Slips

Paolo Veronese – magtfuldt outfit, helt uden slips

Foranlediget af en artikel i Berlingske i dag (bag paywall, sorry), har vi haft en lille slipsediskussion på Twitter. Kort fortalt forudsiger artiklen, at slipset er på vej ud foranlediget af Silicon Valley-bosserne og har nogle ganske gode eksempler fra danske virksomheder – det bedste er DONG’s ledelse i 2016, alle iført slips (undtagen den enlige kvinde i direktionen, selvfølgelig) og samme ledelse, nu af Ørsted i 2017, hvor ingen af dem har slips på.

Mænd om slips

Udtalelser som disse to er vist typiske, tror jeg

Mig om slips

Jeg er helt med på, hvad Michael og Dion mener, og med et bestemt sæt af forudsætninger, har de jo også ret. Men hvem er det, der bestemmer, at mænd ikke kan variere deres udtryk meget mere?

Må hellere lige pointere, at jeg ikke går ind for “frit slag” – jeg synes, at det tøj man bærer, skal være respektfuldt i forhold til konteksten. Der er steder, hvor man kan slå sig i tøjret og steder, hvor man bør beherske sin frihedstrang af respekt for andre. Jeg havde fx engang en svigerfar, der brugte sin frihed til at møde op til en stor guldbryllupsfest i den nærmeste familie iført Kansas-overall. Det, synes jeg, er virkelig respektløst.

Men hvis nu vi kigger ud på de danske arbejdspladser og andre steder, hvor mænd ellers bærer slips – hvor mange af dem har det så som et ufravigeligt krav? Ikke mange, er mit gæt.

De spræller ikke, mændene

Men af grunde, som jeg faktisk ikke helt forstår, men hvor jeg tror, at begrebet ‘magt’ spiller en rolle, vælger de fleste mænd helt at undlade at sprælle i nettet. Næh, de møder op, dag ind og dag ud, i skjorte, lange benklæder, slips og jakke. Dem, der skejer ud, gør det med enten super lækre skjorter og smagfulde slips eller skjorter i skrigende neonfarver og virkeligt grimme slips (tænk Kristensen Berth fra DF). Og så er der signal-slipsene – tænk bare på historien om Dronning Elisabeths brocher.

I de kreative brancher og i fritiden skejer mænd så ud med t-shirts med motiver, der signalerer, hvad de går op i. Musik og sport er nok de mest udbredte. Men altså, det er sgu da helt vildt fantasiløst!

Hvorfor er der så få mænd, der skejer ud? Bare lidt? Personligt har jeg et blødt punkt for mænd i nederdele (i skotsk stil) eller mænd med shorts og jakke.

Da jeg i foråret var i New York City kunne jeg ikke undlade at bemærke, hvor mange flere velklædte mænd, der var på gaderne end herhjemme. Alle stilarter, alle aldre, alle farver. Det var en fryd for øjet.

 

 

Kom nu mænd. Gi’ den gas!

Share

Oh, Tivoli

I anledning af at Tivoli i år fylder 175 (vildt!), har Gyldendal udsendt en hyldestbog. “TIVOLI – En have i byen”. Absolut en rammende titel – der netop sætter ord på det, jeg holder mest af ved Tivoli – det grønne og alle blomsterne.

Mærkelig opbygning

I betragtning af at det er en fotobog, har den en besynderlig opbygning. Teksten, der fylder de første 75 af bogens godt 200 sider, er skrevet af Lars Hedebo Olsen. De virkeligt skønne billeder, der, sæsonopdelt, fylder resten, er taget af Anne Prytz Schaldemose. I tekstdelen er der ingen billeder og i billeddelen ingen tekster. Slet ingen.

Ærgerligt er det, at pointerne ved mange af billederne går tabt, hvis man ikke har læst teksten forinden. Og – hånden på hjertet – hvor mange mennesker læser andet end billedteksterne i de fotobøger, de køber? Bag i bogen er en fotoliste med ultrakort forklaring, men det opvejer slet ikke irritationsmomentet ved at sidde og kigge på billeder uden at få baggrunden med.

