Richard Mosse, Jeff Wall og David Hockney på Louisiana

Vi har været på Louisiana et par gange, men jeg har ikke fået skrevet om det. Som jeg tidligere har beskrevet, er Louisiana en familiedestination for os – ingen andre steder opfylder så mange af vores behov på én gang.

Richard Mosse: Drag, 2012  Digital c-print ©Richard Mosse. Courtesy of the Artist, Jack Shainman Gallery & carlier ǀ gebauer
Richard Mosse: Drag, 2012 ©Richard Mosse. Jack Shainman Gallery & carlier

Richard Mosse‘ billeder fra krigen i Congo og i særdeleshed den film, der står centralt i udstillingen, er skrap kost. Den lyserøde farve, der er fuldstændig overvældende og dominerende, sender et stærkt kulturelt signal om ufarlighed og nuttethed, der er helt og aldeles misvisende. Farven skyldes Mosse’ brug af en særlig type film kaldet Kodak Aerochrome, som man tidligere brugte militært til at afsløre camouflage. Alt det naturligt grønne (og det er der meget af i Congo) fremstår skrigende lyserødt. Effekten bliver bl.a., at man bliver nødt til at kigge ret indgående på billederne, og at man aldrig får lov til at henfalde til beundring af det fine landskab.

Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall
Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall

Fotografisk kunst er virkelig ved at vinde indpas på de bonede gulve i Danmark. Det var på tide, og det er dejligt. Udstillingen med Jeff Wall er netop åbnet, og den er også flot og tankevækkende. De fleste af hans billeder er fra samfundets skyggeside, men slet ikke in-your-face, som det ses i fx aviserne. Snarere er han optaget af det lidt lurvede. Jeg har læst lidt i katalogteksten, og deri fortolkes billederne helt vildt – alt for meget for mig. Vi gik langsomt rundt og så på billederne og talte om, hvordan vi hver især læste dem (vi: min 26-årige ældstesøn og hans kæreste, min 13-årige søn og mig selv). Det var aldrig helt det samme vi så, så på den måde bidrog vi til hinandens oplevelser.

David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013  Kul på papir ©David Hockney Foto: Richard Schmidt
David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013, Kul på papir, ©David Hockney, Foto: Richard Schmidt

Endelig er der viet en sal til en af Louisianas “huskunstnere”, David Hockney. Ham er jeg fuldstændig pjattet med, så er det sagt. Et af mine mottoer er godt nok, at man skal skille kunstneren og værket, men i dette tilfælde er jeg vild med begge dele. Et interview med Hockney er altid fyldt med visdom, humor og underfundighed. Hockney har lavet en serie kultegninger, som et farvel til det England, hvor han er født, men som han ikke regner med at komme tilbage til. Der er tale om 30 tegninger af forskellige motiver i den samme skov, tegnet over et år, de fleste vist fra forsædet af kunstnerens bil. Hvis du ikke er så bekendt med Hockney, så se videoen herunder, hvor man både ser mange billeder, ser ham male og hører ham fortælle.

Udover de ovenstående kan man stadig se den store Modersohn-Becker udstilling, som jeg har set flere gange, men alle fire er ALT for meget på én gang. Hvis du skal derop snart, så kig lidt på Louisianas hjemmeside og beslut, hvilke af kunstnerne du er mest interesseret i, og skip så resten. Med kunstoplevelser gælder det ikke om at få så meget som muligt for pengene.

Edvard Weie på Kunstforeningen Gl. Strand

Opstilling med appelsiner
Opstilling med appelsiner, 1922. SMK.
Selvom jeg er medlem og går forbi hver og hver anden dag, har jeg alligevel tøvet med at gå hen og se denne udstilling, for jeg har aldrig været særlig betaget af Weie. Det er jeg vel i og for sig stadig ikke, men alligevel var jeg ret tilfreds med mit besøg og det, jeg fik med hjem.

Som så mange andre kunstnere var Weie plaget af psykisk sygdom og meget sorte perioder. Men i modsætning til så mange andre var han ikke i stand til at male på sin melankoli og måtte derfor stoppe sit virke i længere perioder. Vel lidt ligesom PS Krøyer, tænker jeg. Weie var en af de første modernister i Danmark, og han så skævt til mange af sine samtidige, noget han bl.a. fik afløb for i vrede avispolemikker, hvilket ikke just gjorde ham populær i datidens kunstnermiljø.

Faun og nymfe
Faun og nymfe. 1940-41. SMK.
Denne vrede kan man ikke se i billederne, hvor han, som kurator Lennart Gottlieb udtrykker det, fremmaner poesiens natur. Værket herover (der er malet i mange udgaver) betragtes som hans hovedværk. Men jeg vil være sær og foretrække hans stillebener (er så barnlig, kan ikke lade være med at udtale det ord med tryk på ‘stil).

Som et relativt nyt formidlingsgreb er der sat musik til billederne, Max Richter og Mikael Simpson. Det gjorde ikke rigtigt noget for mig, og kulminationen på Richter-værket måtte jeg ligefrem flygte fra. Angiveligt var Webers Jægerbruden Weies yndlingsopera. Det er ikke min, men jeg havde nok alligevel foretrukket den eller noget andet romantik. Jeg synes dog, der bør gives point for det gode initiativ! Vi kan måske godt få nok af nytænkning i kunstformidlingen, men det er da ikke sket endnu.

