Hvor skal vi hen du?

Michael Moore (2)
Det er Michael Moore, der spørger i sin nye film, Where to Invade Next. Spørgsmålet er retorisk, for han ved jo godt, i hvilken retning han synes, at USA bør bevæge sig. Filmen er selvfølgelig timet til valgkampen, og den er angiveligt allerede en stor publikumssucces. Jeg frygter bare, at det kun er de allerede omvendte, der får set den. Men måske kan det betyde lidt debat på amerikansk TV. Michael more skriver, at han allerede er blevet “called names” af Ted Cruz og Jeb Bush. Mere kan man vel heller ikke ønske sig!

Filmen er både sjov og sørgelig, og der er det ene vidunderlige close-up af ansigter, børns såvel som voksnes, efter hinanden. En meget, meget dygtig fotograf og en meget, meget dygtig klipper har været på spil her! Der er en scene i filmen med tre portugisiske politibetjente – det er simpelthen noget af det mest rørende, jeg har set. Andre sekvenser, der pirkede til mine tårekanaler, var scener fra den grønne revolution i Tunesien med de mange lykkelige mennesker på gaderne, da diktatoren var væltet. Og en sekvens med en far til en af de dræbte fra Utøya, der helt roligt sidder og fortæller, hvor stolt han er over at leve i et land, hvor et uhyre som Breivik får samme behandling som alle andre. “Hvis jeg ville hævne mig på ham, ville jeg jo synke til hans niveau”, sagde dette store menneske, en håndværker fra Norge.

Selvfølgelig er der færre øjenåbnere for os skandinaver end for en republikansk texaner, men vi kan nu godt tåle at se den alligevel. Ikke mindst fordi mange af de fine værdier, som Michael Moore gerne vil tage med sig fra Europa og hjem til USA, desværre er værdier, der bliver undermineret as we speak her i Europa.

Jeg har skrevet mere om den samme film omme på Grands blog, hvor jeg har fået den ære at gæsteoptræde.

 

Fanden på væggen

FandenPaaVaeggenSærdeles spændende helt ny dansk noir krimi af den ferme tegneserietegner Palle Schmidt på det spændende forlag Calibat. Til alle, der kan lide krimier OG til alle, der kan lide noir tegneserier er her et nyt bud på genren. Den bevæger sig hjemmevant rundt i København, og den første halvdel af bogen bringer hele tiden mindelser om Dan Turèll, hvilket er ret godt gået. Anden halvdel af bogen er meget mørkere, end Turèll nogensinde var, så der er vi mere ovre i amerikansk noir.

Nu skal det siges, at jeg ikke har læst mange krimier de seneste år – og slet ikke danske. Jeg er efterhånden nede på kun at følge tre krimiforfattere, nemlig Ian Rankin, Rowlings alter krimi-ego Robert Galbraith og amerikaneren Michael Connelly.

Som i amerikanske tv-serier sker der mord og afstumpet vold til højre og venstre, samtidig med at vi kun alt for godt forstår vores hovedperson, en mand der har fået tæsk af livet. Både hovedpersonen og de mange, meget forskellige og flot tegnede (ja altså, i overført forstand) bipersoner fremstår så tydeligt, som havde Palle faktisk tegnet dem med sin sikre streg.

Personligt havde jeg nok foretrukket, at vi var blevet på Vesterbro og løst krimigåden med mere intellekt end vold, men jeg er klar over, at det slet ikke ligger i tiden. De tre forfattere, jeg nævner ovenfor, betjener sig også af både ækle seriemordere og indædt ondskab.

Palle Schmidt har et rigt sprog, og han bruger det godt. Fanden på væggen fortjener et bredt publikum, både blandt kvalitetskrimilæsere og blandt tegneserielæsere.

Disclaimer: Jeg kender Palle overfladisk, og han har givet mig bogen i PdF-format til anmeldelse. Jeg læste den på en tur over Atlanten.
Tip til forlaget: Skynd jer lige at oprette bogen på Goodreads.com.

