Tegners Museum

En af Tegners mange skulpturer, som er strøet rundt i Rusland.
En af Tegners mange skulpturer, som er strøet rundt i Rusland.

Sidste weekend, I ved, en af de dage, hvor solen faktisk skinnede, kørte vi en tur i den bil, vi ofte glemmer, at vi har. Vi kørte til Dronningmølle – eller næsten – for det gik op for os, at sønnike aldrig har været i Rusland eller mødt Larger-Than-Life-kunstneren Rudolf Tegner.

Rusland er et stort naturområde lige syd for Dronningmølle i Nordsjælland, oprindelig kaldt Rusland, fordi det var så langt væk fra alting og temmelig øde. I kid you not.

Midt i Rusland ligger en betonklods, som indeholder den herligste sammenklumpning af skulpturer, mange af dem i kæmpeformat. Jeg boede i en del år lige i nærheden, så jeg kender både Rusland og museet ret godt, selvom det altså var længe siden, jeg havde været der. Men Tegners er et museum, der forandrer sig meget, meget lidt. I dette tilfælde tror jeg mest, at jeg synes, det er godt. Der er faktisk en lille særudstilling på vej, kurateret af Suste Bonnén, som jeg ærgrede mig lidt over at komme for tidligt til. Den kunne man bruge som undskyldning for at køre derop. Er vejret godt, er stedet ualmindelig velegnet til picnic.

Tegner var en af sin tids enfant terribler, og han har nok været temmelig uomgængelig, fornemmer man, når man sådan læser lidt bagom beskrivelserne af ham og hans kunst. Og se lige denne skulptur (og husk, at han var død længe før han kunne have set The Fantastic Four).

Dette er ikke The Thing, men åbenbart Skt. Peter med nøglen. Se lige de lårbasser!
Dette er ikke The Thing, men åbenbart Skt. Peter med nøglen (1935). Skulpturen er ca. 3 meter høj!

Man taber jo underkæben over de lårbasser og hans besynderlige ansigtsudtryk. Og hvad med tonsuren? Var den virkelig opfundet på Skt. Peters tid?

Man han var sandelig også forud for sin tid, manisk optaget som han var af katte og ugler – man skulle jo tro, han havde været på Twitter eller Instagram! Uden på betonklodsen sidder en ugle og holder øje og en rasende kat går til angreb. Man bliver forskrækket, første gang man ser den kat!

2015-05-14 15.09.32 2015-05-14 15.09.21

Mette Høeg og den debat, der burde have været

AnnaAfgrunden

Den ellers hensygnende danske debat om litteratur fik et højst tiltrængt spark bagi, da Mette Høeg (indtil da vist nok ganske ukendt) fik et debatindlæg på forsiden af alle litteraters yndlingslekture, Weekendavisens bogtillæg. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg forestiller mig redaktørens smørrede grin ved tanken om al den opstandelse, indlægget ville vække.

Et par citater for de uindviede:

“Josefine Klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til uskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab.”

“de kvindelige [litterater] får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger”

For vi ved jo alle, at kærlighed, sorg og tab er emner, som kun moderne, unge forfatterskolepiger nogensinde har skrevet om…

Alt gik som ventet,  der er virkelig opstandelse i den danske andedam. Og med god grund, synes jeg, da Høegs udpegning af det feminine som årsag til misèren (jeg er enig i, at der er en misère) er helt i skoven. Johanne Mygind siger det, der skal siges om, hvor langt ude kvindevinklen er.

Jeg mener, at misèren er, at det meste danske litteratur er en skygge af sit tidligere selv, indadvendt og kedeligt. Forfatterne får ikke modspil nok, redaktørerne udfylder ikke deres jobs godt nok. Den gennemsnitlige danske roman er simpelthen ikke god nok – ikke redigeret stramt nok. Fx. Erik Valeurs Det Syvende Barn. Come on! Den er mindst 200 sider for lang – hvordan i himlens navn kunne den blive så stor en succes? Det må da være fordi, vi simpelthen ikke kræver nok af litteraturen, når bare den er dansk? Og 25 sider inde i Lone Aburas’ Politisk Roman har jeg allerede fundet tre tekstfejl (ikke stave-), som en redaktør da burde have opfanget!

