What’s Happening på SMK

Uh, det er en fed udstilling. Skynd dig hen og se den! Det er egentlig lige meget, om du bryder dig om performancekunst eller ej. Udstillingen viser, hvordan det gik for sig, da kunsten for alvor hoppede ud af guldrammerne.

Man kan muligvis mene noget klogt om formidlingen og om, at der er for meget eller for lidt af nogle bestemte kunstnere. Men det ved jeg heldigvis slet ikke nok om kunst til at mene noget om. Selvfølgelig var der en masse, jeg havde set før, ligesom der var endnu mere, jeg slet ikke kendte. Både jeg selv og min udstillingsmedgænger var halvstore børn/teens i 70’erne, så vi var ikke “med”. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre, så de var bestemt heller ikke med. Derfor var det enten noget, vi svagt erindrede at have hørt om dengang som noget sensationelt, eller noget vi har hørt eller læst om efterfølgende.

Udstillingen er fyldt med samtalestartere, en af dem var en planche med avisartikler om en kvinde-seriemorder fra perioden. Vi var slået af, hvordan så meget (heldigvis) har ændret sig i kvinders rolle og status, men hvordan andet slet ikke har. Overskrifterne, hvor de kvindelige ofre pikant seksualiseres, kunne lige så godt have stået på Facebook eller på BT’s spiseseddel i dag! Det kan man godt blive lidt træt over.

Noget andet, vi kom til at tale om, var, hvor forskellige ting kropskunst udført af kvinder udtrykker, alt efter om kroppen tilhører en ung smuk kvinde eller en knap så ung, knap så smuk kvinde. Der var stor forskel dengang, og det er der stadig. Eksempel på det første er Nørgaard/Adler Petersens herostratisk berømte happening på Børsen, eksempel på det andet Jytte Rex/Kirsten Justesens film Tornerose var et Vakkert Barn. Inspireret af Paul Gernes’ herlige fotoserie “Bagsider” vil jeg så personligt tilføje, at jeg da gerne så flere nøgne mænd i kunsten. Når jeg siger det, siger mænd ofte, jamen mandekroppen er så grim eller kedelig. Og til det må jeg stille det retoriske spørgsmål, om Glyptoteket og Thorvaldsen så er fyldt med grimme statuer? Jeg er sikker på, at Elmgreen & Dragset vil give mig ret…

Et andet værk, jeg virkelig godt kunne lide, havde jeg aldrig hørt om eller set før. Det er en stor installation af Stig Brøgger kaldet ‘Pamela’. Det er masser af ens tryk af et Warhol-agtigt kvindeansigt, og på mange af dem står der Pamela says: et-eller-andet. Hun siger mange forskellige ting, både meget dybe og eftertænksomme og aldeles overfladiske. Det fik os til at tale om kulturelle lag i kunstværker og litteratur. Og vi grinede af, at jeg tænkte på Ulysses (mindre fordi jeg er særligt litterær, end fordi jeg er i gang med at læse den) og min udstillingsmedgænger tænkte på en Pixar-film. Men begge associationspar handler jo om stream-of-consciousness. Og det ville ikke undre mig spor, hvis manuskriptforfatterne til Pixar-filmen udmærket kender Ulysses.

Den samme samtale kan man have om Bjørn Nørgaards skulptur Marat – hvem var Corday?, der er en gendigtning af dette maleri:

Jacques-Louis David: Marat assassinated, 1793. Wikimedia.
Jacques-Louis David: Marat assassinated, 1793. Wikimedia.

Man kan godt fornøje sig over Nørgaards skulptur uden forkendskab, men det hjælper gevaldigt, hvis man kender maleriet og måske endda noget til historien bag. Jeg kunne ikke helt huske det, men Google og Wikipedia var igen mine venner.

Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

The (Second) Best Exotic Marigold Hotel

Marigold

Meget egnet søndagsunderholdning siger jeg bare. Feel-good over hele paletten. Jeg kan slet ikke få nok af Maggie Smith, og efter afslutningen på femte sæson af Downton Abbey har jeg haft abstinenser. Så er det godt, at hun fylder så meget i The Second Best.

Derudover er der jo farverne i det eksotiske Indien og de mange dejlige indiske skuespillere. For slet ikke at tale om den fantastisk flotte dansescene sidst i filmen. Dirty Dancing Go Home! Stemningsmæssigt minder filmen om Lasse Hallströms The Hundred-foot Journey. Hvis du vil have feel-good uden samtidig at få hjernen reduceret til grød, er det en god anbefaling. Vil du gerne have noget med dybde og noget at tænke over, så snup en anden film. Der går noget for enhver smag i Grandteatret. Etteren lejede jeg på Itunes.

Hvis du er ung, har du måske ikke opdaget, at filmverdenen for alvor har fået øjnene op for en relativt ny, meget købestærk målgruppe, gråhætterne. Det kan du overbevise dig selv om ved at gå en tur i Grand eller Dagmar. Kun ved ganske særlige lejligheder er flertallet af biografgæsterne under 40. Og flere og flere film har hovedpersoner, der selv er gråhætter.