The Circle af Dave Eggers

The_Circle_(Dave_Eggers_novel_-_cover_art)The Circle er ikke stor litteratur. Alligevel synes jeg faktisk, at de fleste moderne mennesker kunne have godt af at læse den, for den er et stykke ond, ond satire over det overvågningssamfund, som vi lukker ind af fordøren, anført af Facebook og Google med de offentlige myndigheder halsende i hælene.

Det geniale ved The Circle er netop, at alting gøres for vores eget bedste. Alle former for overvågning, uanset hvor invasiv, kan der argumenteres for med lutter plus-ord, og det gøres der effektivt gennem hele bogen. Man kan mærke, hvordan man suges ned i malstrømmen af gode intentioner, og hvor svært det er at fastholde sin modstand, når kriminaliteten falder, dårlig opførsel nærmest forsvinder, ingen børn nogensinde bliver bortført igen, you name it.

Jeg kunne mærke, at det var sundt for mig at stoppe op med jævne mellemrum og formulere min egen modstand midt i strømmen af “gode” argumenter. Heldigvis er der et par karakterer i bogen, der hjælper med modstanden – ellers kan man godt føle sig lidt alene i verden, som Palle, der altid taler til os, når vi hører Aflyttet på Radio 24/7.

Det er ikke nogen særlig tyk bog, og den er ikke videre krævende, så jeg synes, du skulle læse den. Der er noget at tænke over.

Dave Eggers er en mærkelig forfatter, hvis forrige bog A Heartbreaking Work of Staggering Genius, jeg læste uden begejstring. Formentlig derfor jeg kommer lidt sent til Circle-festen…

Dheepan

Dheepan_posterHvis jeg kunne tvangsindlægge Inger Støjberg og alle hendes venner i og uden for regeringen til noget, så skulle det være at se denne film, der med god grund vandt guldpalmerne sidste år.

Der er ikke tale om en ynkehistorie om flygtninge, men vi foretager simpelthen et dyk ned i den verden, hvor indvandrere, flygtninge, kriminelle og andre af samfundets outcasts befinder sig. Som jeg også skrev i går, udmærker al god kunst sig ved at være loyal over for de personer, den beskriver. Således også her. Hverken Dheepan eller hans “kone” eller “datter” er uskyldsrene eller opfører sig særlig eksemplarisk, det samme gælder alle de øvrige karakterer i filmen. Men vi ser, hvor de alle sammen kommer fra, uden at vi behøver bifalde deres handlinger eller forstå dem. Filmens instruktør Jacques Audiard kender dem alle sammen og fortæller os om dem.
Jacques Audiard
Dheepan handler om en tidligere Tamilsk Tiger, som har brug for en familie for at komme ud af Sri Lanka hurtigt. Desværre er hans egen familie død i krigen, så han må skaffe sig en ny. Han finder en kvinde og hun finder en pige af passende alder, og det lykkes dem at komme til Frankrig med falske papirer. Hovedparten af filmen foregår i et ufatteligt nedslidt socialt boligbyggeri, hvor Dheepan får jobbet som vicevært og de bliver installeret i en forfalden lejlighed, hvor de skal finde ud af, om de skal blive ved med at lade som om, de er en familie, eller om de skal forsøge sig med faktisk at være en. Der er konflikter med de bander, der kontrollerer området, og anspændte møder med venner og fjender fra det gamle land.

Ja, faktisk kommer vi nok rundt om de fleste typer af problemer og konflikter, som flygtninge møder i det nye land, hvor de starter på stigens underste trin i enhver forstand. Visse politikere får det til at lyde så nemt at løsrive sig fra sit miljø, sin religiøse/kulturelle baggrund, fattigdom, sprogvanskeligheder, etc. Men som det fx ses i TV-serien The Wire, som jeg tænkte på flere gange, mens jeg så Dheepan, er det en hel del lettere sagt end gjort. Det er både skræmmende og rørende!

