Captain Fantastic

På trods af at jeg, som sikkert så mange andre kvinder, har et blødt punkt for Viggo Mortensen, så sad jeg alligevel i starten af filmen og tænkte, åh nej, det her orker jeg ikke. Men jeg blev heldigvis snydt, for filmen ville noget andet, end jeg først troede.

Seks børn

Den gode Kaptajn, Ben Cash, opdrager sine seks vidunderlige børn uden for samfundet. De bor langt ude i en skov i det nordvestlige USA og lever næsten i et med naturen. I som kender mig ved, hvor lidt fidus jeg har til “ét med naturen”, yoga, spelt-halløj og spiritualitet, så jeg havde svært ved at fordøje visse elementer af deres tilværelse, derude i vildnisset.

Men samtidig var jeg vild med, at han konsekvent talte til alle seks børn i øjenhøjde, aldrig stak dem alle de typiske børneløgne, som er så udbredte blandt ikke mindst amerikanske forældre, og havde tårnhøje forventninger til dem, fysisk såvel som intellektuelt. Mødet med deres to helt normale fætre er en sand øjenåbner! Og glæd jer til en af de sjoveste scener på filmlærredet p.t. – der hvor en politibetjent stopper dem, mens de er på vej sydover i familiebussen Steve. Overrumplende og skørt.

Svend Brinkmann

Jeg så tilfældigvis filmen samme dag, som jeg havde læst Zetlands interview med Svend Brinkmann om morgenen og så Martin Krasniks interview med ham om aftenen i Deadline. Sammenfaldet var større, end man lige skulle tro, for Brinkmann taler bl.a. om, at vi har misforstået begrebet anerkendende pædagogik, fordi det ikke er i ungernes interesse, at vi roser deres middelmådige præstationer, når vi ved, de kan gøre det bedre. Ben Cash roser kun sine unger, når de præsterer over det, han forventer af dem. Og han har saftsuseme høje forventninger.

Rigtigt og forkert

Brinkmann taler også om, at vi skal lægge (større) vægt på at lære vores børn forskel på godt og skidt, rigtigt og forkert. Visse ting kan og skal ikke relativiseres! Både Cash selv og de seks børn og selvfølgelig folk omkring dem får udfordret deres forestillinger om rigtigt og forkert i løbet af filmen, og det er rent guld!

Er dine børn 13 år eller derover, så tag dem med ind og se den her film. Der er meget at tale om bagefter. Hvor er “the middle ground” mellem Captain Fantastic’s verdensfjerne skib i skoven og den fladpandede forbrugerisme, der er ved at sende os ud over kanten?

 

At opdage en fantastisk ny forfatter

Det er formentlig kun andre læsere af skønlitteratur, der kender den følelse. Få sider inde i en bog, som man måske ikke har haft de helt vilde forventninger til, ved man det bare. Den her forfatter kan noget helt særligt!

Begge dele

Francesco del Cossa

Jeg havde købt Ali Smith’s How to be Both (dk-udgave: Begge dele) i Audible, men glemt hvorfor. Så jeg startede egentlig bare på den, fordi det var den næste i rækken af endnu-ikke-hørte. Allerede efter kort tids lytning var jeg suget ind i bogens univers, der bare ikke ligner noget andet. Vi bevæger os ubesværet rundt på mange planer, er i to meget forskellige menneskers bevidsthed, på to forskellige steder, i to forskellige tidsperioder , ja, selv kønnet er flydende. Det lyder måske kompliceret, men Ali Smith gør det nemt. Jeg lyttede til den to gange lige efter hinanden (aldrig sket før), fordi jeg var så bange for, at jeg måske var gået glip af noget første gang. Hvorfor man føler sig foranlediget til at google en relativt ukendt italiensk renaissancemaler, må du læse bogen for at finde ud af. Timerne er umådelig godt givet ud!

Frescoer i Palazzo Schifanoia, Ferrara

Både e-bog og lydbog?

Bogen fungerer fint som lydbog, og John Banks er en god oplæser. Men her – ligesom i den bog, jeg lytter til nu, Zen and the Art of Motorcycle Maintenance – drømmer jeg om, at man kunne købe en pakke, hvor man fik både lydbog og e-bog til en nedsat pris. Jeg ville gerne markere sætninger, måske citere dem her, genlæse (som er lidt nemmere end at genlytte) og måske læse højt for mine nærmeste. Måske en idé til forlagsbranchen og e- og lydbogsudbydere?

