Besøg i FN-bygningen

Nordhavnen FN Byen
Som Unicef-donor kan man blive inviteret til omvisning i den ellers temmelig utilgængelige FN-bygning i Københavns Nordhavn, så det benyttede jeg mig selvfølgelig af. Der er offentlig rundvisning hver fredag kl. 14, dog er forudgående tilmelding nødvendig.

Bygningen er fra arkitekten 3xn’s hånd tænkt som et “klart og ikonisk udtryk for FN’s værdier”. Og det er da også tydeligt – hvis man ellers er fugl eller dronepilot. For står man foran den, eller kommer man sejlende forbi, eller er man en af de efterhånden ret talrige naboer, så ser man bare det samme, som du ser herover. Ikke særlig ikonisk, hvis du spørger mig. Klik her og se, hvad arkitekterne mener.

2016-02-11 16.33.46Indvendig er huset imødekommende – så imødekommende det næsten er muligt at være, når 1000 mennesker skal arbejde der. De forskellige FN-organisationer arbejder så i stjernens forskellige fingre (har stjerner fingre?). Det er den danske stat, der ejer bygningen, som de generøst lader FN bruge uden at betale husleje. Det betyder så igen, at vores donationer ikke går til at betale for dyre huslejekvadratmeter. Bygningen lever op til skrappe miljøkrav – det kan man altsammen læse mere om på FN’s egen hjemmeside og hos 3xn. Møbler er doneret af IKEA. Andre store donorer er LEGO, der giver alt det LEGO, som udfases og som ellers ville skulle destrueres (det er ganske meget, forstår man) til Unicef, og Bestseller, der har en årlig Unicef-dag, hvor hele omsætningen doneres til Unicef. Den slags partnerskaber ønsker de sig mange flere af. Aftenen var også en præsentation af et nyt partnerskab – dog et af de mindre. Cykelfirmaet Herskind + Herskind har designet en særlig Unicef-cykel. Køber man den, doneres 2.500 kr. til Unicef. Mogens Lykketoft kører allerede rundt på en.

Der er meget lidt kunst på væggene, men det der er, er flot præsenteret. En diskret QR-kode ved siden af billederne viser hen til siden vores.kunst.dk, som jeg overhovedet ikke kendte. Men hvor er det smart – selvom funktionaliteten ikke er helt i top. Her er et værk af Peter Bonde, skabt specielt til stedet.

Det er værd at tænke på, at Unicef har 75.000 faste donorer og at vi danskere havde overskud til at donere 200 mio kr. til Unicef sidste år. Det er rart at tænke på, for man kan ellers godt få det indtryk, at det efterhånden er forsvindende få, der ønsker at give noget til andre end “vores egne” – hvem det så end er.

Youth – en film om at blive gammel

Michael Caine

Så nåede jeg også frem til Youth. Jeg havde lidt frygtet, at det var en film om lystne gamle mænd og meget unge, smukke damer. Det er det i og for sig også (lidt), men det var slet ikke pointen.

I gode film er der altid godt spil i alle roller, selv de mindste biroller. Det er også meget sandt for denne film. Der er de skønneste bifigurer, som man næsten håber får deres egen film en dag. Fx den desillusionerede Holllywood-stjerne, der spilles af den for mig helt ukendte Paul Dano, Diego Maradona (der ikke spiller sig selv, men spilles af den overdådigt fede Roly Serrano), den gådefulde massøse eller den stakkels udsending for dronning Elizabeth, spillet af Alex Mcqueen. Og så er jeg ikke engang nået til hovedrollerne endnu! Jeg var ikke vild med Michael Caine i hans yngre år, men han er helt igennem vidunderlig i denne film. Harvey Keitel er også god, ligesom den dårende dejlige Rachel Weisz, der spiller Caines datter. Og Jane Fonda spiller en moden skuespillerinde fyldt med ondsindet galde. Det er virkelig sjovt!

Nå men, filmen. Vi er på et kurhotel i Schweiz for de overordentligt rige. De to gamle (i dobbelt forstand) venner Caine og Keitel, hhvs. komponist/dirigent og filminstruktør mødes hvert år og holder et par ugers kurferie. Caine har sin smukke og ulykkelige datter med. Derudover sker der faktisk ikke noget… Ja, det gør der jo så, men det er i høj grad i form af en perlerække af mærkværdige samtaler og fantasier. Det er langt sjovere, end det lyder!

Jeg morede mig storartet over panoramabillederne af det schweiziske landskab. Lige præcis så technocolor-pænt og ordentligt og med ringlende køer som jeg kender det. På den baggrund passer den tragikomiske handling og den skiftevis dybe og åndede dialog helt perfekt.

Bowie tilbageblik

The Thin White Duke 76
Med en veninde har jeg været til endnu et gråhætte-arrangement hos Politiken (hun og jeg er selvfølgelig ikke gråhætter, vi har jo ordentlige frisører!). Denne gang var det en Bowie-aften, hvor fire kyndige mennesker kastede et kronologisk tilbageblik på hans karriere. De fire var ordstyrer Kim Skotte, journalist på Politiken; Asger Schnack, digter; Pernille Jensen (@badgirloftennis), også fra Politiken og som den veltalende og stort set alvidende rosin i pølseenden, Martin Hall.

Vi så billeder og video og hørte nogle musikbidder og blev guidet gennem Bowies karriere fra start til slut. Det gode ved arrangementet var jo ikke faktaopremsningen, som man kan sidde i lænestolen og indtage, men de fires beskrivelser af deres kvalificerede oplevelser med Bowie igennem livet. De tre havde jo været tilstede, Asger Schnack mere end de andre, og det blev en stående joke, hvornår man havde købt et Bowie-album i “real time“. Det utroligt nørdede og vidende barn, Martin Hall, købte sit første Bowie-album som 11-årig, fortalte han. Jeg tror, jeg stadig hørte børnemusik, da jeg var 11!

