Kjell Westö: Luftspejling 38


En virkelig god bog af den klassiske slags. Ikke en krimi, ikke en thriller, ikke sci-fi eller soft-porn, men heller ikke højpandet. Med lidt god vilje kan man måske kalde den en historisk roman, men det er ikke det, der falder mig først ind, når jeg skal beskrive den, selvom den foregår i Finland i mellemkrigsårene.

Jeg har bestemt ikke været lige begejstret for alle vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris, men forrige års, Kim Leine, og sidste års falder i den grad i min smag. Til gengæld brød jeg mig hverken om Lars Saabye Christensen eller Sofi Oksanen, selvom jeg godt ved, at mange af mine litterære venner er vilde med dem begge. En del har jeg slet ikke læst. Det skader i hvert fald ikke at få læst en bog eller to (der ikke er en svensk krimi) fra vores egen del af verden, jeg er selv meget slem til at vælge bøger på engelsk og derfor engelske eller amerikanske forfattere.

En anmelder inde på Saxo.com skriver, at hun godt kunne lide bogen, men at den sidste del af den blev ødelagt for hende, fordi hun gættede plottet. Det fatter jeg så slet ikke. I en ordentlig roman er plottet selvfølgelig vigtigt, men det er da ikke det afgørende? For mig betød det kun lidt, hvem “skurken” var – det var den psykologiske indlevelse i de to stille eksistenser, der er hovedpersoner i bogen, samt beskrivelsen af den anspændte situation i 1938 i et land, der deler grænse med Rusland (dengang Sovjetunionen). Hvis man var mod tyskerne, var man per automatik med russerne, som man havde et (velbegrundet) anstrengt forhold til! (Os eller dem retorikken er ikke ny).

Bogen er mundret oversat til dansk (fra svensk). Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er Saxos e-bogslæser eller Batzer & Co.‘s e-bogsformat, der ikke er godt, men faktum er, at når man forstørrer teksten lidt op, så hopper typografien. Jeg behøver ikke udpensle, hvor irriterende det er, vel? Jeg har ikke tidligere læst noget i e-bogsformat fra Batzer (tror jeg da), og det var første gang, jeg prøvede Saxo’s læser, som i lighed med Riidr’s ikke kan huske, hvor langt jeg er kommet på tværs af devices.

 

Lærde mænd (og en kvinde) diskuterer De Elendige

Det var kedeligt. Kedeligt i forhold til at se et afsnit af House of Cards eller Game of Thrones, men (hvad værre er) meget kedeligere end debatten for nogle uger siden om Joyce, Ibsen og Brandes. I efteråret kom der en ny dansk udgave af Victor Hugo’s Les Misérables, oversat af Hans Peter Lund. Oversættelsen fik seks hjerter i Politiken af Hans Hertel. De fremmødte var de førnævnte samt forlægger fra Forlaget Vandkunsten Søren Møller Christensen og den grafiske tilrettelægger Anne Rohweder. Desuden var Karsten Pharao der for at læse højt af bogen. Det var klart eftermiddagens mest opløftende indslag.

Jeg har ikke læst den – kun i en forkortet Det Bedste udgave som barn. Jeg kommer nok heller ikke til det – den er godt nok tung i optrækket sine steder, nærmest sådan lidt som en opera. < jeg dør, jeg dør, jeg dør >. Og jeg gætter endda på, at Pharao ikke læste de allerkedeligste passager for os.

Når jeg overhovedet vælger at omtale arrangementet, er det på grund af debatten om papirbogens og dermed det dannede menneskes snarlige endeligt der fulgte. Alle var enige om, højlydt og i kor, at begræde papirbogens tunge skæbne, de triste e-bøger, de onde, onde netboghandlere (altså dem der sender papirbøger til os med posten), de frie bogpriser og det almindelige dannelsestab. Som om de hang uløseligt sammen. Og til konstant nikken fra hele forsamlingen af gråhætter. Jeg er selv en gråhætte, men jeg nikkede sgu ikke, for jeg synes, det er noget SLUDDER.

Forlaget Vandkunsten udgiver vanvittigt flotte bøger. Jeg står altid og savler ved deres stand på bogmessen. Men hvor en bog som fx Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien for mig er utænkelig som e-bog, pga de fantastiske illustrationer, der bare skal opleves i flot udstyr og på papir, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor en basse på 1874 sider ikke skal udkomme som e-bog til os med svage arme? Lige nu læser, nej, lytter, jeg til Middlemarch (kun små 800 sider) af George Eliot og jeg har også hentet den som e-bog, så jeg kan genfinde de særligt fornøjelige steder. Hvorfor skulle jeg dog sidde og få ømme arme af at læse den, når jeg alligevel ikke er den lykkelige ejer af en eksklusiv, illustreret udgave?

