er en anden. Alt dette munder ud i et indædt og universelt had – i høj grad en religiøs følelse – som menneskeheden bekæmper med begejstring, men svagt.”

Og i 1919 i anledning af Versailles-traktaten:

“Men Tysklands foreløbige tilintetgørelse, der er en ulykke for Europa og civilisationen, er ingenlunde nogen lykke for Danmark. Et for overklassens hovmod befriet, rigt og sundt Tyskland ville være en langt bedre nabo for Danmark end et forarmet, forgældet, af had og hævntørst fortæret Tyskland. Al slags åndelig smitte kan derfra komme over  grænsen, efter hvilken linje den end bliver draget.”

Ofte, igennem hele hans levetid, blev hans udsagn om dette eller hint forkastet som ugyldigt med den begrundelse, at han var jøde. Bogen giver mange, mange eksempler, men de er godt sammenfattet i dette citat fra en bog (en hel bog!!), udgivet i 1912 af Dr. phil. Konrad Simonsen kaldet Georg Brandes (Jødisk Aand i Danmark):

“De liberale jøder sejlede frem under falske standarter i fyrretyve år, de forfladigede og nedbrød vort livssyn, forkrøblede vore følelser og kunstneriske sans og åd sig ind i den offentlige mening i kritik, i videnskab, litteratur og i pressen, – og hvad de høstede var tilfredsstillelsen af personlig magtlyst”.

Brandes har skrevet enorme biografier om alle mulige forfattere, filosoffer, kunstnere. Jeg nævner i flæng: Voltaire, Goethe, Michelangelo, Shakespeare, Kierkegaard, Ibsen, Holberg, Nietzsche, etc. etc. Jeg kommer nok aldrig til at læse nogen af dem, og ifølge Knudsen er flere af dem også ret lange i spyttet, men ikke desto mindre blev adskillige oversat til både tysk, fransk, engelsk, norsk og svensk og udkom i flere oplag.
Peder Severin Krøyer - Portrait of Georg Brandes lecturing - Google Art Project

Han var gennem hele livet ateist, men først i de sidste år af sit liv tog han for alvor kampen op med kristendommen. Da var det egentlig lidt for sent, for han havde både mistet sin skarphed og i en vis udstrækning sin relevans, samtidig med at han var bitter over den behandling, han havde fået herhjemme og under og efter krigen også i udlandet. Det er sjældent, at bitterhed er et godt udgangspunkt for at udtrykke sig offentligt. Resigneret konkluderer han (1916):

“Læren om at kristendommen og naturvidenskabens sandheder ikke anfægter hinanden, er stadig den herskende.”

Et lille hip på tværs af et helt århundrede til vores nye uddannelses- og forskningsminister.

Start dagen med en kulturindsprøjtning

Goldendays2015

Festivalen Golden Days (i september) har i år det herlige navn Important Shit. Jeg er normalt ikke nogen fortaler for den omsiggribende anglificering af alting. Fx fatter jeg ikke, hvorfor det ikke længere kan hedde Udsalg, men absolut skal hedde Sale. Fordi ingen turist kan regne ud, at de gule skilte med %-tegnene betyder udsalg?

Nå, jeg kan lide Important Shit, fordi det her er brugt med skøn ironisk omtanke. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker at høre om important shit – i dette tilfælde vores kulturarv.

Festivalen lægger ud med morgenforedrag. Det er klart, at masser af mennesker, der har et almindeligt arbejde at passe, som starter kl. 8 eller 9, ikke kan rende til foredrag, der starter på det tidspunkt. Men – mange er selvstændige eller studerende eller arbejdsløse eller kan selv tilrettelægge deres tid. Til alle dem, en opfordring: Kom til morgenforedrag i Atheneum boghandel i Nørregade og lær noget om sproget og måden vi bruger det på. Alle foredragene her koster gratis. Der er også en serie foredrag om skolen på Metropol, nogle af dem koster hele 30 kr.