Blackstar_album_coverJeg kan så afsløre det kuriosum, at mit første Bowie-album i real time var Blackstar, som jeg simpelthen gik i FONA (af alle steder) og købte på udgivelsesdagen! I Bowies gyldne år boede jeg altid sammen med kæmpe fans og pladesamlere, og de købte jo hans plader, før jeg kunne nå at blinke. Så derfor ejede jeg kun selv ganske få. Jeg købte Low, husker jeg, fordi den var for fantastisk til bare at låne af andre. Men ikke ligefrem på udgivelsesdagen – adskillige år efter! Så jeg var slet ikke fan på den der altopslugende måde (det var jeg ikke af nogen), men Bowie var jo min ungdoms tapet! Han var der altid – en musikalsk og visuel uudtømmelig inspirationskilde, men hvor vigtig han egentlig var, gik faktisk ikke op for mig, før meget senere. Det gjorde mig glad, at jeg havde købt og lyttet til Blackstar, inden han døde. Skotte beskrev også, hvor glad han var for, at han havde anmeldt Bowies nye plade, ikke hans sidste. Noget alle var enige om, at Bowie nøje havde planlagt. Cool white duke!

Både Asger Schnack og Martin Hall gjorde meget ud af at fortælle om, hvor Bowie havde sin inspiration fra, og hvem han havde inspireret. Listen over sidstnævnte er jo uendelig! Og mange, tror jeg, har været inspireret af Bowie uden at være sig det bevidst.

Martin Hall er en inspirerende formidler, og han kan kunsten at fortælle en historie. Det var simpelthen en fornøjelse at lytte til ham. Men aftenens sjoveste bemærkning stod Pernille Jensen for. Hun fortalte, at hun havde været til Bowie-koncert i Horsens (2002), hvor det fedeste havde været, at der var så få mennesker, at man nemt kunne komme op til scenekanten. De fleste andre tilstedeværende var fadølsdrikkende borgmestre, sagde hun. Man ser det for sig.

Godt, at Bowies karriere ikke skulle ende med at spille for fadølsdrikkende borgmestre. Det sker jo ellers for de fleste, der lever længe nok.

Disclaimer: Fra min musikalske ungdom kender jeg både Kim Skotte og Martin Hall. Men det ville være synd at sige, at vi har siddet lårene af hinanden siden.

The Revenant

Revenant_mess

Sådan skrev jeg til en ven, lige da jeg kom ud af biffen efter at have set The Revenant. Og jeg står ved det, filmen rørte virkelig ved noget i mig, selvom jeg ikke normalt er særlig vild med film, hvor jeg må holde hænderne for øjnene i flere minutter undervejs, fordi den er så barsk og uhyggelig.

Filmen bygger løseligt på fortællingen/skrønen om pelsjægeren Hugh Glass i 1820’ernes nordlige, barske USA. Glass er allerede fra start en hårdt prøvet mand, og derfra går det næsten uafbrudt ned ad bakke, begyndende med kampen mellem mand og bjørn. Filmen handler om hans episke fodrejse igennem et isnende smukt landskab mod helbredelse og hævn.revenant_DiCaprio

Og det er jo ikke, fordi vi ikke har set denne type film før – normalt er de bare ikke noget for mig! Som oftest fordi fortællingen om “ensom mand i kamp mod sig selv og naturen” ikke siger mig noget overhovedet. Men denne er anderledes, ikke mindst fordi Glass ikke selv opsøger kampen, hverken mod bjørnen, naturen eller de mænd, der vil ham til livs. Di Caprio spiller helt forrygende – det er svært at forestille sig ret mange andre Hollywood-darlings, der kunne gøre det lige så godt. Måske McConaughey? Der er også solidt, godt spil i flere biroller, fx den forpinte kaptajn Andrew Henry, spillet af den skønne rødhårede irer, Domhnall Gleeson.

Det er jo set før, at kameraet “spiller med” i filmen, men jeg mindes ikke tidligere at have set det i denne type film. Vi ser både skumsprøjt, sne, blod, reflekser og ånde på linsen, som næsten hele tiden er enten helt tæt på eller helt langt væk. Jeg tror aldrig, jeg har set så åndeløst smukke naturbilleder i en spillefilm.

I det hele taget er naturen smuk og menneskene og deres gerninger og frembringelser grimme. Og det gælder også de mennesker, som er filmens helte. Mærkeligt, hvordan en film med et så mistrøstigt budskab, alligevel kan gøre en høj bagefter.

Somebody, please explain!!!!

PS: Nej, den lever ikke op til Bechdel-testen. I filmen medvirker udelukkende indianske kvinder, den fremmeste hans afdøde hustru. Hende taler han meget med, men hun taler - af indlysende grunde - ikke med andre. De øvrige kvinder er enten tilfangetagne eller prostituerede eller en kombination.

Den Danske Pige

Lili Elbe by Gerda Wegener
Da filmens sidste scene ruller over lærredet bryder alle i den fyldte biograf ud i latter. Jeg kan godt garantere, at det ikke var meningen. Mere om det senere.