The Moon Illusion på Københavns Musikteater

The Moon Illusion er en forestilling i genren “cirkus-teater”. De to svenskere, Samuel Gustavsson og Petter Wadsten er jonglører. Derfor havde jeg også taget Jr. med – han har tidligere været meget begejstret for nogle cirkus-teater forestillinger, vi har set ude på République.

petter_samuel-2

Jeg skal ærligt indrømme, at den dybere mening undslap mig – det var noget med månen og den undren, vi alle sammen har over, hvorfor den nogle gange er så meget større end andre gange. Når de optrædende talte til publikum, talte de på engelsk, mens de småvrissede på svensk af hinanden. Den detalje kunne jeg ret godt lide. Noget andet, jeg var vild med, var Bjørn Svins musik. Uh, det var godt.

Søns bedømmelse var: De lagde op til en hel masse, som så aldrig skete. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men de var altså virkelig skrappe til at smide rundt med de dér orange ringe!

Erik Jensen: Spanien Mañana

erikjensenspanienFå dage før vi rejste til Madrid, udkom Erik Jensens bog om Spanien. Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde købt den, hvis vi ikke lige havde været på vej derned, selvom Erik er en gammel kumpan. Men nu var det jo ret oplagt. Jeg begyndte at læse den et par dage før, vi tog afsted, og blev færdig et par dage efter, vi kom hjem.

Jeg kan godt lide at få lidt ekstra insights i et land ud over dem fra guidebogen, og jeg plejer ofte at finde bøger, der foregår i landet/byen. Jeg havde ikke fundet en roman fra Madrid, men havde heller ikke rigtigt haft hjertet med i søgningen. Derfor var det godt med Eriks bog, selvom han ikke bruger mange linjer på Madrid – hans hjerte er helt klart i Catalonien.

Bogen er fyldt med information og indtryk, den er letlæst og fornøjelig, og jeg kunne mere end én gang genfortælle for mand og barn et eller andet, der var relevant for noget, vi talte om. Der var stakkevis af ting om Spaniens historie og politik, jeg ikke anede noget om. Jeg tror måske, jeg savnede noget mere om kunst og kultur, men det er nok bare mig…

Bogen kunne godt have tålt en ekstra korrekturgang – og det dadler jeg ikke Jensen for, for de fejl, der er, er af den type, man som forfatter bliver blind for. Men det er jo bl.a. derfor, man har en redaktør, er det ikke? Forlaget, People’s Press, har ikke oprettet bogen på Goodreads – så måtte jeg jo gøre det…

Prado

Mariano Fortuny The Artist's Children in the Japanese Salon
Jeg blev fuldstændig fortryllet af dette billede: Mariano Fortuny: The Artist’s Children in the Japanese Salon, 1874 (Wikimedia)

Selvfølgelig tilbragte vi også nogle timer på Prado-museet. Vi havde forhåndskøbt billetter, men det betød ikke, at vi slap for de kæmpestore grupper af kinesiske turister, der blev ført fra rum til rum af højrøstede guides.

Det, der altid slår mig, når jeg er på museer, der væsentligst indeholder ældre kunst, er, at de kræver en masse dannelse og viden. De mange kæmpe lærreder med dramatiske figurer er nærmest meningsløse, hvis man ikke forstår, hvad der afbildes. Det gør jeg langt fra altid, selvom jeg har læst både Biblen og Græske Guder og Helte, eller hvad den nu hed. Ofte må jeg søge hjælp i de små papstykker, museerne venligt klæber på væggen til højre for billedet. Desværre er den hjælp, man får, ofte særdeles mangelfuld. Når jeg har Jr. med på museum bliver det naturligvis endnu tydeligere, hvor mange forkundskaber sådan nogle malerier kræver. Han har gået på internationale skoler og har derfor ikke haft biblen tæt inde på livet. Hvad synes I, man skal mene om, at hans kendskab til græske guder og helte stammer fra bøgerne om Percy Jackson? Personligt synes jeg, det er herligt, at der kan skrives spændingsbøger for børn og unge, der samtidig bibringer dem lidt dannelse. Lidt det samme som den danske tegneserie Valhalla om Thor og de andre nordiske guder.

Samme aften læste jeg så Mai Mercados blogindlæg om kristendom i Berlingske. Og jeg synes jo, hun har fat i noget rigtigt, men drager de helt forkerte konklusioner. Ja, vi har brug for at forstå vores historie, og kristendommen er en særdeles væsentlig del (men jo altså kun en del) af vores historie.  Og ja, det går skidt for en del muslimske lande for tiden (dog ikke for alle), men at det skulle være begrundelse nok for at sige, at kristendommen er bedre end islam? Har hun nogensinde hørt om Alhambra? Jeg ville nok nøjes med at sige, at kristendommen er en bedre religion for mig. Hvis jeg altså mente det. Randahl Fink Isaksen har så i øvrigt sagt det, der skal siges om den sag.

