Livsstilsfeminisme Nej Tak

Jeg har læst en rasende bog. Der kan siges meget godt (og skidt) om tekster, der er skrevet på en ren følelse, men inciterende og måske endda inspirerende er de næsten altid. Jessa Crispin er simpelthen sk***sur på det, hun kalder livsstilsfeminisme. Det gælder både 4.-bølge feminister og det faktum, at man nu ser t-shirts med feminist-motiver på catwalken og i butikkerne. Dvs. at det nu er blevet så mainstream at være feminist, at alle og enhver kan kalde sig det uden at frygte “patriarkatets hævn”.

Hvorfor jeg ikke er feminist

Bogen hedder “Hvorfor jeg ikke er feminist“, mens undertitlen er: “Et feministisk manifest“. Det viser klart, hvor Crispin vil hen. Hvis vi bare er feminister på “alle skal da bare have lige meget lov til at vise deres (pæne) krop frem og sidde i bestyrelser“-måden uden at sætte handling bag ordene, så skal vi tie stille! Uden at falde i intersektionalitetens talrige faldgruber, minder hun os om, at hvis vi ikke også kæmper for de knap så fotogene minoriteters lige rettigheder, så har vi ingen ret til at kalde os feminister.

Vigtige spørgsmål

Et sted i bogen stiller hun nogle vigtige og temmelig penible spørgsmål: Har feminismen gjort verden til et bedre sted? Ikke bare for mig mig mig, men for både mænd og kvinder på alle niveauer i samfundet? Og dernæst: har feminisme skabt et rum, hvor mænd kan udleve traditionelt feminine værdier på samme måde, som kvinder kan udleve traditionelt maskuline?

Når stigen trækkes op

Dette er ofte diskuteret, når vi taler om feminisme med et hvidt, vestligt perspektiv. Rækker vores feminisme kun, til vi selv har opnået vores egne mål? Trækker vi så stigen op efter os og hjælper ikke andre end os selv? Er det derfor, så mange succesrige kvinder fornægter feminismen? Når vi selv har nået et niveau, hvor det giver mening at bruge en evt. skattelettelse til at købe hjælp i hjemmet, lukker vi så øjnene for, at en sådan skattelettelse aldrig vil komme det store flertal af kvinder, der fx kæmper med at nå at hente børn, fordi de arbejder i detailhandlen, til gode?

Outrage-kulturen skader feminismen

Som eksempel bruger hun sagen om Nobelprismodtageren Tim Hunt, som hun kalder en decideret heksejagt. Jo jo, hans kommentar var måske uovervejet, men at få ham fyret? Mange mennesker har brugt mange timer på en sag om en mand, der fik formuleret sig kluntet, men som ifølge alle omkring ham er et ordentligt menneske. Spild af tid mens der går folk rundt, som virkelig er giftige for samfundet, men som er kloge nok til ikke at fremsige offhand kommentarer i offentligheden. Når folk får sagt noget dumt på Twitter, kan vi så ikke bare starte med at spørge, om det virkelig var det, de mente? Og dernæst have en samtale med dem, hvor vi måske oplyser dem? Fremturer de så, ja så er outrage måske berettiget. Eller måske skal vi bare passere gaden…

Hævn er noget l***

At få en tilfældig mand fyret for sexistiske synspunkter, fører faktisk ikke rigtigt til noget – andet end måske til, at sexistiske mænd bliver bedre til at lægge bånd på sig selv i offentligheden. Det ændrer ikke deres tankesæt eller deres adfærd, når der ikke er nogen, der kigger. Som feminister skal vi ikke gå efter hævn. Den enkelte mand skal ikke stilles til ansvar for århundreders kvindeundertrykkelse. Vi skal gå til kamp mod systemisk undertrykkelse. Ikke bare undertrykkelse af kvinder, men alle former for undertrykkelse.

Livsstil

“Alt for længe har feminisme bevæget sig væk fra kollektiv handling og kollektiv fantasi over imod at være en livsstil. Livsstil forandrer ikke verden.”