For mig eksisterer papirbøger, lydbøger og e-bøger ved siden af hinanden, og det ene udelukker ikke det andet. Det er litteratur, jeg elsker. Formatet afhænger af situationen.
Otto Scholderer Lesendes Mädchen

Så i stedet for al den ynk, man altid skal høre på fra forlagsfolk, så kunne de komme ud af starthullerne.

  • Bruge de sociale medier meget mere, fx Twitters #fredagsbog
  • lave nogle ordentlige e-bøger, som ikke er fyldt med horeunger og springende typografi
  • tilbyde pakkeløsninger, så man fx fik e-bogen med gratis, når man købte en papirbog
  • lade være med at droppe redigering og korrektur af deres bøger
  • eller 117 andre tiltag, som enkelte forlæggere og forfattere er dygtige til at udnytte, men som flertallet næsten ikke bruger.

Fx er der flere danske forlag, der ikke opretter deres nye bøger på Goodreads, som mange danske super-læsere ellers bruger med stor flid, og som er et sted hvorfra mange får deres læseanbefalinger. Når man er bekendt med de forsvindende små oplag bøger på dansk i reglen udkommer i, så er det simpelthen for storsnudet at se bort fra fx Twitter og Goodreads. Man kunne få den tanke, at nogle af de andre forlag ikke bruger #fredagsbog, fordi det var Gyldendal, der gjorde det først. Men det er jo ren idioti – alle læseglade Twitter-mennesker bruger det flittigt og er fuldstændig ligeglade med, hvilket forlag der har udgivet den bog, de læser en given fredag.

Grafiker Malene Hald sendte forleden på Twitter en bøn afsted om, at bogfolket ville lære af musikfolket, nu hvor vinylen får sin genkomst. Med det mente hun – og jeg fortolker frit – at hvis man laver lækre, gennemarbejdede papirbøger, som man bliver glad af at få i hånden, så går de aldrig helt af mode. Og da slet ikke den slags, som man vender tilbage til, såsom bøger om kunst, arkitektur, historie og design, der er afhængige af god grafik og flotte illustrationer.

Min egen bøn til forlagene: Udgiv lidt færre bøger, og gør jer lidt mere umage!

 

Mikkels Atelier på DR K

Lilibeth Cuenca i Mikkels AtelierHelt tilfældigt opdagede jeg forleden en række kunstprogrammer på DR, som jeg overhovedet aldrig havde hørt om. Og det skønt de første vist er fra september sidste år. Konceptet er fuldstændig nøgent og enkelt – en kunstner interviewer en anden i sit atelier, kun krydret med eksempler på den interviewedes kunst og korte klip, hvor Politikens kunstanmelder Trine Ross kommenterer kunstneren og værkerne. Alle udsendelserne kan ses på dr.dk.

Noget ved værten, Mikkel Munch-Fals, irriterer mig – måske er det hans små-misogyne bemærkninger her og der. Fx. taler han i interviewet med Gudrun Hasle om “den moderne kastrerede far og forstadsmand”. Jeg er ved at kaste op, når jeg hører moderne mænd omtale sig selv og andre som kastrerede. Hvis deres kone/kæreste har den effekt på dem, hvorfor skrider de så ikke bare?

Når det er sagt, så laver han nogle virkeligt gode kunstprogrammer, som har gjort mig markant klogere på disse kunstnere og måske også lidt klogere på kunst i det hele taget. Og udvalget af kunstnere, hvor flertallet indtil videre har været kvinder (!), er så godt, at alt andet er tilgivet.

Astrid Kruse Jensen – fotograf. Kendte hende ikke, hvilket helt klart var en fejl. Hun forklarer ligetil om sin teknik og sine motiver, og der forekommer at være god kemi mellem hende og Munch-Fals.

Lilibeth Cuenca Rasmussen – performancekunstner. Hende havde jeg hørt og læst om, men jeg har aldrig set hende “live”. Det kommer jeg muligvis heller ikke til, for jeg har det, ligesom hun selv beskriver det – jeg får koldsved ved tanken om at blive “hvervet” til at deltage i et stykke performancekunst. Alligevel blev jeg ret vild med Lilibeth, der virkelig har en meget vindende personlighed, og som forklarer med kirurgisk præcision, hvad performancekunst er og kan. Det er fascinerende at høre om, hvor forskelligt hendes genopførelser af Yoko Ono-værket Cut Piece modtages forskellige steder i verden.