Jeg havde egentlig relativt høje forventninger til denne film om en pragtfuld kunstner og hendes mand, der blev en kvinde. De blev desværre ikke indfriet. Måske har man syntes, at emnet var så kontroversielt, at resten af filmen var nødt til at være pæn og poleret for alligevel at få folk ind og se den. Der er meget smukke billeder af diverse landskaber og solnedgange og af det gamle København, Paris og Dresden. Jeg gad fx godt se den opgang i Paris, de skal forestille at bo i. OhMyGod – det smukkeste art deco! Men faktisk er det et godt eksempel på noget, der irriterede mig ved filmen. Skal vi virkelig tro på, at de havde råd til at bo så eksklusivt? Og de er malere; alligevel har de begge de smukkest manicurerede hænder og de aller-reneste, lækre negle. Kender du en kunstmaler? Så ved du, hvad jeg mener. Der er en del af den slags usandsynligheder.

Og ja, den unge Redmayne er da virkelig meget yndig, men jeg bliver simpelthen så træt af hans mannerisms… Faktisk syntes jeg bedre om Alicia Vikander, der spiller Gerda.

Tilbage til slutningen af filmen. Vi hører hele tiden om Ejnars barndom i Vejle. Vejle mig her og Vejle mig der. Til sidst er Gerda og Ejnars barndomsven Hans taget til Vejle for at sprede Lilis aske. Og der står de så, på den høje skrænt foran Vejles majestætiske bjerge… I kid you not. Man har simpelthen ikke ment, at der var pænt eller dramatisk nok ved Vejle Fjord. Billederne er fra Norge

Vejle
Vejle fjord

I øvrigt slutter filmen med at prise Lili for hendes mod. Men ærligt talt, så synes jeg faktisk, at filmens (og virkelighedens) rigtige helt er Gerda, der støtter Ejnars færd mod at blive Lili, også selvom det på alle måder er tungt for hende. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok havde vist min mand Vintervejen, hvis han pludselig skulle til at være kvinde og have mande-kærester!

Wikipedia-artiklen om Gerda fortæller, at filmen (og bogen) er blevet kritiseret for ikke at forholde sig til Gerdas seksualitet – ifølge den var hun lesbisk, og de to blev kun gift for at kunne fremstå respektabelt. Filmen forbigår også deres skilsmisse. Egentlig synes jeg, det er fint, at film tager sig kunstneriske friheder. Så er det bare ærgerligt, når det ikke resulterer i et værk, der kan overstråle virkeligheden.

Herunder ses en af Gerdas mange erotiske illustrationer, som gav hende noget højst tiltrængt ekstraindtjening – nu når hun skulle forsørge både sig selv og Lili!

1925 Wegener Les Delassements dEros 03 anagoria

Motley’s Law – om en ægte badass

2016-01-27 20.34.57Hovedpersonen i denne absolut fremragende DANSKE dokumentarfilm er nok den mest badass kvinde, jeg nogensinde har set på film, måske bortset fra The Bride i Kill Bill filmene. Men hov vent, hun er jo fiktiv!

Jeg havde læst om filmen og påtænkte også at se den, fordi jeg er blevet ret optaget af Afghanistan efter at have oplevet, hvordan en del forskellige kunstnereforfattere og dokumentarister er optaget af dette helt særlige og særligt plagede land. Men så var jeg så heldig, at få en billet til premieren i Grand forærende af en veninde, der kender min smag!

Filmen er lidt af et Columbus-æg, fordi den lykkes på flere planer. Man kan måske sige, at det skulle være enkelt at portrættere en kvinde som Kimberley Motley, der har personality i overflod og tillige ser knaldgodt ud. Men sådan er det ikke – for vægten kunne have været lagt mange forskellige steder. På at hun er kvinde, på hendes “fravalg” af familien, på korruptionen i Afghanistan, på det farefulde i hendes job. Men vægten er ikke lagt noget bestemt sted, og afvejningen fungerer fantastisk. Fx får man lige et lille indblik i, at nogle af dem, der har mest ondt i r****, er hendes børns skolelærere og kammeraternes bitchy mødre. Pyh! Langt det bedste er dog hendes samtaler med klienterne og med embedsmænd og dommere i Afghanistan. Hun er mere cool end cool! Et andet plan, som filmen lykkes på er selve det filmiske. Der er SÅ mange fede billeder – altså ikke sådan nogen glittede panorama-nogen, men intense og flotte og meget sigende om landet og befolkningen. Og så er der små lækre detaljer – fx så benytter den “moving titles” – jeg ved ikke, hvordan det beskrives på dansk. Den gør det kun ganske få steder, og det har en fed effekt.

Så stort, stort tillykke til Nicole N. Horanyi og filmselskabet Made in Copenhagen med denne film. Den har allerede vundet flere priser – jeg gætter på, at den vinder mange flere.

Er du så uheldig at bo et sted, hvor biffen ikke viser dokumentarfilm, så kan du indtil videre nyde Ms. Motley i TED-talk’en herunder. Desværre bander hun kun en enkelt gang i talen – i filmen bander hun som en havnearbejder. I like ;-)

Om bøger og formater

Lavery Maiss Auras
Mange fra den læsende del af befolkningen opdeler sig selv i e-bogslæsere, papirbogselskere og lydbogslyttere. Og det kommer jeg nok aldrig til at forstå! Hvad i alverden er der i vejen med at gøre alle tre ting?

Det gode ved papirbøger: De er rare at røre ved, pæne at se på, man kan se, hvor langt man er kommet, man kan lave æselører og skrive sedler eller kommentarer i margenen, man kan dømme sine medpassagerer i tog og bus på coveret af deres bog. Og man kan låne dem ud eller give dem væk, ikke mindst – fordi man ejer dem, sådan rigtigt. Og de giver én anledning til at gå på biblioteket – et sted de fleste af os ikke kommer ofte nok.