Det var  – næsten – afslutningen på Crispins opråb. Desværre savner jeg lidt nogle forslag til, hvad vi så skal gøre. Men jeg var glad for at læse bogen og har især taget hendes betragtninger om outrage og hævn til mig.

Og grundbudskabet: at kvinders kamp mod mænd og mænds kamp mod kvinder er ødelæggende for vores fælles kamp for en bedre verden – det er sgu svært at være uenig i!

Jessa Crispin

Bookslut

Jessa Crispin har tidligere haft online-magasinet Bookslut, der eksisterede i krydsfeltet mellem feminisme og litteraturkritik og altså var meget bredere end blot anmeldelser af feministisk litteratur. Ærgerligt, at hun stoppede sidste år. Nu har hun en Tumblr, der – som Tumblr’er flest – er meget billedbåren. Eller du kan følge hende på Twitter.

Share

1947 – et afgørende år i det 20. århundrede

Nu skulle man jo tro, at jeg ikke læste bøger mere, så få anmeldelser det er blevet til på det sidste! I virkeligheden er det mere anmeldelserne jeg er bagud med – heldigvis da.

Slankekur

Jeg prøver at holde en smule so-me-slankekur, hvilket øjeblikkeligt frigør mere tid til at læse. Det er såmænd grund nok til at holde fast i slankekuren!

Elisabeth Åsbrink

En bog om et enkelt år

Men jeg har altså læst ‘1947’ af den svenske journalist og forfatter Elisabeth Åsbrink. Jeg læste den på svensk, men jeg ser nu, at den er udkommet på dansk hos People’s Press. Hurra for det, men IKKE hurra for, at man ikke får at vide, hvem der har oversat den til dansk!?

Bogen handler om året 1947, selvfølgelig med udgangspunkt i Sverige, men så alligevel ikke – den er meget international i sit verdenssyn. Et hovedfokus er dannelsen af staten Israel, som hun kommer meget fint rundt om, og et andet er dels de nazister, der slipper helskindet ud af Tyskland og blandt andet til Argentina, dels den nye fascistbevægelse, der bl.a. udspringer i Sverige.

 

En meget stædig mand

Og vi følger en meget stædig mand, der bare VIL have indført begrebet “genocide” i international lov, så det er noget man kan anklages og dømmes for, og som kæmper for det hele livet uden at få særlig meget anerkendelse for det. Jeg takker dig, Mr. Lemkin, som jeg ikke kendte eksistensen af!

Vi hører om Hassan al-Banna, som vi har noget mindre at takke for – det var nemlig ham, der desværre genopfriskede begrebet jihad, der ellers var støvet lidt til, og som startede det Muslimske Broderskab.

Der anslås også lidt lettere takter, og vi møder både Simone de Beauvoir og Christian Dior. Og vi møder forfatterens far, den lille flygtningedreng Joszef.

Nedslag i historien

Ideen med at skrive en bog om et enkelt år finder jeg meget tiltalende. For et par år siden læste jeg “1913”, der er skrevet af en tysk kunsthistoriker, hvorfor forfattere og kunstnere står centralt i den – men de spejler jo samtidig et helt afgørende år i verdenshistorien. Den bog vil jeg også gerne anbefale. Endnu ulæst står den danske kulturhistoriker Martin Zerlangs “1914” i reolen. Jeg skal nok få den læst en dag!

Share

Fantastiske Ferrante

Det er længe siden, jeg sidst har anmeldt en bog, men det skyldes, at jeg har læst (hørt) en kvadrologi (det hedder det ikke, snarere tetralogi, men hvem Sørensen ved, hvad det er?), hvilket tager lidt længere tid end at læse/lytte bare én roman. Jeg har også andre undskyldninger, men du gider ikke høre om dem.

