Heaven’s Gate & Sense8 (m.m.)

Lørdag eftermiddag sad jeg og scrollede ned igennem mine venner og bekendtes regnbuejubel på Facebook, da jeg faldt over en filmanbefaling fra Lars Kjær, som Københavnere på min alder vil huske fra The Voice. Jeg har ret stor tillid til Lars, når det gælder den slags, og filmen, Michael Cimino’s Heavens Gate, startede på DR2 kl. 15:30, klokken var 15:28, og jeg havde aldrig set den. Så jeg slængede mig i sofaen og så denne mærkværdige film.

Lars skrev bl.a.

Premieren var næsten et år forsinket og filmen blev sablet af både kritikere og publikum, som kun lagde 1,3 millioner dollar i billetlugen. ‘Heaven’s Gate’ blev taget af plakaten efter blot en uge og blev igen omredigeret til nu kun 2½ time og overlevede blot endnu en uge i biograferne.
Roger Ebert kaldte den nedredigerede udgave det mest skandaløse filmiske spild af tid og Joe Queenan kaldte filmen den hidtil værste.

Som han skrev:

– Dette er en film der ødelagde instruktørens karriere. Dette er en film der tabte så mange penge, at den i bogstaveligste forstand kørte et stort amerikansk filmstudie konkurs. Dette er en film om Harvard-uddannede revolvermænd, der kæmper mod østeuropæiske landarbejdere i et episk slag om den amerikanske sjæl. Dette er en film der har franske Isabelle Huppert i hovedrollen som riffelbærende cowgirl. Dette er en film hvor Jeff Bridges kaster op mens han står på rulleskøjter. Dette er en film der byder på fem minutters uafbrudt violinspil af en violinspiller OGSÅ på rulleskøjter. Dette er en film der trodser enhver mening…

Og filmen ødelagde da også Ciminos karriere indenfor film – eller rettere, det gjorde han selv – men også Kris Kristoffersens gryende karriere som filmstjerne blev kraftigt opbremset.

Filmen er dog bedre end sit ry, så se den endelig og oplev blandt andre Mickey Rourke i sin kun anden filmrolle og Willem Dafoe i sin allerførste.

Selvfølgelig er den for lang. Nævn mig en 3 1/2 time lang film, der ikke er for lang!? Men den har ret fantastiske momenter og fremragende skuespil, og den har et smukt og neddæmpet billedsprog, læg fx mærke til kvindernes kjoler i åbningsscenerne på Harvard. Det var vildt at sidde og se alle de mange superstjerner (filmen er fra 1980) optræde i små og store roller mellem hinanden – ikke mindst Jeff Bridges er så skøn, så skøn i en større birolle – ved navn John Bridges, sgu! Se fx dette billede.

Slutningen fatter jeg slet ikke. Hvis en eller anden filmkyndig vil forklare mig, hvordan den giver mening, så lytter jeg gerne.

Den kan ikke ses på nogen af streaming-tjenesterne, men købes på amerikansk Itunes for 10$. Mon ikke den kan fås endnu billigere i en video-butik? Kan i øvrigt anbefale sitet moreflicks.com, hvor man kan søge efter film og tv-serier på tværs af platforme, så det er let og hurtigt at finde ud af, om noget bestemt er tilgængeligt for én.

Nu hvor jeg én gang har indrømmet, at jeg ikke tilbringer al min tid på kunstmuseer og med lærde bøger, kan jeg lige anbefale et par tv-serier. De er begge Netflix-egenproduktioner. Det bliver de ikke dårligere af – snarere tvært imod. Den ene hedder Bloodlines, et familiedrama af de maveknugende. Meget seværdig.

I den anden er jeg dér, hvor jeg ikke kan holde ud, hvor længe jeg skal vente til næste sæson: en scifi-serie, instrueret af The Wachowskis (Matrix) kaldet Sense8. Den er grundlæggende spændende, meget farverig, og en stor del af personerne er LGBT. Der er et par nye skuespillere, som jeg er meget imponeret af: Den sydkoreanske Bae Doona, som kan udtrykke en hvilken som helst sindsstemning med en trækning ved øjet eller ved munden. Virkelig imponerende. Og Jamie Clayton der spiller en transkvinde og hacktivist med enorm overbevisning. De andre er også gode, men de her to er exceptionelle.