Vi vesterlændinge føler os naturligt hjemme i kristendommen, fordi alle myterne er os bekendte. I det moderne Danmark har vi bekvemt glemt alt det sludder og hævngerrige vrøvl, der også står i biblen, og så plaprer vi løs om næstekærlighed. Som om de andre religioner ikke også har deres versioner af den! Oven i købet har Søren Krarup vist engang sagt, at den kristne næstekærlighed kun gælder dén næste, der ligner os selv. Det er nok derfor, han ikke har skrevet en kæmpe smøre om de døde unge i Kenya. De er bare for langt væk.

Hvis man vil forstå, hvor fremmede vores myter forekommer folk fra andre dele af verden, kan man gå forbi Davids Samling. Det er gratis at komme ind. Der finder man tre etager med islamisk kunst og kunsthåndværk. Som uindviet kan man kun beundre det for dets fantastiske håndværk og for den universelle skønhed. Meningen med de enkelte værker går fuldstændig hen over hovedet på os. Sådan må det også være for de kinesiske turister på Prado-museet, som jeg nævnte her i første afsnit.

Vi vandrede lidt hovedløst rundt, for det er ikke noget nemt museum at finde vej i. Men vi blev enige om, at vi måtte se Goya, hvis billeder selvfølgelig på ingen måde kunne ses samlet. Søn kunne sagtens se, hvorfor Tres de Mayo har stået distancen over så mange år.

Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)
Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)

Vi så også Albrecht Dürers berømte selvportræt, som jeg aldrig rigtigt har forstået opstandelsen over, men som så ofte før, så sker der noget, når man står foran originalen. Han er lidt udringet, synes I ikke?

Albrecht Dürer, Selbstbildnis mit 26 Jahren (Prado, Madrid)
Albrecht Dürer: Selvportræt, 26 år. 1498
Igen var vi heldige, at Kunstmuseum Basel er under ombygning, for også til Prado havde de lånt nogle billeder. 10 store Picassoer. Der var flere, jeg ikke erindrer at have set før – heller ikke i kunstbøger.

 

Kunst i Madrid

I mangel af fotos af genstandene er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.
Pga mangel på fotos fra Juan March er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.

Vi gik på museum tre gange i løbet af vores uge i Madrid. Det første var det mindste, Fundación Juan March i det meget fancy Salamanca nabolag. Vi tog derhen, fordi der var en udstilling om Art Deco i Paris 1910-1935. Jeg har en betydelig svaghed for art deco, nemlig, og så skulle resten af familien jo tvangsindlægges. Det tog de nu ret pænt, vil jeg lige skynde mig at sige.

Juan March er et m e g e t eksklusivt galleri, og udstillingen var da også fyldt med lækkerier lånt fra veletablerede institutioner fra nær og fjern, bl.a. Victoria & Albert. Der var kustoder i hvert rum og straks vi kom, blev en af dem dedikeret til at følge i hælene på den 13-årige. Selv på et tidspunkt, hvor det måtte være gået op for hende, at han ikke var den hærgende type, var hun aldrig mere end to skridt væk fra ham. Heller ikke når han fulgtes tæt med mig, mens jeg forklarede og fortalte (jo jo, han bliver ikke bare tvunget til at gå på gallerier og museer, han skal også lægge ører til moderens snak). Vores skygge lagde en vis dæmper på glæden ved den utroligt flotte udstilling, men vi gjorde vores bedste for at ignorere hende. Alle værker var bag glas bortset fra enkelte malerier, og fotografering (skønt de fleste ting da må være i public domain?) var strengt forbudt.

Opdelingen af udstillingen var interessant, da den både gik frem i tid og havde hvert lokale dedikeret til forskellige undertemaer, fx. Verdensudstillingen i Paris i 1925. Det sidste lokale pegede frem mod modernismen med bl.a. Le Corbusiers berømte lænestol.

Havde atmofæren i galleriet været mindre fisefornem, ville det have været en helt igennem storslået oplevelse.

Alexander Calder: Carmen, 1974.
Alexander Calder: Carmen, 1974. I Reina Sofias indre gårdhave.

Vi besøgte også Reina Sofia, der godt nok er et flot museum, men ih altså, hvor er det stort! Vi fandt, at kurateringen lod en del tilbage at ønske og mindede om danske museer for 10 år+ siden. Man savnede hele tiden retning og information.

Jeg vil bare nævne et par ting, som jeg faldt over. Denne installation af Pierre Huyghe (som jeg aldrig før har hørt om) fandt jeg meget spændende.

Der var en stor særudstilling med kunst lånt fra Kunstmuseum Basel, der er under ombygning. Det var jo egentlig lidt fjollet, når vi nu så tit er i Schweiz, men vi har faktisk aldrig været på det museum, så…

En anden særudstilling satte fokus på kunstsamleres betydning for kunstens udvikling. Det var faktisk ret interessant og kunne have været meget mere interessant, hvis der havde været lidt mere oplysning. To kæmpe samlinger var repræsenteret, og det blev meget klart, at samlernes præferencer i enhver tidsalder har stor betydning for eftertiden. Jeg er netop ved at læse The Hare with Amber Eyes, hvis første del handler om en kunstsamler, og det er jo tydeligt, at han påvirker de kunstnere, han omgås og køber kunst af.