De fire bøger af pseudonymet Elena Ferrante tegner et fantastisk og nuanceret billede af to kvinders livshistorie og deres ujævnbyrdige venskab, af Italiens nyere historie og af, hvad det vil sige at være født som kvinde i arbejderklassen i Sydeuropa.

Lydbogsudgaver

Jeg har hørt, at de skulle være glimrende oversat til dansk, og efter at have lyttet til dem på engelsk – fordi jeg vidste, jeg ikke ville få læst fire romaner – er jeg lidt ked af, at jeg ikke i stedet købte dem i en dansk lydbogsudgave – selvom lydbogsanmelderne synes, oplæseren er lidt “træls”. De danske lydbogsudbydere tilbyder ikke en prøvelytning, så vidt jeg kan se (ret mig, hvis jeg tager fejl, forlag), og jeg køber aldrig en lydbog uden først at have tjekket, om jeg kan holde oplæseren ud.

Oversættelse

Oplæseren af de engelske bøger er udmærket – ikke fantastisk – men oversættelsen føles ikke i top. Jeg kan jo ikke læse italiensk, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men fx er “mi casa” konsekvent oversat til “my house”, selvom kvinderne igennem alle fire romaner bor i (små) lejligheder. Jeg kan italiensk nok til at vide, at casa både betyder hus og hjem. Det burde en oversætter nok også vide. Intet galt i at skrive “my flat”. Det fik mig naturligvis til at undres over, hvor meget andet, jeg er gået glip af!

Læs dem eller lyt dem eller vent på filmatiseringen

Men – romanserien er fantastisk og jeg kan kun anbefale den varmt. Persontegningerne, både de centrale og de mere perifere, er forrygende, og man ser alle de mange karakterer for sig, ligesom man ser et nedtrådt Napolitansk arbejderkvarter tydeligt og næsten kan mærke den bagende sol, smage støvet og føle jordskælvet.

Jeg læser, at en dramatisering er på vej. Det glæder jeg mig meget til!

Share

Anne Sophia, Rilke og Rikke

Jeg “bør” gøre mere reklame for mine udenomsaktiviteter her, for der er jo et par håndfulde venlige mennesker, der faktisk abonnerer på nyt fra mig, så jeg skylder egentlig at fortælle, når der er nyt, også selvom det ikke er her på bloggen.

Podcasts er det nye sort

Vi er nået til 8. episode af vores podcast Godt ord, og denne gang kigger vi på dem, der er særligt gode til at bruge sproget, så det både er økonomisk (dvs. kortfattet) og stadig smukt og ligetil.

Vi citerer Anne Sophia Hermansen, der minder om et smukt og betydningstungt ord, der desværre er gledet ud af sproget. Vi citerer også Rilke (på tysk!!!), fordi jeg har set en film, der foregår på Rilkes tid.

Mikrosprogbrug

Vi interviewer Rikke Oberlin Flarup, der virkelig gør sig i kortprosa og digte og som har kloge ting at sige om det. Og hun citerer Lola Baidel, som jeg – og mange andre kvinder, der var unge og følsomme omkring 1980 – har læst og læst på sengekanten.

Lyt med her eller på iTunes.

Hvis du anmelder os på iTunes, bliver vi ikke kede af det.

Share

12-talpigernes hævn

Præstationsprinsesser

På svensk kaldes 12-talspigerne for “præstationsprinsesser”, men ordet er præcist ligeså negativt ladet, som det er på dansk.

Den prominente svenske borgerlige politiker Birgitta Ohlsson, der bl.a. har været Sveriges EU-minister, har skrevet Duktiga Flickors Revansch, et glødende kampskrift for feminismen og for de dygtige piger, hun selv var én af.

Som ung liberal startede hun et feministisk netværk (Felira: feminist, liberal, radikal). Deres motto var:

“Er du træt af venstrefløjens statsmonopol på feminisme? Får du det dårligt over højrefløjens kvinde-hjem-til-kødgryderne politik? Er du træt af borgerliges manglende evne til at se kønsrollestrukturer? Feminist, liberal og radikal? Så er Felira noget for dig.