Brandts 13

Gudrun Hasle

En fantastisk særudstilling med denne ganske specielle kunstner, som jeg fik øjnene op for i tv-udsendelsen Mikkels Atelier, som jeg tidligere har skrevet om. Udstillingen hedder My Charlthodt as a Expat og handler om nogle lykkelige barndomsår i Thailand. De illustreres med skønne, kornede familiebilleder fra tiden, og kunstneren fortæller i en video om de oversvømmelser, der var paradisiske og eventyrlige for hende og hendes tvillingebror, men som hun som voksen har forstået var katastrofale for de fattige lokale.

Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.
Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.

Og så selvfølgelig de fantastiske broderier, der er udført med kæmpe teknisk overskud og samtidig er hjerteskærende naive.

Thomas Bangsted

Når man lige først kigger på Thomas Bangsteds fotografier, ser de egentlig ikke ud af noget særligt. Men efterhånden som man lader sig suge ind i dem, går det op for én, hvad det er, hans teknik går ud på. Man kan afskrælle hans lag-på-lag med blikket, så at sige. Det er meget fascinerende. Men hans billeder kræver tid.

Kunsten

Et ret prætentiøst navn til en kunstsamling, men, skulle det vise sig, ret rammende. Museum of Modern Art i AalborgKunsten – har udlånt noget af samlingen til Brandts 13. Det var jo praktisk for os, der kun yderst sjældent kommer til Nordjylland men en anelse oftere til Fyn. Der var en sal fuld af Julie Nords urovækkende tegninger, et kæmpestort uhyggeligt billede af Michael Kvium, et par værker jeg ikke kendte af John Kørner og en (for mig) ny og meget spændende kunstner, Anette Harboe Flensborg. Mærkeligt nok faldt jeg over hende igen få dage senere hos Bendixen Contemporary Art i Palægade. Endnu et par dage senere stødte jeg på hende igen, nemlig på Grønningen (mere om det senere). De tre billeder dér blev jeg decideret forelsket i! En anden kunstner, vi ikke kendte, var Ivan Andersen. Tjek lige hans billeder ud – for mig mindede de lidt om David Hockneys tidligere værker. Endelig var der en kæmpe papskulptur af kunstnersammenslutningen BankMalbekRau. Ret festlig!

BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13
Udsnit af BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13

Brandts 13 var stort set tomt ligesom resten af Odense sådan en tidlig søndag eftermiddag. Det var nærmest lidt uhyggeligt!

Grammatiknazi, stavepladeuddeler

Ja, på dansk deler vi ikke ordene. Det hedder derfor ikke grammatik nazi (grammar nazi) eller stave plade uddeler (okay, jeg har mere eller mindre selv opfundet de to ord, men reglen gælder alligevel). Og sådan fortsætter Susanne Staun over stok og sten på 112 morsomme, lærerige og letlæste sider. I modsætning til lære rige og let læste.

Nu vil jeg kækt påstå, at der ikke var så meget for mig at lære, da jeg allerede praler vidt og bredt af mine danskkundskaber og evner udi kommasætning. Men alle, der siger, at de ‘kun lige glemte nutids-r, fordi de skulle skynde sig‘, eller ‘ingen kan alligevel sætte komma, så hvorfor lære det?‘, kan godt skrubbe hen og købe bogen. Den kan læses på et par tog- eller busture, den koster tre kopper kaffe, og man kan faktisk (med mindre man reelt er ordblind) lære en hel del i en fart. Susanne Staun gør det i hvert fald m e g e t lettere end min Fru Håkansson gjorde i Folkeskolen.

Ordblinde mennesker skriver som Gudrun Hasle. De kan også glemme nutids-r, men det er ikke det, der definerer dem som ordblinde. Mange mennesker har simpelthen ikke lært at stave, og de kan jo ikke gøre for, at de har haft lærere, der ikke var opgaven voksen. Så er der bare ikke andet at gøre end at lære sig selv det – Staun giver alle grundene i forordet til bogen. De kan koges ned til: Vil du tages (helt) alvorligt af alle, så lær at stave.

Jeg kender og elsker en hel del mennesker, der staver temmelig dårligt. Nogle af dem bliver måske fornærmede over dette. Men det skal de ikke blive, for jeg elsker dem, selvom de ikke kan stave, og jeg læser det, de skriver. Men nøgleordet her er jo kender. Skulle jeg vurdere job- eller legatansøgninger, slap ingen igennem med stavefejl. Ingen. For kan man ikke selv, kan man søge hjælp. Den tilbyder Susanne Staun nu med denne bog. Så tag da imod den!

PS: Er der stave- eller kommafejl i ovenstående, giver jeg en kop kaffe.

Om kunsten og museerne

80638-Copenhagen

I dagens Politiken (artiklen er ikke online, ikke engang for abonnenter (?)) er der et stort opsat interview med Glyptotekets direktør Flemming Friborg. Det sker i anledning af en polemisk artikel, han angiveligt har skrevet til Carlsbergfondets Årsskrift (heller ikke online). Kunst skal øjensynligt diskuteres med tryksværte på fingrene…

Overskriften på interviewet er “Det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse“. Yderligere siger han bl.a.:

Det har længe været ‘det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne.

Lidt senere kritiserer han Kulturstyrelsens puljeordninger, hvor der bl.a. findes én, der er målrettet kulturinstitutionernes samarbejde med uddannelsessektoren:

Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage.