Det dårlige ved papirbøger: De fylder, de støver, man skal have en lampe for at læse, de er (nogle gange) tunge at bakse med, man kan ikke slå ord op, mens man læser.

Det gode ved E-bøger: Man kan have mange med sig, de fylder intet, man kan læse i mørket, man kan slå ord og begreber op på sekunder (godt nok kun på engelsk), man kan markere steder i teksten og tilføje noter, man kan købe en ny bog på 30 sekunder, e-bøger er tit billigere end papirbøger. Nogle gange endda gratis.

Det dårlige ved E-bøger: Man kan ikke prale med sin gode smag i det offentlige rum eller aflure andres gode/dårlige smag, man savner den taktile følelse af, hvor langt man er kommet, det er irriterende at bladre tilbage og (især) frem, de er svære at overskue, og man ejer dem ikke.

Det gode ved lydbøger: Man kan lytte overalt, ikke mindst på cykel og i bil, også når man er for træt eller syg til at læse, en god lydbog tilføjer en ekstra dimension til læseoplevelsen, jeg har fordoblet antallet af bøger, jeg får “læst”, efter at jeg systematisk er begyndt at høre lydbøger.

Det dårlige ved lydbøger: En dårlig oplæser kan ødelægge selv den bedste bog, mange bøger findes ikke som lydbog, lydbøger er ofte meget dyre, det er nærmest umuligt at “bladre”, og man kan ikke sætte bogmærker.

Skønlitteratur køber jeg stort set aldrig som papirbøger mere. Jeg er glad og tilfreds med størrelsen på min bogsamling, jeg har ikke behov for flere reoler. Langsomt fylder kunst- og historiebøger og andre fagbøger samt kogebøger mere og mere, mens skønlitteraturen fylder mindre i reolen. Hver gang én papirbog går ind, skal en anden ud (sådan gør jeg også med tøj og sko). Jeg har prøvet enkelte gange at købe fagbøger som e-bog, men det fungerer kun sjældent for mig. Der er simpelthen for meget, jeg ikke kan med dem, til at det giver mening. Det gælder i endnu højere grad lydbøger.

Når jeg hører om en (skønlitterær) bog, tjekker jeg først, om den findes som lydbog, dernæst prøvelytter jeg den. Det er et must med lydbøger, for det er faktisk uudholdeligt at lytte til en, hvis man ikke bryder sig om oplæseren. Til gengæld kan en god oplæser bringe oplevelsen op på et helt nyt niveau. Jeg bruger Audible, hvor jeg har abonnement, så jeg “får” en lydbog om måneden. Jeg bestemmer helt selv, hvilken det skal være. Deres lytte-app er i topklasse. Danske lydbøger har jeg ikke hørt mange af, men et par enkelte er det blevet til på E-Reolen. Deres app er desværre temmelig irriterende at bruge, så jeg undgår den helst. Jeg er fristet af, at Mofibo nu tilbyder så mange lydbøger.

Der er ny forskning, der siger, at man får mindre ud af en bog, hvis man læser den som e-bog. Jeg vil ikke afvise, at det er tilfældet, jvfr. ovenstående betragtninger om fagbøger. Men omvendt, hvis jeg kaster blikket ned over de sidste 20-25 bøger, jeg har “læst” (på Goodreads), så kan jeg langt fra altid huske, hvilket format jeg læste dem i, og der er heller ikke nogen tydelig sammenhæng mellem, at jeg husker en bog godt, og at den så var på papir. Mange vil også fortælle dig, at lytning ikke er lige så “fint” eller “rigtigt”, som at læse. Men tro dem ikke. Anderledes ja, men ikke bedre. Endelig er alle de bøger, vi læser, jo heller ikke så fantastiske, at vi behøver huske dem, til vi dør. De få bøger, der virkelig kryber under huden på os, kan vi jo altid senere anskaffe i det format, vi holder mest af!

 

Er skrælning okay? Er hetz?

Triple Spiral One-Piece Orange Peeling
Ja, for fanden, skrælning er helt okay! Selvfølgelig med kildeangivelse, men spar os for masser af anførselstegn og for, at almindelige avisartikler/blogindlæg m.m. skal ligne videnskabelige artikler med dusinvis af referencer. Skrælning og plagiat er ikke det samme. Og inden man kommer op på den høje hest, kan man lige tænke lidt over, at der kun er et begrænset antal måder, man kan give udtryk for den samme holdning på. Hvis jeg skrev ledere eller opinionsartikler om aktuel politik, ville jeg helt sikkert have gengivet mange af de samme pointer, som fx kan findes i en leder fra The Guardian eller The Economist. Simpelthen fordi vi følger de samme opinionsdannere og har samme grundholdning til mange emner – og følgelig sammenlignelig sprogbrug. Og det er almenmenneskeligt at internalisere klogt udtrykte synspunkter, der matcher vores egne!

Efter internettet og især efter, at det er blevet så nemt at holde øje med internationale medier via diverse aggregerings-hjemmesider, først og størst Facebook, er det blevet en ny sport for visse mediepersoner at kigge journalister, de ikke kan lide, efter i sømmene. Det er også blevet meget nemmere, fordi man ikke skal sidde med to stykker papir ved siden af hinanden og markere med rødt, men kan lave søgninger i mange dokumenter på kort tid efter særlige søgeord og navne. Ikke stor journalistik, hvis I spørger mig.