Jeg læser ikke meget dansk litteratur mere, og det skyldes ikke snobbethed for det engelsksprogede, men at jeg er blevet skuffet så mange gange! Igen og igen får en roman eller en forfatter så meget medvind, så fine anmeldelser, så mange priser, at jeg tænker, at denne gang må der da være noget om snakken. Men oftest er der det ikke, og jeg keder mig. For at sætte dig lidt på sporet og fastholde mit sædvanlige fokus på det positive, så kommer her de to bedste danske bøger, jeg har læst de seneste år: Mikael af Dy Plambeck og Yahya Hassan af, well, you know. Lidt længere tilbage er der, på mandesiden, den uafrystelige Den som Blinker er Bange for Døden af Knud Romer. Disse tre bøger har virkelig ikke noget som helst til fælles andet end, at de er gode og gennemarbejdede. To af dem handler om forfatteren, den tredje vist kun delvist. Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?

Hvis jeg skal kaste et kritisk blik indad (det skal man jo), så er jeg nok generelt for rastløs til at læse bøger, der foregår i det lille, nære univers. Og ja, mange danske kvindelige forfattere skriver derfra. Men jeg orker heller ikke deres mandlige pendanter! Jeg må være den eneste, der ikke har læst Min Kamp af Knausgaard. Jeg læste de første 3-400 sider af forgængeren og fandt den dræbende kedelig. Jeg læser heller ikke Morten Sabroe eller Jørgen Leth, jeg kan ganske enkelt ikke udholde deres selvsmagende stil, selvom jeg medgiver, at de begge har en letflydende pen.

I går var der en kronik i Politiken af en ung kvindelig forfatterskole-forfatter, som jeg aldrig har hørt om. Hun hedder Cecilie Lind, og hun kan skrive. Selvom hendes kronik er en gang navlepilleri, så gør hun det med stil og overbevisning, og det, hun skriver, rækker ud over hende selv. Hun er kun 23 år, så hun kan udvikle sig til en stjerne, især måske hvis hun finder noget, der er endnu mere uden for hende selv at skrive om. Altså, jeg’et bliver jo udtømt på et tidspunkt, selvom man ikke skulle tro det at dømme efter Knausgaards og Leths succes og den endeløse række af julegaveselvbiografier.

Som ung læste jeg masser af dansk litteratur, både den fra samtiden og den lidt ældre. Jeg elskede Det Lykkelige Arabien og Tage Skou-Hansens bøger om Holger Mikkelsen. Panduro, Kampmann, Bodelsen og Rifbjerg slugte jeg fra ende til anden, og fandt, at Rifbjergs Anna (jeg) Anna bragte mig bedre på sporet af min mors midtlivskrise end alt, hvad hun selv havde at sige om den. Jeg læste også alle kvinderne, men kunne bedre lide de fabulerende end de socialrealistiske, selvom de sidste var nemmere at læse end de første. Suzanne Brøgger var stjernen, der lyste over dem alle.

Tilbage til nutiden, var jeg ret begejstret for Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, så trykkede på KØB-knappen for hans nye Afgrunden, så snart den udkom. Den er jeg netop færdig med, og – igen – er jeg skuffet over en dansk roman. Øv!

Jeg synes ellers, at jeg kan lide de samme romaner, som de fleste andre læsende – jeg elskede Stillidsen, Americanah, Stoner, etc., men det samme gør sig kun sjældent gældende for danske romaner. Hvis nogen har bud på fantastiske danske romaner, som jeg har overset, så hit med dem!

Far from the Madding Crowd & Familien Bélier

Dorset maiden castle 01

Far from the Madding Crowd bygger på Thomas Hardys bog af samme navn fra 1874. Filmen er næsten 100% tro mod romanen. Det er på mange måder en fin film, Vinterberg har skruet sammen, fuldstændig tro mod den stil, filmatiseringer af klassiske britiske romaner som oftest har, når de er gode.

Den eneste af skuespillerne, jeg kendte rigtig godt i forvejen, var Michael Sheen, der spiller Masters, den totalt indebrændte læge/forsker i HBO-serien Masters of Sex, over for smækre, lækre Lizzy Caplan som Johnson. Nå men, Sheen er tydeligvis vældig god til at spille den indebrændte type, for han gør det lige så godt her som i TV-serien. Det er lykkedes mig kun at se et par film med Carey Mulligan, og i dem har hun ikke for alvor brændt sig ind på min nethinde. Det gjorde hun måske heller ikke helt her? Men det, der trækker filmen ned for mig, er ham, der spiller Über-Dario, Tom Sturridge. Han gør bare slet ikke noget for mig, og i min optik er det slående utroværdigt, at hun falder for ham. Altså, han burde være sådan en Mr. Darcy-type, som *alle* kvinder falder for, hvis man skal tro på, at hovedpersonen her, omgivet af pæne, ærlige, ordentlige mænd, der er pjattede med hende, skal falde for ham! Til gengæld er der ikke noget i vejen med landskabet. Jeg har ikke set hele England, men Dorset er det skønneste af det, jeg har set. Det har slet ikke været svært at finde locations til den film, for meget af Dorset ser stadig ud, som det gjorde i 1870’erne: Fortryllende!