Louisiana Literature

Ali Smith kommer til Louisiana Literature, hvor hun skal samtale med den for mig ukendte Nell Zink. Smith optræder både fredag aften og lørdag eftermiddag. Jeg kommer lørdag. Jeg glæder mig – og har du lyst til at komme med, så sig til. Har du ikke Louisiana-kort, så kan du endda komme gratis ind sammen med mig. Julian Barnes optræder lige bagefter! Lokke lokke lokke.

Stumfilm & musik

Pianist, filmoperatør og film på ét billede

LarsTop2016Artfreq

Det danske outfit ArtFreq præsenterer det, de med slet skjult stolthed og foragt for Janteloven kalder Radical High Culture. Altså, jeg kan jo lide dem allerede der, ikke! Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at ham her er involveret i ArtFreq, men ellers er personlig branding ikke i fokus. Det er til gengæld deres events og de kunstnere, der repræsenteres. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har været til mere end en lille håndfuld af disse arrangementer – hvilket både skyldes, at jeg ikke har fået øje på dem, og at jeg ikke hører så meget musik mere. Mht arrangementet her, He Who gets Slapped, var det også gået min næse forbi, indtil en ven var så godhjertet at invitere mig.

He who gets Slapped

He who gets Slapped er en stumfilm fra 1924 af den svenske instruktør Victor Sjöström. Den var virkelig overraskende god, fyldt med små sjove, skæve og WillGregorytragiske subplots. Og det über-cool ved det her arrangement var så, at der var livemusik til. Og at den blev udført af bandet Gas Giants anført af Goldfrapp-komponist m.m. Will Gregory. Jeg kendte ikke Gas Giants på forhånd, men (selvfølgelig) Goldfrapp. Har generelt haft en svaghed for musik fra Bristol-bølgen.

Egne ret så ramdom snaps af lærredet
Egne ret så ramdom snaps af lærredet

Mere musik

Det var et herligt arrangement, og jeg har lovet mig selv, at jeg må ud og høre lidt mere musik igen fremover. Nu følger jeg Artfreq på forskellige platforme og kiggede også efter dem på Instagram. Der har de over 300 følgere, men ingen poster. Det plejer da vist at være omvendt? På Instagram kan det i øvrigt være værd at følge @newmusicunited, som er pænt fremme i skoene, hvad angår ny og spændende musik, også det der kan høres live i København.

Art deco i Miami

Fontæne på Miami Beach
Fontæne på Miami Beach
Både yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!
Yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!

Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!Miami artdeco

En skør tid

Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.Miami artdeco music

Harald Engman

For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:

Harald Engman: Menneskepyramide (1941)

Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!

Harry Clarke

Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.

Harry Clarke 1930.

Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.2016-07-21 15.08.44

 

Ulysses…

For ca. to år siden startede vi projekt “få den nu læst” på Twitter under hashtagget #Ulysses5s. De 5s henviser til fem sider om dagen. Ikke engang det orkede jeg, så det har taget mig to år at nå igennem. Men forleden nåede jeg The End efter hæsblæsende læsning af det fantastiske slutkapitel med Mollys stream-of-consciousness tanker om sex (og andre ting, bevares).

Groft sagt fattede jeg ikke en sk** af romanen, men alligevel elskede jeg store dele af den pga de helt sindssyge associationsrækker, de fantastiske ordlege og det vilde vid, Joyce præsenterer os for.

Man skal næsten være polyhistor

Undervejs under læsningen noterede jeg de emner, som man næsten er nødt til at vide noget om for at fatte, hvad han skriver om (listen er ikke udtømmende):

  • Shakespeare
  • De gamle grækere
  • Milton
  • Shelley
  • Irsk historie
  • Europæisk historie
  • Samtidskendskab (Europa i starten af det 20ende århundrede)
  • Latin
  • Italiensk
  • Fransk
  • Litterære stilarter
  • Biblen – katekismus – den katolske kirke
  • Musik, klassisk og kontemporær
  • Dublin
  • Gælisk
  • Slang fra perioden
  • Fysik/kemi
  • Astronomi
Fun fact: Joyce var en stor beundrer af Georg Brandes, som nævnes ved navn i den ufatteligt lærde diskussion af Shakespeare i kap 9. Men Brandes, som ellers fik tilsendt Ulysses af Joyce selv, brød sig ikke om den og gad ikke svare på Joyces henvendelser. Fandme mærkeligt at tænke på i dag! Det (og meget andet) lærte jeg til et foredrag om forholdet mellem Ibsen-Joyce-Brandes, hvilket jeg har skrevet lidt om.