Der var nyt at hente

Lad mig starte med at sige, at jeg da fik en del ud af at læse teksten. Selvom Olsen lægger ud med at sige, at det ikke er en bog om Tivolis historie, så får vi den alligevel. Og det er godt – fx havde jeg glemt, at Tivoli blev grundigt bombet i 1944, og jeg vidste ikke, at planer om en total restrukturering eller (oh no!!!) en udflytning af haven blev ivrigt diskuteret. Godt de ikke blev til noget!

Desværre er der mellem de nyttige, pudsige og interessante oplysninger helt utroligt meget fyld, ja, ren reklametekst, hvilket virkelig er synd. For hvem køber egentlig en dansksproget bog om Tivoli uden i forvejen at være ret begejstret?

Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at bogen oprindeligt har været tænkt på en anden måde, for kapitlerne gentager sig selv ad nauseam og alt er lutter roser med én mærkværdig undtagelse – det virker simpelthen som om Olsen har et horn i siden på Gemyse, havens næsten-vegetar restaurant, som han giver plads til omverdenens kritik af. Ingen andre af havens utallige restauranter bliver kritiseret, flere af dem bliver nærmest skamrost.

Nogle steder er der underlige forblommede sætninger, som fx “selvom Tivoli dog til tider fik kritik i pressen”. For hvad? Af hvem? Er der bortredigeret noget her, mon?

Nogle af afsnittene er meget bedre end andre. Der er et sjovt afsnit om chaufførerne i rutchebanen og et glimrende et om havens (landskabs)arkitektur.

Sure naboer

Noget, der går igen i mange af kapitlerne, er snak om Tivolis sure naboer. Er der virkelig nabobrok nok til, at det skal optage så meget plads? Jeg er selv nabo og kan høre Fredagsrocken, men jeg har været derovre og oplevet, at musikken slet ikke er højt nok, når man står på Plænen. Jeg kan også høre skrigene fra forlystelserne, bragene fra fyrværkeriet og mærke presset på parkeringspladserne. Men altså, da de fleste af os er flyttet ind for mindre end 175 år siden, så er det noget, vi må tage med, synes jeg.

I et af de sidste kapitler står der “Alle – uanset økonomisk position – er velkomne (hvis de altså har råd til at komme ind).” Sic. Sådan en sætning og de lidt for mange fejl burde være fanget af en redaktør.

Skønne fotos

Billederne derimod fejler ikke noget – mange af dem er virkeligt skønne og er ikke nogle, vi selv kunne have taget med vores smartphone. Køber du bogen, så gør det for billedernes skyld.

Tivoli – en have i byen
Lars Hedebo Olsen (tekst)
Anne Prytz Schaldemose (foto)
Gyldendal, 2018

Share

“Lady Bird”

Åh, teenagere!

De er både kilde til de største frustrationer, men sjovt nok også til de morsomste og mest rørende guldkorn. Således også i ‘Lady Bird’ der foregår i Sacramento, en ikke-så-ophidsende by i Californien, lidt nordøst for San Francisco. Som Lady Bird udtrykker det, bor hun så oven i købet “on the wrong side of the tracks”, så det er ikke det Californien, vi ellers kender fra fx. den i øvrigt fantastiske tv-serie Big Little Lies.

Christine

Lady Bird er 17, da vi møder hende. Egentlig hedder hun Christine, men det er bare et dødssygt borgerligt navn, hendes kedelige forældre har givet hende, så hun kalder sig selv Lady Bird. Vi følger hende gennem de første nærkontakter med drenge og det –  i USA – svære spring fra highschool til college – fordi alle de gode colleges koster mange penge, og hendes forældre har ikke rigtigt nogen.

20th Century Women

Greta Gerwig, selv skuespiller, har instrueret denne. Jeg var ret begejstret for hendes forrige ‘20th Century Women’, der faktisk også handler om en mor og en teen, men den følger moderens blik på sønnen, hvor denne er datterens blik på moderen. Lady Bird tror, hendes mor hader hende, og det er ikke helt grundløst, for hendes stressede og udasede mor er virkelig dårlig til at vise datteren sin kærlighed.