Der var bl.a. tre kæmpe malerier af Chagall, alle forestillende arketypen på en ældre jødisk mand. Det fik mig til straks at google Chagall og jødedom, og der lærte jeg en hel del, som jeg intet anede om i forvejen (prøv det!). Det er klart, at der skal en ganske særlig type kunstsamler til at købe tre kæmpe lærreder med jødisk motiv på et tidspunkt (1914), hvor jøderne var meget ildeset i det meste af Europa.

Alexej von Jawlensky - Heilandsgesicht, Märtyrer
Alexej von Jawlensky: Helgenansigt, 1919 – via Wikimedia Commons
Under læsningen af Florian Illies herlige bog 1913 stødte jeg på navnet Jawlensky, men jeg kendte ham ellers ikke. I denne imponerende udstilling indgår flere virkelig skønne værker af denne kunstner. Hvor i Danmarks findes værker af ham?

I museets egen samling faldt vi over et gigantisk værk udført kollektivt af tre kunstnere illustrerende ‘modernismens fader’ Marcel Duchamps død. Bortset fra, at Duchamp slet ikke døde sådan, som maleriet fremstiller det. Man forstår, at billedet vakte kollossal forargelse. Jeg har læst artiklen på Reina Sofias hjemmeside om misèren – det kan du også gøre, det er for kompliceret at genfortælle! Der kan du også se billedet.

Og så var der selvfølgelig Guernica. Jeg så det på MoMA som helt ung (det blev flyttet til Madrid i 1982) og genså det nu. Helt ærligt, det er al berømmelsen værd – et helt igennem fantastisk og hjertegribende billede.

Grønningen

2015-03-28 18.57.08
Den ene af to mulige katalogforsider. Der var frit valg.

Mon ikke jeg tidligere har set en udstilling med kunstnersammenslutningen Grønningen? Det tror jeg, men jeg har ingen specifik erindring om det. I år fylder foreningen så 100 år, hvilket fejres med en ekstra stor udstilling, der ikke alene fylder salene på Den Frie, men også de shabby-chic lokaler i Museumsbygningen ikke så langt derfra.

Jeg kan ret meget bedre lide Grønningens kunstnere end Corners, må jeg konstatere. Alligevel kan jeg ikke hitte ud af at skrive samlet om sådan en udstilling, for jeg har simpelthen svært ved at se nogen tydelig fællesnævner. Også på Grønningen er der kunstnere, jeg slet ikke bryder mig om, side om side med kunstnere, hvis værker jeg gerne ville snuppe med hjem NU.

I min vanlige lalleglade, positive stil vil jeg nøjes med at omtale de kunstnere, som jeg virkelig godt kan lide:

Et par stykker har jeg omtalt i anden sammenhæng, bl.a. Kirstine Roepstorff. Denne gang faldt jeg pladask for et stort maleri af nogle japanske papirslygter (det hænger i Museumsbygningen). Anette Harboe Flensborg støder jeg hele tiden ind i, og det største af de billeder, hun har med her er simpelthen fantastisk. Det ville passe helt fremragende i min stues store tomme rum…

Så i hastig rækkefølge – Leonard Forslund – meget speciel teknik som jeg ikke helt kunne aflure. Akryl på lærred står der uoplysende ved siden af billedet. Hjördis Haack – smukke drømmende billeder, der er sært og skønt beskåret. Tanja Koljonen der har fundet gamle papirer, hvorpå der engang har været monteret sommerfugle. En duft af fordums tid. Erik A. Frandsen bed jeg første gang mærke i, da jeg spurgte til udsmykningen i Kunstforeningen Gl. Strands store sal, hvor hans karakteristiske stålblomster udsmykker hele langvæggen. Siden har jeg set nogle lignende på auktion. Forleden så jeg så to store blomstermalerier hos Gallery Hans Alf, og her igen to blomstermalerier.

Astrid Kruse Jensens afdæmpede fotografier genkendte jeg fra Mikkels Atelier. Malene Landgreens geometriske billeder er jeg stødt på mange gange – jeg hæfter mig altid særligt ved dem, fordi min yngste søn er meget begejstret for hende. Endelig var der Peter Bonnén med fire fantastiske trillebøre, som ligger meget langt fra de skulpturer, der ses på hans hjemmeside.

I en klasse for sig selv er Jørgen Haugen Sørensen med sine hvide skulpturer, der alle har døden som tema. Jeg lærte Haugen Sørensen at kende for alvor, da hans skulpturer fyldte kælderen under Thorvaldsens Museum. Dér passede de altså godt!