Filmen kan stadig ses i Grand og Øst for Paradis, folk uden for de store byer må nok desværre snyde sig til den. Eller vente-vente-vente, så kommer den nok på DR2 en skønne dag.

 

Konsulent-teater

Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen
Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen

Sidst på Dagen er vi alle Mennesker, hedder en ny forestilling, som Mammutteatret i øjeblikket opfører på Edison-scenen på Frederiksberg. Den er baseret på et aldeles fremragende manuskript af Kaspar Colling Nielsen. Til grund for manus ligger en virkelig psykologs virkelige interviews med virkelige konsulenter fra de største konsulenthuse, fx. McKinsey og BCG. Jeg kender og har kendt adskillige konsulenter og andre, der arbejder i de øverste beslutningslag i vores samfund, og forestillingen her rammer dem lige på kornet.

Bemærk dog noget vigtigt: som i al virkelig god kunst, er teksten solidarisk med konsulenterne. De bliver ikke hængt ud – de hænger allerhøjst sig selv ud! Samtidig med at vi sidder og krummer tæer over alt det, de tydeligvis går glip af i deres jagt på intens arbejdstilfredsstillelse,høj løn og status, så nikker vi også anerkendende til, at der helt indlysende er tale om mennesker med høj intelligens og en vis selvindsigt, der dog skæmmes af ret betydelige blinde punkter. Hen mod slutningen af forestillingen peger flere af konsulenterne på netop disse – dog uden selv at opdage det.

Det er muligt, at andre manuskriptforfattere kunne have udlagt psykologens interviews lige så loyalt og intenst som Colling, men jeg tvivler på det. Colling har lige nøjagtig det blik på samfundet, som gør ham helt rigtig til denne opgave. Jeg var ikke ubetinget vild med hans bog, Den Danske Borgerkrig, men jeg anerkender dens enorme samfundsrelevans og bifalder den status som debattør, han efterfølgende har fået.

Skuespillerne er overbevisende som konsulenter. Simon Sears‘ brede og blændende smil, Claes Bangs reklamemand-udseende og økonomiske brug af tics og andre små ufrivillige bevægelser og Marijana Jankovic‘ stramme biznizhestehale og nervøse latter fremkalder de perfekte konsulenter med deres unikke blanding af en vis berettiget selvsikkerhed, selvovervurdering og usikkerhed.

Jeg var godt underholdt og fik noget med hjem til eftertanke. Det er jo netop det, man gerne vil have, når man går i teatret.

Forårsudstillingen 2016

Marlon Wobst, 2016.
Marlon Wobst, DE, 2016.

Efter min mening er dette udstillingens bedste billede. Marlon Wobst (1980) fra Tyskland har fået et helt rum til 16 billeder, og de er alle skønne, men dette har bare nogle helt særlige kvaliteter. Det er mærkeligt, sjovt og fascinerende på én gang.

En af de ret mange fotografer udmærkede sig med fantastiske portrætter. Denne piges blik sugede os til sig og fastholdt os. Det er flot klaret i en verden fyldt med billeder.

Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.
Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.

Dette billede suger også tilskueren til sig, men af helt andre grunde.

Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.
Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.

Der er selvfølgelig også en hel del installationer, hvoraf mange faktisk er ret gode. Men de er jo i sagens natur svære at gengive… Denne billedserie, der projiceres op på væggen leger med rumopfattelsen og gør det godt.

Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015
Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015

Forårsudstillingen på Charlottenborg har lige et par dage endnu at løbe på, den slutter søndag den 17. april.

Jeg er en aldeles middelmådig fotograf. Men jeg kunne godt have leveret bedre billeder end disse. Det er imidlertid lidt med overlæg, fordi jeg ikke ønsker at træde kunstnernes copyright for nær.

AirBnB, værtsgaranti og -forsikring

Nej, det her har intet med kunst og kultur at gøre, men det er så vigtigt, og jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal skrive det. Det er ikke mig, men en stædig nabo, der har gravet disse facts frem, jeg har bare efterprøvet dem. Det udsprang af, at vi i andelsforeningen har haft en skade forårsaget af en AirBnB-gæst.