Musikken er en anden force ved serien. Den er til dels skrevet af den tyske filminstruktør m.m.m. Tom Tykwer, der også har skrevet musik til Cloud Atlas. Jeg har jo en svaghed for klassisk musik, og jeg er vild med den måde Beethovens lyse, vidunderlige femte klaverkoncert bruges i en af de sidste episoder. Åh, mere af den slags super-original udnyttelse af klassisk musik!

Forbrugeroplysning: som i de fleste moderne tv-serier er der en hel del vold og også ret meget sex i serien, meget af den homo. I modsætning til volden er flere af sex-scenerne ret poetiske. Og der er mindst én synlig penis. Halløjsa! Den uskyldige indiske pige, der ser den, forklarer senere over for sin guddom: He has a very large…. large…. trunk! Hendes guddom er Ganesha

All the Light We Cannot See

Doerr
Årets Pullitzer-vinder af Anthony Doerr er en virkelig god bog. Men den når ikke helt de fem stjerner. Jeg har lige kastet et blik ned over de seneste års vindere af Pullitzer-prisen, og et par af dem var jeg helt oppe og ringe over, fx The Goldfinch (sidste år), The Road (2007) og Middlesex (2003). Men jeg har lige læst Gilead, som jeg slet ikke blev venner med og nogen forærede mig Tinkers for nogle år siden – den fik jeg ikke engang læst færdig. Konklusionen må vist blive den om smag og behag…

Nå men, All the Light We Cannot See, foregår under 2. verdenskrig, og det er der jo uendeligt mange romaner, der gør. Denne gør det bedre end de fleste. Både fordi vi er med på begge sider af krigen, men også fordi vi får sådan et hjerteskærende indblik i, hvordan det var at være helt almindelige civile (børn) under en krig. Bogens ene hovedperson reflekterer over verden før og nu:

(…) pyramids of cabbages and carrots everywhere; bakers’ stalls overflowing with pastries, fish stacked like cordwood in the fishmongers’ booths, the runnels awash in silver scales, alabaster gulls swooping down to carry off entrails. Every corner she turned billowed with color: the greens of leeks, the deep purple glaze of eggplants.

Now her world has turned gray. Gray faces and gray quiet and a gray nervous terror hanging over the queue at the bakery (…).

Dette citat både for at skildre de lidelser civilbefolkningen i Centraleuropa gennemgik på mange fronter. Men også for at vise, hvordan Doerr behersker sproget.

Den ene hovedperson er blind, og Doerr er fænomenal til at få læseren til at mærke ind i marven, hvordan det egentlig er at være blind. Den anden er en slags vidunderbarn, der næsten intuitivt forstår, hvordan en radio virker. Det kunne han have fået meget ud af, hvis ikke – *krig*. Vores hjerter bløder for den her dreng!

Historierne, der fortælles, væves smukt ind i hinanden, og jeg blev ikke spor irritabel over graden af usandsynlighed. Jeg tror, at jeg ind imellem syntes, at Doerr simpelthen var lidt for dygtig, hvis læseren forstår, hvor jeg vil hen?

Alligevel vil jeg anbefale den varmt, måske især til folk der ikke læser sindssygt meget, for den er velskrevet, har et godt drive, opfordrer til empati med verdens krigsflygtninge og er samtidig ganske letlæst.

På dansk: Alt det lys vi ikke ser, oversat af Mich Vraa.

PS: Hev lige mit eksemplar af Tinkers ned fra reolen og så, at der på forsiden står: “Tinkers is truly remarkable” – Marilynne Robinson. Det forklarer måske, hvorfor jeg ikke kunne blive venner med nogen af dem?

Cisternerne i Søndermarken

Du gruer allerede for, hvad du skal stille op med ungerne, når nu ferien starter lige om lidt, og de keeeeeder sig i regnen. Eller – værre – du gruer for, hvad du skal stille op med dig selv i denne elendige undskyldning for sommervejr.

2015-05-20 12.30.01

Er du Københavner, så har jeg et bud på noget spændende, vådt og anderledes, du/I kan fordrive en halv eftermiddag med. Ingvar Cronhammers fantastiske installation i Cisternerne. Husk en varm trøje, hvis vejret skulle finde på at indbyde til bare arme – der er KOLDT og VÅDT dernede. Der er dog mere tale om en våd følelse, end om at man egentlig bliver våd.

2015-05-20 12.31.34

Cronhammer har skabt et stemningsfuldt og lidt uhyggeligt vandunivers, hvortil Martin Halls musik passer fortræffeligt. Det er interessant og gå rundt og høre mere eller mindre til musikken og tilsvarende mere eller mindre til vandet, alt efter hvor man er. Der sker nogle meget interessante ting med lyden, selv når man kun bevæger sig få centimeter. Prøv det!