Gudrun Hasle – broderi m.m. Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette direkte i sin kunst. Klik lige på hendes navn, for det skal ses for at give mening. Kontrasten mellem den person, der skriver som en brækket arm og har snittet i sig selv, og så den ekstremt velformulerede og reflekterede person, vi møder i tv-programmet, er enorm. Det var vist meget sundt for mig at opleve!

John Kørner – maler. På grund af hans billedseriers politiske indhold er han nok den mest kendte af de kunstnere, der har været i programmerne. Jeg kan godt lide Kørners måde at beskrive horrible ting med smukke billeder. Jeg synes, effekten er langt større end de mange, der forsøger sig med det modsatte. Kørner er særdeles reflekteret, og han har tydeligvis tænkt meget over sine motiver og researchet dem så grundigt, som var han journalist.

Julie Nord – tegner. Den kunstner jeg kendte bedst. Hun havde en særudstilling på Kunstforeningen Gl. Strand i efteråret, som jeg besøgte hele tre gange, fordi jeg var så fascineret af hendes univers. Siden da har jeg købt et litografi af hende – og sågar to kagedåser (tak Irma!)! Kemien er ikke så god mellem Munch-Fals og Nord som mellem ham og de andre kunstnere, men alligevel kan man sikkert få meget ud af programmet. Der vises dele af en film med Nord, som jeg så flere gange i efteråret.

Julie Nord Irma-kagedåse
Julie Nord Irma-kagedåse

Kaspar Bonnén – multikunstner. Man fornemmer, at Kaspar Bonnén ikke er så vild med at være i Munch-Fals’ atelier – eller også er han bare ikke vild med at være i fjernsynet… Alligevel synes jeg, man får meget ud af at se programmet med ham, og jeg er vild med den måde, han bruger sin hårde barndom på sådan en konstruktiv og reflekterende måde. Jeg ville ønske, jeg havde set den udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand, som der refereres til. Efter at have set programmet, blev jeg ved med at se et af Bonnéns billeder for mig, nemlig et hvor en kaffekop svæver frit lige ved siden af bordet. Af en eller anden grund gjorde det særligt indtryk på mig!

Gid der var flere programmer i vores public-service fjernsyn som disse. De forsøger ikke at poppe kunsten op og proppe den ned i halsen på den uvillige, men formidler ægte kærlighed og engagement i kunst uden at tale hverken op eller ned til seerne. Herligt.

DR er karrige med information om programmerne – det oplyses ikke, hvornår de blev sendt første gang, eller om der kommer flere. Det ville jeg godt vide!

Corner

Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.
Et par af Lars Ravns kaniner i en vindueskarm.

Jeg havde “alle mine unger” med på Sophienholm og se Corner-udstillingen. Overordnet set var ingen af os særligt imponerede, men der var da en håndfuld kunstnere, som vi (næsten) var enige om skilte sig ud på den gode måde.

Jeg kunne godt lide Jens Bohrs mange, fine små træsnit og havde stor lyst til at erhverve et af dem. Nu havde jeg ikke min gode husbond med, så jeg gjorde det ikke – vi er enige om, at vi skal være enige, så at sige, inden vi køber kunst.

Vi syntes alle fire, at Daniel Enkaoua‘s fine malerier var i særklasse – det var priserne så også! Jeg kunne også lide Mogens Gissel, Jens-Peter Kellermann (skulpturer), Ulrik Møller, Anita Viola Nielsen, hvor jeg især kunne lide et maleri, der hed Piazza Thorvaldsen, Knud Odde, hvor min favorit (selvfølgelig) var et billede af Patti Smith og ikke mindst Lars Ravns kaniner, der sås spredt rundt i hele udstillingen. Sådan en vil jeg (også) gerne have! Du kan se et udvalg af de kære væsner her. Jeg er egentlig selv lidt forundret over, at jeg synes så godt om dem, for jeg kan normalt ikke ret godt lide sjov eller nuttet kunst.

Corner har gjort det let at komme til at erhverve et værk – også som eftertanke. Det er en god idé, for det er ikke altid, man lige er klar til at hive dankortet frem, når man står i galleriet. På hjemmesiden er der simpelthen en “butik“, hvor man kan se de værker, der er til salg og købe dem. Det giver så meget mening, fordi folk, der kigger derind, netop har set værkerne i virkeligheden. Det næste bliver så, at de bliver bedre til at reklamere for det!

Personalet ved udstillingen bar præg af at være glade amatører. Det er de måske også og fred med det. Men damen i skranken var så sur, at hun kunne have fungeret som eddike-erstatning. Det er en ret ufed start på et galleri-besøg! Sophienholms café og skønne park er altid et besøg værd, men denne gang sprang vi begge dele over. Caféen fordi den var fyldt til bristepunktet, parken fordi vejret mere smagte af varm cacao end af spadseretur.