Hvad er det, der er så fedt?

Her følger så et par håndfulde citater, som jeg håber illustrerer, hvad der gør læsningen umagen værd.
  • Peace and war depend on some fellow's digestion. (kap 8)
  • Om Gud: The playwright who wrote the folio of this world and wrote it badly (He gave us light first and the sun two days later) (kap 9)
  • a broadshouldered deepchested stronglimbed frankeyed redhaired freelyfreckled shaggybearded widemouthed largenosed longheaded deepvoiced barekneed brawnyhanded hairlylegged ruddyface sinewyarmed hero. (kap 12)
  • what region of remoteness the whatness of our whoness hath fetched his whenceness. (kap 14)
  • I stand so to speak, with an unposted letter bearing the extra regulation fee before the too late box of the general postoffice of human life. (kap 15)
  • But O, oblige me by taking away that knife. I can't look at the point of it. It reminds me of Roman history. Mr. Bloom promptly did as suggested and removed the incriminated article, a blunt hornhandled ordinary knife with nothing particularly Roman or antique about it to the lay eye, observing that the point was the least conspicuous point about it. (kap 16)
  • He had been meantime taking stock of the individual in front of him and Sherlockholmesing him up ever since he clapped eyes on him. (kap 16)
  • with thought of aught he sought though fraught with nought. (kap 17)
  • ...like that Indian god he took me to show one wet Sunday in the museum in Kildare street all yellow in a pinafore lying on his side on his hand with his ten toes sticking out that he said was a bigger religion than the jews and Our Lords both put together all over Asia imitating him as hes always imitating everybody I suppose he used to sleep at the foot of the bed too with his big square feet up in his wifes mouth... (kap 18)

Det sidste citat herover er et næsten ikke-pornografisk citat fra det vidt berømte sidste kapitel, hvor det er Mollys stemme, vi hører. Kapitlet er bl.a. så berømt, fordi der ikke er nogen tegnsætning i det – overhovedet. Ikke desto mindre er det langt lettere (og virkelig ret sjovt!) at læse end kapitel 15, som det nok tog mig seks måneder at komme igennem.
James Joyce by Alex Ehrenzweig, 1915 restored
Jeg brugte bl.a. (Rap)Genius.com til hjælp til at forstå uforståelighederne rundt omkring. Meget nyttigt. Udgaven jeg læste var delvist annoteret, fx. hjalp introduktionerne til hvert kapitel (forholdet mellem Homers Odysseen og Ulysses) mig meget.

Engelsk eller dansk?

Jeg læste på engelsk, fordi det gør jeg. Men hvis du kigger på linket øverst til #Ulysses5s vil du se mange citater fra de danske oversættelser, der virkelig ser fantastiske ud. Jeg bøjer mig i støvet for de mennesker, der i tidens løb har oversat den bog til andre sprog. Hold. Nu. Op for et kæmpe arbejde!

Fordi jeg elsker leg med ord og elsker at blive klogere, fandt jeg læsningen af Ulysses ret fantastisk, selvom der vitterligt var lange passager, jeg ikke forstod ret meget af. Jeg håber, mit liv bliver langt nok til, at jeg kan læse den igen – og måske forstå lidt mere. I hvert fald forstår jeg til fulde, hvorfor den blev berømt og berygtet dengang, og hvorfor den stadig “bør læses” i dag.

Overvågning – før og nu

Betty Medsger: The Burglary

På anbefaling fra Peter Kofod har jeg læst, nej lyttet, til denne bog. De otte mennesker, der i 1971 brød ind i et FBI-kontor og stjal ALLE dokumenterne, var de mentale frontløbere for Wikileaks, William Binney, Chelsey Manning og Edward Snowden. Når de ikke figurerer på listen over Whistleblowers skyldes det jo, at de netop ikke var insidere i FBI, men at der skulle et indbrud til for at afsløre J. Edgar Hoovers forbrydelser som chef for FBI. Læs fx om COINTELPRO.

Den første del af bogen er spændende som en kriminalroman. Det oprulles, hvad der får otte ikke-voldelige fredsaktivister til at træffe en beslutning så vidtgående som at bryde ind i et FBI-kontor, en handling, der let kunne føre til mange, mange års indespærring for disse ellers ikke-kriminelle mennesker. Det, der først og fremmest fik dem til at tage dette skridt, var en overbevisning om, at FBI overtrådte sine beføjelser ved at aflytte og forsøge på obstruktion af borgerretsbevægelsen og fredsbevægelsen.