Jeg tror mest, jeg er Uenig med ham, selvom han også siger ting, som jeg er enig i. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilket museum, der har æren for at have åbnet mine øjne for kunst. Louisiana. Helhedsoplevelsen ved at tage derop, de fantastiske omgivelser, den bestandige fornyelse på en solid bund af kærlighed og respekt for kunsten, de originalt kuraterede udstillinger, de spændende møder med det nye og ukendte, hvorefter man kan gå ned i samlingen og dvæle ved sine yndlingsværker. Repetitionen og fornyelsen. Det samme gælder både min nu voksne ældste søn, der har kommet der siden han var lille, og min nu 13-årige, der ikke sjældent selv foreslår, at vi tager derop. Ingen af dem foreslår, at vi skal gå over på Glyptoteket, som jeg ellers kan se fra mine vinduer.

Nu ser jeg på kunst her og der og allevegne, inkl. Glyptoteket, og jeg ved, at det kan jeg i høj grad takke Louisiana for. Jeg vil derfor ikke være med til at kritisere de moderne museer for deres formidling, selvom jeg da også ind imellem synes, der er lidt for meget tju-hej og lidt for lidt fokus på kunsten, men hey, jeg er 55 år!

Sidste fredag var jeg med en veninde på Statens Museum for Kunst til SMK Fridays. Vi snakkede mest og drak gin & tonic, men vi nød samtidig den dejlige stemning og de virkelig mange mennesker i alle aldre, der fandt vej til Sølvtorvet en fredag aften. Både for hende (der end ikke havde hørt om SMK Fridays før) og for mig var det en dejlig aften, der inspirerede til at komme igen. Jeg tror derfor godt, at anderledes arrangementer kan lokke folk tilbage på en almindelig onsdag. Det har jeg skrevet om i forbindelse med et besøg på Arken. Det handler om at føle sig tryg og om at opleve noget nyt på en base af genkendelighed.

Til gengæld er jeg enig med Friborg om, at museerne skal finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Han fortæller, at Glyptoteket introducerer et koncept, de kalder slow, hvor man inviteres til at fordybe sig i et enkelt kunstværk. Det er en meget god idé, der allerede praktiseres på Nivaagaard, hvilket jeg var meget begejstret for.

Jeg gik en dag igennem nogle af de mere fjerne sale på Nationalmuseet sammen med en af inspektørerne, som jeg kender. Nærmest en passant fortalte hun en sjov historie om netop denne sal, som gav den liv og varme og fik mig til at stoppe op. Men den fortælling er ingen steder at finde i rummet. Heller ikke nogen andre fortællinger. Hvad med at stille et staffeli op sådan et sted med en planche, der fortæller lidt basisviden og et par anekdoter?

Der sker virkelig noget med ens kunstopfattelse, når man får en grundig introduktion til et værk eller får fortalt en historie om dets tilbliven eller dets proveniens. Derfor er jeg heller ikke enig med Friborg, når han synes, det er noget pjat at tilbyde museumsgæster at være ‘kurator for en dag’. Nej, det er ikke noget pjat, for når først man bruger noget tid sammen med et værk, og noget tid på at sætte ord på, hvorfor man bedre kan lide ét værk frem for et andet, så er man kommet nærmere kunsten og får mere ud af den næste gang.

Knud Romer om romantikken

I den akademiske boghandel Atheneum i Nørregade afholdtes for nylig en serie morgenmøder i samarbejde med Golden Days. Jeg var ikke så interesseret i de andre arrangementer, men jeg måtte opleve Knud Romer tale om Romantikken. Det var jeg ikke ene om, der var simpelthen pakket. Og i modsætning til mange andre af de kulturarrangementer, jeg render til, så var vi gråhætter absolut i undertal. Faktisk var det lidt sjovt, at de hipstere, som Romer gjorde grundigt grin med under sit foredrag, var særdeles godt repræsenterede. En masse smarte unge mennesker, med andre ord.

Jeg synes ikke altid, at Romer er lige tilgængelig. Jeg har fx opgivet at høre hans program Romerriget på 24/7, fordi jeg savner struktur. Jeg mener godt selv, at jeg har de nødvendige forståelsesmæssige forudsætninger for at følge med, når han drøner ud ad en tangent, også selvom jeg ikke altid kender de forfattere eller tænkere, han taler om. Men i radioen kan jeg ikke bevare koncentrationen, og jeg tror også, at hans stemme simpelthen irriterer mig for meget, når den er det eneste, der er. Jeg skal lige sige, at jeg simpelthen elskede hans roman Den som Blinker er Bange for Døden, som jeg købte på trods, fordi han irriterede mig helt vildt i Smagsdommerne…

Han lagde ud med at beskrive Tyskland, som landet med Dichter & Denker, Richter & Henker. Dichter & Denker forstod jeg jo godt, men Richter & Henker? Jeg skrev det ned, så jeg kunne slå det op, når jeg kom hjem. Det var ikke så let, for mit tyske er ikke godt nok til helt at forstå Wikipedia-siden, hvor det forklares. Men en venlig engelsktalende blogger har forklaret, hvordan det stammer tilbage til Dürrenmatt og satirikeren Karl Kraus.