Per Morten Abrahamsen: The Lake

Fornylig skrev jeg, at jeg ikke bryder mig om ferniseringer. Det er stadig sandt, selvom jeg faktisk gik til en i fredags. Den indeholdt alle de aspekter ved ferniseringer, som jeg hader, deriblandt intens trængsel, et udvalg af kendte mennesker og folk, der, lidt for højt, siger i telefonen, hvor de er, og at de “nok køber 4-5 af værkerne”. Når jeg alligevel gik og havde nogle fornøjelige timer, skyldes det, at jeg kender Per Morten Abrahamsen lidt, og at mange, som jeg kender bedre, også var der. Og så var der vin – en udmærket en, oven i købet.

Udstillingen, som jo var, hvad jeg kom for at se, finder sted på Hans Alf Gallery, et stort flot galleri i en del af byen, hvor jeg sjældent kommer: Holbergsgade (bag det Kgl. Teater). Per Morten blev verdenskendt i Danmark, da han i 80’erne og 90’erne fotograferede erhvervsledere til Børsens Nyhedsmagasin og gjorde det på en helt og aldeles ny måde. Hvis du ikke er gammel nok til at huske det, så var hans portrætter så spektakulære, at folk som mig kunne finde på at KØBE Børsens Nyhedsmagasin for at nærstudere billederne!

Fotoserien, The Lake, er i en helt anden boldgade. En ret ydmyg sø på Amager Fælled er blevet objekt for Per Mortens linse, og han iscenesætter den med vanlig sans for drama, men samtidig med glimt i øjet og stor varme. Jeg er meget langt fra at være kunsthistoriker, men jeg tænkte gentagne gange på prærafaelitterne fra England og deres reaktion på tidens malerkunst. Jeg er dog ude af stand til at sætte navn på, hvilken trend det evt. er, Per Morten her går op imod. Mit favoritbillede hedder Floating Off og minder mig om dette billede af en af de mest kendte prærafaelitter, John Everett Millais.
John Everett Millais - Ophelia - WGA15685Det forestiller naturligvis Ophelia, og sådan læser jeg også Per Mortens billede – dog står der på hans billede to små børn på søbredden og det er vel oplagt i 2015 – at Ophelia har børn, der bliver ofre for de voksnes desperate handlinger. Det er muligt, at Per Morten vil skrupgrine over min (over)fortolkning, men heldigvis står det enhver frit for at lægge i kunsten, hvad hun måtte have lyst til.

Jeg vil snart gå ned og se udstillingen igen under mere fredsommelige omstændigheder. Jeg gætter på, at der så er små røde prikker ud for de fleste af billederne. Det burde der i hvert fald være.

Ingen af billederne fra udstillingen er frigivet til brug på blogs som denne, men et enkelt kan ses på Hans Alf Gallerys hjemmeside. Hvis man vil se mere, må man gå hen og se udstillingen.

 

Glyptoteket – den franske samling

Glyptoteket. Christian Lemmerz' Todesfigur i baggrunden.
Glyptoteket. Christian Lemmerz’ Todesfigur i baggrunden.

Glyptoteket er (næsten) min nærmeste nabo, og jeg går jævnligt derind og nulrer rundt – et årskort koster 200 kr., og der er gratis entré om søndagen. Det gik op for mig, at det var længe siden, jeg havde set på den franske samling, så jeg spadserede derop. På vejen går man op ad den “nye” marmortrappe og halvvejs oppe står Christian Lemmerz‘ dødsstatue Todesfigur. Den er mindre in your face-uhyggelig end mange af hans andre skulpturer, men stadig sjældent majestætisk dyster. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at den, i det mindste i en periode, blev opstillet mellem de græske og romerske skulpturer i antik-samlingen! På hans flotte hjemmeside kan man bladre gennem hans ret omfattende skulptur-produktion.

Danmark har faktisk en imponerende samling af fransk kunst, især af impressionisterne (Ordrupgaard), men på Glyptoteket ses også et udvalg af den såkaldte salonkunst og en større samling Gauguin og Van Gogh. Gauguin boede jo en overgang i Danmark og han og Van Gogh udstillede på Den Fri i 1893.