Først og størst var hetzen mod Annegrethe Felter Rasmussen, hvor tre medier undsagde og fyrede hende samtidig uden overhovedet at have efterprøvet anklagerne. På Journalisten, det ene af de tre medier, har de dog haft ære nok i livet til efterfølgende at foranstalte en efterprøvning. Den frikender sjovt nok Annegrethe og til Journalistens ære skal det siges, at chefredaktør Øjvind Hesselager har tilbudt Annegrethe hendes (freelance)job tilbage. På Information og Altinget (de to andre medier, der fyrede Annegrethe) har man endnu ikke fundet anledning til at fortælle læserne dette. Tilbage står, at alle, der har læst om sagen, men ikke følger Journalisten eller Annegrethe selv, IKKE får at vide, at der ikke var fugls føde på anklagerne, udover det, som Annegrethe selv har “tilstået“.

En af Annegrethes hårdeste anklagere, redaktør Søren Villemoes på Weekend-Avisen, blev kort efter taget i selv at plagiere. Denne sag fik ikke andre konsekvenser for Villemoes, end at det var temmelig pinligt for ham. Men pinlighed påvirker ikke evnen til at betale husleje.

Forleden var det så Politikens chefredaktør, der røg på anklagebænken, denne gang anklaget af Mikael Jalving. Et besøg på sidstnævntes Facebook-profil sker helt for egen regning. Selv fik jeg en akut depression efter mit besøg. Han er et glimrende eksempel på, hvordan misogyni og Islam-had går hånd i hånd yderst på højrefløjen. Jeg forstår faktisk ikke rigtigt sammenhængen, men jeg er jo så også både radikalt sindet og feminist. Læs Bo Lidegaards tilbagevisning.

Tilbage til skrælning. Jeg kunne slet ikke forestille mig en tilværelse som videns-junkie uden! Jeg har hverken tid – og heller ikke altid lyst eller inklination – til at læse alle de mange, lange, kloge artikler og bøger, der skrives om alverdens emner på alle sprog. Derfor elsker jeg, når journalister og anmeldere skræller bøger og artikler for mig, så jeg kan blive (lidt) klogere uden at læse et fembindsværk om første verdenskrig eller et svært tilgængeligt #longread om melatonins gavnlige virkninger. Det gælder naturligvis i særlig grad artikler, der er skrevet på andre sprog end engelsk eller skandinavisk eller som befinder sig bag en tyk paywall (fx videnskabelige artikler).

pinguBare for at nævne et lillebitte eksempel på at *alle* gør det (og bemærk, jeg har IKKE ondt i r****), så er der en lille historie (ikke online) i Politiken d. 13/1 om ophavsmanden til Pingus sprog og stemme. Den er mere end skrællet fra en historie i The Guardian, som journalisten da også nævner. Og hvad så? Sådan en petit-historie havde jeg ikke selv set i The Guardian, og i Politiken så jeg den kun, fordi den var ledsaget af et kæmpe billede af nuttede Pingu. Men journalisten vil ikke blive forfulgt og hængt ud, gætter jeg. Hvorfor? Historien er ukontroversiel og apolitisk.

Mon ikke der er masser af tvivlsomme artikler at hente, hvis folk på venstrefløjen og andre af os forkætrede humanister og kulturradikale gad bruge vores kostbare tid på at sammenligne output fra Jalving, Selsing, Den Korte Avis og alle mulige andre højrefløjsdebattører med output fra diverse internationale højrefløjsmedier og blogs? Jeg ville dog aldrig påtage mig sådan en opgave og heller ikke tilskynde andre til det. For det er jo meningsløs tidsspilde! Til gengæld ville det sørme være rart, hvis medier i højere grad gad efterprøve og afsløre løgn og propaganda.

Mange, mange journalister jeg kender (til) er vilde med fodbold. Så hvad med at gå efter bolden, folks, i stedet for m/k’en?

Persuasion – Jane Austens sidste roman (1818)

Jane Austen coloured version
Jeg læste (lyttede til) denne, fordi den blev anbefalet i en anden roman (The Enlightenment of Nina Findley). På den måde kunne jeg krydse et felt af i min læseudfordring for 2015. Den fik jeg slet ikke krydset færdig i – der var for mange kategorier, jeg slet ikke havde lyst til at læse. Men det er en anden historie.

Persuasion altså. Den handler om en meget fin og ordentlig ung kvinde af god, men ikke formuende familie. Og om de forventninger, der er til hende – især hvad angår “valg” af ægtemand. Det hele er meget fredsommeligt, og der er ikke nogen videre drama, men man mærker tydeligt, at kun meget stålsatte og velbegavede unge kvinder havde mulighed for selv at have indflydelse på valget af ægtemand og udfaldet af tilværelsen i det hele taget.

Jeg var dog slet ikke så begejstret for denne, som for en anden klassiker, jeg læste (lyttede til) tidligere i 2015, nemlig Middlemarch. Den har jeg stadig i mit hoved, hvor Persuasion slet ikke kommer til at indtage en lige så prominent post.

Sidste år besluttede jeg, at jeg jævnligt – som sådan ca. hver 3. eller 4. bog – skal læse en klassiker, som jeg af den ene eller anden grund har forsømt. Indtil videre har det været en stor fornøjelse at læse udvalgte ældre værker, både danske og udenlandske, så jeg regner med at fortsætte til jeg stiller træskoene. Der er nok at tage af! Hvilken klassiker har du sidst læst?
NorthangerPersuasionTitlePage
Persuasion og en lang række andre klassikere kan læses gratis som en del af Wikisource-projektet. De kan også hentes ind i diverse læse-apps. Og så er der jo endelig biblioteket til de af jer, der stadig har en craving for papir. #noexcuse

 

The Wolfpack – en VILD dokumentarfilm

Uden at have læst om den overhovedet, så vi en annonce i avisen for denne film og besluttede med det samme, at den måtte vi se.  Vi gik i vores lokal-bio Gloria. Hvis du aldrig har været der, kan den anbefales. Meget hyggelig.

wolfpackI filmens første halve time sidder man bare og måber. Verden er SÅ crazy, hvilket vi jo bekræftes i hver eneste dag, men det her er simpelthen crazy med crazy på. Seks drenge (og deres efternøler-søster, der er retarderet) vokser op med deres mærkværdige hippie-forældre i en lille lejlighed i det udpræget ufashionable Lower East Side i New York City. Og de kommer nærmest aldrig ud af den, for forældrene, især faderen, venter på et økonomisk mirakel, så de kan flytte til Skandinavien. NYC er bare for farlig for børn. Da faderen samtidig finder det under sin værdighed at arbejde, indfinder miraklet sig sjovt nok aldrig.