Værre end man kunne have forestillet sig

De dokumenter, som de stjal og efterfølgende offentliggjorde ved at sende dem til journalister og medlemmer af kongressen og senatet, viste, at de ikke bare havde ret i deres overbevisning, men at det var langt værre, end de havde forestillet sig!

Deres indbrud førte til afsløringer så hårrejsende, at man næsten ikke fatter det. Fx at FBI aktivt forsøgte at få Martin Luther King Jr. til at begå selvmord ved at sende ham trusselsbreve.
Mlk-uncovered-letter

De otte skiltes, så snart de havde fuldført missionen, og så ikke hinanden igen for at undgå at blive opdaget. Og selvom hundredvis af FBI-agenter ledte efter dem i mange år, blev de aldrig fundet. Betty Medsger, journalist ved Washington Post, var en af modtagerne af dokumenterne, og det er hende, der har opsporet dem efter, at deres “forbrydelse” var forældet og de var uden for fare.

Der er desværre ikke tale om konspirationsteorier

Slutningen af bogen kan godt blive lidt lang i spyttet, men den er enormt vigtig, for den trækker linjer frem og tilbage i tiden til andre offentlige institutioner, der misbruger deres position og aflytter og/eller chikanerer almindelige borgere, der enten er helt og aldeles uskyldige eller også har “gjort sig skyldige” i at mene noget andet end establishmentet. Fx. at være modstander af Irak-krigen. Det er virkelig ikke rar læsning!

Orker du ikke at læse bogen, kan du se en udmærket dokumentar om de otte på Netflix og sikkert også andre steder. Den hedder 1971.

The Dressmaker

Kate Winslet er den ultimative diva i the Dressmaker

Med den skønne og inspirerende Judi var jeg til forpremiere på den australske film The Dressmaker i Nordisk Films biograf på Frederiksberg. Det var en blandet oplevelse, men det vender jeg tilbage til. Når film handler om noget med kunst eller mode, så hiver jeg Judi med ved øret, for hun har de bedste indsigter!

Alene fra titlen kan man jo regne ud, at filmen har noget med tøj at gøre. Og skal jeg bedømme den alene på kostumerne, så får den 5 stjerner. Desværre lever resten ikke helt op til forventningerne, som var høje, fordi filmen har vundet en masse priser hjemme i Australien.

Judy Davis

Nu hører jeg til dem, der synes, at Kate Winslet er ret skøn, men hun er ikke rigtigt udfordret i denne rolle. Det er Liam Helmsworth heller ikke, men er han nogensinde det? Hans “hunk”-look appellerer slet, slet ikke til mig, og jeg syntes, han var fejlcastet. En anden skuespiller, der bestemt ikke var fejlcastet, og som var en fryd gennem hele filmen, selvom hendes rolle ved Gud ikke bød på nogen indre logik, var Judy Davis. Hun er skøn!

Filmen benytter sig af den klassiske lystspilsformel,  hvor der er elementer af både tragik og komik, noget der har virket helt tilbage til Shakespeares dage. MacBeth nævnes flere gange, men The Taming of the Shrew ville nok have været mere passende. Der er flere voldsomme temposkift og stemningsskift, og jeg tror nok, jeg synes, det er for voldsomt, så filmen gaber over langt mere, end den kan tygge, så at sige. Selve historien havde måske egnet sig bedre til drama end til komedie.

Filmen har mange sjove og gode elementer, men i sin helhed holder den ikke. Der var dog et par damer til stede i biografen, som tydeligvis fandt den helt fantastisk morsom. De grinede i hvert fald m e g e t højt.

Filmen har premiere 14/7.

Tilbage til “filmoplevelsen” – noget jeg flere gange har været med til at diskutere med repræsentanter fra filmbranchen på Twitter. Her var som sagt tale om en forpremiere, specielt til folk, der modtager nyhedsbrev fra kino.dk. Nyhedsbreve, der i øvrigt ofte har den inspirerende overskrift “Ugens film i din biograf”… Anyway, før filmen begyndte, kom en mand i Nordisk Film T-shirt ind og fortalte lidt om den. Det var sådan lidt underligt, for han glemte fx at fortælle, hvem han selv var, og han var ikke særlig velforberedt.