Bogen er både en selvbiografi og et glødende kampskrift til forsvar for 12-talspigerne – de dygtige piger. Hun afviser fuldstændigt, at de dygtige piger/kvinder på nogen måde skulle være et problem for samfundet – tværtimod, de er en resurse, som vi bør skamme os over ikke at udnytte til fulde.

Udvalgte myter om dygtige piger

  • De får anoreksi af at studere så intensivt. En forskergruppe på Lunds universitet har lavet et omfattende studie, der fuldstændigt tilbageviser teorier om, at højtpræsterende – piger eller drenge – skulle være mere psykisk skrøbelige end andre.
  • Deres fremgang skyldes den feminiserede skole. Deres fremgang skyldes helt enkelt, at de bruger mere tid end drenge på skolearbejdet.
  • Deres karriere går skævt, når de bliver mødre. Både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi kvinder i høj grad er socialiseret til at tage hovedansvaret for børnene, men forkert, fordi det drejer sig mindre om børnene, end om strukturen i den familie og omgangskreds, de er en del af.
  • Deres dygtighed bekræftes af mænd. Nix bix. Det er kendt fra mange studier, at mandlige studerende  gennemsnitligt overvurderer egne og andre mænds evner og undervurderer kvinders, mens kvinder overvurderer mænds evner og undervurderer deres egne og andre kvinders. Sørgeligt men sandt.
  • De er hvide middelklassekvinder. Nej, dygtige og flittige piger findes i alle samfundsklasser – noget der er blevet meget tydeligt de senere år, hvor piger fra indvandrer- og flygtningefamilier stormer frem på gymnasierne og universiteterne. Det, der holder nogle af dem tilbage, er forældede normer i det miljø, de kommer fra.

Stå sammen på arbejdspladsen!

Pas på de strukturer, der forsøger at sætte jer op imod hinanden, advarer Ohlsson. Det er ikke kun mænd, der gør det. Husk, at intet kan stoppe dygtige kvinder, der er loyale over for hinanden, så hav hinandens ryg – det lønner sig til sidst.

Hun træder også i en rigtig myretue – det hun kalder deltidsfælden. Med de gode og billige muligheder vi har her i Skandinavien (i modsætning til fx England og USA) for at få vores børn passet på betryggende vis, er der ingen som helst grund til at gå på deltid, hvis man ønsker sig en form for karriere og gerne vil have samme muligheder senere hen, som mænd har. Det gælder selvfølgelig også for pensionen, som bliver stærkt decimeret efter et antal barsler og nogle år på deltid. Så med mindre man er uambitiøs rent arbejdsmæssigt eller har en mand, der tjener nok til at supplere ens pension, mens man passer de fælles børn, så er der kun ét råd, og det er: afsted! Der er ingen dokumentation for, at børn der passes hjemme af mama, bliver lykkeligere eller bedre mennesker.

Meritokrati

Det er forfatterens yndlingsord. Og hun henviser til Harvard-forskeren Iris Bohnets banebrydende forskning om, hvordan man kan undgå bias i rekruttering, forfremmelser og præstationsevalueringer. Her er en kort video, der opsummere Bohnets råd til virksomhederne:

Et af Ohlssons gode råd er at sørge for at få en præcis jobbeskrivelse og præcise mål for, hvad man skal opnå, så det kan dokumenteres, hvad man har præsteret, og det altså ikke er op til chefens “fornemmelser”. Sørg også for selv at notere status på de projekter, du har ansvar for, når du starter, så du selv ved præcist, hvor du står. Dokumentér det hele. (Disse råd gælder i øvrigt også for mænd med dårlige chefer.)