Familierelationer

Jeg har selv sønner, så mor-datter-relationen kender jeg kun bagud, så at sige. Den relation skal jeg ikke trætte læseren med, men balancen mellem omklamring, forkælelse, nødvendig strenghed og almindelig selvopretholdelse ER svær at holde, uanset køn – og Gerwig viser det meget fint i begge film. Saoirse Ronan spiller Lady Bird, og hun er simpelthen perfekt. I øvrigt har jeg spurgt Forvo, og Saoirse udtales (ca.): ‘Sirsche. I 20th Century Women er der ikke rigtigt nogen faderfigur, men i denne film er der en dejlig far. Han holder lav profil det meste af tiden, men han er der i den grad for både sin hustru og sin datter. Også selvom han selv har det svært. Dejligt at se et portræt af et kærligt og omsorgsfuldt ægteskab!

Ved siden af mig i Grandbiografen sad en far og hans datter. De var meget glade for filmen og hviskede sammen hele tiden. Rart at opleve!

***

Forfilm

C’est la Vie

At det er instruktør-makkerparret bag De Urørlige, der står bag denne, overrasker ikke. Franskmændene er ret gode til moderne slapstick, og jeg vil gerne se denne opdaterede udgave af en folkekomedie. Bryllupper holder nok ikke op med at være et perfekt setting for spillefilm lige foreløbig – uanset som de er sjove eller ej. Forfilmen lykkes meget fint med at formidle, hvad vi kan vente, tror jeg.

Racer and the Jailbird

Franskmændene er OGSÅ gode til thrillere, og denne her ligner en særligt hæsblæsende en af slagsen. Den kvindelige hovedperson er på ingen måde en biperson eller “damsel in distress”, men racerkører – så er plottet ligesom skudt igang! Flot og meget lokkende forfilm, hvis man godt kan lide lidt tju-bang. Det kan jeg, når det er gjort med en vis finesse.

Isle of Dogs

Denne her er dog den, jeg glæder mig mest til. Jeg var fuldstændig pjattet med Wes Andersons ‘The Grand Budapest Hotel’, som jeg har set tre gange. Forfilmen er skøn og helt i tråd med stemningen i ovennævnte film. På filmens hjemmeside er der “skuespiller-interviews“. Det er intet mindre end fantastisk.

***

Reklamer

Jeg blev spurgt på Twitter, om jeg vil anmelde reklamer, nu hvor jeg anmelder forfilm, men det vil jeg ikke – ikke mindst fordi jeg sjældent kan huske dem. En hang dog fast i går – en ny film fra SOS Børnebyerne:

Jeg synes altid, det er mærkeligt, når far er udfaset af en familierelation, selvom jeg jo godt ved, at det jævnligt forekommer. Når det er sagt, så er det her en effektiv massage af tårekanalerne – og dermed en god reklame for et godt formål.

 

Share

Hjerter Dame

Den her film følger simpelthen fagforeningsboss Lizette Risgaard alle vegne (undtagen inden for havelågen i hendes ydmyge bolig) i tre år. Vi er med fra lige før formandsvalget i 2015, hvor hun slog sin forgænger Harald Børsting med MANGE stemmer, igennem det første års triumf og videre til de hårde overenskomstforhandlinger i Forligsen og den efterfølgende tid, der var præget af visse faggruppers meget højlydte utilfredshed med overenskomsten. Det er spændende og særdeles tankevækkende at se, hvordan hun er den samme, præcis den samme, når det går op, og når det går ned.

Hun er høflig og venlig over for alle, og færdes ubesværet på de bonede gulve, samtidig med at hun sandelig får sagt sin mening, når der er brug for det – ganske uden omsvøb og med herligt mange eftertrykkelige bandeord.

Magt, ikke kun for magtens egen skyld

Måske tror du ikke, at sådan en film er noget særligt, men det er den – for den viser, at man kan ønske og ville magten og kæmpe for den – simpelthen for sagens skyld. For Lizette Risgaard har ikke meget personlig gevinst af sin position. Man siger, at det altid er køligt på toppen. For en kvinde i en så mandsdomineret verden, er det vist fair at sige, at der er decideret koldt.

Storartet håndværk

De to instruktører, Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsen, fortjener stor ros for deres vedholdenhed og for deres modige og supereffektive klipning af de mange, mange timers film. Det er sågar lykkedes dem at klippe fagbevægelsens historie sammen til få minutters meningsfuld baggrund, ligesom det lykkes at få tilpas meget ud af den ellers meget private Risgaard til, at vi forstår, hvad hun er rundet af.