AirBnb opererer med to forskellige forsikringer. En “værtsgaranti”, der dækker dine egne ejendele og “indersiden” af din lejlighed (bor du i hus, er du lidt bedre stillet). Overskriften på airbnb.dk hedder godt nok værtsgarantien, men den øvrige, ret omfattende, tekst er på engelsk. Og det er ikke engelsk for begyndere.

Hvis man læser betingelserne igennem, opdager man, at det er ganske svært – langt sværere end fra ens eget danske forsikringsselskab – at få penge ud af AirBnB. Man skal fx indgive politianmeldelse, UANSET hvilken form for skade, der er tale om, hvis beløbet, der ønskes dækket, overstiger 300$. Mange ting er ikke dækket, fx antikviteter eller malerier. Man kan kræve et såkaldt sikkerhedsdepositum af sin lejer, men kun op til 35.000 kr. Det er ikke meget, hvis de røgskader hele stuen!

Værtsgaranti formularvejl.
Klikker man på det besynderlige link 3x kundeservice AWWW YEAH, får man nogle helt igennem ubrugelige viderekliksmuligheder og ikke andet.

Så er der den anden og endnu mere problematiske forsikring, nemlig deres “værtsbeskyttelsesforsikring”. Det er den, der dækker skader på tredjepart. Det er det, som er aktuelt her i vores forening.

De hyppigst forekommende skader af denne type vil nok være vandskader i lejligheder. Vandskader er tricky, for der skal faktisk ikke særlig meget vand til, før elinstallationer, loft, vægge og gulv kan blive skadet hos underboen. Uanset hvad denne forsikring måtte dække eller ikke dække ifølge AirBnB’s beskrivelse, så er der den ret ENORME hage ved den, at den IKKE DÆKKER I DANMARK! Min ovenfor omtalte nabo har – i troen på, at han måtte have misforstået noget – mailet frem og tilbage med AirBnB og har modtaget hele to mails, der indrømmer, at forsikringen ikke gælder i Danmark. Han har endvidere ringet til en række danske forsikringsselskaber for at høre, om de dækker den type skader. Det gør de ikke! Nogle af dem tilbyder dog, at man kan tegne en tillægsforsikring.værtsbeskyttelsesforsikring_lande

AirBnB forklarer, endda på dansk, hvad forskellen er på værtsgarantien og værtsbeskyttelsesforsikringen. Men når man så klikker på “mere om værtsbeskyttelsesforsikringen”, får man ovenstående nedslående billede.

Jeg håber, at Forbrugerrådet og pressen vil tage dette op og sørge for, at AirBnB får lukket dette ret betydelige hul i deres service, og indtil da vil jeg virkelig fraråde folk, der bor i lejlighed, at udleje deres lejligheder via AirBnB. I en andelsforening, som den jeg bor i, er det foreningens forsikring, der kommer til at dække sådan en skade. I vores forening har vi en selvrisiko på 50.000 kr., hvilket betyder, at alle skader derunder, skal dækkes af foreningen, dvs. i sidste ende fordeles ud på alle andelshavere. Når man op over de 50.000 kr. dækker forsikringen selvfølgelig, men det medfører en betydelig risiko for, at selskabet øger selvrisikoen eller helt opsiger forsikringen.

Jeg har selv været en glad bruger af AirBnB, når jeg har rejst, både herhjemme og i udlandet, og det var kun et spørgsmål om tid, før jeg selv ville udleje min egen bolig. Men nu sker det ikke! Deleøkonomi er jo kun fedt, når det er til fordel for alle, ikke kun de folk, der står bag den software, der benyttes.

Det er i øvrigt 480 dage siden, den verificerede twitterkonto @airbnb_dk har været aktiv.