Andre steder, når man kommer til forpremiere, er der gjort mere ud af det. Fx har man fundet en relevant sponsor, der byder på et glas vin eller en snack eller noget, og man har en person, der ved hvad hen taler om, til at præsentere filmen, så man får lidt mere med hjem, end hvad der står på de første fem linjer på IMDB. Derudover sad Judi og jeg på stole, der med jævne mellemrum vibrerede så meget, at det føltes som at sidde oven på en centrifugerende vaskemaskine. Og i samme øjeblik efterteksterne begyndte at rulle, tændtes rengøringslyset i biografen. Ja ja, en fejl sikkert, men sgu alligevel temmelig uprofessionelt. Sluttelig er der dette påbud, som findes i alle Nordisk Films biografer, og som jeg finder decideret fornærmende:Nordiskfilm

Undskyld, men hvad bilder I jer egentlig ind? Jeg synes faktisk, det er okay, at man ikke må nyde medbragt slik, etc. i foyeren, men reglen gælder også i biografen. Nordisk Film oplyser dette på deres hjemmeside:

Det er ikke tilladt for vores gæster at medbringe eget slik, sodavand, popcorn m.m. og nyde dette i biografen herunder i salene. Årsagen til dette er, at biografen dels er et sted, der byder på gode oplevelser men samtidig er vi en virksomhed og det er afgørende for biografens drift, at vi kan bibeholder vores indtægter fra kiosksalget og dermed vores eksistensgrundlag. Vores forbud mod medbragt slik, drikkevarer mv. er i tråd med de regler, som man har i andre virksomheder lig vores så som koncertarrangører, teatre, sport, cafeterier og restauranter samt ikke mindst andre biografer, som har tilsvarende forbud.

Ikke alle biografer opretholder dette forbud, skulle jeg hilse og sige. Hvis nu der kun solgtes “ikke-støjende” og “ikke-svinende” slik m.m. i biografens foyer, så kunne jeg sagtens forstå det. Men sådan er det jo ikke! Til gengæld kan folk, der gerne vil nyde noget, men ikke ønsker at spise metervare-slik eller drikke klamme colaer eller dårlig kaffe til overpriser, så ikke medbringe noget. Klart, vi overlever, men det bidrager saftsuseme ikke til en positiv biografoplevelse.

Kunst overload i Basel

Sally Mann: Virginia at 6, 1991
Sally Mann: Virginia at 6, 1991

Jeg har været med familien en weekend i Basel til kunstmessen, Art Basel, der denne gang “udkom” i sin 46’ende udgave. Jeg har aldrig været der før og ved ikke heeelt, om det er noget, jeg har lyst til at gøre igen – mest fordi det var så stort – der var simpelthen alt for meget kunst. Niveauet var meget højt, og jeg så rigtigt mange flotte, sjove, spændende, originale og inspirerende værker. Men selvfølgelig også en hel del af det, som Jr. med en samlebetegnelse kalder “Meh”.

Billedet øverst, den lille pige af Sally Mann, var nok et af de dejligste billeder, vi så. Umiddelbart kunne det være enhver idiots feriebillede i s/h Instagram-lækkerhed, men så alligevel ikke. Der er en grund til, at Sally Mann er blevet en stjerne på fotografi-himlen.

De ni billeder i “galleriet” (beklager min elendighed som fotograf og endnu større elendighed som billedredaktør (billederne ligger på siden i mobilversion???)) er alle kunstværker, jeg af en eller anden grund synes om (klik og se i stort format). Jeg kan ikke altid forklare årsagen – hvilket måske er en af årsagerne til, at jeg ikke er kunstkritiker. Det enorme billede af Richter, som jeg kan takke Louisiana for, at jeg har lært at kende, var jeg helt vild med. Jeg forestiller mig en kæmpevilla med en ubrudt gang så lang, at det kunne hænge der i al sin majestæt!

Herunder er så et billede, jeg gerne vil have forklaret, for jeg fatter simpelthen ikke, hvad meningen er.

Sandra Gamarra: "V.O. con subtitulos en espanol I", 2016
Sandra Gamarra: “V.O. con subtitulos en espanol I”, 2016

Jeg har ikke brugt timer på det, men jeg har da sat Manets billede (Olympia, 1863) ved siden af og kan ikke se forskel? Titlen på værket betyder noget med spanske undertitler, men forkortelsen V.O. forstår jeg ikke, og 1-tallet eller I’et til slut? Billedet af Gamarra er olie på lærred, præcis som originalen.