Foredragene på Atheneum handler om sproget og måden vi bruger det på. Blandt foredragsholderne er Jørn Lund og Ali Sufi. Smid dem, der frister mest, i kalenderen allerede nu.

Hvis vi mødes, giver jeg kaffe bagefter.

En lille bog om Kristian Thulesen Dahl

DenStuerene

Jeg har været medlem af Zetland siden begyndelsen, men er nogle gange blevet overvældet af antallet af singler og har ikke fået læst dem alle. Deriblandt den om Kristian Thulesen Dahl. Men efter valget føltes det pludselig vigtigt at få noget mere indsigt i denne for Danmark så vigtige person. Så jeg fandt singlen, Den Stuerene (fra 2013), frem på min iPad og læste den.

Den giver en ganske gysende indsigt i en tilsyneladende bundløs person. Selv efter at have læst mange siders interview med både ham selv og folk omkring ham bliver man ikke spor klogere på, hvilket menneske han egentlig er? Bortset fra at han vil magten.

Og nu, hvor vi har set, hvordan han har afskrevet den formelle magt, bliver det tydeligt, at det er den reelle, armvridende magt, han søger. Beskrivelserne i singlen af, hvor skarp en forhandler han er, gør det klart, at han langt bedre kan snyde sine vælgere ved ikke at være i regering end ved at være det. Hver gang der indgås aftaler, siger han ja til omfattende forringelser af hans vælgeres vilkår, mod at få DF-signalpolitik til gengæld. Omfattende forringelser for syge og svage mod grænsebomme til værn mod de østeuropæiske tyveknægte, der alligevel bliver færre og færre af. Nu må man jo ikke sige noget grimt om hverken DF eller deres vælgere, men altså, det ville klæde disse vælgere at se lidt nærmere på realiteterne i de forlig, som DF indgår. Senest 1% rundbarbering af kommunernes budgetter.

Singlen er såmænd gysende læsning nok, men egentlig gad jeg godt, at den havde været mere konfronterende. Det havde været interessant at gennemgå alle de forlig fra nullerne, som DF var med i og få ham til at forklare, hvorfor hans vælgere havde fortjent de forringelser, de blev udsat for – under et opsving. Forfatteren, Isabella Alonso de Vera Hindkjær, forklarer ikke sine bevæggrunde, men det ville ikke overraske mig, hvis der var blevet sat meget stramme rammer op for, hvad hun kunne forvente svar på. Desuden er hun jo ikke politisk- eller graver-journalist men feature journalist. Og det er jo ikke helt det samme.

Og så lige et lille hip til Zetland:Zetland

Tak for ikke-noget, nu hvor jeg har støttet jer lige fra den spæde, svære start. På Twitter får jeg at vide, at der er tekniske årsager til, at trofaste abonnenter, der støttede, før det var smart, bliver sendt tilbage til start. Det er jeg egentlig lidt ligeglad med, jeg synes, det er fesent.

 

Heaven’s Gate & Sense8 (m.m.)

Lørdag eftermiddag sad jeg og scrollede ned igennem mine venner og bekendtes regnbuejubel på Facebook, da jeg faldt over en filmanbefaling fra Lars Kjær, som Københavnere på min alder vil huske fra The Voice. Jeg har ret stor tillid til Lars, når det gælder den slags, og filmen, Michael Cimino’s Heavens Gate, startede på DR2 kl. 15:30, klokken var 15:28, og jeg havde aldrig set den. Så jeg slængede mig i sofaen og så denne mærkværdige film.

Lars skrev bl.a.

Premieren var næsten et år forsinket og filmen blev sablet af både kritikere og publikum, som kun lagde 1,3 millioner dollar i billetlugen. ‘Heaven’s Gate’ blev taget af plakaten efter blot en uge og blev igen omredigeret til nu kun 2½ time og overlevede blot endnu en uge i biograferne.
Roger Ebert kaldte den nedredigerede udgave det mest skandaløse filmiske spild af tid og Joe Queenan kaldte filmen den hidtil værste.