Drengenes eneste rigtige kontakt med omverdenen er film. De ser mange, mange film og i manglen på andet at tage sig til, opfører de scener fra filmene. Kostumer laver de af mælkekartoner og andet affald. Som det tydeligt ses på stills fra filmen, er en af deres favoritfilm Reservoir Dogs, en anden The Dark Knight Rises. Alt, hvad de ved om verden, ved de fra film. De ting, deres forældre har påduttet dem, kan ikke rigtigt kvalificeres som viden… Da de første gang er ude i en park med træer, udbryder en af dem “Wauw, it’s like 3D!”

Læs interview i Guardian med filmens instruktør, Chrystal Moselle, hvor hun bl.a. fortæller, hvordan hun første gang mødte drengene.

Jeg havde min teen (14) med i biffen – det kan du også. Han syntes, det var en vild film og var 100% opslugt hele vejen igennem. Telefonen blev i lommen…

Anders Zorn-museet i Mora, Sverige

Midnatt av Anders Zorn 1891
Midnat, 1891
Anders Zorn - Le tub
Le Tub, 1888
Vi holdt juleferie i en bette stuga i Dalarna i Sverige, som jeg har besøgt flittigt, siden jeg var barn. Jeg fik slæbt mand og barn på Zorn-museet, skønt jeg selv har været der en del gange før. Jeg holder virkelig meget af Anders Zorn, og han er da også fra min yndlingsperiode i kunsthistorien – perioden omkring forrige århundredeskifte.

Rent undtagelsesvis er Wikimedia rigt forsynet med billeder af Zorn, bl.a. de to herover. Desværre er mit favoritbillede ikke med i udvalget, men det kan ses her.

Museet er fint, og jeg synes, Mora kommune får ganske meget ud af Zorn uden at sælge ud. Vi besøgte ikke Zorn-gården – rundvisning er ikke lige vores ting, og desuden var det ret koldt… Vi boede meget tæt på den landsby, hvor Zorn tilbragte den del af sit liv, hvor han ikke boede i udlandet, så vi kørte en tur der. Den er ikke så forskellig fra alle mulige andre landsbyer i Dalarna, der har et meget traditionalistisk forhold til arkitektur. Og man forstår det egentlig godt, for husene ser så fine ud midt i alt det grønne (eller hvide), de er rare at være i og nemme at varme op. Det hus, vi lejede, var helt undtagelsesvis ikke rødt.

Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.
Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.

Sølvpapirshatte er uklædelige

– hvorfor skulle der ellers være så få kvinder, der bruger dem?

Socktroll conspiracy theorist

(og nej, det her indlæg handler hverken om kunst eller kultur)

Jeg går selv stolt med min hat, samtidig med at jeg dagligt undrer mig over, at så forsvindende få kvinder interesserer sig for et eller flere aspekter af det overvågningssamfund, vi, i stormtempo og med skyklapper på, er ved at bevæge os ind i.

På Twitter og Facebook følger jeg en gruppe mænd, der holder mig opdateret om udviklingen inden for overvågning og kontrol. Både den som det offentlige i større og mindre grad udsætter os for, og den som vores kommercielle omverden bruger til at aflure vores vaner. Når jeg skriver mænd, er det ikke et tilfælde. For de er ALLEsammen mænd! Det er som om, kvinder i endnu højere grad end mænd lukker øjnene for de problemer, overvågningssamfundet fører med sig for os alle.

Til kvindernes forsvar skal det dog siges, at de har deres manglende interesse tilfælles med størstedelen af Danmarks befolkning m/k og næsten alle medier.

Edward Snowden, og William Binney før ham, afslørede, at det amerikanske NSA spionerer mod alt og alle, langt ud over de beføjelser de har ifølge amerikansk lovgivning. Og at de spionerer mod deres allierede, fx ved at aflytte Angela Merkels mobiltelefon.

Til det siger de fleste, jeg kender, bare, at så længe de ikke gør noget galt, så er de ligeglade, og det kan Angela og de andre politikere da også bare være. Men har du tænkt over, hvad sådanne informationer også kan bruges til? De kan fx bruges til at skaffe sig fordele ved klimaforhandlinger. Hvis man ved, hvem der taler med hvem bagom, så kan man også påvirke forhandlingerne i den retning, man selv måtte ønske.

Mht til den overvågning, som er mere eller mindre lovlig, så er folk endnu mere ligeglade. Det er jo bare metadata, siger de. Men ved du egentlig, hvor meget man kan afsløre med metadata?

  • Hvor er du. Gps i din telefon, IP-adresser fra dine devices.
  • Hvem e-mailer/SMS’er/skyper du med? Hvornår? Hvor er du, mens du gør det?
  • Hvor handler du? Hvornår?
  • Hvilke organisationer støtter du økonomisk?
  • Etc. etc. etc.