Det koster en 50’er for voksne, men børn under 18 er gratis.

Beklager de elendige mobilbilleder, jeg havde ikke foto-sønnen med den dag.

Politisk roman af Lone Aburas

Aburas

Jeg er en utaknemmeligt rad (som min mormor plejede at sige), når det gælder danske bøger, for heller ikke denne bryder jeg mig noget videre om.

Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke rigtigt at forstå, hvad jeg skulle bruge den til. Historien er en anelse søgt, uden at der til slut flettes tråde, der får det hele til at give mening. Hovedpersonen har tydeligvis en depression, som hun ikke helt har erkendt, og samtidig virker det som om alle andre omkring hende også er triste, sure, deprimerede, indebrændte, frustrerede, ja, en bred palet af negative følelser og sindsstemninger. Nu er det jo ikke fordi personerne i Stoner, Stillidsen eller Americanah (tre romaner jeg synes meget godt om) alle sammen går omkring i en tilstand af jubel, men der er da flere nuancer, synes jeg.

Og så irriterede det mig helt vildt, at bogens redaktør har sjusket sådan. Der er sætninger, der skulle have været luget ud, og indholdsmæssige uoverensstemmelser, der simpelthen bare irriterer mig – som fx når en skuespiller i en film hele tiden har en nytændt cigaret i munden igennem en 10 minutter lang scene. Det kan være svært for en forfatter, der er fordybet i sit værk, at få øje på den slags efter 117 gennemskrivninger. Det er derfor, man har en redaktør!

Nu holder jeg lige en lille pause i de danske, men jeg har da købt et par stykker på Riidr, der ligger og venter. Jeg har ikke givet op!

 

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Flugten til Friheden

Åh, hvilken skøn film. I en halvtom ikke særlig stor sal i Grand, så vi denne helt neddæmpede fransk/algierske film med den helt uovertrufne Viggo Mortensen i hovedrollen, som Camus‘ forlængede arm, der desperat ønsker at gøre det rigtige, men hele tiden finder ud af, at det, der er det rigtige for den ene, slet ikke behøver at føles spor rigtigt for den anden. En smertefuld lektion, ikke kun for Daru, som Mortensen hedder i filmen, men også for os, tilskuerne.

Filmen er meget brun. Det algierske landskab er brunt, brunt, brunt og goldt, goldt, goldt. Når man går ud af biografen, kan man næsten mærke støvet klistre til en. Vi er i 1954, i starten af den blodige algierske frihedskamp mod franskmændene. Daru bliver udsat for et ægte Camus’k dilemma, og vi følger ham med hjertet i halsen, mens han træder dydens smalle sti.

Jeg læser normalt aldrig interviews med skuespillere – det interesserer mig dybest set ikke, hvad de mener om de roller, de spiller. Men jeg læste flere interviews med Mortensen, fordi han virkelig har engageret sig i denne film, og fordi man bare MÅ beundre en mand, der har haft alle muligheder for at vælge den lette vej, men hver gang har valgt én, der var sværere. Han taler flydende fransk og – så vidt jeg kan høre – ganske glimrende arabisk. Og han er stærkt optaget af Camus og helt inde i de voldsomme konflikter, der udspilledes blandt franske intellektuelle i forbindelse med krigen. Meget spændende læsning, for én gangs skyld. Filmens danske titel er i øvrigt lidt flad, den franske/engelske titel Loin des Hommes/Far from Men, er meget mere rammende.

Og apropos kvindens stilling (gårsdagens boganmeldelse), så kan filmen jo slet, slet ikke bestå Bechdel-testen. Der er nemlig kun kvinder med i ca. 5 minutter af den. Så det.
Viggo Mortensen TIFF 2011
Og for at det nu ikke skal blive alt for højspændt, så er Viggo da også en fryd for et par midaldrende kvindeøjne.

 

Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Afgrunden

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.

Et besøg på Hirschsprungs samling

Det lille museum i skyggen af SMK har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ikke så meget på grund af guldaldermalerne, der ellers er rigt repræsenteret, men på grund af det moderne gennembruds malere, som kan nærstuderes i et par sale, som rummer mange virkelig gode malerier fra perioden. En sjov detalje er, at museet har indkøbt møbler fra kunstnerhjemmene, så der flere steder står møbler i umiddelbar nærhed af billeder, hvori de indgår.