Vælg den rette mand

Et ret godt tip, faktisk! Det burde ikke være så svært hurtigt at finde ud af, om den nye kæreste har det okay med kvinder med magt, indflydelse og økonomien i orden, om han har den stamina, der skal til, for at holde sin del af barslen (også selvom han er på en arbejdsplads, hvor det ikke er velset) og om han kan finde på at starte vaskemaskinen helt af sig selv. Hun citerer en ældre liberal feminist for de ret vise ord: “Manden er bedre end mandssamfundet”. For vi feminister kan godt lide mænd, og det er ikke den individuelle mand, der opretholder en status quo, der holder de dygtige piger nede – det er samfundsstrukturer, som vi sammen kan nedbryde.

Er det en god bog?

Ja, men med forbehold. Grundlæggende er jeg vild med en liberal kvinde, der er så glødende feminist – efterhånden som jeg læste bogen, blev jeg tiltagende misundelig på et Sverige, hvor feminisme er et bredt samfundsprojekt og ikke en af samfundets prügelknaber. I den store Stockholmske boghandel Akademibokhandeln er der en stor sektion med bøger om køn og feminisme – de er ikke gemt væk og står side om side med historie og madlavning. Men den selvbiografiske del af Duktiga Flickors Revansch synes jeg faktisk ikke er så spændende, bortset fra den sidste del, hvor hun lukker lidt op for posen om, hvordan det er at være kvinde på de meget bonede gulve. Men måske er det bare fordi, jeg ikke kender særlig meget til svensk politik. Eller fordi jeg generelt ikke er vild med selvbiografier.

Jeg glæder mig virkelig meget til Margrethe Vestager skriver sin selvbiografi! Jeg håber og beder til, at den også bliver et feministisk manifest, og at hun har fortrudt, at hun var med til IKKE at gennemføre øremærket barsel til mænd, da muligheden bød sig – hun som ellers er sådan en fortaler for faktabaseret politik.

Share

Big Little Lies

En nu afsluttet serie på HBO i syv afsnit. Det er værd at tegne abonnement på HBO (første måned gratis) bare for at se denne serie! Personligt har jeg siddet klar med fjernbetjeningen hver mandag aften, når der kom et nyt afsnit. Det er ret sjældent, jeg er så religiøs om en serie – kan normalt godt vente en uge eller to, også selvom Twitter og Facebook flyder over med spoilere.

Men denne serie greb mig – og det på trods af, at den faktisk forekommer ret misogyn i de første afsnit. Overklassekvinderne, der står i centrum, er en flok ondskabsfulde bitches, som bekræfter alle fordomme, du nogensinde har haft om rige, hvide kvinder. Det viser sig selvfølgelig, at så enkelt er det ikke, men jeg vil ikke afsløre noget her, hvis du nu ikke har set den.

Witherspoon og Kidman – et powerpar

Reese Witherspoon, som jeg ærligt talt ikke ventede mig meget af, er fuldstændig uovertruffen som blondine-über-bitch med dybder, der langsomt åbenbares. Og Nicole Kidman overgår sig selv i sart skønhed med stålkerne. Udover at spille hovedrollerne står de to bag serien, da de sammen købte rettighederne til bogen og også har produceret serien. Den er instrueret af Jean-Marc Vallée og produceret af David E. Kelley, en rutineret tv-serie-rotte. Det spås allerede, at denne serie kommer til at rende med alle Emmy‘erne i år.

Det forlyder, at Witherspoon og Kidman er i gang med at producere en sæson 2 – på samme måde som True Detective sæson 2. I dette tilfælde skulle den basere sig på endnu en roman af Liane Moriarty. Men vi er lidt på rygtebørsen her.

#BigLittleLies

Da jeg var færdig med den fuldstændig forrygende sidste episode og lige havde fordøjet den lidt og dissekeret den med en veninde, søgte jeg på #biglittlelies på Twitter.

Det gav selvfølgelig en enorm mængde hits, deriblandt finale-anmeldelser fra alle de store amerikanske medier. Nogle af dem er meget interessante og flere har endog meget feministiske agendaer. 👏🏻

*Spoiler-alert* Læs IKKE disse anmeldelser, hvis du ikke har set serien til ende.