Der findes faktisk en prisliste. Jeg må konkludere, at jeg ikke rigtigt har råd…

Richard Mosse, Jeff Wall og David Hockney på Louisiana

Vi har været på Louisiana et par gange, men jeg har ikke fået skrevet om det. Som jeg tidligere har beskrevet, er Louisiana en familiedestination for os – ingen andre steder opfylder så mange af vores behov på én gang.

Richard Mosse: Drag, 2012  Digital c-print ©Richard Mosse. Courtesy of the Artist, Jack Shainman Gallery & carlier ǀ gebauer
Richard Mosse: Drag, 2012 ©Richard Mosse. Jack Shainman Gallery & carlier

Richard Mosse‘ billeder fra krigen i Congo og i særdeleshed den film, der står centralt i udstillingen, er skrap kost. Den lyserøde farve, der er fuldstændig overvældende og dominerende, sender et stærkt kulturelt signal om ufarlighed og nuttethed, der er helt og aldeles misvisende. Farven skyldes Mosse’ brug af en særlig type film kaldet Kodak Aerochrome, som man tidligere brugte militært til at afsløre camouflage. Alt det naturligt grønne (og det er der meget af i Congo) fremstår skrigende lyserødt. Effekten bliver bl.a., at man bliver nødt til at kigge ret indgående på billederne, og at man aldrig får lov til at henfalde til beundring af det fine landskab.

Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall
Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall

Fotografisk kunst er virkelig ved at vinde indpas på de bonede gulve i Danmark. Det var på tide, og det er dejligt. Udstillingen med Jeff Wall er netop åbnet, og den er også flot og tankevækkende. De fleste af hans billeder er fra samfundets skyggeside, men slet ikke in-your-face, som det ses i fx aviserne. Snarere er han optaget af det lidt lurvede. Jeg har læst lidt i katalogteksten, og deri fortolkes billederne helt vildt – alt for meget for mig. Vi gik langsomt rundt og så på billederne og talte om, hvordan vi hver især læste dem (vi: min 26-årige ældstesøn og hans kæreste, min 13-årige søn og mig selv). Det var aldrig helt det samme vi så, så på den måde bidrog vi til hinandens oplevelser.

David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013  Kul på papir ©David Hockney Foto: Richard Schmidt
David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013, Kul på papir, ©David Hockney, Foto: Richard Schmidt

Endelig er der viet en sal til en af Louisianas “huskunstnere”, David Hockney. Ham er jeg fuldstændig pjattet med, så er det sagt. Et af mine mottoer er godt nok, at man skal skille kunstneren og værket, men i dette tilfælde er jeg vild med begge dele. Et interview med Hockney er altid fyldt med visdom, humor og underfundighed. Hockney har lavet en serie kultegninger, som et farvel til det England, hvor han er født, men som han ikke regner med at komme tilbage til. Der er tale om 30 tegninger af forskellige motiver i den samme skov, tegnet over et år, de fleste vist fra forsædet af kunstnerens bil. Hvis du ikke er så bekendt med Hockney, så se videoen herunder, hvor man både ser mange billeder, ser ham male og hører ham fortælle.

Udover de ovenstående kan man stadig se den store Modersohn-Becker udstilling, som jeg har set flere gange, men alle fire er ALT for meget på én gang. Hvis du skal derop snart, så kig lidt på Louisianas hjemmeside og beslut, hvilke af kunstnerne du er mest interesseret i, og skip så resten. Med kunstoplevelser gælder det ikke om at få så meget som muligt for pengene.

Edvard Weie på Kunstforeningen Gl. Strand

Opstilling med appelsiner
Opstilling med appelsiner, 1922. SMK.
Selvom jeg er medlem og går forbi hver og hver anden dag, har jeg alligevel tøvet med at gå hen og se denne udstilling, for jeg har aldrig været særlig betaget af Weie. Det er jeg vel i og for sig stadig ikke, men alligevel var jeg ret tilfreds med mit besøg og det, jeg fik med hjem.

Som så mange andre kunstnere var Weie plaget af psykisk sygdom og meget sorte perioder. Men i modsætning til så mange andre var han ikke i stand til at male på sin melankoli og måtte derfor stoppe sit virke i længere perioder. Vel lidt ligesom PS Krøyer, tænker jeg. Weie var en af de første modernister i Danmark, og han så skævt til mange af sine samtidige, noget han bl.a. fik afløb for i vrede avispolemikker, hvilket ikke just gjorde ham populær i datidens kunstnermiljø.

Faun og nymfe
Faun og nymfe. 1940-41. SMK.
Denne vrede kan man ikke se i billederne, hvor han, som kurator Lennart Gottlieb udtrykker det, fremmaner poesiens natur. Værket herover (der er malet i mange udgaver) betragtes som hans hovedværk. Men jeg vil være sær og foretrække hans stillebener (er så barnlig, kan ikke lade være med at udtale det ord med tryk på ‘stil).