Du kan godt nå at se den (i Grand selvfølgelig)!

Share

17 år, da John Mogensen døde

og det betyder, at jeg slet ikke tænkte over, at han ikke var særlig gammel, da han døde. Når man er 17, er folk på 48 jo ældgamle!

Den plagede kunstner

Da jeg så filmen, blev jeg slået af, hvor mange film jeg efterhånden har set om den plagede kunstner, der suges ned i et selvdestruktivt hul af misbrug og angst. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, at der ikke er så godt stof i kunstnere, der har en lidt lettere gang på jord.

Rasmus Bjergs levendegørelse af John Mogensen er intet mindre end suveræn. Jeg har aldrig rigtigt været så vild med Bjerg, så mine forventninger var beskedne, men han ER John Mogensen i den film. Et par andre præstationer er også pænt over middel; Helle Fagralid som Mogensens ufatteligt trofaste hustru Ruth, Harald Kaiser Hermann som drengen John og Peter Mygind som Meisner.

Filmen vil for meget

Filmen veksler på mærkværdig vis mellem ret mesterlige scener og noget, der nærmer sig dilettantkomedie. Jeg forstår ikke helt, hvordan begge dele kan være til stede i samme film? Noget andet, der også er både-og i filmen er, at Bornedal vil levere det klassiske portræt af den plagede kunstner, men samtidig vil demonstrere, at han har alle mulige kunstneriske tricks oppe i ærmet. Nogle tricks fungerer rimeligt, som fx tilstedeværelsen af Mogensen som dreng, selvom det kammer lidt over. Andre virker påklistrede – som fx solopgangen i starten af filmen og de melodramatiske gentagelser af Mogensens hjertestop på stamværtshuset. Og der er en alenlang scene med en barnedåb, som forekom mig overflødig fra start til slut. Til gengæld kunne man godt have gjort det yngre publikum den tjeneste at vise, hvem Cornelis Vreesvijk var, og hvor vigtig han var i tiden, når nu han rent faktisk introduceres.

For sådan en som mig, der både har alderen til at kunne huske Mogensen og en del af de andre figurer, og selv har været i musikmiljøet og hørt om og endda truffet nogle af de originale typer, vi støder på undervejs, er filmen bestemt værd at se. Men yngre generationer, især måske folk med musik i blodet, vil også kunne sætte pris på den. Igen, Bjergs præstation er helt fantastisk.

 

Sangene

Og sangene, jamen, jeg havde da helt glemt, hvor fast en ingrediens de var i radioen og mange andre steder! Selv tror jeg nok, jeg foretrak Bowie, Genesis, Eno og sådan noget rædsomt noget som Weather Report dengang. Men jeg gik i 2. G i 1977, så det hele står en smule uskarpt!

Share

Kunstfilm – duer de?

Ja, synes jeg, for det meste. Og filmen her om Arne Haugen Sørensen duer i hvert fald.

Jeg er ikke nogen stor kunstkender, og jeg havde kun en svag forestilling om AHS’s kunst, inden jeg så filmen. Bagefter må jeg sige, at især hans mange gange gentagne motiv Vandringsmanden (filmens titel – velsagtens også en reference til Tarkovskij) satte sig hos mig.

Shhhh, kunstneren arbejder

Jeg kan godt lide at se en kunstner arbejde. Jeg holder nok aldrig op med at overraskes over, hvor hårdt, fysisk arbejde det faktisk er at skabe kunst. Mange ting, man ikke tænker over, når man står og ser på et maleri på et galleri eller museum, bliver synlige, når man ser kunstneren i arbejde. Fx det at blande farver!

Arne Haugen Sørensen er en mand, der selv er klar over, hvor priviligeret han har været i livet, selvom han også har mødt betydelig modgang. Det er noget, jeg sætter pris på. Han nævner flere gange, at hans hustrus støtte og opbakning har betydet alt for ham – at han ikke ville have opnået meget uden hendes støtte. Man kan nok komme i tanker om en mand eller to, der har glemt at værdsætte et andet menneskes totale opbakning gennem et helt liv!