En tyk og en tynd

Jeg har hørt Purity af Jonathan Franzen som lydbog og læst Andvake af Jon Fosse som papirbog. Desværre kunne jeg ikke ret godt lide nogen af dem.
Jonathan Franzen 2011 Shankbone 2
Purity først. Jeg blev kæmpe fan af Franzen, da jeg havde læst hans gennembrudsroman, The Corrections. Jeg synes, den er enormt velskrevet, spændende og flydende, og at den sætter fingeren på en masse ømme punkter, både i samfundet og i familien og dér, hvor de to overlapper. Jeg var også begejstret for Freedom, men ikke helt så meget. Den var måske lidt for lang og en anelse søgt. Purity er ikke lidt søgt, men meget. Jeg forstår ganske enkelt ikke pointen i selve handlingen. Jeg kan sagtens se alle de mere samfundsmæssige pointer, han påpeger, men jeg er langt fra sikker på, at jeg er enig med ham i hans “konklusioner” eller helt fatter, hvordan han er nået til dem. Fx fælder han en hård dom over en whistleblower af Assange-typen. Persongalleriet er for en stor del karikeret, hvilket jeg finder sindssygt irriterende. Og så er den laaaang – alt for lang. Måske er Franzen tippet over og er blevet sådan lidt nedgroet-negl-agtig?

Nordisk Råds litteraturpris-vinderen Jon Fosse var jeg heller ikke vild med, og der skal en del overtalelse til, hvis jeg skal læse flere af hans bøger, selvom den jeg lige læste, var ultrakort (75 sider). Andvake er en parafrase over Maria og Josefs ankomst til Bethlehem tilsat vold, men jeg er simpelthen for tykpandet til at fatte, hvad vi skal bruge den til. Nogen må gerne forklare mig det, hvis de har set lyset. Jon Fosse har i øvrigt selv set en slags lys, læser jeg i Wikipedia. Han konverterede i 2013 til den katolske kirke…

Svulstige damer i Ishøj

En kunstner på forsiden af Vogue. Hvornår er det sidst sket?
En kunstner på forsiden af Vogue (foto Robert Doisneau, 1952). Hvornår er det sidst sket?

Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…

Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.

Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(
Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(

Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.

Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.

En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
Udsnit af totempæl
Udsnit af totempæl

Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”

Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!

Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!

Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.
Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.

Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.

Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!

 

 

 

 

København forandres med lynets hast

DAC (Dansk Arkitektur Center) udbyder deres særlige udgave af en havnerundfart med afgang udenfor deres dør, der, indtil de flytter over i BLOX, ligger på Christianshavn.

2016-03-20 11.27.50
Til venstre ses Nordhavnens første (ikke sidste) bæredygtige byggeri, Portland Towers. Det ikke-så-kønne rustfarvede i midten bliver grønt, for facaden bliver tilplantet.

Den tur tog vi i sidste uge, og det kan varmt anbefales. Med mindre man har for vane at gå eller cykle langs vandet fra Sydhavn til Nordhavn og fra Papirøen og langs Refshaleøens landside, så opdager man ikke alle de nye byggerier, der hele tiden dukker op.

I går, da vi sad og så nogle afsnit af Livvagterne II, var der nogle overflyvningsbilleder fra Holmen. Søn bemærkede straks, at de luksusboliger med små fine forhaver, vi sejlede forbi forleden og talte om, var kommet til siden 2009, for på overflyvningsbillederne var det tomme magasiner.

Meget andet er kommet til, bare siden jeg sidst tog rundfarten, hvilket ikke er så forfærdeligt længe siden. Rundviseren er måske arkitektstuderende eller ansat hos DAC – i hvert fald var han meget vidende, og det var interessant at høre om de nye byggerier – også om dem, der endnu er på planlægningsstadiet.

2016-03-20 11.34.24
Dette er siloen i Nordhavn, berømt for grafittien Hvad drikker Møller. Det bliver luksuslejligheder, men øverst kommer en glasklædt restaurant. Cobe arkitekter har tegnet.
2016-03-20 11.30.22
Containerne bliver i Nordhavn, men flytter længere ud i vandet.