Som et relativt nyt formidlingsgreb er der sat musik til billederne, Max Richter og Mikael Simpson. Det gjorde ikke rigtigt noget for mig, og kulminationen på Richter-værket måtte jeg ligefrem flygte fra. Angiveligt var Webers Jægerbruden Weies yndlingsopera. Det er ikke min, men jeg havde nok alligevel foretrukket den eller noget andet romantik. Jeg synes dog, der bør gives point for det gode initiativ! Vi kan måske godt få nok af nytænkning i kunstformidlingen, men det er da ikke sket endnu.

Brandts 13

Gudrun Hasle

En fantastisk særudstilling med denne ganske specielle kunstner, som jeg fik øjnene op for i tv-udsendelsen Mikkels Atelier, som jeg tidligere har skrevet om. Udstillingen hedder My Charlthodt as a Expat og handler om nogle lykkelige barndomsår i Thailand. De illustreres med skønne, kornede familiebilleder fra tiden, og kunstneren fortæller i en video om de oversvømmelser, der var paradisiske og eventyrlige for hende og hendes tvillingebror, men som hun som voksen har forstået var katastrofale for de fattige lokale.

Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.
Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.

Og så selvfølgelig de fantastiske broderier, der er udført med kæmpe teknisk overskud og samtidig er hjerteskærende naive.

Thomas Bangsted

Når man lige først kigger på Thomas Bangsteds fotografier, ser de egentlig ikke ud af noget særligt. Men efterhånden som man lader sig suge ind i dem, går det op for én, hvad det er, hans teknik går ud på. Man kan afskrælle hans lag-på-lag med blikket, så at sige. Det er meget fascinerende. Men hans billeder kræver tid.

Kunsten

Et ret prætentiøst navn til en kunstsamling, men, skulle det vise sig, ret rammende. Museum of Modern Art i AalborgKunsten – har udlånt noget af samlingen til Brandts 13. Det var jo praktisk for os, der kun yderst sjældent kommer til Nordjylland men en anelse oftere til Fyn. Der var en sal fuld af Julie Nords urovækkende tegninger, et kæmpestort uhyggeligt billede af Michael Kvium, et par værker jeg ikke kendte af John Kørner og en (for mig) ny og meget spændende kunstner, Anette Harboe Flensborg. Mærkeligt nok faldt jeg over hende igen få dage senere hos Bendixen Contemporary Art i Palægade. Endnu et par dage senere stødte jeg på hende igen, nemlig på Grønningen (mere om det senere). De tre billeder dér blev jeg decideret forelsket i! En anden kunstner, vi ikke kendte, var Ivan Andersen. Tjek lige hans billeder ud – for mig mindede de lidt om David Hockneys tidligere værker. Endelig var der en kæmpe papskulptur af kunstnersammenslutningen BankMalbekRau. Ret festlig!

BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13
Udsnit af BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13

Brandts 13 var stort set tomt ligesom resten af Odense sådan en tidlig søndag eftermiddag. Det var nærmest lidt uhyggeligt!

Grammatiknazi, stavepladeuddeler

Ja, på dansk deler vi ikke ordene. Det hedder derfor ikke grammatik nazi (grammar nazi) eller stave plade uddeler (okay, jeg har mere eller mindre selv opfundet de to ord, men reglen gælder alligevel). Og sådan fortsætter Susanne Staun over stok og sten på 112 morsomme, lærerige og letlæste sider. I modsætning til lære rige og let læste.

Nu vil jeg kækt påstå, at der ikke var så meget for mig at lære, da jeg allerede praler vidt og bredt af mine danskkundskaber og evner udi kommasætning. Men alle, der siger, at de ‘kun lige glemte nutids-r, fordi de skulle skynde sig‘, eller ‘ingen kan alligevel sætte komma, så hvorfor lære det?‘, kan godt skrubbe hen og købe bogen. Den kan læses på et par tog- eller busture, den koster tre kopper kaffe, og man kan faktisk (med mindre man reelt er ordblind) lære en hel del i en fart. Susanne Staun gør det i hvert fald m e g e t lettere end min Fru Håkansson gjorde i Folkeskolen.

Ordblinde mennesker skriver som Gudrun Hasle. De kan også glemme nutids-r, men det er ikke det, der definerer dem som ordblinde. Mange mennesker har simpelthen ikke lært at stave, og de kan jo ikke gøre for, at de har haft lærere, der ikke var opgaven voksen. Så er der bare ikke andet at gøre end at lære sig selv det – Staun giver alle grundene i forordet til bogen. De kan koges ned til: Vil du tages (helt) alvorligt af alle, så lær at stave.

Jeg kender og elsker en hel del mennesker, der staver temmelig dårligt. Nogle af dem bliver måske fornærmede over dette. Men det skal de ikke blive, for jeg elsker dem, selvom de ikke kan stave, og jeg læser det, de skriver. Men nøgleordet her er jo kender. Skulle jeg vurdere job- eller legatansøgninger, slap ingen igennem med stavefejl. Ingen. For kan man ikke selv, kan man søge hjælp. Den tilbyder Susanne Staun nu med denne bog. Så tag da imod den!

PS: Er der stave- eller kommafejl i ovenstående, giver jeg en kop kaffe.