Familien Bélier tog hele vores lille familie med storm, vi grinede og græd sammen med resten af biografen. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår visse anmelderes surhed her. Ja, den kører alting hjem på charmen, nej, livet i en døv familie er sikkert ikke så harmonisk, nej, skolekor i den franske provins synger nok ikke så godt, ja, det er ikke videre sandsynligt, at den ikke-døve pige synger som en engel, etc. etc. Men altså, hvis det var sandsynlighed og lighed med virkeligheden, jeg søgte, ville jeg gå ind og se en dokumentarfilm eller kigge på min egen navle. Jeg har set mange såkaldte feel-good film, der ikke fik mig til at grine og græde, og da slet ikke simultant. Hver anden gang jeg vælger en feel-good-film på Netflix ender jeg med at slukke, inden den er færdig, fordi jeg får den dér candy-floss overmæthed. Det gjorde jeg ikke her, og det gjorde heller ikke min action-glade mand eller min dokumentar-glade søn.

Musiklæreren, der er ondskabsfuld som få, er så sjov, pigens udkårne er en teenage-godte, pigen selv er helt igennem bedårende (tak for lån af ord til min salig mormor) og særdeles troværdig, de døve forældre rørende og urkomiske. Og den franske visesang, der i høj grad bærer filmen, er bare skøn!

Musik er sjælens sivebrønd, siger musiklæreren på et tidspunkt (i den mundrette danske oversættelse). Det kan der jo være noget om!

Ordrupgaard

Jeg nåede til Ordrupgaard i allersidste øjeblik til at se Fritz Syberg-udstillingen. Jeg bliver nok aldrig verdens største fan af Syberg eller de andre såkaldte Fyn-malere, men jeg opdagede, at jeg var vild med hustruen, Anna Sybergs billeder. Og som så ofte før, når jeg er stødt på disse mand/kone kunstnerpar, får jeg den kætterske tanke, at det måske er hustruen, der har det største talent.

Anna Syberg - Branche de pommier en fleurs
Anna Syberg: Æblegrene, ukendt år, Fåborg museum
Syberg Anna Roser 1902
Anna Syberg: Roser, 1902, Fåborg museum
Hvor meget kunne hun ikke have øvet sig, rejst og modtaget undervisning, hvis hun ikke lige skulle føde syv børn – og tage sig af dem, mens manden udlevede sine kunstneriske ambitioner?

Van Gogh - Rosenbusch
Vincent van Gogh: Roser, 1890. Glyptoteket.
Jeg synes, hendes blomster har samme dybde og følelse som Van Goghs.

Må i øvrigt komplimentere Ordrupgaard for den meget fine kuratering af udstillingen. Man kunne få næsten lige så meget – eller lige så lidt – at vide, som man ønskede; alt sammen fint og ikke in-your-face formidlet. Jeg undrede mig flere gange over gæster, der gik og talte sammen om ting, som de kunne have læst på tekstplancherne, hvis de virkelig gerne ville vide det. Jeg bed mig dog i tungen og holdt min mund…

Men jeg er så ikke særlig vild med Zaha Hadids bygning. Den halvt nedgravede skovsnegl uden for kan endda gå an, men indvendig synes jeg bare ikke, det fungerer særlig godt. Jeg er ellers generelt ret positivt indstillet over for ny arkitektur, også det der er delvist under jorden, men altså…

Og så fik jeg endelig, endelig set Finn Juuls hus. Det er lidt sjovt med de der superarkitekters huse fra midten af forrige århundrede – de er små, de trykker sig i landskabet, men alligevel har mange af dem den dér udefinerbare it-faktor. Dette hus udmærker sig ved de forskudte niveauer, noget, der altid fungerer utroligt godt. Til gengæld småfniser man jo lidt af det lille, triste køkken. Og gardinerne! Man skal på plejehjem for at se noget, der er grimmere. Og dér hænger de i al deres uskønne prunkløshed lige ved siden af høvdingestolen og værker af Jorn, Lundstrøm og Mortensen.

Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
2015-05-10 15.24.58
Gardiner i Finn Juuls hus.