Novalis
Novalis

Vi fik besked på at gå hjem og læse “den første romantiker” Novalis, der, som det sømmer sig for en ægte romantiker, døde som kun 28-årig, vanvittig lærd. Jeg elsker lidt den omfattende Wikipedia-artikel, hvor jeg bl.a. fryder mig over de tyske adelsnavne (Heinrich Ulrich Erasmus Freiherr von Hardenberg) og de tyske titler, fx. Supernumerar-Amtshauptmann. Jamen, man kan da kun elske det! Hans mest berømte værk måtte jo nødvendigvis være Hymner til Natten. Med udgangspunkt i denne tragiske unge mand sprang Romer derefter frem og tilbage mellem dengang og nu og beskrev den oprindelige romantik, og hvordan nazismen i høj grad baserede sig på romantiske forestillinger (tænk bare på Wagner!), og paralleller til nutiden var bl.a. Lars von Trier og altså de tidligere omtalte hipstere – som længes efter et mere ukompliceret liv, ét med naturen, hvilket symboliseres med langt skæg og tophue. Man skal vist være Romer eller hipster for at se det!

Et virkelig fremragende eksempel, han gav på moderne romantikere, er de mennesker, der er parate til at ofre alt for at redde en hval – mennesker, der har mistet enhver proportions- og realitetssans. Jeg kan godt lide, at Romer både er vildt fascineret af og meget vidende om romantikerne samtidig med, at han hænger dem ud uden at blinke.

Men det bedste af det hele var, at så mange mennesker gad gå om ad Nørregade kl. 9 om morgenen og stå op i halvanden time og høre på kultiveret tale. Jeg gik glad og opløftet derfra!

Læs Terry Pratchett!

Pratchett death tweetTerry Pratchett, et fantastisk menneske og en storartet forfatter med en enorm produktion bag sig, er død. Alt for tidligt i forhold til sin alder, men da han havde early-onset Alzheimer, var det nok alligevel ikke for tidligt. Hvis du ikke ved noget om ham eller kun lidt, så klik på hans navn og læs den glimrende Wikipedia-artikel.

Jeg husker ikke længere, hvornår jeg læste min første Discworld roman, og hvad der er mere mærkeligt, er, at jeg heller ikke husker, hvem der overtalte mig til at læse sci-fi (det gør jeg ellers ikke) og så oven i købet MORSOM sci-fi med tudegrimt omslag. Men mange tak til den, der fik mig overtalt. For hvor har jeg dog haft mange kostelige timer i selskab med Sir Pratchett!

Ligesom jeg generelt går udenom stand-up, morsomme film, komedieserier, etc., så har jeg heller aldrig opsøgt sjove bøger. Men disse her er sjove på en helt særlig måde, for der er simpelthen ikke det emne, Pratchett ikke tager under kærlig behandling og kan få én til at skrupgrine af. Hans bog om musikbranchen (Soul Music) er ikke den bedste eller den sjoveste, men nok den jeg har grinet mest af, fordi jeg selv har brugt 20 år af mit liv dér.

Han tager også langt mere alvorlige emner op, ja, faktisk kan man godt sige, at Pratchett var en eksponent for den absolutte ytringsfrihed. Lige bortset fra at han aldrig brugte ytringsfriheden som et våben til at slå andre mennesker oven i hovedet med.

Det, jeg holder allermest af hos Pratchett, er den fremtrædende rolle som Døden indtager i alle hans bøger. Ja, i Discworld-serien er Døden en af hovedpersonerne. Han er virkelig meget menneskelig (sorry) og har mange kvababbelser over sit job. Den fuldstændig respektløse men alligevel kærlige måde Pratchett behandler Døden på, har inspireret mig meget. Ikke sådan at jeg bliver mindre ked af det, når mine venner dør, men sådan at jeg bedre kan leve med, at døden er en del af livet.

Den danske filosof Carsten Fogh Nielsen (@filoffen) har skrevet smukt, sjovt og varmt om sit liv med Terry Pratchett. Det er på alle måder fin læsning.

Nivaagaard malerisamling

I sidste uge havde jeg skrevet forkert i min kalender, så jeg kom en time for tidligt til min fysioterapeut, der har klinik i Nivå. Hvis du aldrig har været i Nivå, kan jeg fortælle dig, at der virkelig ikke er meget at lave på en grå februardag. Andet end at gå på Nivaagaard, altså. Dér havde jeg ikke været i mange år, for ældre kunst er nok ikke det, jeg interesserer mig allermest for. Og vil man absolut se på kunst, når man er på de kanter, så er der Ordrupgaard mod syd og Louisiana mod nord, der forekommer mig langt mere indbydende.

Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846
Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846

Men altså: Jeg fik lov til at komme ind, selvom de faktisk først åbnede for almindelige gæster en time senere (der var et par skoleklasser derinde). Samlingen er for relativt nylig blevet nyophængt efter et tematisk princip. Det fungerer simpelthen fremragende for gæster som mig, der ikke er særligt vidende om ældre kunst. Noget af det bedste var ovenstående med overskriften DRIFTEN. Prøv lige at se nærmere på dette fantastiske billede!

Ditlev Blunck: Mareridt. 1848. Nivaagaard.

Mareridtet er åbenbart et relativt udbredt tema i kunsten, og der er virkelig mange subtile hentydninger her og der i billedet, når man bliver hjulpet til at finde dem. Se fx kollega Thorvaldsens relief Natten på sengebordet! Og som museet skriver i den medfølgende tekst, så ser hun jo, øh, ikke specielt bange ud… Maleriet har i øvrigt en spøjs historie, som kan læses på museets hjemmeside.