Fascination af håndværk

I de senere år er jeg blevet fascineret af litografiet og har set adskillige film om, hvordan man fremstiller sådan et. Vi får et meget fint indblik i det i denne film. Når folk rynker på næsen og siger “det’ jo bare et litografi”, så er det nok, fordi de ikke har sat sig ind i, hvor meget arbejde og stor kunstnerisk og teknisk snilde, der skal til for at fremstille sådan en lille serie! Jeg følger Edition Copenhagen på Instagram i det lønlige håb en dag at have en lille slat penge til et litografi af en yndlingskunstner. Se her, hvordan det går til:

Et par anker

Jeg havde to anker imod filmen om Haugen Sørensen. Jeg synes, den tager nogle ting for givet – altså, at den er lavet til folk med et ret indgående kendskab til kunstneren. Det irriteres jeg lidt over, for det er ikke meget, der skal til, før også uindviede ville kunne se med.

Min anden anke er, at der dukker spørgsmål op i filmen, som jeg ikke synes, jeg får svar på. Der er fx en lang sekvens, hvor vi ser en lang serie af malerier med religiøse motiver. Så forventede jeg, at den efterfølgende interview-sekvens ville beskæftige sig med hans forhold til kristendommen. Men det gør den ikke. Han nævner, at han er blevet en slags “kirkemaler”, men vi hører intet om hans egne motiver. Det er jo muligt, at han ikke har ønsket at fortælle om det – men så kunne vi jo få det at vide. Det ville være interessant nok i sig selv.

Uden at vide det forestiller jeg mig, at filmen vil blive vist på DR2 eller DR K. Så det er bare at holde øje.

Share

Bagud

Sjusk

Jeg får ikke skrevet her om de bøger, jeg læser/lytter og glemmer også at skrive om vores podcast her. Det er da noget sjusk!

Bøger på Goodreads

Nå men, jeg har skrevet kort om de seneste bøger på Goodreads – følg mig gerne derovre, hvis du er interesseret, for det bliver nok lidt småt her. Jeg har læst en bog om fælderne ved datadrevet ledelse (Sensemaking) og lyttet til to meget forskellige skønlitterære bøger, The Nix og Exit West.

Podcast: Godt Ord

Kirsten Marie Øveraas’ og mit podcast Godt Ord udkommer ret fast hver 14. dag, og man kan abonnere i sin foretrukne podcast app eller følge os på Facebook eller Twitter.

Film

Film får jeg heller ikke set så mange af som tidligere, men når jeg gør, så skriver jeg om dem på Grand Teatrets blog.

Share

Godt Ord om framing

I anledning af kommunalvalget lavede vi en udgave af Godt Ord, der handler om framing. Vi hører både om den originale betydning af ordet – framing som noget, vi allesammen gør, hele tiden – og den mere moderne betydning, som vi bruger, når vi siger, at nogen “bøjer” sproget for at ændre vores holdning til noget. Vi har besøg af en sprogforsker og af en med fingrene i det politiske maskinrum.

De tre sprogforskere, som Jacob Thøgersen nævner:

Charles Fillmore: https://en.wikipedia.org/wiki/Charles_J._Fillmore

Erving Goffman: https://en.wikipedia.org/wiki/Erving_Goffman

Gregory Bateson: https://en.wikipedia.org/wiki/Gregory_Bateson

Romanen 1984 er af George Orwell. Mere om den her:

https://da.wikipedia.org/wiki/1984_(roman)

Korshærsbladet – udgives af Kirkens Korshær. http://kirkenskorshaer.dk/sider/korsh%C3%A6rsbladet

Knud Aarups bogFra Udenforskab til Fællesskab

Romerriget på Radio24syv havde på et tidspunkt et afsnit om framing. Det kan høres her: https://www.radio24syv.dk/programmer/romerriget/18912385/romerriget-om-newspeak

Om Søs Marie Serup:

Twitter

http://byserup.dk/

Søs fortæller om den nyere oprindelse af ordet “sammenhængskraft” – at hun har ret, kan læses her: https://www.information.dk/debat/2010/01/kampen-slidte-modeord-sammenhaengskraften

Yderligere læsning om Framing

http://prospect.org/article/framing-dems

https://www.retorikforlaget.dk/frame-bliv-framet/

Share

Ny episode af Godt Ord

Hermed varsel om påbud om … et afsnit om kommunsk! Altså det kringlede kancellisprog, som det offentlige nogle gange henvender sig til borgerne på. Sammen med kommunikationsrådgiver Marianne Bolvig ser vi på, hvad kommunsk er, og hvorfor det egentlig bliver brugt. Og hvad i alverden betyder “vejudlæg”?