Ophængningen og de tilhørende forklaringsark er både oplysende og tilgængelig. Hurra for det. Nogle af mine personlige favoritter er Degas’ danserinder, ganske uoriginalt, jeg ved det. Derudover hænger der et lille, sent blomsterbillede af Van Gogh, som jeg er meget betaget af. Men gå selv en tur derind. Har du børn, så aftal en agenda forinden. “Hvor mange dyr er der på malerierne, og ligner de rigtige dyr?
Van Gogh - Rosenbusch

Disclaimer: Jeg kender Christian Lemmerz fra vores ungdom, men kun på "Hej, hvordan går det"-måden ved møder i det offentlige rum.

 

The imitation game

Overordnet set, er The Imitation Game en god film. Og den er en vigtig film, for alle bør vide, hvem Alan Turing var, og høre om hans frygtelige skæbne, så noget lignende ikke sker igen. Hvis man gider, får man også noget grundviden om, hvad en computer egentlig er for noget.

Alle kvinders darling, Benedict Cumberbatch, gør det virkelig godt som Turing, og der er generelt godt spil i birollerne. Jeg var særligt vild med MI5-fyren, der spilles af Mark Strong. Men han passer nok også bedre til mig, sådan rent aldersmæssigt…

Personligt synes jeg så, at det nærmer sig en dødssynd at have castet Kiera Knightley som hans sidekick. Ikke fordi en nørdepige ikke kan være smuk og dejlig, men altså – ikke hende, hun er bare ikke nogen god skuespiller!

De seneste måneder har jeg læst meget både skøn- og faglitteratur om perioden fra før århundredeskiftet og op til mellemkrigstiden. Det er min fornemmelse, at folk faktisk talte sådan med hinanden, som de gør i filmen, i intellektuelle miljøer.

I filmen (og i Wikipedia-artiklen) får vi at vide, at Alan Turing blev posthumt benådet for sin “frygtelige” forbrydelse, homoseksualitet. Og det kan jeg da kun bifalde. Men det chokerer mig lidt, at man ikke har valgt også at benåde alle de andre, der i den periode fik domme for gross indecency, som de kaldte det i England. Jeg synes, det ville være et passende signal at sende til Rusland og de mange andre steder, hvor homoseksualitet stadig er strafbart.

Hvad sagde jeg?

Er der noget værre, end folk der siger, “hvad sagde jeg”? Det skulle lige være dem, der fastholder, at det er en grundbetingelse for at leve i et frit samfund, at vi hele tiden skal fornærme nogen, fordi vi kan. Nå men, det er en anden snak.

Jeg har jævnligt ærgret mig over, at jeg ikke har beholdt flere dokumenter fra mit lange arbejdsliv. Der var fx engang, hvor jeg ikke var i stand til at dokumentere, at jeg kunne skrive en pressemeddelelse, fordi de hundredevis af pressemeddelelser, jeg havde skrevet i Irmgardz-, Garden- og MNW-årene bare var røget i papirkurven. Og forleden faldt jeg over en notits i avisen, der igen mindede mig om, at jeg har været for lemfældig med at dokumentere min fortid.

Jeg arbejdede hos Nordisk Film som pressechef fra 1997 – 1999. Da jeg startede derude, måtte jeg vente flere dage på at få en computer, og da jeg så fik den, var der ikke rigtigt nogen, der kunne se, hvorfor den også skulle være forbundet til Internettet. Nå men, det blev den så efterhånden, og jeg advokerede ihærdigt for, at Nordisk Film da burde have en hjemmeside. Der var ikke stor opbakning til projektet, men til sidst fik jeg bevilget en bette sum, og med den – og den enorme prestige, der er i Nordisk Film navnet – fik jeg et velrenommeret bureau til at påtage sig opgaven. Jeg synes faktisk stadig, at det var en flot hjemmeside, vi fik lavet (den er nok heller ikke dokumenteret…). Men man mente, at jeg gik alt for højt op i det dér med Internettet og ikke gjorde nok ud af traditionelt pressearbejde. Det havde “man” jo nok ret i. En af de ting, jeg forsøgte at trænge igennem med, var, at vi skulle påbegynde en digital registrering af alle de gamle film i arkiverne og lægge dem i en database, så de kunne blive søgbare – både til kommerciel og ikke-kommerciel brug. Det var så meget en taber-idé, at den ikke engang kunne komme op på ledelsesniveau… Behøver jeg sige, at jeg blev fyret kort tid efter?

Nogle år før (1992-94 tror jeg) arbejdede jeg for pladebranchens organisation IFPI. Dengang lavede IFPI også andet end at forfølge folk, der downloader musik fra nettet, nok mest fordi der slet ikke var noget net på det tidspunkt. Jeg fik lov til at deltage i en konference i New York om musikkens fremtid, nu hvor musikken var blevet digital og solgtes på CD i stedet for vinyl. Det var en vanvittig spændende konference, og der var mange oplæg fra smarte tech-fyre om, hvad man ville kunne gøre med digital musik lige om lidt. Fx fortalte én, at man snart kunne lave digital radio med et uendeligt antal stationer med musik for enhver smag! Vildt!

