Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Jo, en metrobyggeplads er så sandelig kultur!

På Twitter har vi et fænomen, der hedder #twundtur. Det er opfundet af den gode Lasse Baagøe. Konceptet hviler på, at næsten alle kender nogen, der arbejder et sjovt eller spændende sted. Lasse fandt så på at sætte det faktum i system, så vi nu “udnytter” vores venner og får dem til at arrangere rundture for en gruppe interesserede Twitter-brugere på deres arbejdsplads.

En grafisk fremstilling af en af boremaskinerne.
En af boremaskinerne som vi så den.

Hvis du klikker på #twundtur ovenfor, kan du se, hvor vi har været. Og i går var vi så dybt under jorden og se metro-arbejdspladsen ved Hovedbanegården. Den røde løber var rullet ud, men det var nu mest fordi statsministeren havde været på besøg tidligere på dagen, idet metroen nu er færdigboret, og de fire gigantiske boremaskiner kan gå på pension.

Allerførst skulle vi iføres sikkerhedstøvler, gule veste og hardhats. Sidstnævnte viste sig at være en vældig god idé, da jeg flere gange ramte overkanten med hatten på vej ned i dybet.

International arbejdsplads

Selvom kl. var over fem, var der masser af folk på arbejde. Metroens venlige

Banner til ære for politikerne.

ogdygtige PR-folk fortalte bl.a., at der er 25+ nationaliteter blandt de flere tusinde metroarbejdere. Mange af dem er katolikker (mestendels italienerne og polakkerne) og de har fået installeret en lille oplyst statue af den særlige helgen for metrobyggeri (genbrug af helgenen fra kulminerne).

Er det bare mig, eller har der ikke været noget råberi om dette knæfald for andres religion?

Fordi selve tunnelen er boret, skifter arbejdet nu karakter, og nye underentreprenører kommer ind – dem der skal bygge stationerne og installere sporene. Et par stationer på Nørrebro-kanten er allerede næsten færdige, så det er der, de nye spor, tog og systemer skal prøvekøres, mens resten af ringen bygges færdig. Jeg kommer til at bo mellem to stationer – Rådhuspladsen og Gl. Strand og jeg glæder mig virkelig – vores by bliver ny!

Kultur/natur

Og nu tilbage til det med kultur. Da jeg gik hjem, tænkte jeg på, at jeg så gerne ville blogge om oplevelsen, men at min blog jo egentlig handler om kultur. Hvorefter jeg tænkte videre på, at det jo bare skyldes, at jeg og min omverden bruger en utroligt snæver definition af ordet kultur, der jo faktisk bare betyder “det dyrkede” i modsætning til natur, der betyder “det fødte”.

At vi nu selv er med på billeder af alting er også kultur…

Skruer man det blik på, er sådan et metrobyggeri i den grad kultur – “den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation”. De børn, der i dag går i vuggestue eller børnehave (for slet ikke at tale om de ufødte) vil vokse op i et København, hvor det tager 10 minutter og er fuldstændig sømløst at komme fra Trianglen til Enghave Plads – to steder, der i dag føles meget langt fra hinanden.

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Kongens Nej


Mens jeg sad og så filmen, tænkte jeg hele tiden på dette tweet fra Søren Espersen (DF).

Når man ved, man har ret

Vi ved jo, hvordan DF’eres og fx Anders Fogh Rasmussens hjerter svulmer, når talen falder på Besættelsen og den danske (eller norske) modstand. Jeg så hele tiden for mig, hvordan Espersen sad og blinkede en tåre bort, da den norske kongefamilie må skilles, for ikke at blive taget til fange af tyskerne. Og hans medfølelse med de norske soldater, der kæmpede for deres lands frihed.

Hvilket jo står i en slående kontrast til graden af hans medfølelse, når det gælder andres frihedskamp. Aktuelt, fx syrernes. Det gør mig simpelthen så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop!

Valg eller Nej?

Filmen hedder Kongens Nei på norsk, men har af årsager, jeg bare ikke kan begribe, fået den danske titel Kongens Valg. Enten kender vi de historiske fakta, inden vi går i biografen, eller vi har læst foromtaler og anmeldelser og dér fået at vide, at den norske konge og regering sagde Nej til tyskernes “tilbud om beskyttelse”. Se i øvrigt den norske TV-serie Den Russiske Ambassadør (igen en mærkelig dansk titel – norsk titel Okkupert) på Netflix. Den handler om et tilsvarende valg lidt ud i fremtiden.