Links

Marianne Bolvigs hjemmeside og blog

Marianne om “møgbreve fra kommunen

Mere om det kryptiske brev om ukrudsfjernelse: LinkedIn post

Jens Becker Jensens artikel om klarsprog: Klart Sprog er Godt Sprog

Trine-Maria Kristensens bog: ‘Få mere ud af (den tid du spilder på) de sociale medier

Tekster om at skrive godt og forståeligt: Ombudsmanden

Rapporten Sprog til tiden – se kapitel 6

Digitaliseringsstyrelsen

 

Share

I kærlighedens navn

Jeg var så heldig at være til premieren på Christina Rosendahls smukke, rørende og klump-i-halsen-fremkaldende dokumentarfilm Vold i Kærlighedens Navn. Salen var fyldt til randen, og det var sgu ret fantastisk at se, at de fleste medvirkende var til stede. Christina Rosendahl modtog efter filmen Danners ærespris – og ved I hvad, det ER virkelig en ære at få den pris, og Christina Rosendahl har gjort mere for voldsramte kvinder med den her film end politikerne har i mange, mange år.

Dannerhuset

Filmen lukker os ind i det hus, vi alle har betragtet på et eller andet tidspunkt og tænkt, hvad foregår der dog derinde? I huset arbejder en mindre horde af både frivillige og lønnede medarbejdere – der er sågar en mandlig pædagog (#notallmen you know). Jeg lægger mig fladt ned overfor de mennesker, der påtager sig den type arbejde, som udover at være følelsesmæssigt benhårdt også er elendigt lønnet.

En lys tone

Et af Christina Rosendahls allerfineste greb er, at det her faktisk er en positiv og optimistisk fortælling. Vi møder nogle kvinder, der får de redskaber, de har brug for, så de kan komme videre i livet. Nogle af dem har fuldstændig mistet troen på sig selv på det tidspunkt, hvor de lander hos Danner (ja, oftest længe inden), og har brug for at blive genopbygget fra bunden.

Åh, mit hjerte

En af de scener i filmen, der virkelig rørte mit hjerte, var, hvor en af filmens gennemgående rådgivere har en ung kvinde hos sig. Den mand, hun er flygtet fra, har undermineret hendes selvværd, så hun oprigtigt tror, at hun intet kan selv. Han ordnede jo alt! Langsomt gennemgår rådgiveren de ting, man har brug for at kunne for at kunne leve et normalt liv. Og lige så langsomt går det op for den unge kvinde, at hun faktisk godt kan gøre de her ting selv! Forud for det vi ser, har der været andre sessions, men lige i denne session kan man høre smilet i den unge kvindes stemme, da hun pludselig opdager, at mange af de ting, dem kan hun faktisk godt – ja, hun gør dem allerede!

Et genoprettet menneske

Man går fra filmen med troen på, at der stadig er mere godt end skidt i verden – bl.a. fordi vi sidst i filmen ser en kvinde forlade huset, genoprettet som menneske – med job, bolig og tro på livet. Så helt enestående smukt!

En tak

En stor tak til DoxBio for jeres arbejde med at bringe film som denne ud til et større publikum. I gør et stort og vigtigt stykke arbejde.

Share

Swing time

Det kan skyldes, at jeg ikke tidligere har læst Zadie Smith – hvorfor jeg aldrig fik læst White Teeth, ved jeg virkelig ikke – men jeg kom aldrig rigtigt op i omdrejninger over denne her.

En bog der vil for meget

Jeg tror, at min konklusion er, at den vil for meget. Den vil tale om celebrities, der vil være godgørende i Afrika. Det har den nogle både nuancerede og beske ting at sige om, og det gør den godt. Men så vil den også fortælle om to små brune pigers opvækst i England og kontrasten mellem den ene, hvis mor er aktivist og meget selvbevidst, og den anden, hvis mor er traditionel britisk underklassemor, der understøtter sin datter i alle de forkerte ting. Det gør den også udmærket, i og for sig, men jeg synes, historierne står i vejen for hinanden.