Dronning Sophie Amalies død
Kristian Zahrtmann: Dronning Sophie Amalies død, 1892.

En maler, som jeg ikke kendte meget til, inden jeg begyndte at komme på Hirschsprung, er Zahrtmann. Hans malerier skiller sig meget ud, fordi de ofte har grimme og lidt lattervækkende motiver, er knaldskarpt malede og oftest med hidsige farver. Senere har jeg fundet ud af, at han var læremester for næsten alle de malere, jeg holder allermest af, så hans bidrag til kunsthistorien måske mere ligger dér end i selve malerierne.

Nogle af de malerier fra det moderne gennembrud, som jeg holder allermest af hænger der. En lang række af disse billeder er inden for de senere år blevet tilgængelige på Google Art Project, hvor de kan studeres. Det bør dog ikke forhindre nogen i et besøg på selve museet. Det er desværre ret dyrt, og der er ingen former for rabatordninger. Det tilrådes derfor at smutte derover på en gratis onsdag, hvis man kan.

Wegmann Nähende Frau 1891
Bertha Wegmann: Syende kvinde, 1891 (ikke på udstillingen)

Der er i disse dage en særudstilling i anledning af 100-året for kvindernes stemmeret. Den hedder Kvindelige Kunstnere i Hirschsprung. Den var jeg godt nok skuffet over, og jeg kunne ikke lade være med at få den tanke, at den er løbet i gang af en kvindelig kurator, der har fået 25 øre og meget lidt opbakning fra museets ledelse. Selvfølgelig kan man ikke opfinde værker, som museet ikke disponerer over, men et kritisk blik på, hvorfor museet fx kun har ét billede af Agnes Slott-Møller og ikke har erhvervet ét eneste af de af hendes malerier, der har kunnet købes (billigt) på auktion de senere år, havde været klædeligt. Teksten til udstillingen er mildest talt ukontroversiel, hvilket er synd, for man kunne fx have kigget på kvindernes egen holdning til deres status (som varierede en del) og på museets indkøbspolitik, både dengang og (måske især) siden. Anna Syberg, som jeg skrev om forleden, er repræsenteret med to dejlige billeder, hvoraf især det ene er et nærstudium værd – det er ikke umiddelbart til at finde via Google.

Open Air Academy i Brede

openair

Sammen med sønnen var jeg i weekenden til Open Air Academy i Brede. En tre dages festival arrangeret i et forbilledligt samarbejde mellem Golden Days, Information, Københavns Universitet, Nationalmuseet og DTU.

MERE AF DEN SLAGS, TAK!!!!

Af flere irriterende grunde fik jeg ikke mulighed for at deltage i mere end en halv dag, og da jeg havde sønnen (14) med, hørte jeg ikke så mange foredrag, som jeg ville have gjort, hvis jeg havde været i følge med en voksen. Til gengæld prøvede jeg så ting, der var sjove, og som jeg nok ikke ville have prøvet uden ham. Min veninde var der en anden dag og var yderst begejstret for både walks og talks.

2015-05-23 12.35.08 2015-05-23 12.45.22 2015-05-23 13.04.28Sønnen og jeg var til kemisk madlavning med studerende fra DTU. Det var velbesøgt, lærerigt, sjovt og velsmagende. Jeg hørte lidt af Holger Bech Nielsens snak om sort stof som jeg ikke forstod ret meget af, men hans begejstring er godt nok smittende! Vi deltog som samlebåndsarbejdere i Henry Ford-fabrikkerne, og blev pisket frem af en værkfører og fabrikschef, der tog jobbet meget alvorligt. Det var sjovt (så længe man kan gå igen inden 10 timer og ens liv ikke afhænger af det), og sønnen fik flere gode indsigter ud af det.

Vi spiste selvfølgelig også noget dejlig mad fra nogle af de tilstedeværende foodtrucks.

Jeg hørte en paneldiskussion om sandhedens vilkår i medierne. Det var ret sjovt, for tænk, det er faktisk noget, man kan diskutere! Der var en ung mand fra Netudgaven.dk (muligvis Thomas Noppen?), der havde nogle rigtigt gode pointer. Gode nok i hvert fald til at jeg nu har liket Netudgaven på Facebook!