(Senere tilføjelse: V.O. står for Version Originale, som bruges i “dubbing-landene” til at angive, at en film ikke er dubbet, men er med undertekster. Så titlen er altså Originalversion med spanske undertekster 1. Det er muligvis sjovt?)

Rodney Graham: Artist in Artists' Bar, 1950's. 2016. Malet lysboks.
Rodney Graham: Artist in Artists’ Bar, 1950’s. 2016. Malet lysboks.

Jeg kunne rigtigt godt lide billedet herover og prøvede virkelig at få et fotografi uden for mange reflekser. Men som det ses, lykkedes det ikke særlig godt. Der er noget lidt mystisk og dragende og samtidig meget genkendeligt ved billedet – man kommer uvilkårligt til at tænke på kunstnerbarerne i indre København, men også lidt på stemningen i Hoppers Nighthawks. Efter at have læst lidt om Rodney Graham og set nogle flere billeder på nettet kunne jeg virkelig godt tænke mig at se en særudstilling med ham.

Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016
Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016

Det sidste billede er malet på et spejl. Regn selv ud, hvad der hører til i værket og hvad der er spejlets refleksioner. Det fungerede ret fantastisk på messen.

Derudover har jeg blot at tilføje, at Basel viste sig at være en ret dejlig by at besøge – det kunne man godt gøre, selvom der ikke var kunstmesse.

Nøgne balletdansere

Nåh, det fik dig nok til at klikke, hvad? Det er ikke kun dagbladene, der pusler med clickbait…

Per Morten Abrahamsen: Amy Watson, 2016.
Amy Watson. © PM Abrahamsen, 2016

Anyway, der er faktisk ikke tale om falsk reklame. Til udstillingen X-Ray har Per Morten Abrahamsen fotograferet en håndfuld balletdansere (næsten) nøgne og sat ild til. Nej, det har han selvfølgelig ikke, men det er faktisk ret svært at forklare, hvad billederne går ud på, når man ikke kan vise dem. Han leger både med dobbelteksponering (måske hedder det noget andet, når det er mere end dobbelt?) og med niveauforskelle i de store fotostater. De gør sig ikke særlig godt i de små 2D-udgaver, der kan ses på Hans Alf Gallery’s hjemmeside, men man kan da danne sig et indtryk. Smut dog hellere forbi galleriet (Holbergsgade i København K), hvis du interesserer dig for fotokunst eller for ballet – eller måske begge dele!

Lige da jeg først så de nye billeder, tænkte jeg, at jeg ikke ville være så begejstret for dem, som jeg var for den sidste fotoserie. Men da jeg havde kigget på dem et par gange og kigget lidt i dybden, åd de sig alligevel ind på mig. Den menneskelige krop er endeløst fascinerende, og hvornår er den tættere på sit ypperste end hos balletdansere? Jeg elsker, at Per Morten er præcis lige så fascineret af mandekroppen som af kvindekroppen. En af de ting, der gør, at jeg finder hans billeder 100 gange så interessante som Mario Testinos (uden sammenligning i øvrigt). Dobbelteksponeringerne og den brændende baggrund fremhæver krop og muskler mere end de skjuler, hvilket er ret overraskende og særdeles effektfuldt.

Hans Alf Gallery skriver ikke på deres hjemmeside, hvornår udstillingen slutter, men da den næste angiveligt først starter til august, forestiller jeg mig, at der er god tid til at få set den. Jeg er ked af, at jeg må nøjes med at snuppe Hans Alfs udstillingsforside (hvilket jeg faktisk heller ikke må), men Internettet er et svært sted for fotografer. Dog synes jeg godt, at der kunne være et par presseudgaver med vandmærke i eller noget.

Tilføjelse 16/6: Jeg er blevet lidt klogere på fototeknikken, som jeg ovenfor benævner som dobbelteksponering. Det er det ikke, det er singleshots med lang lukketid. De lidt mindre af billederne, der ikke er i 3D er dobbeltprints, trykt på glas ovenpå tryk på papir. Så skulle det være på plads.

Forberedelse til det næste liv

AtticusLishJeg hørte denne som lydbog, hvilket i dette tilfælde nok var en fejl. For oplæserens behagelige, men desværre temmelig ensformige og søvndyssende stemme, fik mig til at miste koncentrationen lidt for ofte. Det vil jeg derfor ikke anbefale. Den danske oversættelse ser okay ud.