Temaerne i ophængningen er blandt andet Blikke, der jo opfordrer beskuerne til at se nærmere på, hvordan den portrætterede ser på os, snarere end hvilken person, der er tale om. Det fik mig ganske rigtigt til at se billederne på en anden måde.

2015-02-25 11.34.51
Wilhelm Marstrand: Ung kampagnol. (uå). Nivaagaard.
2015-02-25 11.36.36
Wilhelm Marstrand: Venetianerinde ved toilettet, 1854

 

Har man børn med, er afdelingen med temaet Dyr naturligvis oplagt – der er virkelig meget at tale om i de billeder, hvis man ellers gider.

På museet er der naturligvis også mulighed for at se de to malerier, der var genstand for et af Danmarks mest berømte kunsttyverier, nemlig tyveriet i 1999 af en Rembrandt og en Bellini.

Denne specielle ophængning af hele museets samling kan ses frem til 31. maj. Det er alt for kort tid, hvis I spørger mig!

Kjell Westö: Luftspejling 38


En virkelig god bog af den klassiske slags. Ikke en krimi, ikke en thriller, ikke sci-fi eller soft-porn, men heller ikke højpandet. Med lidt god vilje kan man måske kalde den en historisk roman, men det er ikke det, der falder mig først ind, når jeg skal beskrive den, selvom den foregår i Finland i mellemkrigsårene.

Jeg har bestemt ikke været lige begejstret for alle vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris, men forrige års, Kim Leine, og sidste års falder i den grad i min smag. Til gengæld brød jeg mig hverken om Lars Saabye Christensen eller Sofi Oksanen, selvom jeg godt ved, at mange af mine litterære venner er vilde med dem begge. En del har jeg slet ikke læst. Det skader i hvert fald ikke at få læst en bog eller to (der ikke er en svensk krimi) fra vores egen del af verden, jeg er selv meget slem til at vælge bøger på engelsk og derfor engelske eller amerikanske forfattere.

En anmelder inde på Saxo.com skriver, at hun godt kunne lide bogen, men at den sidste del af den blev ødelagt for hende, fordi hun gættede plottet. Det fatter jeg så slet ikke. I en ordentlig roman er plottet selvfølgelig vigtigt, men det er da ikke det afgørende? For mig betød det kun lidt, hvem “skurken” var – det var den psykologiske indlevelse i de to stille eksistenser, der er hovedpersoner i bogen, samt beskrivelsen af den anspændte situation i 1938 i et land, der deler grænse med Rusland (dengang Sovjetunionen). Hvis man var mod tyskerne, var man per automatik med russerne, som man havde et (velbegrundet) anstrengt forhold til! (Os eller dem retorikken er ikke ny).

Bogen er mundret oversat til dansk (fra svensk). Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er Saxos e-bogslæser eller Batzer & Co.‘s e-bogsformat, der ikke er godt, men faktum er, at når man forstørrer teksten lidt op, så hopper typografien. Jeg behøver ikke udpensle, hvor irriterende det er, vel? Jeg har ikke tidligere læst noget i e-bogsformat fra Batzer (tror jeg da), og det var første gang, jeg prøvede Saxo’s læser, som i lighed med Riidr’s ikke kan huske, hvor langt jeg er kommet på tværs af devices.

 

Lærde mænd (og en kvinde) diskuterer De Elendige

Det var kedeligt. Kedeligt i forhold til at se et afsnit af House of Cards eller Game of Thrones, men (hvad værre er) meget kedeligere end debatten for nogle uger siden om Joyce, Ibsen og Brandes. I efteråret kom der en ny dansk udgave af Victor Hugo’s Les Misérables, oversat af Hans Peter Lund. Oversættelsen fik seks hjerter i Politiken af Hans Hertel. De fremmødte var de førnævnte samt forlægger fra Forlaget Vandkunsten Søren Møller Christensen og den grafiske tilrettelægger Anne Rohweder. Desuden var Karsten Pharao der for at læse højt af bogen. Det var klart eftermiddagens mest opløftende indslag.

Jeg har ikke læst den – kun i en forkortet Det Bedste udgave som barn. Jeg kommer nok heller ikke til det – den er godt nok tung i optrækket sine steder, nærmest sådan lidt som en opera. < jeg dør, jeg dør, jeg dør >. Og jeg gætter endda på, at Pharao ikke læste de allerkedeligste passager for os.

Når jeg overhovedet vælger at omtale arrangementet, er det på grund af debatten om papirbogens og dermed det dannede menneskes snarlige endeligt der fulgte. Alle var enige om, højlydt og i kor, at begræde papirbogens tunge skæbne, de triste e-bøger, de onde, onde netboghandlere (altså dem der sender papirbøger til os med posten), de frie bogpriser og det almindelige dannelsestab. Som om de hang uløseligt sammen. Og til konstant nikken fra hele forsamlingen af gråhætter. Jeg er selv en gråhætte, men jeg nikkede sgu ikke, for jeg synes, det er noget SLUDDER.