Nu siger du så, at det må staten da godt vide, for du gør jo ikke noget ulovligt. Sandt nok. Men der er måske nogen, der ikke bryder sig om dine aktiviteter? Fx storebror USA? Hvis jeg får nej til min næste visa-ansøgning til USA, får jeg ingen forklaring. Jeg kan så selv gætte, om mit telefonnummer tidligere har tilhørt en person, mistænkt for terrorisme (eller en der deler navn med sådan en…). Eller om NSA finder det mistænkeligt, at jeg yder økonomisk støtte til den danske aktivist/skribent Peter Kofod, der som den eneste dansker har interviewet Edward Snowden?

Et pessimistisk kig ud i fremtiden: Du ved, hvilke skridt Dansk Folkeparti ville indføre, hvis de havde magt, som de har agt. Fx i stil med Ham med Håret, at registrere muslimer. At være muslim er en tro, dvs. ikke noget, der står i passet eller på sygesikringskortet eller som kan udledes af ens navn eller oprindelsesland. Hvordan vil en DF-regering så finde ud af, hvem der er muslimer? Overvågning, selvfølgelig. Og så er det jo praktisk, at al vores færden allerede har været overvåget og registreret i årevis! Derfra er der ikke langt til også at interessere sig for andre befolkningsgrupper, som evt. vil modarbejde en DF-regering. Og så er dine mange bidrag til Dansk Flygtningehjælp og dine Facebook-delinger af anti-DF-artikler pludselig ikke så “uskyldige” længere. Og hvad med dine 500 Facebook-venner? Ved du egentlig, hvad de sådan går og laver?

Den anden side af den mønt er journalisters og borgeres adgang til informationer om, hvad vores folkevalgte og myndighederne går og laver. Sidste år blev der som bekendt vedtaget en ny offentlighedslov. Navnet er misvisende, for den gør det en del sværere at få indsigt i, hvad vores folkevalgte går og laver. Sådan en lov kunne jo sagtens strammes yderligere… Derudover arbejder myndighederne i mange lande på at ulovliggøre kryptering eller at tillade myndighederne at bryde kryptering systematisk, uden dommerkendelse.

Når der holdes festtaler, udpeges whistleblowere til helte, der hjælper os med at beskytte demokratiet mod myndigheder, der bliver grebet af magtbrynde. Men når det kommer til stykket, bliver de fyret fra jobbet og udstødt af familie og samfund. Når de altså ikke må leve i eksil eller bliver sat i fængsel i 35 år.

Så helt ærligt, jeg synes faktisk, at vi har god grund til en vis bekymring. Jeg krypterer endnu ikke mine mails, og jeg har stadig min Facebook-konto. Men derfor kan jeg jo godt være opmærksom på udviklingen og sørge for at støtte folk, der også er. Fx politikere, der ikke stemte for offentlighedsloven.

Har du været ude i køkkenet efter rullen med sølvfolie? Hvis ikke, er det min påstand, at du er for blåøjet til denne verden.

(Jeg har slet ikke beskæftiget mig med den kommercielle overvågning og registrering i dette indlæg – måske en anden dag! Indtil da kan du lytte her.)

For at blive klogere på emnet, vil jeg anbefale at følge Peter Kofod på Twitter og på Facebook, holde øje med hans hjemmeside og evt. bidrage til hans Patreon, så han får mere tid til sin undersøgende journalistik. Han er endvidere fast skribent på online-mediet Den Frie, der i det hele taget er godt at følge, fx på Facebook eller Twitter. Jesper Lund, formand for IT-politisk forening skriver også på Den Frie. Du kan også lytte (og podcaste) programmet Aflyttet på Radio 24/7 og følge værten @anderskjaerulf på Twitter. DR P1s Harddisken har også ind imellem indslag om overvågning, ligesom DR2s So Ein Ding også holder et vågent øje. Blandt de traditionelle medier er der her i Danmark stort set kun Information, der interesserer sig for emnet. Internationalt er the Guardian nok den bedste avis at følge, Fx på Facebook.

Karen Blixens (2) kjoler på Rungstedlund

Karen Blixen and Thomas Dinesen 1920s
Karen Blixen med broderen Thomas på farmen i Kenya. 1920’erne.
Sammen med en veninde drog jeg forventningsfuldt til Rungstedlund for at se baronessens kjoler. Jeg indrømmer, at jeg ikke havde nærlæst teksten på hjemmesiden, hvor der godt nok står, at “Karen Blixen museet har modtaget to originale Blixenkjoler (…)“, men havde jeg læst det, ville jeg alligevel ikke have troet, at der rent faktisk kun var tale om to (2) kjoler. De øvrige udstillede kjoler/kostumer var fra teaterforestillinger om Blixen. Kan det virkelig være rigtigt, at der kun findes to af baronessens kjoler? Selvom det skulle vise sig at være tilfældet, forstår jeg alligevel ikke denne udstilling – for der findes jo i hundredevis, måske tusindevis, af fotos af hende – hvorfor dog ikke vise nogle af dem? Eller lave udstillingen i samarbejde med nogle unge designere, der kunne tegne nye dessiner baseret på Blixens stil. Eller eller eller…

På et cafébesøg senere på eftermiddagen mødte vi tilfældigt en dame, der også havde været i Rungsted for at se på kjoler. Og som også var forarget over den ringe udstilling. Så det var altså ikke bare os, der gik skuffede derfra.