Bogens forfatter, Atticus Lish, har en relativt interessant historie. Den må man desværre læse om på engelsk Wikipedia, da den danske forlægger næsten intet skriver og heller ikke har fået en kompetent person til at skrive en dansk Wikipedia-side. Man skulle ellers tro, det ville være en god ide, men…

Nå men, bogen. Den viser i den grad vrangsiden af det amerikanske samfund. Vi møder den stærkt PTSD-ramte Irak-veteran Skinner og den illegale kinesiske immigrant Zou Lei. I den del af New York vi aldrig ser, og som mange New Yorkere heller aldrig ser, forsøger disse to at nå den amerikanske drøm. Men som vi danske fornuftsvæsner godt ved, så er den drøm langt fra opnåelig for alle – således desværre heller ikke for Zou Lei og Skinner. Forfatterens tilsyneladende tørre måde at fortælle historien på gør den kun endnu mere trist og vedkommende. Det er ikke en bog man skal læse for at komme i godt humør – den mindede mig lidt om en anden bog med en kvindelig kinesisk hovedperson, nemlig De Hjemløse af Yiyun Li.

En bog, der kunne uddeles til medlemmerne af Liberal Alliance, så de kan se, at for nogle mennesker gælder det, at lige meget hvor hårdt de slider i det, og hvor meget de ønsker det, så er det ikke alle forundt at nogensinde se solsiden af samfundet.

Celebrity foto

Sienna Miller, Rome, 2007, American Vogue. © Mario Testino. Fra Gl. Strands hjemmeside.
Sienna Miller, Rome, 2007, American Vogue. © Mario Testino.

Hvis du har din gang i København, har du set reklamerne i lygtepælene. Modefotograf m.m. Mario Testino udstiller på Kunstforeningen Gl. Strand. Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham på en storby-visit. Det kan have været i Zürich, men jeg husker det ikke. Jeg husker til gengæld, at jeg kom forbi et stort, fancy galleri, og at fotostaterne derinde fangede min opmærksomhed. Det viste sig at være en udstilling af Testinos modebilleder, og nogle af dem er virkelig ret fantastiske og enormt spektakulære. Siden har jeg stort set kunnet genkende hans billeder, når jeg ser dem.

(lidt af en flødebolle...)
Mario Testino (Wikimedia)

Udstillingen på Gl. Strand er opdelt i tre dele – modebilleder, nøgenbilleder og royale billeder. Jeg kan klart bedst lide modebillederne. Bl.a. fordi han er god til at bruge modellernes personlighed – meget modsat det vi hører om modeller til podierne, nemlig at de helst IKKE skal have personlighed eller former, men bare være et pænt tøjstativ.

Nøgenbillederne er for kontante for min smag, og jeg bliver lidt træt af de der tynde, tynde, tynde piger – måske kan jeg bare ikke se det erotiske, når der hverken er bryster, behåring eller bagdel. Og hvor er mændene? Dem fotograferer han åbenbart ikke.

Tasha Tilberg, Paris, Dutch Magazine, 1997, © Mario Testino (fra Gl. Strands hjemmeside)
Tasha Tilberg, Paris, Dutch Magazine, 1997, © Mario Testino

Endelig er der de royale portrætter, som jeg er decideret uimponeret af. Især det af kronprinsen, hvor Testino netop IKKE har fanget det der glimt i øjet, der gør, at nogle af os tror på, at kronprinsen har noget at bringe til bordet, når han engang bliver konge. Det har jeg set på mange portrætter af ham, og det mangler fuldstændig i Testinos.

For en, der kommer relativt jævnligt på Gl. Strand, er det sjovt at opleve publikum til denne udstilling. Der er flest kvinder, hvilket der ikke er noget nyt i, men de er en del yngre, end de plejer at være, og der er LANGT mellem ravsmykkerne…

Zetland Live

Det var 10ende gang, der var Zetland Live, men det var første gang, jeg så det. Og det var så endda kun fordi, min knægt var med. Jeg tror, at Zetland måske markedsfører det lidt indforstået og smalt? De andre 9 gange har jeg enten slet ikke opdaget, at det var der, skønt jeg har været Zetland-abonnine helt fra starten, eller jeg har tænkt, at det ikke var noget for mig. Det viste sig heldigvis at være helt forkert.

2016-05-20 21.26.14
Mads Olrik og Dane på scenen. På lærredet ses publikum, set fra dronen på gulvet.

Jeg var godt underholdt fra start til slut, og jeg elsker, at man kan gøre økonomi- og videnskabsjournalistik sjovt og vedkommende uden at udvande eller forsimple det. Ekstra Bladet og BT kunne lære noget der!