Kongens Nej er en fin film, der angiveligt holder sig ret nøje til sandheden – eller den sandhed, som historikere er nogenlunde overens om. Når vi ved, at mange får hele deres historiske viden fra film og tv-serier, så er det godt, at der laves så gode film som denne.

Den fremstiller på fornem vis det forfærdelige dilemma, som alt for mange sættes i – ikke bare konger og regeringsledere, men også mange almindelige mennesker – tænk bare på regeringsembedsmænd og politifolk i USA for tiden. Skal jeg gøre *det rigtige* og risikere mit og andres liv og skæbne, eller skal jeg gøre *det nemme*, der tilsyneladende bevarer en form for status quo? Skal jeg tilslutte mig de hutuer, der lige nu har overtaget, eller skal jeg forsvare min nabo, der er tutsi, og risikere mit og mine børns liv? Fortsæt selv ad nauseam.

Bagklog

Det er nemt at være bagklog og sige, at det var den norske konge og regering, der traf det rigtige valg – i forhold til den danske, der kapitulerede med det samme. Men hvem er vi, der dømmer deres valg dengang? Og hvem er vi, der dømmer folks valg i dag, når de står ved den slags skilleveje?

Hvad skal vi med kultur?

Det her er en af de ting, kultur kan: Vise os et moralsk dilemma og tydeliggøre, hvor mange forskellige faktorer, der har indflydelse på de svære valg, mange mennesker udsættes for i løbet af tilværelsen.

Men som nævnt i indledningen, er det desværre ikke alle, der føler sig kaldet til eftertænksomhed. Det må være skønt at være så sikker i sin sag!

Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

Ukendte genier

En film om tre ukendte genier i 60’ernes rumkapløb er blevet en succes over there. De færreste har nogensinde hørt om de tre eller om de skuespillere, der lægger krop til dem. Kevin Costner spiller en stor birolle og Pharrell Williams har lavet musikken. Filmen har form og handlingskurve præcis som alle andre heltefilm fra Hollywood.

Og hvorfor er de så ukendte, spørger du. Det er de, fordi de var både sorte OG kvinder. Og når du har set filmen, ved du, at det virkelig ikke var et smart mix i 50’ernes og 60’ernes USA. Hvis det nogensinde har været det, noget sted. Her lidt ekspertviden om, hvor op ad bakke det stadig kan være.

Hidden Figures

På NASA havde man store grupper af kvinder, både hvide og sorte, ansatte som “computers”. Dengang betød det number cruncher eller beregner. De sorte kvinder sad for sig selv, spiste for sig selv, tissede for sig selv, sad for sig selv bag i bussen. Men nogle af dem var bare klogere end både mændene og de hvide kvinder, og – heldigvis – kunne de bare ikke holdes nede, selvom det blev forsøgt med alle midler!

Så altså, en opbyggelig historie, vel fortalt, med en tydeligt glad og velspillende Kevin Costner og med herlig musik. De tre kvinder er aldeles vidunderlige. Mine to biograf-veninder og jeg var enige om, at vi bare ikke kan vente med at se Octavia Spencer i en ny film – hun er SÅ skøn.

Det er for børn!

Tag dine sønner og døtre ind og se den. Den er egnet til alle over 10 år.

Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Byen Brænder

Der er lidt delte meninger om denne kæmpe roman af en debutant (!), læser jeg mig til rundt omkring hos pressen og på bogblogs.

Jeg kan godt følge, at man kan blive en smule træt af de mange elegante metaforer, ordspil, formuleringer, fordi der let kommer noget “se hvad jeg kan” over det. Men altså, hvis jeg var så god til det, ville jeg da også gøre det… Og i modsætning til visse andre – ingen nævnt, ingen glemt – dækker formen ikke over tomhed.