Der var masser af andet, jeg gerne ville have hørt og/eller deltaget i, så jeg kommer helt sikkert tilbage næste år, når jeg ikke har en punkteret bil, en dårlig fod og familiære forpligtelser, der sammen med den isnende kulde forhindrede mig i at få det fulde udbytte. Fx ærgrede jeg mig over at gå glip af Knud Romers panel om ingenting og Andrea Pellegrinis tango-sang senere samme dag.

Vi styrter afsted til musikfestivaller og sportsbegivenheder, men vi gider ikke møde op og få tanket hjernen op, når kloge mennesker stiller sig til disposition for os og deler ud. Det ærgrer mig!

 

Tegners Museum

En af Tegners mange skulpturer, som er strøet rundt i Rusland.
En af Tegners mange skulpturer, som er strøet rundt i Rusland.

Sidste weekend, I ved, en af de dage, hvor solen faktisk skinnede, kørte vi en tur i den bil, vi ofte glemmer, at vi har. Vi kørte til Dronningmølle – eller næsten – for det gik op for os, at sønnike aldrig har været i Rusland eller mødt Larger-Than-Life-kunstneren Rudolf Tegner.

Rusland er et stort naturområde lige syd for Dronningmølle i Nordsjælland, oprindelig kaldt Rusland, fordi det var så langt væk fra alting og temmelig øde. I kid you not.

Midt i Rusland ligger en betonklods, som indeholder den herligste sammenklumpning af skulpturer, mange af dem i kæmpeformat. Jeg boede i en del år lige i nærheden, så jeg kender både Rusland og museet ret godt, selvom det altså var længe siden, jeg havde været der. Men Tegners er et museum, der forandrer sig meget, meget lidt. I dette tilfælde tror jeg mest, at jeg synes, det er godt. Der er faktisk en lille særudstilling på vej, kurateret af Suste Bonnén, som jeg ærgrede mig lidt over at komme for tidligt til. Den kunne man bruge som undskyldning for at køre derop. Er vejret godt, er stedet ualmindelig velegnet til picnic.

Tegner var en af sin tids enfant terribler, og han har nok været temmelig uomgængelig, fornemmer man, når man sådan læser lidt bagom beskrivelserne af ham og hans kunst. Og se lige denne skulptur (og husk, at han var død længe før han kunne have set The Fantastic Four).

Dette er ikke The Thing, men åbenbart Skt. Peter med nøglen. Se lige de lårbasser!
Dette er ikke The Thing, men åbenbart Skt. Peter med nøglen (1935). Skulpturen er ca. 3 meter høj!

Man taber jo underkæben over de lårbasser og hans besynderlige ansigtsudtryk. Og hvad med tonsuren? Var den virkelig opfundet på Skt. Peters tid?

Man han var sandelig også forud for sin tid, manisk optaget som han var af katte og ugler – man skulle jo tro, han havde været på Twitter eller Instagram! Uden på betonklodsen sidder en ugle og holder øje og en rasende kat går til angreb. Man bliver forskrækket, første gang man ser den kat!

2015-05-14 15.09.32 2015-05-14 15.09.21

Mette Høeg og den debat, der burde have været

AnnaAfgrunden

Den ellers hensygnende danske debat om litteratur fik et højst tiltrængt spark bagi, da Mette Høeg (indtil da vist nok ganske ukendt) fik et debatindlæg på forsiden af alle litteraters yndlingslekture, Weekendavisens bogtillæg. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg forestiller mig redaktørens smørrede grin ved tanken om al den opstandelse, indlægget ville vække.

Et par citater for de uindviede:

“Josefine Klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til uskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab.”

“de kvindelige [litterater] får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger”

For vi ved jo alle, at kærlighed, sorg og tab er emner, som kun moderne, unge forfatterskolepiger nogensinde har skrevet om…

Alt gik som ventet,  der er virkelig opstandelse i den danske andedam. Og med god grund, synes jeg, da Høegs udpegning af det feminine som årsag til misèren (jeg er enig i, at der er en misère) er helt i skoven. Johanne Mygind siger det, der skal siges om, hvor langt ude kvindevinklen er.

Jeg mener, at misèren er, at det meste danske litteratur er en skygge af sit tidligere selv, indadvendt og kedeligt. Forfatterne får ikke modspil nok, redaktørerne udfylder ikke deres jobs godt nok. Den gennemsnitlige danske roman er simpelthen ikke god nok – ikke redigeret stramt nok. Fx. Erik Valeurs Det Syvende Barn. Come on! Den er mindst 200 sider for lang – hvordan i himlens navn kunne den blive så stor en succes? Det må da være fordi, vi simpelthen ikke kræver nok af litteraturen, når bare den er dansk? Og 25 sider inde i Lone Aburas’ Politisk Roman har jeg allerede fundet tre tekstfejl (ikke stave-), som en redaktør da burde have opfanget!