Forlaget Vandkunsten udgiver vanvittigt flotte bøger. Jeg står altid og savler ved deres stand på bogmessen. Men hvor en bog som fx Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien for mig er utænkelig som e-bog, pga de fantastiske illustrationer, der bare skal opleves i flot udstyr og på papir, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor en basse på 1874 sider ikke skal udkomme som e-bog til os med svage arme? Lige nu læser, nej, lytter, jeg til Middlemarch (kun små 800 sider) af George Eliot og jeg har også hentet den som e-bog, så jeg kan genfinde de særligt fornøjelige steder. Hvorfor skulle jeg dog sidde og få ømme arme af at læse den, når jeg alligevel ikke er den lykkelige ejer af en eksklusiv, illustreret udgave?

For mig eksisterer papirbøger, lydbøger og e-bøger ved siden af hinanden, og det ene udelukker ikke det andet. Det er litteratur, jeg elsker. Formatet afhænger af situationen.
Otto Scholderer Lesendes Mädchen

Så i stedet for al den ynk, man altid skal høre på fra forlagsfolk, så kunne de komme ud af starthullerne.

  • Bruge de sociale medier meget mere, fx Twitters #fredagsbog
  • lave nogle ordentlige e-bøger, som ikke er fyldt med horeunger og springende typografi
  • tilbyde pakkeløsninger, så man fx fik e-bogen med gratis, når man købte en papirbog
  • lade være med at droppe redigering og korrektur af deres bøger
  • eller 117 andre tiltag, som enkelte forlæggere og forfattere er dygtige til at udnytte, men som flertallet næsten ikke bruger.

Fx er der flere danske forlag, der ikke opretter deres nye bøger på Goodreads, som mange danske super-læsere ellers bruger med stor flid, og som er et sted hvorfra mange får deres læseanbefalinger. Når man er bekendt med de forsvindende små oplag bøger på dansk i reglen udkommer i, så er det simpelthen for storsnudet at se bort fra fx Twitter og Goodreads. Man kunne få den tanke, at nogle af de andre forlag ikke bruger #fredagsbog, fordi det var Gyldendal, der gjorde det først. Men det er jo ren idioti – alle læseglade Twitter-mennesker bruger det flittigt og er fuldstændig ligeglade med, hvilket forlag der har udgivet den bog, de læser en given fredag.

Grafiker Malene Hald sendte forleden på Twitter en bøn afsted om, at bogfolket ville lære af musikfolket, nu hvor vinylen får sin genkomst. Med det mente hun – og jeg fortolker frit – at hvis man laver lækre, gennemarbejdede papirbøger, som man bliver glad af at få i hånden, så går de aldrig helt af mode. Og da slet ikke den slags, som man vender tilbage til, såsom bøger om kunst, arkitektur, historie og design, der er afhængige af god grafik og flotte illustrationer.

Min egen bøn til forlagene: Udgiv lidt færre bøger, og gør jer lidt mere umage!

 

Mikkels Atelier på DR K

Lilibeth Cuenca i Mikkels AtelierHelt tilfældigt opdagede jeg forleden en række kunstprogrammer på DR, som jeg overhovedet aldrig havde hørt om. Og det skønt de første vist er fra september sidste år. Konceptet er fuldstændig nøgent og enkelt – en kunstner interviewer en anden i sit atelier, kun krydret med eksempler på den interviewedes kunst og korte klip, hvor Politikens kunstanmelder Trine Ross kommenterer kunstneren og værkerne. Alle udsendelserne kan ses på dr.dk.

Noget ved værten, Mikkel Munch-Fals, irriterer mig – måske er det hans små-misogyne bemærkninger her og der. Fx. taler han i interviewet med Gudrun Hasle om “den moderne kastrerede far og forstadsmand”. Jeg er ved at kaste op, når jeg hører moderne mænd omtale sig selv og andre som kastrerede. Hvis deres kone/kæreste har den effekt på dem, hvorfor skrider de så ikke bare?

Når det er sagt, så laver han nogle virkeligt gode kunstprogrammer, som har gjort mig markant klogere på disse kunstnere og måske også lidt klogere på kunst i det hele taget. Og udvalget af kunstnere, hvor flertallet indtil videre har været kvinder (!), er så godt, at alt andet er tilgivet.

Astrid Kruse Jensen – fotograf. Kendte hende ikke, hvilket helt klart var en fejl. Hun forklarer ligetil om sin teknik og sine motiver, og der forekommer at være god kemi mellem hende og Munch-Fals.

Lilibeth Cuenca Rasmussen – performancekunstner. Hende havde jeg hørt og læst om, men jeg har aldrig set hende “live”. Det kommer jeg muligvis heller ikke til, for jeg har det, ligesom hun selv beskriver det – jeg får koldsved ved tanken om at blive “hvervet” til at deltage i et stykke performancekunst. Alligevel blev jeg ret vild med Lilibeth, der virkelig har en meget vindende personlighed, og som forklarer med kirurgisk præcision, hvad performancekunst er og kan. Det er fascinerende at høre om, hvor forskelligt hendes genopførelser af Yoko Ono-værket Cut Piece modtages forskellige steder i verden.

Gudrun Hasle – broderi m.m. Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette direkte i sin kunst. Klik lige på hendes navn, for det skal ses for at give mening. Kontrasten mellem den person, der skriver som en brækket arm og har snittet i sig selv, og så den ekstremt velformulerede og reflekterede person, vi møder i tv-programmet, er enorm. Det var vist meget sundt for mig at opleve!