Et New York på randen af sammenbrud

Handlingen, der finder sted i slut-70’erne i et New York, der nærmest var i opløsning, er både grundlæggende spændende, men også et flot, flot tidsbillede – eller er det bare, fordi jeg i den grad kan identificere mig med perioden? Det hele kulminerer under det store blackout i sommeren 1977, som også står centralt i den fremragende tv-serie af Baz Luhrmann, The Get Down. Jeg besøgte selv New York året efter, helt alene og med 8$ om dagen. Jeg havde snydt mine forældre, så de troede, jeg boede hos bekendte (voksne), men i virkeligheden boede jeg på et megaulækkert men overmåde centralt og billigt youth-hostel og kendte ikke en sjæl. Det var dog en fantastisk uge, som satte sig permanent i mig af mange – flest gode – grunde.

Nå, romanen

Vi følger lidt mere end en håndfuld personer, og perspektivet skifter hele tiden. Det betyder også, at vi ser byen fra alle tænkelige vinkler, fra de allerrigeste til folk helt ude på den yderste kant af samfundet. Efterhånden væves alle disse skæbner sammen, nogle gange på overraskende vis. De unge punkere, der spiller en central rolle i bogen, går på klub hele tiden og hører bands, jeg også hørte engang, hvilket nok er medvirkende til den identifikation, jeg nævner ovenfor.

Romanen er meget elegant i kompositionen, og jeg var virkelig godt underholdt, samtidig med at der var godt med tankekrudt i også. På sin vis er den vel en millenium-udgave af Tom Wolfes The Bonfire of the Vanities (1987), som jeg SLUGTE, da den kom. (Se IKKE filmen, den er forfærdelig).

Stoffer

En ting undrer jeg mig dog over: Mængden af stoffer og misbrug! Synes efterhånden, der er stoffer og misbrug i hver anden af de romaner, jeg læser, og film jeg ser! Tager folk virkelig så mange stoffer, eller er misbrugere bare mere spændende at lave fiktion om?

Jeg hørte den som amerikansk lydbog i en glimrende indlæsning. Godt jeg ikke skulle ligge med papirbogen i sengen, 944 sider!

En skuffelse 😢

Forrige år læste jeg med stor begejstring Thomas Rydahls debut-krimi, Eremitten, om en af verdens mærkeligste detektiver, den 70-årige Erhard Jørgensen. Jeg havde derfor set frem til efterfølgeren med stor utålmodighed og købte den næsten på udgivelsesdatoen.

Øv

Desværre må jeg indrømme, at jeg er svært skuffet. Det indtryk, man får af Erhard i den første bog, er, at der er tale om en meget intelligent mand med stor retfærdighedssans, der pga traumatiske begivenheder tidligere i livet har søgt tilflugt i en ydmyg tilværelse på den spanske ø Fuerte Ventura. I denne bog rulles noget af denne fortid så op på en måde, der er lige en anelse for kryptisk for min smag. Men pyt med det. Det, jeg virkelig har et problem med, er, at Erhard er blevet så dårlig til at regne den ud siden sidste bog? Det er som om han ikke mere kan læse folk omkring sig. Der sker også adskillige ting, der er så usandsynlige, at de kunne have hørt hjemme i Bedrag.

Vold

Samtidig sker der noget andet, som jeg blev rigtigt ked af. Noget af det, jeg holdt mest af ved debuten var, at der var så lidt vold i den. Det handlede om at opklare en forbrydelse, simpelthen. Men denne her har udpenslet, klam vold som var den skrevet af Jussi Adler-Olsen, og det er generelt noget, jeg forsøger at undgå, når jeg udvælger de få krimier, jeg gider læse.

Dystopi

Romanen har et overvejende negativt livssyn, hvilket man sådan set ikke kan fortænke den i, og den indeholder en god del civilisationskritik. Det kan jeg godt lide, ved mine læsere. Men desværre bliver det lidt all-over-the-place og med skurke, der simpelthen bare er alt for skurkagtige.

Jeg synes også, at skildringen af romanens anden hovedperson, popstjernen Le, er ovre i det karikerede, men måske er det mig, der ser for lidt reality TV. Et andet vigtigt tema i romanen er illegal indvandring og Europas modtagelse af og holdning til disse. Thomas Rydahl skal have ros for at tage emnet op, men jeg synes, han forsøger at gabe over for meget.