 

 

 

 

 

 

Mens Ordrupgaard arbejder på den næste udstilling, er der gratis entré til Finn Juuls hus, der så også holder åbent på hverdage, så skal du se det, er det i den kommende uge.

Gensyn med Blade Runner

På Twitter og Facebook har jeg bemærket, at overraskende mange i min generation følte behov for at gense Blade Runner på det store lærred. Jeg er meget glad for, at nogen fik mig op fra sofaen. Og glad for, at jeg forinden læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken, skønt jeg først fandt den noget højpandet.

Jeg ved ikke helt, hvor mange gange jeg har set filmen, 3 må være det absolutte minimum. Men jeg tror ikke jeg har set den de seneste 10 år, måske mere? Nogle scener var meget genkendelige, andre kunne jeg ikke huske. Min hukommelse er notorisk elendig, så det kan ligesåvel være, fordi de ikke gjorde indtryk på mig, som at de ikke var med i den originale version. Dog er jeg ret sikker på, at der ikke var så mange origami-figurer med i originalversionen, ligesom jeg husker Edward James Olmos‘ rolle som mindre fremtrædende. Nogen kan helt sikkert korrekse mig her. Jeg kunne ikke huske den oprindelige slutning heller, men min medbiografgænger kom mig til hjælp.

Det var en stor filmoplevelse, og jeg har stadig det langsomme, langsomme, langsomme, evindeligt regnfulde, neonoplyste univers kørende på nethinden. Og det er ikke noget dårligt, selvom det måske lyder sådan.

Edmund de Waal: The Hare with Amber Eyes

TheHare

Så fik jeg endelig læst denne bog, der, ganske som flere af mine veninder har påpeget, var lige noget for mig. Jeg læste den som e-bog, men lige netop denne bog ville jeg meget gerne eje som illustreret hardback. Jeg brugte så internettet til at illustrere bogen for mig ved konstant at Google de kunstværker, steder og ikke mindst Netsukes, jeg læste om undervejs.

Min egen Netsuke.
Min egen Netsuke.

Siden jeg første gang stødte på de små figurer på Fitzwilliam museet i Cambridge, har jeg haft en svaghed for dem. Vi har sågar en enkelt, som jeg har købt på Ebay. Men det er ikke kun, fordi jeg har en svaghed for Netsukes, at denne bog er lige noget for mig – den har flere andre af de kvaliteter, som jeg sætter allermest pris på.

Den første tredjedel af bogen foregår i min favorit-tidsperiode i Paris – slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen, Charles Ephrussi, er sådan en drømmemand – klog, rig, nogenlunde pæn, belæst og beleven. Og kunstsamler. Alle værker beskrives indgående i bogen, og da de alle er gamle nok til at være i public domain, kan hvert eneste billede Googles. Derfor tog det mig også en rum tid at komme igennem den del af bogen.

Pierre-Auguste Renoir - Luncheon of the Boating Party - Google Art Project
Renoir: Luncheon at the boating party. 1880-81. Det er Charles Ephrussi i den høje hat bagest tv.
Den mellemste del af bogen foregår i Wien. Den er historisk interessant, fordi det er et specielt sted for en jødisk familie at opholde sig i mellemkrigsårene, knap så interessant rent kunstnerisk. Sidste del af bogen foregår i Japan, hvor oprindelsen for bogens omdrejningspunkt, en stor, fin samling Netsukes, afdækkes og oprulles samtidig med, at man får en rørende og indfølt skildring af, hvordan det knækkede Japan kom på fode igen efter krigen.

Den sidste ting, jeg holder meget af ved denne bog, er dens elegante sprog. Hr. de Waal er ikke nogen helt almindelig pottemager (for vi ved jo, at alle pottemagere har honours-degrees fra Cambridge…), han er nærmest en ekvilibrist med det engelske sprog. Det er SÅ dejligt.

Slow på Glyptoteket

Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…

I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.

Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?

Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!

Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!

Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.
Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.

Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:

Rudolf Tegner:  Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.
Rudolf Tegner: Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.

Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.

Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.
Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.

For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?

Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.

Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.

Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.
Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.

Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerzdødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.

Et gensyn med The Hours

Jeg har genset denne fantastiske film. Den har længe vinket til mig fra Netflix’ hylder, og nu passede den til humøret.

Igen tænkte jeg, at NU må jeg også se at få genlæst Mrs. Dalloway, som jeg ikke har læst, siden jeg var ung, og, ærligt talt, jeg fik sgu ikke meget ud af den dengang! Jeg mistænker, at jeg vil elske den i dag. Jeg har aldrig læst Cunninghams bog – sku’ jeg det?