Jeg tog hjem og skrev et alenlangt oplæg til IFPI’s bestyrelse om alt det, jeg havde hørt, og om hvad det digitale kunne komme til at betyde for branchen. Svaret på det oplæg var – larmende tavshed og not in our lifetime. Hvor har jeg dog mange gange ærgret mig over, at jeg ikke tog en kopi af det oplæg med mig, da jeg forlod IFPI!

Jeg lover, at der ikke kommer flere udokumenterede “hvad sagde jeg“-artikler fra min hånd, men jeg kunne ikke nære mig!

Arken – Randi & Katrine

I sidste uge – inden jeg blev lagt ned af influenza og før Danmark blev væltet bagover af en ung terrorist – var sønnen og jeg en tur på Arken. Det er ikke længe siden, vi var der sidst, men før det havde jeg ikke været der i årevis. Det skal der nu laves om på; søn og jeg er enige om, at Arken fortjener vore jævnlige visitter på samme måde som Louisiana. Der sker noget med ens kunstopfattelse, når man føler sig tryg et sted og straks bemærker nyophængninger og -nedtagninger.

Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.
Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.

Denne gang var vores primære mål den store installation Mellem Tårne af Randi & Katrine. Og den er sandelig et besøg værd. Både håndværket, skalaen (og skaleringen) samt den særlige følelse, man får, når man står blandt tårnene og hører deres summen, gør, at jeg forstår, hvorfor dette værk fik sådan en flot modtagelse hos de traditionelle kunstanmeldere.

Der var også tid til at vandre igennem de øvrige sale og gense den øvrige kunst. Vi talte en del om Ai Wei Wei og hans kinesiske stjernetegnsfigurer, hvilket naturligvis ledte til en snak om at være Ai Wei Wei eller en anden i opposition til styret i Kina. Og til overtro – jeg er en gris og søn er en slange. Vi grinede lidt af, hvad der er værst? Da der var Ai Wei Wei udstilling på Louisiana var vi heldige at være til stede, da der var videokonference mellem museet og Ai Wei Wei i hans hjem. Det føltes som et meget særligt øjeblik at få lov til at deltage i. Dengang var vi ret vilde med disse ubrugelige cykler og talte en del om symbolikken.

Ai Wei Wei: Forever
Ai Wei Wei: Forever

Vi brugte også igen tid på Damien Hirst. Jeg havde tid til at google titlen på et af værkerne, fordi jeg – med god grund viste det sig – var nysgerrig på forbindelsen til The Clash. Titlen på værket (og angiveligt på flere værker) er Strummerville, og i det indgår en silhuet af en guitarist. Det viste sig, at Strummerville er navnet på en fond, startet af Strummers hustru og Hirst. Så vidt jeg kan læse mig til, er Hirst ikke længere involveret, men på et tidspunkt har han altså doneret værker til et ikke-kommercielt formål. Det var interessant at læse samme dag, som jeg læste dette

Arkens omgivelser er under forandring. Det bliver spændende! Lidt længere væk ligger Avedøreværket, der slet ikke ser så tosset ud i solskin!

Avedøreværket
Avedøreværket

The High Res – fotoudstilling i galleri Houcon

Galleri Houcon er nyt og åbnede sidste weekend med omfattende presseomtale og velbesøgt fernisering. Jeg er ikke så vild med ferniseringer, så jeg var glad for at komme en anden dag. Efter lidt bøvl lykkedes det mig så at komme ind og se udstillingen i går.

Otte fotografer udstiller 16 fotografier. De har næsten alle sammen rock’n’roll i en bred fortolkning som tema. Et par af fotograferne kender jeg fra min ungdom i musikbranchen. Det er den ikoniske jazz-fotograf Gorm Valentin og stil-fetichisten Ole Christiansen. Nogle af de andre kendte jeg af navn, et par stykker slet ikke.

Mit absolutte favorit-billede er af en af de fotografer, jeg slet ikke kendte, nemlig Jørgen Angel. Hans billede af Annisette som 17-årig er helt fantastisk og mindede mig lidt om Eckersberg-billedet herunder. Hans andet billede er af Dan Turèll fra 1975 og viser onkel Danny smilende, et åbent og imødekommende smil – men ikke til kameraet. Utroligt godt!
C W Eckersberg 1841 - Kvinde foran et spejlPå blogggen Bongorama har Ronnie Nielsen allerede gennemgået fotograferne, så hop derhen og læs mere. At dømme efter denne udstilling og gallerist Jens Houmøller Clemmensens imponerende private kunstsamling (som kan beses i udvalg ved samme lejlighed) er dette et galleri, jeg vil holde øje med. For at se udstillingen skal du ringe på eller ringe/maile til gallerist Houmøller i forvejen. Han planlægger at snarest få faste åbningstider.