De Savnede

Der er mange savnede i bogen, og de er savnet på forskellig vis og over forskellige afstande, hvis man kan formulere det sådan. Bogens “slogan” er, at “ikke alle der flygter, skal findes”, hvilket jo givetvis er sandt og selvfølgelig sandt for nogle af bogens medvirkende. Desværre synes jeg ikke, at temaet forløses ordentligt – buen er simpelthen spændt for hårdt.

Oplæsning

Jeg købte den som lydbog, meget begejstret for at den forelå samtidig med de andre udgaver, men desværre er det sket på bekostning af kvaliteten. Oplæsningen er noget af det mest sjuskede, jeg har været ude for, hvilket er særdeles forstyrrende for oplevelsen. Det er faktisk ikke umuligt, at jeg havde været gladere for bogen, hvis jeg havde læst den frem for at lytte til den. Det er simpelthen en ommer, Politikens forlag!

7 år for PET

eller en fortælling om, hvordan magthavere ofte væltes – eller ikke væltes – af de helt forkerte grunde.2016-11-21-14-15-31

Velskrevet og spændende

Måske er det, fordi jeg ret sjældent læser denne type bøger, eller også har jeg bare været heldig. I hvert fald er den meget velskrevet, har en gennemtænkt struktur, den er behagelig at læse (på trods af avisformatet…). Og så er den næsten lige så spændende som en spionroman, hvilket ærligt talt overraskede mig. Jeg har ikke fulgt diverse terrorsager særlig tæt, så der var en del, der var nyt for mig – nyt på “interessant”-måden, ikke på “snage”-måden.

Afsked i utide

Det sidste lange kapitel er betitlet “Pia Kjærsgaard”, og det handler ikke kun om Pia på Christiania, men om den række af begivenheder, der førte til Jacob Scharfs afgang. På den ikke thriller-agtige måde var det bogens mest spændende kapitel -fordi den lægger alen til den allerede ret triste fortælling om, hvordan topembedsmænd og ministre nogle gange må tage en uforholdsmæssig stor straf for en ret beskeden – eller ingen – forseelse. (Det omvendte sker måske endnu oftere, men er ikke aktuelt her).

En tur på Christiania – or not

Sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania er et præmie-eksempel. Efterretningstjenesten og justitsministeriet havde valget mellem at lyve på én måde eller på en anden måde for at sikre, at fru Kjærsgaard ikke kom ud på Christiania på det pågældende tidspunkt, da man havde – hemmelig, men troværdig – information om, at det var behæftet med uforholdsmæssig stor fare, ikke kun for fru Kjærsgaard, der jo var mandsopdækket, men i særdeleshed for medlemmerne af Retsudvalget, som hun havde hægtet sig på.

Nødløgnen

Her kan man – med rette – indvende, at regeringer, ministerier og efterretningstjenester ofte har løjet om vigtige ting (Irak-krigen fx). Men man må spørge sig selv, hvilken fordel nogen kunne have at netop denne løgn? Jeg kan simpelthen ikke få øje på den. Og derfor vælger jeg at tro, at justitsministeriet og Scharf gjorde det, de måtte gøre. Hvilket væltede en justitsminister og sendte to topembedsmænd ud i kulden. Det var Enhedslisten, der førte sablen, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det var en hævn mod Bødskov for noget, vi ikke ved noget om. Hævnen kan meget vel have været velfortjent, men selve sagens substans var latterlig.

Ekstra Bladet i folkets tjeneste – or not

screen-shot-2016-11-21-at-14-24-59Så fulgte måneders afsløringer af dette og hint om PET i Ekstra Bladet. Det startede med noget, som nu igen fylder medierne, nemlig OVERFORBRUG i det offentlige. <rant>I sidste uge “afslørede” Radio24Syv, at DR har brugt et ret beskedent antal millioner på at køre i taxa de seneste fem år. Og ja selvfølgelig bliver folk sk*** forargede, for “JEG har da ikke råd til at køre i taxa”. Ingen får jo læst helt ned til det afsnit, hvor forbruget forklares. I denne uge er vi så forargede over, at LA skal til at køre i ministerbiler. Ahr, men, helt ærligt, tag nu lige at vende blikket derhen, hvor der virkelig er noget, der batter, i stedet for at støtte de magthavere, I påstår at ville hænge ud på forsiden/i æteren. Hvad med afgiftslettelser til biler, som vi allerede har alt for mange af? Eller kampfly, der ikke kan flyve? Eller besparelser på uddannelser, der skal sikre vores land i fremtiden? Kig dog lidt på det!</rant>