For os heldige, der ikke lider af sygdomme i sindet, og som ikke har det helt tæt på, er filmen ganske ubærlig, fordi både Virginia (Nicole Kidman) og Laura (Julianne Moore, der fortjent vandt en Oscar) viser os, hvor forfærdeligt det er at leve med dæmonerne.

Hvis du ikke har set den, eller ikke har set den siden dengang, så gør dig selv den tjeneste. Men det er altså ikke en film, man bliver i godt humør af.

Sven Hauptmann i Museumsbygningen

Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)
Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)

Museumsbygningen (samme gade på Østerbro som de engelske og spanske ambassader, så velbevogtet) er så stort et galleri, at det mere minder om et museum. Derfor er det også en yderst passende ramme om en retrospektiv udstilling med en kunstner, jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte. Jeg forstår dog, at han slet ikke var almindeligt kendt uden for visse kunstnercirkler, så jeg føler mig ikke som en fuldkommen idiot. Men mindst ét af hans værker ejes dog af Statens Museum for Kunst og han modtog Eckersberg-medaljen i 1982.

Sven Hauptmann døde allerede i 1984, og i mange år har hans collager mest hængt hjemme hos kendere. Det er da også kun relativt få af værkerne på udstillingen, der rent faktisk kan købes – hvilket jo er lidt usædvanligt for et galleri.

Collagerne er fulde af poesi, og mange af dem er meget originale. De materialer, der er brugt, er mestendels helt hverdagsagtige, udklip, plakatbidder, franske metrobilletter, reklamer, dimser. Det er tydeligt, at collagerne har taget tid at lave, men tid var så også noget Sven Hauptmann mente, man skulle tage sig. Og det er da et budskab, der er værd at tage til sig i vores flyvske tid.

En lille krølle på halen:

Tager du ud på Østerbro og kommer fra Østerport, så gå bagom ad Bergensgade forbi den russiske ambassade. Stien, der udgør fortsættelsen af Bergensgade, blev i gamle dage kaldt for Ho Chi Minh-stien, fordi demonstranterne i 70’erne løb den vej, når de skulle flygte fra politiet efter demoerne foran den amerikanske ambassade (der ligger lige på den anden side af kirkegården). Det store hvide palæ på venstre hånd lige før stien er vist nok den russiske ambassadørbolig i dag, men det blev bygget af PS Krøyer til ham selv og hustruen Marie, og det var Marie, der med sit store, delvist uudnyttede, kunstneriske talent stod for alle de fine detaljer, både ude og inde. Nu har de jo et museum på Skagen, men jeg synes, det er ærgerligt, at dette fine hus ikke blev Skagens ambassade i København.

I biografen – Idealisten og Montage of Heck

I den seneste uge har vi været i biografen to gange. Begge gange til ekstraordinære filmoplevelser og begge gange i Grand (hvor vi begge gange mødte Helle!). Men der ophører lighederne så også.

Idealisten af Christina Rosendahl er en grim film. Grim på den gode måde, fordi dens grimhed afspejler filmens tema og tiden – 80’erne. Peter Plaugborg er helt fremragende som Poul Brink, den stædige og rent ud sagt møgirriterende journalist, der afdækkede en af de allerstørste skandaler i dansk politik. Se den, se den, se den. Den 13-årige render rundt og anbefaler den til alle og enhver med ordene: En af de bedste film, jeg har set.


Den anden film var også grim. På den grumme måde. Montage of Heck er filmen om Kurt Cobain, hvis liv virkelig ikke var nogen dans på roser, heller ikke på højden af Nirvanas berømmelse. Filmklippene fra hjemmet, hvor de to junkier leger kærligt med deres nyfødte baby er lige dele rørende og skræmmende. Instruktørens brug af tegnefilm og animation af Cobains egne tegninger og malerier er en Oscar værdig. Så godt set, og om muligt endnu bedre udført.

Denne film burde jeg til gengæld ikke have taget Jr. med ind til. Den var simpelthen for barsk!

George Eliot: Middlemarch

MiddlemarchSiden jeg boede i England og så småt begyndte at begribe, hvor vigtig – og helt igennem fantastisk – en litterær person George Eliot var, har jeg haft Middlemarch på min læseliste. Og nu er den læst. Eller rettere, hørt, for jeg købte den på Audible i en fremragende indlæsning af Juliet Stevenson.