At kigge på fotografier

ImogenCunninghamselfportrait
Imogen Cunningham, selvportræt 1920 (Flickr)

Åh, hvor er vi blevet forvænte, når det gælder fotografi. Vi ser på billeder hele tiden, og mange af dem, vi ser, er faktisk virkeligt gode! Men det er min påstand, at der stadig er noget at hente hos fotografer med noget særligt på hjerte.

To af dem har jeg set i den forgangne uge. Krass Clement i Museumsbygningen og Imogen Cunningham på Gl. Holtegaard. Hvad har de to tilfælles, hm, lad mig tænke… Nej, de har faktisk intet til fælles – ud over det, at deres værker bliver stående og har en særligt dragende effekt på tilskueren. Jeg var til ferniseringen på Krass Clement-udstillingen, og det var nok dumt, for det var svært at få kigget ordentligt på billederne i folkemængden. Til gengæld kan man få hilst på et bredt udsnit af Danmarks fotografer…
Clement krass 050507

Krass Clements billeder, som jeg ikke kan vise nogen af, men som de fleste har set – måske uden at vide det – er en slags poetisk socialrealisme. Det vil han nok hade mig for at sige, men… Han skildrer ofte det, man populært kalder samfundets bagside, men han gør det med et blik for det skønne i det grimme uden dog at forskønne armoden. Han har udgivet en masse fotobøger gennem årene, og de er alle blevet samlerobjekter.

Imogen Cunningham (1883-1976) var lidt af en åbenbaring for mig og min udstillingsmakker, der var helt og aldeles alene torsdag aften på Gl. Holtegaard. Vi var ikke sindssygt betagede af hendes blomsterbilleder eller industrielle landskaber, selvom de er flotte, men brugte lang tid på at betragte hendes portrætter. Hendes barnebarn lavede en portrætfilm med hende, da hun var langt oppe i 80’erne, og den kan ses på udstillingen. Utroligt spændende at høre en så usædvanlig kvinde fortælle om sit lange, spændende liv. En feminist efter mit hjerte!

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Årets pressefoto 2016

Årets udvalgte fotos (og nogle kortfilm) kan nu ses samlet i Den Sorte Diamant. Klik på linket for at se nogle af billederne. Det er flygtningene, der dominerer i år, og det er, med undtagelse af det ikoniske billede af politibetjenten, der leger med en lille pige midt på motorvejen, en trist affære. Billederne udstiller de flygtedes desperation og afmagt og Europas og Danmarks pinagtige laden-stå-til. Det er simpelthen så trist, men jo helt nødvendigt, at vi hele tiden ser på dem. Ellers kan de nemt blive reduceret til de lykkejagende ‘migranter’, vores regering helst vil have os til at se dem som.

Heldigvis er der også en smule opmuntring at hente. Selv følte jeg mig mest opløftet ved at se en portrætfilm af Anders Birch og Jakob Vølver om Jens Jensen. Ikke én Jens, men syv – i alle aldre og fra alle sociale lag. Mens feminist-Néné ærgrede sig over ikke også at få set portrætfilmen om 7 x Kirsten Jensen, var film-Néné meget begejstret for de indlevede og følsomme portrætter af nogle meget forskellige mænd og drenge.

Mor til baby: “Skal du så køre træktortræk ligesom far?” 

Klik på Anders Birch herover for at se et par små klip fra de to film. Fine, rørende og LANGSOMME. Det er muligvis, fordi jeg er ved at blive gammel, men jeg foretrækker at tro, at det er fordi, jeg har set så meget film og tv i mit liv, at jeg er blevet i stand til at sætte pris på den langsomme fortælling, hvor der er plads til pauserne og detaljerne.

I mangel af professionelle, er her et par af mine egne billeder – taget ud af vinduet forleden dag med ca. en times mellemrum. Relevans i forhold til Årets Pressefoto? Ingen.

Ikke hver dag man ser en etiopisk film!

lamb-posterMen vi så en i fredags – igen i Gloria, der specialiserer sig i smalle, men gode film. Denne film, Lammet, er så heller ikke smallere, end at den var Oscar-nomineret.