John Kørner – maler. På grund af hans billedseriers politiske indhold er han nok den mest kendte af de kunstnere, der har været i programmerne. Jeg kan godt lide Kørners måde at beskrive horrible ting med smukke billeder. Jeg synes, effekten er langt større end de mange, der forsøger sig med det modsatte. Kørner er særdeles reflekteret, og han har tydeligvis tænkt meget over sine motiver og researchet dem så grundigt, som var han journalist.

Julie Nord – tegner. Den kunstner jeg kendte bedst. Hun havde en særudstilling på Kunstforeningen Gl. Strand i efteråret, som jeg besøgte hele tre gange, fordi jeg var så fascineret af hendes univers. Siden da har jeg købt et litografi af hende – og sågar to kagedåser (tak Irma!)! Kemien er ikke så god mellem Munch-Fals og Nord som mellem ham og de andre kunstnere, men alligevel kan man sikkert få meget ud af programmet. Der vises dele af en film med Nord, som jeg så flere gange i efteråret.

Julie Nord Irma-kagedåse
Julie Nord Irma-kagedåse

Kaspar Bonnén – multikunstner. Man fornemmer, at Kaspar Bonnén ikke er så vild med at være i Munch-Fals’ atelier – eller også er han bare ikke vild med at være i fjernsynet… Alligevel synes jeg, man får meget ud af at se programmet med ham, og jeg er vild med den måde, han bruger sin hårde barndom på sådan en konstruktiv og reflekterende måde. Jeg ville ønske, jeg havde set den udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand, som der refereres til. Efter at have set programmet, blev jeg ved med at se et af Bonnéns billeder for mig, nemlig et hvor en kaffekop svæver frit lige ved siden af bordet. Af en eller anden grund gjorde det særligt indtryk på mig!

Gid der var flere programmer i vores public-service fjernsyn som disse. De forsøger ikke at poppe kunsten op og proppe den ned i halsen på den uvillige, men formidler ægte kærlighed og engagement i kunst uden at tale hverken op eller ned til seerne. Herligt.

DR er karrige med information om programmerne – det oplyses ikke, hvornår de blev sendt første gang, eller om der kommer flere. Det ville jeg godt vide!

Corner

Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.
Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.

Jeg havde “alle mine unger” med på Sophienholm og se Corner-udstillingen. Overordnet set var ingen af os særligt imponerede, men der var da en håndfuld kunstnere, som vi (næsten) var enige om skilte sig ud på den gode måde.

Jeg kunne godt lide Jens Bohrs mange, fine små træsnit og havde stor lyst til at erhverve et af dem. Nu havde jeg ikke min gode husbond med, så jeg gjorde det ikke – vi er enige om, at vi skal være enige, så at sige, inden vi køber kunst.

Vi syntes alle fire, at Daniel Enkaoua‘s fine malerier var i særklasse – det var priserne så også! Jeg kunne også lide Mogens Gissel, Jens-Peter Kellermann (skulpturer), Ulrik Møller, Anita Viola Nielsen, hvor jeg især kunne lide et maleri, der hed Piazza Thorvaldsen, Knud Odde, hvor min favorit (selvfølgelig) var et billede af Patti Smith og ikke mindst Lars Ravns kaniner, der sås spredt rundt i hele udstillingen. Sådan en vil jeg (også) gerne have! Du kan se et udvalg af de kære væsner her. Jeg er egentlig selv lidt forundret over, at jeg synes så godt om dem, for jeg kan normalt ikke ret godt lide sjov eller nuttet kunst.

Corner har gjort det let at komme til at erhverve et værk – også som eftertanke. Det er en god idé, for det er ikke altid, man lige er klar til at hive dankortet frem, når man står i galleriet. På hjemmesiden er der simpelthen en “butik“, hvor man kan se de værker, der er til salg og købe dem. Det giver så meget mening, fordi folk, der kigger derind, netop har set værkerne i virkeligheden. Det næste bliver så, at de bliver bedre til at reklamere for det!

Personalet ved udstillingen bar præg af at være glade amatører. Det er de måske også og fred med det. Men damen i skranken var så sur, at hun kunne have fungeret som eddike-erstatning. Det er en ret ufed start på et galleri-besøg! Sophienholms café og skønne park er altid et besøg værd, men denne gang sprang vi begge dele over. Caféen fordi den var fyldt til bristepunktet, parken fordi vejret mere smagte af varm cacao end af spadseretur.

Per Morten Abrahamsen: The Lake

Fornylig skrev jeg, at jeg ikke bryder mig om ferniseringer. Det er stadig sandt, selvom jeg faktisk gik til en i fredags. Den indeholdt alle de aspekter ved ferniseringer, som jeg hader, deriblandt intens trængsel, et udvalg af kendte mennesker og folk, der, lidt for højt, siger i telefonen, hvor de er, og at de “nok køber 4-5 af værkerne”. Når jeg alligevel gik og havde nogle fornøjelige timer, skyldes det, at jeg kender Per Morten Abrahamsen lidt, og at mange, som jeg kender bedre, også var der. Og så var der vin – en udmærket en, oven i købet.

Udstillingen, som jo var, hvad jeg kom for at se, finder sted på Hans Alf Gallery, et stort flot galleri i en del af byen, hvor jeg sjældent kommer: Holbergsgade (bag det Kgl. Teater). Per Morten blev verdenskendt i Danmark, da han i 80’erne og 90’erne fotograferede erhvervsledere til Børsens Nyhedsmagasin og gjorde det på en helt og aldeles ny måde. Hvis du ikke er gammel nok til at huske det, så var hans portrætter så spektakulære, at folk som mig kunne finde på at KØBE Børsens Nyhedsmagasin for at nærstudere billederne!