Som han skrev:

– Dette er en film der ødelagde instruktørens karriere. Dette er en film der tabte så mange penge, at den i bogstaveligste forstand kørte et stort amerikansk filmstudie konkurs. Dette er en film om Harvard-uddannede revolvermænd, der kæmper mod østeuropæiske landarbejdere i et episk slag om den amerikanske sjæl. Dette er en film der har franske Isabelle Huppert i hovedrollen som riffelbærende cowgirl. Dette er en film hvor Jeff Bridges kaster op mens han står på rulleskøjter. Dette er en film der byder på fem minutters uafbrudt violinspil af en violinspiller OGSÅ på rulleskøjter. Dette er en film der trodser enhver mening…

Og filmen ødelagde da også Ciminos karriere indenfor film – eller rettere, det gjorde han selv – men også Kris Kristoffersens gryende karriere som filmstjerne blev kraftigt opbremset.

Filmen er dog bedre end sit ry, så se den endelig og oplev blandt andre Mickey Rourke i sin kun anden filmrolle og Willem Dafoe i sin allerførste.

Selvfølgelig er den for lang. Nævn mig en 3 1/2 time lang film, der ikke er for lang!? Men den har ret fantastiske momenter og fremragende skuespil, og den har et smukt og neddæmpet billedsprog, læg fx mærke til kvindernes kjoler i åbningsscenerne på Harvard. Det var vildt at sidde og se alle de mange superstjerner (filmen er fra 1980) optræde i små og store roller mellem hinanden – ikke mindst Jeff Bridges er så skøn, så skøn i en større birolle – ved navn John Bridges, sgu! Se fx dette billede.

Slutningen fatter jeg slet ikke. Hvis en eller anden filmkyndig vil forklare mig, hvordan den giver mening, så lytter jeg gerne.

Den kan ikke ses på nogen af streaming-tjenesterne, men købes på amerikansk Itunes for 10$. Mon ikke den kan fås endnu billigere i en video-butik? Kan i øvrigt anbefale sitet moreflicks.com, hvor man kan søge efter film og tv-serier på tværs af platforme, så det er let og hurtigt at finde ud af, om noget bestemt er tilgængeligt for én.

Nu hvor jeg én gang har indrømmet, at jeg ikke tilbringer al min tid på kunstmuseer og med lærde bøger, kan jeg lige anbefale et par tv-serier. De er begge Netflix-egenproduktioner. Det bliver de ikke dårligere af – snarere tvært imod. Den ene hedder Bloodlines, et familiedrama af de maveknugende. Meget seværdig.

I den anden er jeg dér, hvor jeg ikke kan holde ud, hvor længe jeg skal vente til næste sæson: en scifi-serie, instrueret af The Wachowskis (Matrix) kaldet Sense8. Den er grundlæggende spændende, meget farverig, og en stor del af personerne er LGBT. Der er et par nye skuespillere, som jeg er meget imponeret af: Den sydkoreanske Bae Doona, som kan udtrykke en hvilken som helst sindsstemning med en trækning ved øjet eller ved munden. Virkelig imponerende. Og Jamie Clayton der spiller en transkvinde og hacktivist med enorm overbevisning. De andre er også gode, men de her to er exceptionelle.

Musikken er en anden force ved serien. Den er til dels skrevet af den tyske filminstruktør m.m.m. Tom Tykwer, der også har skrevet musik til Cloud Atlas. Jeg har jo en svaghed for klassisk musik, og jeg er vild med den måde Beethovens lyse, vidunderlige femte klaverkoncert bruges i en af de sidste episoder. Åh, mere af den slags super-original udnyttelse af klassisk musik!