Min favorit er fra VultureA Commentary on Gender Bias

Vanity Fair, The New Yorker, Huffington Post. Vil du have mere analyse, er der masser på Youtube.

Share

Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Share

Jo, en metrobyggeplads er så sandelig kultur!

På Twitter har vi et fænomen, der hedder #twundtur. Det er opfundet af den gode Lasse Baagøe. Konceptet hviler på, at næsten alle kender nogen, der arbejder et sjovt eller spændende sted. Lasse fandt så på at sætte det faktum i system, så vi nu “udnytter” vores venner og får dem til at arrangere rundture for en gruppe interesserede Twitter-brugere på deres arbejdsplads.

En grafisk fremstilling af en af boremaskinerne.
En af boremaskinerne som vi så den.

Hvis du klikker på #twundtur ovenfor, kan du se, hvor vi har været. Og i går var vi så dybt under jorden og se metro-arbejdspladsen ved Hovedbanegården. Den røde løber var rullet ud, men det var nu mest fordi statsministeren havde været på besøg tidligere på dagen, idet metroen nu er færdigboret, og de fire gigantiske boremaskiner kan gå på pension.

Allerførst skulle vi iføres sikkerhedstøvler, gule veste og hardhats. Sidstnævnte viste sig at være en vældig god idé, da jeg flere gange ramte overkanten med hatten på vej ned i dybet.

International arbejdsplads

Selvom kl. var over fem, var der masser af folk på arbejde. Metroens venlige

Banner til ære for politikerne.

ogdygtige PR-folk fortalte bl.a., at der er 25+ nationaliteter blandt de flere tusinde metroarbejdere. Mange af dem er katolikker (mestendels italienerne og polakkerne) og de har fået installeret en lille oplyst statue af den særlige helgen for metrobyggeri (genbrug af helgenen fra kulminerne).

Er det bare mig, eller har der ikke været noget råberi om dette knæfald for andres religion?

Fordi selve tunnelen er boret, skifter arbejdet nu karakter, og nye underentreprenører kommer ind – dem der skal bygge stationerne og installere sporene. Et par stationer på Nørrebro-kanten er allerede næsten færdige, så det er der, de nye spor, tog og systemer skal prøvekøres, mens resten af ringen bygges færdig. Jeg kommer til at bo mellem to stationer – Rådhuspladsen og Gl. Strand og jeg glæder mig virkelig – vores by bliver ny!

Kultur/natur

Og nu tilbage til det med kultur. Da jeg gik hjem, tænkte jeg på, at jeg så gerne ville blogge om oplevelsen, men at min blog jo egentlig handler om kultur. Hvorefter jeg tænkte videre på, at det jo bare skyldes, at jeg og min omverden bruger en utroligt snæver definition af ordet kultur, der jo faktisk bare betyder “det dyrkede” i modsætning til natur, der betyder “det fødte”.

At vi nu selv er med på billeder af alting er også kultur…

Skruer man det blik på, er sådan et metrobyggeri i den grad kultur – “den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation”. De børn, der i dag går i vuggestue eller børnehave (for slet ikke at tale om de ufødte) vil vokse op i et København, hvor det tager 10 minutter og er fuldstændig sømløst at komme fra Trianglen til Enghave Plads – to steder, der i dag føles meget langt fra hinanden.

Share

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Share

Kongens Nej


Mens jeg sad og så filmen, tænkte jeg hele tiden på dette tweet fra Søren Espersen (DF).

Når man ved, man har ret

Vi ved jo, hvordan DF’eres og fx Anders Fogh Rasmussens hjerter svulmer, når talen falder på Besættelsen og den danske (eller norske) modstand. Jeg så hele tiden for mig, hvordan Espersen sad og blinkede en tåre bort, da den norske kongefamilie må skilles, for ikke at blive taget til fange af tyskerne. Og hans medfølelse med de norske soldater, der kæmpede for deres lands frihed.

Hvilket jo står i en slående kontrast til graden af hans medfølelse, når det gælder andres frihedskamp. Aktuelt, fx syrernes. Det gør mig simpelthen så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop!