Fotoserien, The Lake, er i en helt anden boldgade. En ret ydmyg sø på Amager Fælled er blevet objekt for Per Mortens linse, og han iscenesætter den med vanlig sans for drama, men samtidig med glimt i øjet og stor varme. Jeg er meget langt fra at være kunsthistoriker, men jeg tænkte gentagne gange på prærafaelitterne fra England og deres reaktion på tidens malerkunst. Jeg er dog ude af stand til at sætte navn på, hvilken trend det evt. er, Per Morten her går op imod. Mit favoritbillede hedder Floating Off og minder mig om dette billede af en af de mest kendte prærafaelitter, John Everett Millais.
John Everett Millais - Ophelia - WGA15685Det forestiller naturligvis Ophelia, og sådan læser jeg også Per Mortens billede – dog står der på hans billede to små børn på søbredden og det er vel oplagt i 2015 – at Ophelia har børn, der bliver ofre for de voksnes desperate handlinger. Det er muligt, at Per Morten vil skrupgrine over min (over)fortolkning, men heldigvis står det enhver frit for at lægge i kunsten, hvad hun måtte have lyst til.

Jeg vil snart gå ned og se udstillingen igen under mere fredsommelige omstændigheder. Jeg gætter på, at der så er små røde prikker ud for de fleste af billederne. Det burde der i hvert fald være.

Ingen af billederne fra udstillingen er frigivet til brug på blogs som denne, men et enkelt kan ses på Hans Alf Gallerys hjemmeside. Hvis man vil se mere, må man gå hen og se udstillingen.

 

Glyptoteket – den franske samling

Glyptoteket. Christian Lemmerz' Todesfigur i baggrunden.
Glyptoteket. Christian Lemmerz’ Todesfigur i baggrunden.

Glyptoteket er (næsten) min nærmeste nabo, og jeg går jævnligt derind og nulrer rundt – et årskort koster 200 kr., og der er gratis entré om søndagen. Det gik op for mig, at det var længe siden, jeg havde set på den franske samling, så jeg spadserede derop. På vejen går man op ad den “nye” marmortrappe og halvvejs oppe står Christian Lemmerz‘ dødsstatue Todesfigur. Den er mindre in your face-uhyggelig end mange af hans andre skulpturer, men stadig sjældent majestætisk dyster. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at den, i det mindste i en periode, blev opstillet mellem de græske og romerske skulpturer i antik-samlingen! På hans flotte hjemmeside kan man bladre gennem hans ret omfattende skulptur-produktion.

Danmark har faktisk en imponerende samling af fransk kunst, især af impressionisterne (Ordrupgaard), men på Glyptoteket ses også et udvalg af den såkaldte salonkunst og en større samling Gauguin og Van Gogh. Gauguin boede jo en overgang i Danmark og han og Van Gogh udstillede på Den Fri i 1893.

Ophængningen og de tilhørende forklaringsark er både oplysende og tilgængelig. Hurra for det. Nogle af mine personlige favoritter er Degas’ danserinder, ganske uoriginalt, jeg ved det. Derudover hænger der et lille, sent blomsterbillede af Van Gogh, som jeg er meget betaget af. Men gå selv en tur derind. Har du børn, så aftal en agenda forinden. “Hvor mange dyr er der på malerierne, og ligner de rigtige dyr?
Van Gogh - Rosenbusch

Disclaimer: Jeg kender Christian Lemmerz fra vores ungdom, men kun på "Hej, hvordan går det"-måden ved møder i det offentlige rum.

 

The imitation game

Overordnet set, er The Imitation Game en god film. Og den er en vigtig film, for alle bør vide, hvem Alan Turing var, og høre om hans frygtelige skæbne, så noget lignende ikke sker igen. Hvis man gider, får man også noget grundviden om, hvad en computer egentlig er for noget.

Alle kvinders darling, Benedict Cumberbatch, gør det virkelig godt som Turing, og der er generelt godt spil i birollerne. Jeg var særligt vild med MI5-fyren, der spilles af Mark Strong. Men han passer nok også bedre til mig, sådan rent aldersmæssigt…

Personligt synes jeg så, at det nærmer sig en dødssynd at have castet Kiera Knightley som hans sidekick. Ikke fordi en nørdepige ikke kan være smuk og dejlig, men altså – ikke hende, hun er bare ikke nogen god skuespiller!

De seneste måneder har jeg læst meget både skøn- og faglitteratur om perioden fra før århundredeskiftet og op til mellemkrigstiden. Det er min fornemmelse, at folk faktisk talte sådan med hinanden, som de gør i filmen, i intellektuelle miljøer.

I filmen (og i Wikipedia-artiklen) får vi at vide, at Alan Turing blev posthumt benådet for sin “frygtelige” forbrydelse, homoseksualitet. Og det kan jeg da kun bifalde. Men det chokerer mig lidt, at man ikke har valgt også at benåde alle de andre, der i den periode fik domme for gross indecency, som de kaldte det i England. Jeg synes, det ville være et passende signal at sende til Rusland og de mange andre steder, hvor homoseksualitet stadig er strafbart.