Forbrugeroplysning: som i de fleste moderne tv-serier er der en hel del vold og også ret meget sex i serien, meget af den homo. I modsætning til volden er flere af sex-scenerne ret poetiske. Og der er mindst én synlig penis. Halløjsa! Den uskyldige indiske pige, der ser den, forklarer senere over for sin guddom: He has a very large…. large…. trunk! Hendes guddom er Ganesha

All the Light We Cannot See

Doerr
Årets Pullitzer-vinder af Anthony Doerr er en virkelig god bog. Men den når ikke helt de fem stjerner. Jeg har lige kastet et blik ned over de seneste års vindere af Pullitzer-prisen, og et par af dem var jeg helt oppe og ringe over, fx The Goldfinch (sidste år), The Road (2007) og Middlesex (2003). Men jeg har lige læst Gilead, som jeg slet ikke blev venner med og nogen forærede mig Tinkers for nogle år siden – den fik jeg ikke engang læst færdig. Konklusionen må vist blive den om smag og behag…

Nå men, All the Light We Cannot See, foregår under 2. verdenskrig, og det er der jo uendeligt mange romaner, der gør. Denne gør det bedre end de fleste. Både fordi vi er med på begge sider af krigen, men også fordi vi får sådan et hjerteskærende indblik i, hvordan det var at være helt almindelige civile (børn) under en krig. Bogens ene hovedperson reflekterer over verden før og nu:

(…) pyramids of cabbages and carrots everywhere; bakers’ stalls overflowing with pastries, fish stacked like cordwood in the fishmongers’ booths, the runnels awash in silver scales, alabaster gulls swooping down to carry off entrails. Every corner she turned billowed with color: the greens of leeks, the deep purple glaze of eggplants.

Now her world has turned gray. Gray faces and gray quiet and a gray nervous terror hanging over the queue at the bakery (…).

Dette citat både for at skildre de lidelser civilbefolkningen i Centraleuropa gennemgik på mange fronter. Men også for at vise, hvordan Doerr behersker sproget.

Den ene hovedperson er blind, og Doerr er fænomenal til at få læseren til at mærke ind i marven, hvordan det egentlig er at være blind. Den anden er en slags vidunderbarn, der næsten intuitivt forstår, hvordan en radio virker. Det kunne han have fået meget ud af, hvis ikke – *krig*. Vores hjerter bløder for den her dreng!

Historierne, der fortælles, væves smukt ind i hinanden, og jeg blev ikke spor irritabel over graden af usandsynlighed. Jeg tror, at jeg ind imellem syntes, at Doerr simpelthen var lidt for dygtig, hvis læseren forstår, hvor jeg vil hen?

Alligevel vil jeg anbefale den varmt, måske især til folk der ikke læser sindssygt meget, for den er velskrevet, har et godt drive, opfordrer til empati med verdens krigsflygtninge og er samtidig ganske letlæst.

På dansk: Alt det lys vi ikke ser, oversat af Mich Vraa.

PS: Hev lige mit eksemplar af Tinkers ned fra reolen og så, at der på forsiden står: “Tinkers is truly remarkable” – Marilynne Robinson. Det forklarer måske, hvorfor jeg ikke kunne blive venner med nogen af dem?

Cisternerne i Søndermarken

Du gruer allerede for, hvad du skal stille op med ungerne, når nu ferien starter lige om lidt, og de keeeeeder sig i regnen. Eller – værre – du gruer for, hvad du skal stille op med dig selv i denne elendige undskyldning for sommervejr.

2015-05-20 12.30.01

Er du Københavner, så har jeg et bud på noget spændende, vådt og anderledes, du/I kan fordrive en halv eftermiddag med. Ingvar Cronhammers fantastiske installation i Cisternerne. Husk en varm trøje, hvis vejret skulle finde på at indbyde til bare arme – der er KOLDT og VÅDT dernede. Der er dog mere tale om en våd følelse, end om at man egentlig bliver våd.

2015-05-20 12.31.34

Cronhammer har skabt et stemningsfuldt og lidt uhyggeligt vandunivers, hvortil Martin Halls musik passer fortræffeligt. Det er interessant og gå rundt og høre mere eller mindre til musikken og tilsvarende mere eller mindre til vandet, alt efter hvor man er. Der sker nogle meget interessante ting med lyden, selv når man kun bevæger sig få centimeter. Prøv det!