Valg eller Nej?

Filmen hedder Kongens Nei på norsk, men har af årsager, jeg bare ikke kan begribe, fået den danske titel Kongens Valg. Enten kender vi de historiske fakta, inden vi går i biografen, eller vi har læst foromtaler og anmeldelser og dér fået at vide, at den norske konge og regering sagde Nej til tyskernes “tilbud om beskyttelse”. Se i øvrigt den norske TV-serie Den Russiske Ambassadør (igen en mærkelig dansk titel – norsk titel Okkupert) på Netflix. Den handler om et tilsvarende valg lidt ud i fremtiden.

Kongens Nej er en fin film, der angiveligt holder sig ret nøje til sandheden – eller den sandhed, som historikere er nogenlunde overens om. Når vi ved, at mange får hele deres historiske viden fra film og tv-serier, så er det godt, at der laves så gode film som denne.

Den fremstiller på fornem vis det forfærdelige dilemma, som alt for mange sættes i – ikke bare konger og regeringsledere, men også mange almindelige mennesker – tænk bare på regeringsembedsmænd og politifolk i USA for tiden. Skal jeg gøre *det rigtige* og risikere mit og andres liv og skæbne, eller skal jeg gøre *det nemme*, der tilsyneladende bevarer en form for status quo? Skal jeg tilslutte mig de hutuer, der lige nu har overtaget, eller skal jeg forsvare min nabo, der er tutsi, og risikere mit og mine børns liv? Fortsæt selv ad nauseam.

Bagklog

Det er nemt at være bagklog og sige, at det var den norske konge og regering, der traf det rigtige valg – i forhold til den danske, der kapitulerede med det samme. Men hvem er vi, der dømmer deres valg dengang? Og hvem er vi, der dømmer folks valg i dag, når de står ved den slags skilleveje?

Hvad skal vi med kultur?

Det her er en af de ting, kultur kan: Vise os et moralsk dilemma og tydeliggøre, hvor mange forskellige faktorer, der har indflydelse på de svære valg, mange mennesker udsættes for i løbet af tilværelsen.

Men som nævnt i indledningen, er det desværre ikke alle, der føler sig kaldet til eftertænksomhed. Det må være skønt at være så sikker i sin sag!

Share

Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

Share

Ukendte genier

En film om tre ukendte genier i 60’ernes rumkapløb er blevet en succes over there. De færreste har nogensinde hørt om de tre eller om de skuespillere, der lægger krop til dem. Kevin Costner spiller en stor birolle og Pharrell Williams har lavet musikken. Filmen har form og handlingskurve præcis som alle andre heltefilm fra Hollywood.

Og hvorfor er de så ukendte, spørger du. Det er de, fordi de var både sorte OG kvinder. Og når du har set filmen, ved du, at det virkelig ikke var et smart mix i 50’ernes og 60’ernes USA. Hvis det nogensinde har været det, noget sted. Her lidt ekspertviden om, hvor op ad bakke det stadig kan være.

Hidden Figures

På NASA havde man store grupper af kvinder, både hvide og sorte, ansatte som “computers”. Dengang betød det number cruncher eller beregner. De sorte kvinder sad for sig selv, spiste for sig selv, tissede for sig selv, sad for sig selv bag i bussen. Men nogle af dem var bare klogere end både mændene og de hvide kvinder, og – heldigvis – kunne de bare ikke holdes nede, selvom det blev forsøgt med alle midler!

Så altså, en opbyggelig historie, vel fortalt, med en tydeligt glad og velspillende Kevin Costner og med herlig musik. De tre kvinder er aldeles vidunderlige. Mine to biograf-veninder og jeg var enige om, at vi bare ikke kan vente med at se Octavia Spencer i en ny film – hun er SÅ skøn.

Det er for børn!

Tag dine sønner og døtre ind og se den. Den er egnet til alle over 10 år.

Share

Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Share