Så jeg tror nok – helt enkelt – at Zadie skulle have skrevet to bøger i stedet for en.

Lydbogsindlæsning

Indlæsningen af denne lydbog – af Pippa Bennett-Warner – er udmærket, men ikke fantastisk.

Share

Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share

At være en slave

Jeg har fået hørt The Underground Railroad, og det var vist godt. For jeg tror måske, jeg lidt havde glemt eller måske snarere fortrængt, hvor ganske forfærdeligt vores ikke-så-fjerne forfædre behandlede mennesker, de havde kidnappet i Afrika.

Cora

Det er en utrolig fortælling om den unge kvinde Cora, der fødes ind i slaveriet på en plantage i Georgia. Hendes mor er flygtet, og ingen ved, hvad der blev af hende – noget der rider slaveejeren som en mare, hvilket går hårdt ud over Cora. En dag beslutter Cora også at flygte – via The Underground Railroad – der mere er et system af mennesker – ofte, men ikke kun, hvide – der er modstandere af slaveri, end det er en jernbane under jorden.

En slaves flugt er ikke for sarte sjæle

Vi følger hendes dramatiske flugt og møder både gode og virkeligt onde mennesker, både sorte og hvide. Cora er ikke nogen blid heltinde, hun er tværtimod agressiv, mistroisk og vred helt ind i sjælen – noget man virkelig ikke kan fortænke hende i, men ret usædvanligt for en romanhovedperson i historisk tid.

Colson Whitehead

Med skam at melde tror jeg ikke, jeg har læst en bog om slavetiden, siden jeg som barn læste Onkel Toms Hytte. Så det var på høje tid. Udover at være en slags pligtlæsning, er bogen også meget velskrevet. Beskrivelserne af plantageejernes og slavejægernes brutalitet er både nøgtern og vanvittig effektiv. Colson Whitehead var i Danmark til Louisiana Literature, men jeg nåede det desværre ikke.

På dansk

Bogen findes i dansk oversættelse af Vibeke Houstrup Christensen, som jeg ikke kender til. På dansk hedder den Den Underjordiske Jernbane, og den er udkommet på Politikens forlag.

 

 

Share

Forstå den israelsk/palæstinensiske konflikt med både hjerte og hjerne

Jeg har læst, nej hørt, en helt fantastisk bog. Den er fra 2008, så ikke just ny. Jeg fik den varmt anbefalet af en person, der faktisk ikke læser særlig meget, så jeg blev straks nysgerrig.

Ny eller ej, så er den israelsk/arabiske konflikt jo heller ikke ny, og desværre er der kun sket optrapning, siden bogen blev skrevet.

Forfatteren Sandy Tolan, der er journalist og dokumentarist og skriver for flere meget veletablerede medier, satte sig for at finde frem til de rigtige levende mennesker bag konflikten. Efter lang tids søgen fandt han et hus med et citrontræ i baghaven, som en arabisk familie blev tvunget til at forlade, og en jødisk derefter flyttede ind i – i god tro.

The Lemon Tree

Vi starter hen imod 2. verdenskrigs slutning og følger to familier, en bulgarsk/jødisk og en palæstinensisk, både hver for sig, og når deres veje krydses. Derudover følger vi det politiske spil, som fremstilles både grundigt, men samtidig lettilgængeligt.

Man forstår både den jødiske grundangst og den arabiske vrede, når man har læst den – og det både med hjernen og med hjertet, hvilket virkelig ikke er nogen ringe bedrift. Bogen er utroligt velskrevet, sådan som kun virkeligt dygtige journalister kan – helt igennem en fornøjelse at læse/lytte. Det er Sandy Tolan selv, der læser lydbogen højt, og det fungerer nogenlunde. Generelt går det skidt, når forfattere læser deres egne værker højt – jeg ved faktisk ikke hvorfor!

Har du huller i historien om, hvordan Palæstina blev til Israel, men orker ikke rigtigt historiebøgerne, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Med varme og indlevelse får vi hele fortællingen lige fra briternes pinagtige rolle i tilblivelsen af Israel, det beskidte spil i FN, over krigene og konflikterne og USA’s ensidige indblanding og til nu – hvor palæstinensiske familier har levet i flygtningelejre i Libanon i 3-4 generationer!!!

 

 

Share