Ud over indslaget med Dane, der selvfølgelig handlede om droner, så var mine favoritter Silke Bocks indslag om lægevidenskab og Jakob Molls om rene hænder (også videnskab). Inaam Nabils fortælling om ensomheden som mønsterbryder var god, og man fik en klump i halsen. Endelig er jeg så enig, så enig med chefredaktør Lea Korsgaard, der ønsker sig Studentersamfundet eller dets lige tilbage.

Nævnes skal også “husorkestret” Katinka. De var virkeligt gode!

Jacob Olrik og Dane på scenen

Et uddrag på 1/2 time – uden droner – kan høres på DR. Hele showet findes som podcast – bare søg på Zetland. Hvis du rigtig gerne vil høre den del af programmet, der handler om droner, og hvor man kan høre Danes milde røst i et kort øjeblik, så er det 1:04:40 inde. Ellers kan du herunder se en video, optaget med Danes minidrone, hvor han terroriserer Zetland-redaktionen og personalet på Nørrebros Teater.

Good night, sweet Prince

Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.
Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.


Med en veninde var jeg til Politiken-arrangementet Good night, sweet Prince. Som man kan gætte, var det en memorial-aften til ære for Prince. Jeg har ikke tænkt meget på Prince i de sidste 10-15 år, skal jeg da ærligt indrømme, men da hans musik igen begyndte at strømme fra alle sider ved nyheden om hans død, gik det op for mig – præcis som efter Bowies død – at Prince også var en vigtig del af min ungdoms lydtapet. Parade albummet hører til på min all time top 10. Og så er der jo lige hans stil – jeg er næsegrus beundrer af et lillebitte menneske, der ifører sig meget lidt tøj, høje hæle og glimmer over det hele og stadig, uomtvisteligt, er en vildt sexet MAND.

Arrangementet var udmærket, men ikke helt så godt som Bowie-arrangementet. Det var der formentlig flere grunde til, en af dem, at vi så for få klip fra Princes karriere. Jeg er klar over, at han var meget fedtet med, hvad der måtte ligge på YouTube, men et enkelt kig derinde overbeviser om, at der alligevel er meget at vælge imellem. Desuden fandt jeg, at styringen ikke var stram nok, selvom jeg godt kunne lide den for mig ukendte Miriam Zesler.

Som ex-musikbranche-person syntes jeg selvfølgelig, det var sjovt at høre Henrik Milling og Nicolai Molbech rulle sig ud med en masse fagsnak om musikbranche og orkesterledelse, etc. Men jeg forestiller mig, at mange tilstedeværende har fundet den del af snakken en anelse lang i spyttet.

Jeg var alligevel glad for, at jeg deltog i arrangement, hvor vi bl.a. blev præsenteret for den VILDE live-udgave af Purple Rain her øverst og den helt enestående version af Nothing Compares to You herunder.

Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Demens for begyndere

Sådan her ser der selvfølgelig altid ud hjemme hos mig!
Sådan her ser der altid ud hjemme hos mig! Vaserne er engelsk porcelæn, derfor måtte de med på billedet…

Elizabeth er Forsvundet er den danske titel på en skønlitterær bog af Emma Healey, der på en ganske utraditionel og let tilgængelig måde tager fat på det svære tema: demens.

Det er en dement ældre dame, Maud, der selv fortæller historien, så vi er med på første række på en ganske ubehagelig rutchetur ind i glemslen. Stoppesteder på turen er fortvivlelse, forvirring, depression og raseri.

Samtidig er Elizabeth er Forsvundet en ganske veldrejet krimigåde, der slet ikke er fortænkt eller irriterende. For alle os, der kender et dement menneske, er der her tale om et sjældent indblik i den afgrund af rædsel, som den demente, med hælene skruet ned i jorden, alligevel ubønhørligt ryger ned i. Samtidig følger vi med hende tilbage til hendes barndom og ungdom, hvor hun tilbringer mere og mere tid, efterhånden som demensen skrider frem. Et dejligt og troværdigt indblik i tiden lige efter krigen blandt Englands arbejderklasse.

Jeg anbefaler bogen varmt til både krimielskere og folk med interesse i demens. Jeg har læst den engelske udgave, så ved ikke, hvordan den fungerer på dansk. Som oversætter er det interessant og temmelig nedslående at bemærke, at People’s Press ikke oplyser, hvem der har oversat bogen til dansk. Bibliotek.dk vil dog godt fortælle det: Ninna Brenøe.