GALLERI HOUCON, Prinsesse Maries Allé 16 (hjørnet til Vodroffsvej),
1908 Frederiksberg C. Tlf. :33319420. Mail : galleri@houcon.dk. Udstilling kan ses frem til 1/3.

Når ingen af de omtalte fotos kan ses her på siden, skyldes det copyright-hensyn. Jeg kunne formentlig godt have fået lov til at bruge et billede eller to til denne omtale, hvis jeg havde spurgt pænt, men det har jeg ikke. Klik på de indlagte links for at se nogle af billederne.

 

 

DAC – Regnen kommer

Dansk Arkitektur Center Copenhagen 2014 01
DAC står for Dansk Arkitektur Center, beliggende i en skøn bygning bag Udenrigsministeriet på Christianshavn. Om et par år flytter de til det nye stor kulturhus, der er under opførelse på Christians Brygge mellem Langebro og den sorte diamant. Gad vidst, hvad det fine gamle pakhus så kommer til at rumme?

Regnen kommer handler om, hvad vi kan og bør gøre i vores nye klimatiske situation. De fleste projekter er udtænkt i behjertede forsøg på at forene det nyttige med det behagelige – altså at man ikke kun tænker i at få ledt regnvandet væk fra gader og kældre, men også på at byen/området kan forskønnes eller på anden måde forbedres i processen. Det allerede udførte projekt Rabalderparken i Roskilde er et eksempel på det andet, drømmescenariet om Ladegårdsåen et eksempel på det første.

Ladegårdsåen
Ladegårdsåen anno dazumal
Jeg beder til de højere magter om, at kommunen må vælge at finde pengene til at virkeliggøre projekter som Ladegårdsåen og tilsvarende – hvor kan vores byer og andre truede områder dog blive forskønnede og forbedrede! Den anden udstilling på DAC, Rebuild by Design, handler mere eller mindre om det samme, men har fokus på udbedring af de enorme skader, som orkanen Sandy forårsagede på USA’s østkyst. Principperne er de samme.

Udstillingerne er måske lidt kedelige, selvom der er indbygget en del interaktivitet i Regnen Kommer. Men bor man i København eller et andet sted, hvor problemerne er påtrængende, er det da en god idé at orientere sig om, hvad der forsøges gjort for at afhjælpe, så man kan tage kvalificeret stilling, når der på et tidspunkt kommer forslag til ny lokalplan.

En spadseretur til Christianshavn skal man under ingen omstændigheder kimse ad – man kan gøre, som vi gjorde, og smutte indenom Tøjhusmuseet på vejen – det er gratis. Adgang til udstillingerne på DAC koster 60 kr. For medlemmer af Gråhættehæren (Politiken Plus segmentet) koster det 30 kr.

Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!
Young Georg Brandes 1871

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

  • At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
  • At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
  • At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
  • At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
  • At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
  • At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
  • At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
  • At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.

Den Frie – Moon Skin Lucid Walk

De seneste måneder har jeg læst en masse om Den Frie, dens spæde men dramatiske begyndelse, dens år på Rådhuspladsen og tumulterne omkring den nuværende bygning, skabt af en kunstner, der forstod at skabe drama omkring sig, J.F. Willumsen. Bygningen er fornylig (tiltrængt) renoveret og genåbnet med ny underetage, som jeg finder ganske vellykket uden dog at være prangende.
Den frie Udstillings bygning København

Af en eller anden grund er jeg aldrig kommet der særlig meget, ikke engang da jeg boede næsten ved siden af. Nu har jeg meldt mig ind, så nu skal jeg jo derhen, hver gang en ny udstilling åbner… Som med Fitness-medlemskaber er den slags medlemskaber ret fremmende for fremmødet – i hvert fald til man har fortrængt det…

Den nuværende udstilling Moon Skin Lucid Walk med tre forskellige men alligevel beslægtede kunstnere har fået gode anmeldelser flere steder, og vi syntes faktisk også, at det var en fin udstilling. Vi var så heldige at komme, netop som der var en omvisning – det var fint at få lidt baggrund med.