Jeg læser ikke meget dansk litteratur mere, og det skyldes ikke snobbethed for det engelsksprogede, men at jeg er blevet skuffet så mange gange! Igen og igen får en roman eller en forfatter så meget medvind, så fine anmeldelser, så mange priser, at jeg tænker, at denne gang må der da være noget om snakken. Men oftest er der det ikke, og jeg keder mig. For at sætte dig lidt på sporet og fastholde mit sædvanlige fokus på det positive, så kommer her de to bedste danske bøger, jeg har læst de seneste år: Mikael af Dy Plambeck og Yahya Hassan af, well, you know. Lidt længere tilbage er der, på mandesiden, den uafrystelige Den som Blinker er Bange for Døden af Knud Romer. Disse tre bøger har virkelig ikke noget som helst til fælles andet end, at de er gode og gennemarbejdede. To af dem handler om forfatteren, den tredje vist kun delvist. Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?

Hvis jeg skal kaste et kritisk blik indad (det skal man jo), så er jeg nok generelt for rastløs til at læse bøger, der foregår i det lille, nære univers. Og ja, mange danske kvindelige forfattere skriver derfra. Men jeg orker heller ikke deres mandlige pendanter! Jeg må være den eneste, der ikke har læst Min Kamp af Knausgaard. Jeg læste de første 3-400 sider af forgængeren og fandt den dræbende kedelig. Jeg læser heller ikke Morten Sabroe eller Jørgen Leth, jeg kan ganske enkelt ikke udholde deres selvsmagende stil, selvom jeg medgiver, at de begge har en letflydende pen.

I går var der en kronik i Politiken af en ung kvindelig forfatterskole-forfatter, som jeg aldrig har hørt om. Hun hedder Cecilie Lind, og hun kan skrive. Selvom hendes kronik er en gang navlepilleri, så gør hun det med stil og overbevisning, og det, hun skriver, rækker ud over hende selv. Hun er kun 23 år, så hun kan udvikle sig til en stjerne, især måske hvis hun finder noget, der er endnu mere uden for hende selv at skrive om. Altså, jeg’et bliver jo udtømt på et tidspunkt, selvom man ikke skulle tro det at dømme efter Knausgaards og Leths succes og den endeløse række af julegaveselvbiografier.

Som ung læste jeg masser af dansk litteratur, både den fra samtiden og den lidt ældre. Jeg elskede Det Lykkelige Arabien og Tage Skou-Hansens bøger om Holger Mikkelsen. Panduro, Kampmann, Bodelsen og Rifbjerg slugte jeg fra ende til anden, og fandt, at Rifbjergs Anna (jeg) Anna bragte mig bedre på sporet af min mors midtlivskrise end alt, hvad hun selv havde at sige om den. Jeg læste også alle kvinderne, men kunne bedre lide de fabulerende end de socialrealistiske, selvom de sidste var nemmere at læse end de første. Suzanne Brøgger var stjernen, der lyste over dem alle.

Tilbage til nutiden, var jeg ret begejstret for Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, så trykkede på KØB-knappen for hans nye Afgrunden, så snart den udkom. Den er jeg netop færdig med, og – igen – er jeg skuffet over en dansk roman. Øv!

Jeg synes ellers, at jeg kan lide de samme romaner, som de fleste andre læsende – jeg elskede Stillidsen, Americanah, Stoner, etc., men det samme gør sig kun sjældent gældende for danske romaner. Hvis nogen har bud på fantastiske danske romaner, som jeg har overset, så hit med dem!

Far from the Madding Crowd & Familien Bélier

Dorset maiden castle 01

Far from the Madding Crowd bygger på Thomas Hardys bog af samme navn fra 1874. Filmen er næsten 100% tro mod romanen. Det er på mange måder en fin film, Vinterberg har skruet sammen, fuldstændig tro mod den stil, filmatiseringer af klassiske britiske romaner som oftest har, når de er gode.