Jeg er stadig helt høj over den. Den har alle de kvaliteter, en klassisk roman skal have, og der er INTET gammeldags eller støvet over den. Nærmest tvært imod. Man både griner og græder med hovedpersonerne, der afspejler en række forskellige klassiske personlighedstyper, der er ganske uændrede fra 1830’erne og til i dag. Romanen er skrevet i 1870’erne, men foregår 40 år tidligere i en turbulent tid i England. Med den hastige teknologiske og politiske udvikling som bagtæppe udspiller der sig et drama i en ellers søvnig engelsk provinsby. Spændingsopbygningen foregår langsomt men sikkert, indtil man sidder på kanten af stolen og har den dér kan-næsten-ikke-vente følelse, som vi kender fra de gode TV-seriers cliff-hangers.
George Eliot

Havde jeg læst bogen da den udkom som føljeton, ville jeg nok have ønsket at møde denne George, fordi mænd med en sådan indsigt i kvinders tanker og følelser må have været en sjældenhed dengang. Skuffet var jeg måske blevet, for George Eliot viste sig jo at være pseudonym for Mary Ann Evans, der allerede var en kendt skribent og kritiker. Hun ønskede sit værk dømt på mændenes præmisser, og bogen udkom så under pseudonym. Det var nok klogt – ellers var den muligvis gået helt eller delvis i glemmebogen. Den stakkels Mary var ikke særlig pæn, men heldigvis klog, så hendes far lod hende gå i gode skoler, og hun blev meget lærd og vidende. Det fremgår tydeligt af Middlemarch.

Her kommer en lille bid af dialogen mellem to af hovedpersonerne, der af komplicerede, men helt igennem troværdige, årsager, ikke kan få hinanden:

When Will saw her there, he gave a start and moved backward out of the window, without meeting her glance. Dorothea was hurt by this movement following up the previous anger of his tone. She was ready to say that it was as hard on her as on him, and that she was helpless; but those strange particulars of their relation which neither of them could explicitly mention kept her always in dread of saying too much. At this moment she had no belief that Will would in any case have wanted to marry her, and she feared using words which might imply such a belief. She only said earnestly, recurring to his last word—

“I am sure no safeguard was ever needed against you.”

Will did not answer. In the stormy fluctuation of his feelings these words of hers seemed to him cruelly neutral, and he looked pale and miserable after his angry outburst.

De taler hele tiden lige præcis forbi hinanden. Sådan fortsætter det, side op og side ned, til man er ved at eksplodere. Det er simpelthen så godt skrevet!

Har man ikke mod på lydbog, men er alligevel inspireret, så fås den som gratis e-bog som en del af Gutenberg-projektet. Den danske udgave er oversat af Claus Bech, der nok er en af Danmarks 10 bedste oversættere fra engelsk til dansk. Jeg tror derfor roligt, man kan kaste sig over den. Dog er originalens engelsk ikke særlig svært tilgængeligt.

Vin og Videnskab på Geologisk Museum

Da ingen på Twitter gad eller havde tid, blev Jr. mere eller mindre tvangsindlagt til at komme med mor til foredrag om Påskeøen på Geologisk Museum. Jeg ved ikke, om museet er særligt spændende, hvis man ikke er besat af sten, men bygningerne er skønne! Jr. var glad for at være med, for den historie, der udrulledes for en udsolgt forelæsningssal, var meget spændende. Publikum var dejligt blandet.
Ahu-Tongariki-and-Traveling-Moai

Foredraget, som var en del af en serie, Københavns Universitet afholder under fællestitlen Vin & Videnskab, handlede om nye opdagelser vedrørende de mystiske indbyggere på Påskeøen i Stillehavet. Som lidt ældre læsere måske vil huske, så var det det mysterium, Thor Heyerdahl ønskede at afdække med sin berømte Kontiki-ekspedition i 40’erne. Jeg hørte virkelig meget om Thor Heyerdahl i min barndom – jeg tror faktisk min mormor havde et lille crush på ham.