Det koster en 50’er for voksne, men børn under 18 er gratis.

Beklager de elendige mobilbilleder, jeg havde ikke foto-sønnen med den dag.

Politisk roman af Lone Aburas

Aburas

Jeg er en utaknemmeligt rad (som min mormor plejede at sige), når det gælder danske bøger, for heller ikke denne bryder jeg mig noget videre om.

Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke rigtigt at forstå, hvad jeg skulle bruge den til. Historien er en anelse søgt, uden at der til slut flettes tråde, der får det hele til at give mening. Hovedpersonen har tydeligvis en depression, som hun ikke helt har erkendt, og samtidig virker det som om alle andre omkring hende også er triste, sure, deprimerede, indebrændte, frustrerede, ja, en bred palet af negative følelser og sindsstemninger. Nu er det jo ikke fordi personerne i Stoner, Stillidsen eller Americanah (tre romaner jeg synes meget godt om) alle sammen går omkring i en tilstand af jubel, men der er da flere nuancer, synes jeg.

Og så irriterede det mig helt vildt, at bogens redaktør har sjusket sådan. Der er sætninger, der skulle have været luget ud, og indholdsmæssige uoverensstemmelser, der simpelthen bare irriterer mig – som fx når en skuespiller i en film hele tiden har en nytændt cigaret i munden igennem en 10 minutter lang scene. Det kan være svært for en forfatter, der er fordybet i sit værk, at få øje på den slags efter 117 gennemskrivninger. Det er derfor, man har en redaktør!

Nu holder jeg lige en lille pause i de danske, men jeg har da købt et par stykker på Riidr, der ligger og venter. Jeg har ikke givet op!

 

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Flugten til Friheden

Åh, hvilken skøn film. I en halvtom ikke særlig stor sal i Grand, så vi denne helt neddæmpede fransk/algierske film med den helt uovertrufne Viggo Mortensen i hovedrollen, som Camus‘ forlængede arm, der desperat ønsker at gøre det rigtige, men hele tiden finder ud af, at det, der er det rigtige for den ene, slet ikke behøver at føles spor rigtigt for den anden. En smertefuld lektion, ikke kun for Daru, som Mortensen hedder i filmen, men også for os, tilskuerne.

Filmen er meget brun. Det algierske landskab er brunt, brunt, brunt og goldt, goldt, goldt. Når man går ud af biografen, kan man næsten mærke støvet klistre til en. Vi er i 1954, i starten af den blodige algierske frihedskamp mod franskmændene. Daru bliver udsat for et ægte Camus’k dilemma, og vi følger ham med hjertet i halsen, mens han træder dydens smalle sti.

Jeg læser normalt aldrig interviews med skuespillere – det interesserer mig dybest set ikke, hvad de mener om de roller, de spiller. Men jeg læste flere interviews med Mortensen, fordi han virkelig har engageret sig i denne film, og fordi man bare MÅ beundre en mand, der har haft alle muligheder for at vælge den lette vej, men hver gang har valgt én, der var sværere. Han taler flydende fransk og – så vidt jeg kan høre – ganske glimrende arabisk. Og han er stærkt optaget af Camus og helt inde i de voldsomme konflikter, der udspilledes blandt franske intellektuelle i forbindelse med krigen. Meget spændende læsning, for én gangs skyld. Filmens danske titel er i øvrigt lidt flad, den franske/engelske titel Loin des Hommes/Far from Men, er meget mere rammende.

Og apropos kvindens stilling (gårsdagens boganmeldelse), så kan filmen jo slet, slet ikke bestå Bechdel-testen. Der er nemlig kun kvinder med i ca. 5 minutter af den. Så det.
Viggo Mortensen TIFF 2011
Og for at det nu ikke skal blive alt for højspændt, så er Viggo da også en fryd for et par midaldrende kvindeøjne.

 

Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Afgrunden

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.