Den eneste af skuespillerne, jeg kendte rigtig godt i forvejen, var Michael Sheen, der spiller Masters, den totalt indebrændte læge/forsker i HBO-serien Masters of Sex, over for smækre, lækre Lizzy Caplan som Johnson. Nå men, Sheen er tydeligvis vældig god til at spille den indebrændte type, for han gør det lige så godt her som i TV-serien. Det er lykkedes mig kun at se et par film med Carey Mulligan, og i dem har hun ikke for alvor brændt sig ind på min nethinde. Det gjorde hun måske heller ikke helt her? Men det, der trækker filmen ned for mig, er ham, der spiller Über-Dario, Tom Sturridge. Han gør bare slet ikke noget for mig, og i min optik er det slående utroværdigt, at hun falder for ham. Altså, han burde være sådan en Mr. Darcy-type, som *alle* kvinder falder for, hvis man skal tro på, at hovedpersonen her, omgivet af pæne, ærlige, ordentlige mænd, der er pjattede med hende, skal falde for ham! Til gengæld er der ikke noget i vejen med landskabet. Jeg har ikke set hele England, men Dorset er det skønneste af det, jeg har set. Det har slet ikke været svært at finde locations til den film, for meget af Dorset ser stadig ud, som det gjorde i 1870’erne: Fortryllende!

Familien Bélier tog hele vores lille familie med storm, vi grinede og græd sammen med resten af biografen. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår visse anmelderes surhed her. Ja, den kører alting hjem på charmen, nej, livet i en døv familie er sikkert ikke så harmonisk, nej, skolekor i den franske provins synger nok ikke så godt, ja, det er ikke videre sandsynligt, at den ikke-døve pige synger som en engel, etc. etc. Men altså, hvis det var sandsynlighed og lighed med virkeligheden, jeg søgte, ville jeg gå ind og se en dokumentarfilm eller kigge på min egen navle. Jeg har set mange såkaldte feel-good film, der ikke fik mig til at grine og græde, og da slet ikke simultant. Hver anden gang jeg vælger en feel-good-film på Netflix ender jeg med at slukke, inden den er færdig, fordi jeg får den dér candy-floss overmæthed. Det gjorde jeg ikke her, og det gjorde heller ikke min action-glade mand eller min dokumentar-glade søn.

Musiklæreren, der er ondskabsfuld som få, er så sjov, pigens udkårne er en teenage-godte, pigen selv er helt igennem bedårende (tak for lån af ord til min salig mormor) og særdeles troværdig, de døve forældre rørende og urkomiske. Og den franske visesang, der i høj grad bærer filmen, er bare skøn!

Musik er sjælens sivebrønd, siger musiklæreren på et tidspunkt (i den mundrette danske oversættelse). Det kan der jo være noget om!

Ordrupgaard

Jeg nåede til Ordrupgaard i allersidste øjeblik til at se Fritz Syberg-udstillingen. Jeg bliver nok aldrig verdens største fan af Syberg eller de andre såkaldte Fyn-malere, men jeg opdagede, at jeg var vild med hustruen, Anna Sybergs billeder. Og som så ofte før, når jeg er stødt på disse mand/kone kunstnerpar, får jeg den kætterske tanke, at det måske er hustruen, der har det største talent.

Anna Syberg - Branche de pommier en fleurs
Anna Syberg: Æblegrene, ukendt år, Fåborg museum
Syberg Anna Roser 1902
Anna Syberg: Roser, 1902, Fåborg museum
Hvor meget kunne hun ikke have øvet sig, rejst og modtaget undervisning, hvis hun ikke lige skulle føde syv børn – og tage sig af dem, mens manden udlevede sine kunstneriske ambitioner?

Van Gogh - Rosenbusch
Vincent van Gogh: Roser, 1890. Glyptoteket.
Jeg synes, hendes blomster har samme dybde og følelse som Van Goghs.

Må i øvrigt komplimentere Ordrupgaard for den meget fine kuratering af udstillingen. Man kunne få næsten lige så meget – eller lige så lidt – at vide, som man ønskede; alt sammen fint og ikke in-your-face formidlet. Jeg undrede mig flere gange over gæster, der gik og talte sammen om ting, som de kunne have læst på tekstplancherne, hvis de virkelig gerne ville vide det. Jeg bed mig dog i tungen og holdt min mund…

Men jeg er så ikke særlig vild med Zaha Hadids bygning. Den halvt nedgravede skovsnegl uden for kan endda gå an, men indvendig synes jeg bare ikke, det fungerer særlig godt. Jeg er ellers generelt ret positivt indstillet over for ny arkitektur, også det der er delvist under jorden, men altså…

Og så fik jeg endelig, endelig set Finn Juuls hus. Det er lidt sjovt med de der superarkitekters huse fra midten af forrige århundrede – de er små, de trykker sig i landskabet, men alligevel har mange af dem den dér udefinerbare it-faktor. Dette hus udmærker sig ved de forskudte niveauer, noget, der altid fungerer utroligt godt. Til gengæld småfniser man jo lidt af det lille, triste køkken. Og gardinerne! Man skal på plejehjem for at se noget, der er grimmere. Og dér hænger de i al deres uskønne prunkløshed lige ved siden af høvdingestolen og værker af Jorn, Lundstrøm og Mortensen.

Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
2015-05-10 15.24.58
Gardiner i Finn Juuls hus.

 

 

 

 

 

 

Mens Ordrupgaard arbejder på den næste udstilling, er der gratis entré til Finn Juuls hus, der så også holder åbent på hverdage, så skal du se det, er det i den kommende uge.

Gensyn med Blade Runner

På Twitter og Facebook har jeg bemærket, at overraskende mange i min generation følte behov for at gense Blade Runner på det store lærred. Jeg er meget glad for, at nogen fik mig op fra sofaen. Og glad for, at jeg forinden læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken, skønt jeg først fandt den noget højpandet.

Jeg ved ikke helt, hvor mange gange jeg har set filmen, 3 må være det absolutte minimum. Men jeg tror ikke jeg har set den de seneste 10 år, måske mere? Nogle scener var meget genkendelige, andre kunne jeg ikke huske. Min hukommelse er notorisk elendig, så det kan ligesåvel være, fordi de ikke gjorde indtryk på mig, som at de ikke var med i den originale version. Dog er jeg ret sikker på, at der ikke var så mange origami-figurer med i originalversionen, ligesom jeg husker Edward James Olmos‘ rolle som mindre fremtrædende. Nogen kan helt sikkert korrekse mig her. Jeg kunne ikke huske den oprindelige slutning heller, men min medbiografgænger kom mig til hjælp.

Det var en stor filmoplevelse, og jeg har stadig det langsomme, langsomme, langsomme, evindeligt regnfulde, neonoplyste univers kørende på nethinden. Og det er ikke noget dårligt, selvom det måske lyder sådan.

Edmund de Waal: The Hare with Amber Eyes

TheHare

Så fik jeg endelig læst denne bog, der, ganske som flere af mine veninder har påpeget, var lige noget for mig. Jeg læste den som e-bog, men lige netop denne bog ville jeg meget gerne eje som illustreret hardback. Jeg brugte så internettet til at illustrere bogen for mig ved konstant at Google de kunstværker, steder og ikke mindst Netsukes, jeg læste om undervejs.

Min egen Netsuke.
Min egen Netsuke.

Siden jeg første gang stødte på de små figurer på Fitzwilliam museet i Cambridge, har jeg haft en svaghed for dem. Vi har sågar en enkelt, som jeg har købt på Ebay. Men det er ikke kun, fordi jeg har en svaghed for Netsukes, at denne bog er lige noget for mig – den har flere andre af de kvaliteter, som jeg sætter allermest pris på.

Den første tredjedel af bogen foregår i min favorit-tidsperiode i Paris – slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen, Charles Ephrussi, er sådan en drømmemand – klog, rig, nogenlunde pæn, belæst og beleven. Og kunstsamler. Alle værker beskrives indgående i bogen, og da de alle er gamle nok til at være i public domain, kan hvert eneste billede Googles. Derfor tog det mig også en rum tid at komme igennem den del af bogen.

Pierre-Auguste Renoir - Luncheon of the Boating Party - Google Art Project
Renoir: Luncheon at the boating party. 1880-81. Det er Charles Ephrussi i den høje hat bagest tv.
Den mellemste del af bogen foregår i Wien. Den er historisk interessant, fordi det er et specielt sted for en jødisk familie at opholde sig i mellemkrigsårene, knap så interessant rent kunstnerisk. Sidste del af bogen foregår i Japan, hvor oprindelsen for bogens omdrejningspunkt, en stor, fin samling Netsukes, afdækkes og oprulles samtidig med, at man får en rørende og indfølt skildring af, hvordan det knækkede Japan kom på fode igen efter krigen.

Den sidste ting, jeg holder meget af ved denne bog, er dens elegante sprog. Hr. de Waal er ikke nogen helt almindelig pottemager (for vi ved jo, at alle pottemagere har honours-degrees fra Cambridge…), han er nærmest en ekvilibrist med det engelske sprog. Det er SÅ dejligt.