Nå men, to gen-forskere fra Schweiz og Mexico (begge ansat på Eske Willerslevs institut for geogenetik) har simpelthen ført bevis for, at øens befolkning bærer på gener fra “native Americans”, der kan spores ganske mange generationer tilbage. Dvs. til længe før nogen europæer nogensinde kom på de kanter.
Torgeir-higraff

Thor Heyerdahls værdige arvtager,Torgeir Sæverud Higraff, fortalte om sin tur i balsaflåden Tangaroa i hælene på Kontiki til Påskeøen og om sin næste tur, der skal finde sted i år. Den tur skal gå begge veje, for hans teori er nemlig, at det var Påskeøens meget søstærke indbyggere, der sejlede til Sydamerika (lidt lettere at ramme end Påskeøen, der er på størrelse med Bornholm…) og ikke omvendt, som Heyerdahl troede. Alt sammen meget spændende og med ægte gammeldags opdagelsesrejsende-ånd og masser af fantastiske billeder. Som det ses ovenfor, er ham Torgeir også en charmetrold, der nok kan lokke sponsorkroner ud af folk.

Jeg har efterhånden været til nogle stykker af denne type events, hvor forskere  formidler til menigmand. Det kan kun anbefales. De forsker for vores penge og til vores bedste – det er skønt, når de stiger ned fra elfenbenstårnet og fortæller os om det. Jeg kan fx anbefale de månedlige arrangementer Skeptics in the Pub i København, hvor jeg bl.a. har hørt ovennævnte Eske Willerslev fortælle om sin forskning – helt uden slides. Alligevel var det åndeløst spændende.

Arrogante gallerister

Inden for den seneste måned har jeg besøgt mange af de gallerier, jeg er kommet forbi på min vej. Jeg har været inden for hos mindst 15 forskellige. Nogle af dem har jeg besøgt flere gange, de fleste aldrig før. Jeg kommer næsten altid på tidspunkter, hvor galleriet er tomt eller næsten tomt. Alligevel oplever jeg mange steder at blive fuldstændig ignoreret. Som i FULDSTÆNDIG.galleri

Det er jo imponerende, at disse gallerister eller galleri-medarbejdere er så store menneskekendere, at de simpelthen ved, blot ved at kaste et blik på mig ud af øjenkrogen, at jeg ikke har råd til eller er interesseret i at købe det kunst, der er udstillet derinde. Når jeg står der i det rungende tomme galleri, kommer jeg altid til at tænke på historien om bilsælgeren fra Malcolm Gladwell’s Blink. I korte træk går den ud på, at Gladwell har fundet frem til denne her bilsælger, der sælger mange flere biler end alle de andre bilsælgere. På spørgsmålet om, hvordan han gør det, svarer han, at han går hver eneste kunde i møde som en tabula rasa. Han behandler dem helt ens, uanset deres alder, race, påklædning, etc. Enkelt ja, men svært!

Man kan også opleve, at galleristen/personalet kommer én i møde og siger pænt goddag, men hvis man så får afsløret, at man fx ikke kender den udstillende kunstner, så er det lige før, de vender det hvide ud af øjnene. Det er heller ikke særlig fremmende for min lyst til at komme igen, skulle jeg hilse og sige.

Inden jeg sander til i selvmedlidenhed, vil jeg lige understrege, at det her faktisk er meget mere synd for kunstnerne, end det er for mig. For det er dem, der ikke får den repræsentation, som de betaler MEGET dyrt for. Galleristerne får typisk 50% af prisen på et kunstværk. Nogle af dem yder uendeligt lidt for de penge.

Fire eksempler på 'kunst i dagligdagen', der beriger min hverdag.
Fire eksempler på ‘kunst i dagligdagen’, der beriger min hverdag.

Noget andet, gallerister kunne gøre for deres kunstnere, er at inspirere dem til at udvide deres “scope” for, hvad kunst er. Ved siden af deres store lærreder kunne de fx sælge tegninger, få udført litografier, dekorere porcelæn, t-shirts, skateboards – mulighederne er faktisk uendelige. Nogle kunstnere vil så stirre olmt ned på mig fra deres høje hest og fortælle mig, at de virkelig ikke kan nedværdige sig til at være så kommercielle. Fint! Men så lad være med at brokke dig over, at du ikke kan leve af din kunst. Når nu kunstnerne ikke lærer på akademiet, hvordan de skal få deres kunst out there, så bliver det galleriernes opgave. For hvad er egentlig fidusen ved at have sultende kunstnere i stald? Vi er vel kommet ud over Bohème-myten om, at den største kunst bliver til på kolde loftsrum?

Der er naturligvis adskillige gallerier, hvor jeg bliver vel modtaget, og hvor jeg forlader stedet på alle måder beriget. Og enkelte gange en del fattigere, fordi jeg er *kommet til* at købe et stykke kunst. Lad mig anbefale nogle stykker: Nordahl & Nissen Contemporary, Bredgade Kunsthandel, Galleri Tom Christoffersen, In the Gallery, Gether Contemporary og Hans Alf Gallery.