Den af de tre kunstnere med flest værker er Kirstine Roepstorff, hvis kollager jeg rigtig godt kunne lide. Hendes kæmpe messing-mobiler var flotte, men satte ikke noget i bevægelse hos mig. Jeg havde lyst til at vende blikket væk fra Evren Tekinoktays værker (jo, det er hende med den nu hedengangne undertøjsbutik i Silkegade), men kan skam godt se, hvor hun vil hen med sine kollager, der alle fokuserer på kønnet i dets mere ekstreme repræsentationer. Faktisk kunne jeg bedst lide en nyere samling neonrelieffer – fyldt med humor og charme.

Den sidste kunstner, meget ældre end de andre to (f. 1918 og stadig i live) og spansk, hedder Carol Rama. Selvom hun kun havde få værker med og flere af dem var små tegninger, så var de faktisk uafrystelige. De var også fokuseret på køn, men på en helt anden og meget radikal, men samtidig diskret måde.

I kælderen er der en videoinstallation af den amerikanske kunstner Susan Hiller. Ud over det sindssygt imponerende i 100 tv-apparater stablet oven på hinanden, så fandt vi ikke rigtigt de vises sten her. Måske fordi vi allerede havde fået kunst nok for én dag ovenpå?

Tanz mal Wieder

Forleden vendte jeg tilbage til Kødbyen og gallerierne dér. Og det bliver ikke sidste gang. Denne gang havde jeg den omvendte oplevelse i forhold til sidst, nemlig at jeg ikke var overdrevent vild med Snobody og CancellationV1 Gallery, men til gengæld pjattet med Tanz mal Wieder hos Gether Contemporary.

Tanz mal Wieder er en 7 minutter lang elektronisk performance uden medvirkende. Den er både sjov, overraskende og teknisk ekvilibristisk udført. Prøv det, prøv det, prøv det – den kan ses frem til 28/2. De to kvinder bag installationen kalder sig Vinyl, Terror & Horror (fedt navn!), og den appellerer i allerhøjeste grad til folk, der har en svaghed for vinyler. Man kan købe deres “kunstificerede” vinylplader, og det gad jeg faktisk godt. Igen – de er sjove, opfindsomme, originale og teknisk veludførte. Dog – de udstillede er alle solgt på forhånd – hvilket lover godt for duoen.

Denne gang var galleristen, Sophus Gether, meget mere fremkommelig end sidst, og han fortalte med begejstring om kunstnerne og udstillingen. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg skal klart have slæbt flere venner og mere familie med i Kødbyen, så de kan opleve dette.

 

Cooper & Gorfer: Weather Diaries

Fjerportrættet/Steinunn (Cooper & Gorfer, Det Kgl. Bibliotek, 2015)
Installation: Fjerportrættet/Steinunn (Cooper & Gorfer, Det Kgl. Bibliotek, 2015)

Denne udstilling har været at se på Det Kgl. Bibliotek i månedsvis. Men det jeg havde læst om den – en udstilling med færøsk, grønlandsk og islandsk avantgarde modefotografi – forekom mig slet ikke tillokkende. Så

  • selvom jeg er medlem af Diamant-klubben – og
  • det derfor er gratis at komme ind – og
  • selvom jeg bor lige rundt om hjørnet – og
  • selvom jeg altid søger efter et mål for mine gåture – og
  • selvom jeg er interesseret i både kunst og fotografi

var det alligevel lige før, jeg ikke fik set den. Jeg tænker, at markedsføringen har kørt på nogle elementer, der ikke appellerer til mig. Jeg spurgte på Diamanten, om udstillingen havde været en succes, og det sagde de, den havde. Men relativt til hvad, monstro? Hvis fotografierne havde været udstillet på Louisiana, tror jeg, de ville have tiltrukket sig enorm opmærksomhed. Mon Diamantens markedsføring er for elitær i sin tone?

Anyway, jeg er SÅ glad for, at jeg fik set den, for den er virkelig flot og maner til eftertanke på flere planer. Rent teknisk er alle kreationerne totalt overlegne, selvom jeg ikke er lige begejstret for dem alle og har svært ved at få øje på den “dybere mening” med nogle af dem. Andre, derimod, er jeg helt pjattet med, fx den grønlandske perle-ekvilibrist Nikolaj Kristensen, der leger med den grønlandske perletradition og får små kunstværker ud af det, der nok er naive, men med tungen i kinden. Cooper & Gorfer kan virkelig noget med både iscenesættelse og blot og bar teknik – fotografierne er næsten stoflige. Klik på et eller flere links herover og se nogle af de fantastiske billeder, eller gå på det Kgl. Bibliotek og se dem selv, husk blot, at denne fantastiske kulturinstitution har lukket om søndagen…