Udover manglen på kjoler, fandt vi de medfølgende tekster slatne, usammenhængende og uoplagte, og noget så banalt som lyssætningen på de to kjoler var også helt elendig. Jeg er klar over, at museet fattes penge, og at udstillingen givetvis er lavet for små midler. Men når der mangler penge, må der til gengæld godt ruttes lidt med opfindsomheden – og det gør man ikke på Rungstedlund.
Rungstedlund - interior
Heldigvis var besøget ikke helt forgæves, for min veninde havde ikke set Blixens stuer tidligere og kendte ikke hendes særlige måde at arrangere blomster på, som stadig praktiseres – med stor ynde og indsigt – i store og små vaser og opsatser i alle stuerne. Så fint og smukt.

Vi begik så også den dumhed at spise i caféen. Det vil vi ikke anbefale. Der serveres tre slags smørrebrød, prisen er eksorbitant. Kvaliteten, not so much.

Endelig, det sædvanlige museale hjertesuk. Man må ENDELIG ikke fotografere i baronessens stuer. Jeg spørger altid hvorfor, fordi det forekommer fuldstændig meningsløst i langt de fleste tilfælde. Og svaret her var da også, at man ikke må fotografere, da man kan købe postkort og bøger med billeder af mange af genstandene i museumsbutikken. Man må forstå, at når man har taget tre hjælpeløse mobilbilleder af gardiner og blomsteropsatser, så køber man ikke en bog bagefter. Jeg gad virkelig godt se evidensen for den antagelse!

Til gengæld er museet så dejligt fri for “uautoriserede” billeder på de sociale medier. Man skulle jo nødigt nå ud til andre end de 2.500 Facebook-likes og 142 Instagram-followers…

Jeg tog selvfølgelig et billede alligevel. Man er vel REBEL!

2015-12-09 13.39.41
En konkylie med indgraveret Thorvaldsen-motiv. Der er to, og de er ikke med på oversigten over værker i stuen, så det vides ikke, hvorfra de stammer.

 

Truth

truth

TrutRobert Redford (cropped)h er All the President’s Men på moderne. Og skulle rammerne ikke minde en om den hæderkronede gamle film, så gør naturligvis Robert Redford’s medvirken det. Filmen fortæller den sørgelige, men stadigt mere aktuelle historie om, hvad det betyder for *sandheden*, når meget magtfulde mennesker ejer og/eller kontrollerer medierne.

Og når jeg siger moderne, så mener jeg det egentlig ikke – for filmen er netop ikke moderne. Den er opbygget som den type dramaer næsten altid er, helt traditionelt. Jeg synes måske godt, man kunne have givet den et ekstra skud, så den havde gjort lidt mere ondt eller prikket lidt hårdere til magthaverne. Men det er nok bare mig, der er ret sur på medierne for tiden… Det er ikke nogen dårlig film, og husker man ikke sagen om 60 Minutes, der bragte afsløringer om Bush Jr., som med overvejende sandsynlighed var sande, men som de alligevel måtte trække tilbage, fordi…, ja, så kan man med fordel gå ind og se filmen.

Carsten Jensen: Den første sten

DenFørsteSten

Det her er uden tvivl det bedste, Carsten Jensen har skrevet. Altså, jeg har jo ikke læst ALT, hvad han har skrevet, men nok til, at jeg friskt tør påstå det. Jeg var ikke overdrevent vild med hans forrige skønlitterære værk, Vi, De Druknede, som jeg fandt en anelse langtrukken, men denne er, på trods af sin murstensstørrelse (624 s), ikke det mindste langtrukken. Jeg læste den som e-bog, så tænkte ikke så meget over størrelsen, før jeg stod med den i hånden hos boghandleren, fordi jeg købte den som gave til en ven efter at have læst den færdig.

Krigen i Afghanistan kan der faktisk ikke skrives nok om. Da slet ikke efter, at vores begavede regering har aflyst undersøgelseskommissionen, som ikke bare kritiske forfattere, men også soldater fra alle rangklasser ellers efterlyser. Og Jensen skriver her, som havde han djævlen i hælene – hvilket han på sin vis selv føler, at han har, fordi det er så sindssygt vigtigt at få fortalt, hvordan moderne krigsførelse egentlig foregår.

Det, der gør denne bog til et slag midt mellem øjnene på Jensens mange kritikere, er, at han er 100% solidarisk med de soldater, han beskriver. Også dem, der gør dumme ting. Som krigsmodstander hører man ofte, at man “forråder” de danske soldater, når man kritiserer krigsførelsen. Men nu er det jo sådan, at soldaterne derude i ørkenen, enten gør, hvad de har fået besked på, eller det, som de opfatter som underforstået. Begge dele fører helt til toppen, i dette tilfælde til det danske Folketing, der har sendt dem i krig i fjerne lande.

Tilbage til bogen: Den er velskrevet, veldokumenteret og med en spændingskurve, der tager pusten fra de fleste kriminalromaner. Altså, en roman om vores krigsførelse i Afghanistan, der er åndeløst spændende!

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke kan tåle Weekend-Avisens litteratur-anmelder Lars Bukdahl. Og nu mindre end nogensinde. Det er da okay, hvis man ikke kan lide Jensens bog, men Bukdahl kalder den fx for “kunstnerisk armodig”, forævlet og konservativ. Og, dette er et citat: “Jensen skriver som en brækket arm”. Enhver som nogensinde har læst et essay eller et andet avisindlæg af Jensen ved jo, at det ikke er sandt. Jeg har da læst romaner, der var mere elegante i deres sprogbrug, men kun sjældent på dansk. Og skal man skrive poetisk og elegant om død og ødelæggelse? Eller skal man skrive i et sprog, der passer til handlingen?

Noget tyder på, at Den Første Sten (en usædvanlig rammende titel på flere niveauer) kommer til at ligge under mange juletræer. Det er godt.