Om kunsten og museerne

80638-Copenhagen

I dagens Politiken (artiklen er ikke online, ikke engang for abonnenter (?)) er der et stort opsat interview med Glyptotekets direktør Flemming Friborg. Det sker i anledning af en polemisk artikel, han angiveligt har skrevet til Carlsbergfondets Årsskrift (heller ikke online). Kunst skal øjensynligt diskuteres med tryksværte på fingrene…

Overskriften på interviewet er “Det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse“. Yderligere siger han bl.a.:

Det har længe været ‘det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne.

Lidt senere kritiserer han Kulturstyrelsens puljeordninger, hvor der bl.a. findes én, der er målrettet kulturinstitutionernes samarbejde med uddannelsessektoren:

Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage.

Jeg tror mest, jeg er Uenig med ham, selvom han også siger ting, som jeg er enig i. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilket museum, der har æren for at have åbnet mine øjne for kunst. Louisiana. Helhedsoplevelsen ved at tage derop, de fantastiske omgivelser, den bestandige fornyelse på en solid bund af kærlighed og respekt for kunsten, de originalt kuraterede udstillinger, de spændende møder med det nye og ukendte, hvorefter man kan gå ned i samlingen og dvæle ved sine yndlingsværker. Repetitionen og fornyelsen. Det samme gælder både min nu voksne ældste søn, der har kommet der siden han var lille, og min nu 13-årige, der ikke sjældent selv foreslår, at vi tager derop. Ingen af dem foreslår, at vi skal gå over på Glyptoteket, som jeg ellers kan se fra mine vinduer.

Nu ser jeg på kunst her og der og allevegne, inkl. Glyptoteket, og jeg ved, at det kan jeg i høj grad takke Louisiana for. Jeg vil derfor ikke være med til at kritisere de moderne museer for deres formidling, selvom jeg da også ind imellem synes, der er lidt for meget tju-hej og lidt for lidt fokus på kunsten, men hey, jeg er 55 år!

Sidste fredag var jeg med en veninde på Statens Museum for Kunst til SMK Fridays. Vi snakkede mest og drak gin & tonic, men vi nød samtidig den dejlige stemning og de virkelig mange mennesker i alle aldre, der fandt vej til Sølvtorvet en fredag aften. Både for hende (der end ikke havde hørt om SMK Fridays før) og for mig var det en dejlig aften, der inspirerede til at komme igen. Jeg tror derfor godt, at anderledes arrangementer kan lokke folk tilbage på en almindelig onsdag. Det har jeg skrevet om i forbindelse med et besøg på Arken. Det handler om at føle sig tryg og om at opleve noget nyt på en base af genkendelighed.

Til gengæld er jeg enig med Friborg om, at museerne skal finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Han fortæller, at Glyptoteket introducerer et koncept, de kalder slow, hvor man inviteres til at fordybe sig i et enkelt kunstværk. Det er en meget god idé, der allerede praktiseres på Nivaagaard, hvilket jeg var meget begejstret for.

Jeg gik en dag igennem nogle af de mere fjerne sale på Nationalmuseet sammen med en af inspektørerne, som jeg kender. Nærmest en passant fortalte hun en sjov historie om netop denne sal, som gav den liv og varme og fik mig til at stoppe op. Men den fortælling er ingen steder at finde i rummet. Heller ikke nogen andre fortællinger. Hvad med at stille et staffeli op sådan et sted med en planche, der fortæller lidt basisviden og et par anekdoter?

Der sker virkelig noget med ens kunstopfattelse, når man får en grundig introduktion til et værk eller får fortalt en historie om dets tilbliven eller dets proveniens. Derfor er jeg heller ikke enig med Friborg, når han synes, det er noget pjat at tilbyde museumsgæster at være ‘kurator for en dag’. Nej, det er ikke noget pjat, for når først man bruger noget tid sammen med et værk, og noget tid på at sætte ord på, hvorfor man bedre kan lide ét værk frem for et andet, så er man kommet nærmere kunsten og får mere ud af den næste gang.

Knud Romer om romantikken

I den akademiske boghandel Atheneum i Nørregade afholdtes for nylig en serie morgenmøder i samarbejde med Golden Days. Jeg var ikke så interesseret i de andre arrangementer, men jeg måtte opleve Knud Romer tale om Romantikken. Det var jeg ikke ene om, der var simpelthen pakket. Og i modsætning til mange andre af de kulturarrangementer, jeg render til, så var vi gråhætter absolut i undertal. Faktisk var det lidt sjovt, at de hipstere, som Romer gjorde grundigt grin med under sit foredrag, var særdeles godt repræsenterede. En masse smarte unge mennesker, med andre ord.