Nå men, her drejede det sig altså bl.a. om en middag for PETs ledelse, hvor der var brugt 200 kr. mere per snude, end det tilladte. Uha da, landet var nær blevet ruineret. Rigsrevisionen har siden gennemgået alle de bilag, som Ekstra Bladet brugte uger på at “afsløre”, og de havde INTET at bemærke.

Det virkeligt bekymrende – en læk i PET

Ja, det var der øjensynligt ingen hos pressen, der syntes var et problem. Jeg tror nok, at jeg synes, at det netop i den organisation er temmelig problematisk at have en læk – eller flere!

Til sidst det, som vel egentlig fældede Jakob Scharf, selvom han allerede sad yderligt efter nødløgnen, nemlig intern splid i organisationen. Personaleorganisationerne var utilfredse med ledelsen og talte om frygtledelse, etc. Det skal jeg ikke stille mig til dommer over, selvom jeg faktisk synes, at Scharfs argumentation er ret overbevisende. De stod over for enorme organisationsændringer og en fordobling af arbejdsstyrken, der så endvidere skulle ændres betydeligt – fra en overvægt af politifolk, til nu flest analytikere. At det har skabt betydelige spændinger, undrer i hvert fald ikke denne læser. Desuden begyndte man at tage privilegier fra visse grupper af ansatte i tjenesten. Den slags er jo sjældent populært.

Alle arbejdspladser, jeg har været på, har reageret negativt på organisationsændringer. Uanset om de var gode, gennemtænkte og nødvendige, eller om de var eufemismer for besparelser. Det sidste er der naturligvis god grund til at reagere imod. Enhver ledelse skylder medarbejderne at kalde en spade for en spade.

Konklusion

En meget bedre bog, end jeg havde ventet, og jeg føler mig oplyst efter læsningen. Og mere træt af Ekstra Bladet og de andre medier, der bruger billig forargelsesjournalistik til at forvrænge den politiske debat, end nogensinde før, hvilket ikke siger så lidt.

Mht. fogedforbuddet og udgivelsen som avistillæg, så tror jeg nok, jeg synes, at Politiken fik pustet sig lige lovlig meget op. Omvendt læste jeg et interview med People’s Press’ litteratære direktør Jakob Kvist, der helt bestemt mener, at PET ville have stoppet bogen, havde de fået chancen. Hvis det virkelig er tilfældet (oh, but why?), var der jo god grund til at trykke den…

Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Dengang *danskerne* hjalp jøderne til Sverige

Fuglene over Sundet

Da jeg første hørte om denne film, tænkte jeg, åh nej, ikke mere 2. Verdenskrig! Men huskede så, at jeg er GAMMEL, så moderne børn ikke bruger 1/2 af historietimerne på krigen, sådan som vi gjorde, og ikke har set 1000 timers film og TV om den krig. Ja, mange moderne børn, min egen yngste inklusive, gider ikke engang se Matador – det går ALT for langsomt!

Min egen familie

Og så voksede jeg op i et hjem, hvor denne fortælling var MEGET TÆT PÅ! For jeg voksede op hos min mormor, der med sine to småpiger, min mor og hendes lillesøster, også blev sejlet over. Min mormor var ikke selv jøde, men hendes daværende mand var, og de turde ikke tage nogen chancer. Under resten af krigen boede de så hos en hjertevarm svensk familie uden for Göteborg i et bittelille sommerhus. Jeg har været med og besøgt familien og set sommerhuset ude i skoven.

Fortællingen om, hvordan min mor og moster sammen med alle de andre børn blev bedøvet og lå i bunden af kutteren, glemmer jeg aldrig, eller den om den sindssyge lettelse, da skipperen meddelte, at nu var de i svensk farvand. Eller om hvordan min oldemor og oldefar ikke vidste, om de nogensinde ville få deres datter og børnebørn at se igen, da de flygtede en mørk nattetime.