Tak til Daisy for inspiration til dagens indlæg.

Klage til kunstnerne!

Ja, selvfølgelig skal kunstnerne først og fremmest lave kunst. Og nej, jeg forventer ikke, at kunstnere blogger og Instagrammer i ét væk, det er jeg faktisk nok helst fri for. Men altså, hvorfor gør I det SÅ svært at følge lidt med i, hvad I laver?kørner facebook

Hver gang jeg støder på en kunstner, som jeg rigtig godt kan lide, googler jeg dem selvfølgelig. Mange kunstnere har en hjemmeside, ikke sjældent er de ret flotte. Og det er jo godt. Men hvis der ikke tilbydes mere – altså ikke en Facebook-side, en Instagram-konto man kan følge, eller et nyhedsbrev man kan abonnere på, så forventes det altså, at man går rundt og husker på kunstnerens navn og kigger på deres hjemmeside med jævne mellemrum. Sorry guys, but that’s not gonna happen! Det kan så indvendes, at man kan abonnere på galleristens nyhedsbrev eller følge dennes Facebookside. Ja, og det gør jeg skam også. Men mange kunstnere er ikke så heldige at have en fast gallerist. Og forlader en kunstner et galleri til fordel for et andet, så opdager man det typisk ikke. Det sker heller ikke sjældent, at en kunstner er tilknyttet et galleri, men så løst at man ikke får besked om, at de fx har billeder med på en gruppeudstilling eller har udsmykket en offentlig bygning eller lignende.

Man kan anmode kunstneren om venskab på Facebook, men det bryder jeg mig faktisk ikke om – jeg kender dem jo ikke, hvorfor skulle de være “venner” med mig? Jeg har gjort det med et par kunstnere, jeg er vild med, og de har sagt ja til min venneanmodning, men altså! Hvorfor sørger I ikke for at have en Facebook-side, viet til jeres kunstneriske aktivitet eller i det mindste for at åbne for muligheden for ensidigt følgeskab.

Jeg synes også, at kunstnerne af og til kunne lægge et fotografi af deres kunst ud på nettet med en åben licens, så der kan knyttes eksempler på deres kunst til omtale af dem, ikke mindst på Wikipedia. Hvis du er kunstner og læser det her og tænker, “nå men, det vil jeg da godt, jeg ved bare ikke hvordan”, så finder du en vejledning her. Vilkårene er naturligvis lidt anderledes for fotografer, hvis værk risikerer ulovligt genbrug. Jeg foreslår at lægge et par værker op med vandmærke i. Ja, det kan fjernes i Photoshop, men der er jo en risiko ved alting. For en kunstfotograf er det vel muligt at udvælge et par billeder, der ikke umiddelbart opfordrer til kommerciel udnyttelse.

I morgen får gallerierne én på hattepulden.

Ostrowski, Reyle, Hirst på Arken

“Afsøgning af kunstens virkemidler” kan også blive for abstrakt for mig. Således David Ostrowski. Jeg havde ikke sønnen med, men jeg ved, at han ville være blevet oprigtigt forarget over, at Arken skulle bruge en sal på det. Og han er ellers ikke nogen foragter af abstrakt kunst.

Vi var mest på Arken for at mødes med noget familie, men vi fik da gået en runde. Jeg har tidligere skrevet om, hvor meget det har betydet for min kunstopfattelse at se de samme kunstværker mange gange. Nu har jeg været en del gange på Arken inden for en relativt kort tidsperiode, og jeg kan mærke, hvordan nogle af værkerne sniger sig ind under huden på mig, mens andre til stadighed er mig ligegyldige. Anselm Reyle er en af dem, som jeg efterhånden er kommet til at synes godt om.

Anselm Reyle, Arken
Anselm Reyle, Arken

Tidligere har jeg været uforstående over for Damien Hirsts enorme berømmelse og de sindssyge priser på hans værker. Det sidste begriber jeg nok stadig ikke, men efter nu at have tilbragt en del tid med at gå rundt i Hirst-salen på Arken, så forstår jeg efterhånden det med berømmelsen. Han kan virkelig noget!

Og så er der i øvrigt ved at ske noget rimelig stort med Arken. Museet er endelig på vej til at kunne leve op til sit navn, da der nu graves en “voldgrav” rundt om museet, der så bliver til Kunstens Ø. Hvis det kommer til at se ud som på tegningerne/computeranimationerne, bliver det virkelig flot! Det skulle være færdigt til vinter – jeg glæder mig til at se det!