Jeg synes ikke altid, at Romer er lige tilgængelig. Jeg har fx opgivet at høre hans program Romerriget på 24/7, fordi jeg savner struktur. Jeg mener godt selv, at jeg har de nødvendige forståelsesmæssige forudsætninger for at følge med, når han drøner ud ad en tangent, også selvom jeg ikke altid kender de forfattere eller tænkere, han taler om. Men i radioen kan jeg ikke bevare koncentrationen, og jeg tror også, at hans stemme simpelthen irriterer mig for meget, når den er det eneste, der er. Jeg skal lige sige, at jeg simpelthen elskede hans roman Den som Blinker er Bange for Døden, som jeg købte på trods, fordi han irriterede mig helt vildt i Smagsdommerne…

Han lagde ud med at beskrive Tyskland, som landet med Dichter & Denker, Richter & Henker. Dichter & Denker forstod jeg jo godt, men Richter & Henker? Jeg skrev det ned, så jeg kunne slå det op, når jeg kom hjem. Det var ikke så let, for mit tyske er ikke godt nok til helt at forstå Wikipedia-siden, hvor det forklares. Men en venlig engelsktalende blogger har forklaret, hvordan det stammer tilbage til Dürrenmatt og satirikeren Karl Kraus.

Novalis
Novalis

Vi fik besked på at gå hjem og læse “den første romantiker” Novalis, der, som det sømmer sig for en ægte romantiker, døde som kun 28-årig, vanvittig lærd. Jeg elsker lidt den omfattende Wikipedia-artikel, hvor jeg bl.a. fryder mig over de tyske adelsnavne (Heinrich Ulrich Erasmus Freiherr von Hardenberg) og de tyske titler, fx. Supernumerar-Amtshauptmann. Jamen, man kan da kun elske det! Hans mest berømte værk måtte jo nødvendigvis være Hymner til Natten. Med udgangspunkt i denne tragiske unge mand sprang Romer derefter frem og tilbage mellem dengang og nu og beskrev den oprindelige romantik, og hvordan nazismen i høj grad baserede sig på romantiske forestillinger (tænk bare på Wagner!), og paralleller til nutiden var bl.a. Lars von Trier og altså de tidligere omtalte hipstere – som længes efter et mere ukompliceret liv, ét med naturen, hvilket symboliseres med langt skæg og tophue. Man skal vist være Romer eller hipster for at se det!

Et virkelig fremragende eksempel, han gav på moderne romantikere, er de mennesker, der er parate til at ofre alt for at redde en hval – mennesker, der har mistet enhver proportions- og realitetssans. Jeg kan godt lide, at Romer både er vildt fascineret af og meget vidende om romantikerne samtidig med, at han hænger dem ud uden at blinke.

Men det bedste af det hele var, at så mange mennesker gad gå om ad Nørregade kl. 9 om morgenen og stå op i halvanden time og høre på kultiveret tale. Jeg gik glad og opløftet derfra!

Læs Terry Pratchett!

Pratchett death tweetTerry Pratchett, et fantastisk menneske og en storartet forfatter med en enorm produktion bag sig, er død. Alt for tidligt i forhold til sin alder, men da han havde early-onset Alzheimer, var det nok alligevel ikke for tidligt. Hvis du ikke ved noget om ham eller kun lidt, så klik på hans navn og læs den glimrende Wikipedia-artikel.

Jeg husker ikke længere, hvornår jeg læste min første Discworld roman, og hvad der er mere mærkeligt, er, at jeg heller ikke husker, hvem der overtalte mig til at læse sci-fi (det gør jeg ellers ikke) og så oven i købet MORSOM sci-fi med tudegrimt omslag. Men mange tak til den, der fik mig overtalt. For hvor har jeg dog haft mange kostelige timer i selskab med Sir Pratchett!

Ligesom jeg generelt går udenom stand-up, morsomme film, komedieserier, etc., så har jeg heller aldrig opsøgt sjove bøger. Men disse her er sjove på en helt særlig måde, for der er simpelthen ikke det emne, Pratchett ikke tager under kærlig behandling og kan få én til at skrupgrine af. Hans bog om musikbranchen (Soul Music) er ikke den bedste eller den sjoveste, men nok den jeg har grinet mest af, fordi jeg selv har brugt 20 år af mit liv dér.

Han tager også langt mere alvorlige emner op, ja, faktisk kan man godt sige, at Pratchett var en eksponent for den absolutte ytringsfrihed. Lige bortset fra at han aldrig brugte ytringsfriheden som et våben til at slå andre mennesker oven i hovedet med.

Det, jeg holder allermest af hos Pratchett, er den fremtrædende rolle som Døden indtager i alle hans bøger. Ja, i Discworld-serien er Døden en af hovedpersonerne. Han er virkelig meget menneskelig (sorry) og har mange kvababbelser over sit job. Den fuldstændig respektløse men alligevel kærlige måde Pratchett behandler Døden på, har inspireret mig meget. Ikke sådan at jeg bliver mindre ked af det, når mine venner dør, men sådan at jeg bedre kan leve med, at døden er en del af livet.

Den danske filosof Carsten Fogh Nielsen (@filoffen) har skrevet smukt, sjovt og varmt om sit liv med Terry Pratchett. Det er på alle måder fin læsning.