Ca 1961 - min oldemor, mig, min mor, min mormor.
Ca 1961 – min oldemor, mig, min mor, min mormor.

Filmen

Jeg synes, Nicolo Donato, filmens unge instruktør, er sluppet ret godt fra det. Vi ser de mange forskellige reaktioner fra ikke-jødiske danskere, og sammenholdt med min mormors fortællinger og andre øjenvidneberetninger, så tegnes der nok et nogenlunde ærligt billede, selvom filmens helte måske er liiiidt karikerede?

Filmen lider under lidt af det samme som så mange danske film og tv-serier – en lidt haltende og utroværdig dialog nogle steder. Men ellers synes jeg den var meget fin – et fint tidsbillede, der er lidt grimy og ikke spor glamourøst, hvilket jeg godt kan lide. Skuespillerne er generelt velvalgte, selvom jeg havde det lidt vanskeligt med Lars Brygmanns præst med det kiksede pandehår – jeg kan ellers godt lide ham.

I dag?

Mange danskere valgte dengang the middle ground – de så stiltiende til og meldte ikke aktivt jøderne til nazisterne, men gjorde heller ikke noget for at hjælpe. Og mon ikke de fleste af os vil være det samme sted i dag? Mens jeg med ret stor sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig ville tage penge for at hjælpe mennesker i nød, så vakler jeg straks meget mere ved tanken om at bringe mig selv og min familie i fare ved fx at tage en familie ind. Og tortur? Det kunne jeg næppe klare i 2 minutter.

En god film for de store børn i Folkeskolens udskoling og for gymnasieklasser. Den kan være et godt udgangspunkt for mange forskellige samtaler.

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Her er jeg

Altså, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke købte og læste Extremely Loud and Incredibly Close, da den udkom. Jeg husker det simpelthen ikke. Og i tilbageblik forstår jeg det overhovedet ikke… Og hvis du vil have en forklaring på, hvorfor jeg så købte Here I Am og nu har hørt den til ende, så kan jeg heller ikke forklare det. Der er simpelthen ting i en boglæsers liv, der ikke lader sig forklare!

Hovedpinen får skylden

Som tidligere nævnt har jeg været plaget af gentagne hovedpiner, så jeg får næsten ikke læst andet på papir/tryk/kindle end lidt avis og artikler her og der. Min aften/natlige boglæsning er blevet til aften/natlig boglytning i stedet. Det betyder desværre, at jeg får læst færre bøger, end jeg ellers ville, men det er der indtil videre ikke noget at gøre ved.

Og nu har jeg så hørt det, der svarer til knap 700 sider. I starten tænkte jeg, OMG, skal jeg virkelig lytte til en midaldrende jødisk New Yorkers jeremiader om sin jødiskhed og sit kuldsejlede ægteskab? Hvordan kan det interessere mig?

Åh, at blive overrasket

Men det kunne det. Jonathan Safran Foer formåede at suge mig ind i universet, så jeg til sidst lyttede ved enhver given lejlighed. Dialogerne (og dem er der mange af) er både meget “virkelighedstro” og larger than life. Alle personerne er også let karrikerede, men det virker helt fabelagtigt i helheden, synes jeg.

Det helt centrale, overvejelserne om at være et ordentligt menneske og have et godt liv, finde sig til rette i sin identitet, være en god far/mor, har umådeligt lidt med jødiskhed eller New Yorker-middelklasse at gøre. De er almenmenneskelige, og jeg har efterfølgende gået og tygget ganske meget på nogle af de emner, der tages op. Det ringer for mine ører, hver gang jeg ser den latterlige danskhedsdebat i medierne.

Skønne børn

Familien har tre sønner, der er opdraget til at tage kritisk stilling på basis af indsigt og viden. Og det gør de alle tre på hver deres (aldersbetingede) måde. Jeg er vild med de børn og forstår bogens forældrepars (og forfatterens) helt grænseløse kærlighed til dem. Ægteskabet kuldsejler, men de efterlader nogle fantastiske børn til at overtage verden.

Vigtigt!

Det kan vi andre så tænke over, når/hvis vi bliver skilt. Det er børnene det gælder, ikke vores (selv)retfærdighedsfølelse.