Jeg havde som sædvanlig Jr. med, og han syntes godt om filmen. I modsætning til Walking Distance, syntes han ikke, den var for lang. Selv nedlægget efter filmen (det var premieren) af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Quist-Sørensen lyttede han opmærksomt til. Hun fortalte bl.a., at den tørke og deraf følgende hungersnød i Etiopien, som er en del af filmens tema, er virkelighed lige nu. Hun fortalte også, at der bor 80 mio mennesker i dette for os danskere så ukendte, men uendeligt smukke land.

Filmen evner både at fortælle en helt nær historie om en lille dreng, der har mistet sin mor og bliver sat i pleje – helt klassisk fortælling – og den større historie om et land, der lider under klimaforandringerne og har oplevet år efter år uden regn eller med for lidt eller “forkert” regn. Forkert regn, forklarede Birgitte Quist-Sørensen, er når regnen falder for tidligt eller for sent. For Etiopiens vedkommende er det udeblivelsen af El Niño, der er problemet. Måske er jeg ignorant, måske er jeg som flertallet, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede, at der var de smukkeste bjergkæder og frodige grønne dale i Etiopien. Jeg vidste heller ikke meget om den form for kristendom (de er en slags koptere), som ca. 60% af befolkningen åbenbart bekender sig til. Nogle gange har vi bare brug for fiktionen for at komme væk fra vaneforestillingerne.

Jeg kan kun foreslå, at du – også dig med børn – forlader den slagne vej fra tid til anden og begiver dig ind i terra incognita, sådan rent filmmæssigt. Vores oplevelse er, at der er virkelig meget at hente i smallere film og film fra andre lande. Ikke-dubbede film kræver selvfølgelig, at barnet er stort nok til at læse undertekster, men ellers er det svært at finde på grunde til ikke at se film som denne. Selv er jeg kun ked af, at jeg ikke fandt på det lidt før. Og ja, den her slags film er et privilegium, som i en vis udstrækning er forbeholdt os storbyboer. Dog – Filmstriben – har ofte sådanne film, ligesom DR2 ofte køber dem hjem.

Bøgerne om Patrick Melrose

StAubynJeg har læst en samlet, engelsksproget udgave af dem alle fem på Kindle.

Edward St. Aubyn PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN EDWARD SAINT AUBYN
Edward St. Aubyn
PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN
EDWARD SAINT AUBYN

Edward St Aubyn er en helt forrygende forfatter. Hans sprog er stramt og elegant, og han kan spidde hvem som helst og hvad som helst med ord alene. Han bruger dog ikke denne evne til ordgejl, men til at vende vrangen ud på den britiske overklasse. Der er satme ikke pænt deromme, sku’ jeg hilse og sige! Han er heller ikke specielt blid over for sit eget alter ego, Patrick Melrose.

Udover den giftige britiske overklasse berører han mange forskellige centrale temaer i tilværelsen, alt med samme indsigt og sproglige formåen. Alzheimer – patientens egen fortvivlelse og ubehag, de pårørendes magtesløshed og frustration. Stofmisbrug – hvilken afgrund af selvhad, en misbruger befinder sig i, den forræderiske vej væk. Børn – hvad opfatter de? Hvad skal de have at vide?

Her er en håndfuld citater, der måske kan skærpe din appetit.

  • “This must be what the oyster feels when the lemon juice falls.”
  • “The connections between stupidity and malice were so tangled and so dense.”
  • “(…) the apprehensive fat of people who had decided to become their own airbag systems in a dangerous world.”
  • “She suddenly felt that both ends of life were absolutely terrifying, with a quite frightening stretch in between.”
  • “You know the way that tears spring on you, in a silly film, or at a funeral, or when you read something in the paper: Not really brought on by the thing that triggers them, but from accumulated grief, I suppose, and life just being so generally maddening.”

Jeg kender ikke til kvaliteten af den danske oversættelse og kender ikke oversætteren.