Ny episode af Godt Ord

Hermed varsel om påbud om … et afsnit om kommunsk! Altså det kringlede kancellisprog, som det offentlige nogle gange henvender sig til borgerne på. Sammen med kommunikationsrådgiver Marianne Bolvig ser vi på, hvad kommunsk er, og hvorfor det egentlig bliver brugt. Og hvad i alverden betyder “vejudlæg”?

Links

Marianne Bolvigs hjemmeside og blog

Marianne om “møgbreve fra kommunen

Mere om det kryptiske brev om ukrudsfjernelse: LinkedIn post

Jens Becker Jensens artikel om klarsprog: Klart Sprog er Godt Sprog

Trine-Maria Kristensens bog: ‘Få mere ud af (den tid du spilder på) de sociale medier

Tekster om at skrive godt og forståeligt: Ombudsmanden

Rapporten Sprog til tiden – se kapitel 6

Digitaliseringsstyrelsen

 

Share

I kærlighedens navn

Jeg var så heldig at være til premieren på Christina Rosendahls smukke, rørende og klump-i-halsen-fremkaldende dokumentarfilm Vold i Kærlighedens Navn. Salen var fyldt til randen, og det var sgu ret fantastisk at se, at de fleste medvirkende var til stede. Christina Rosendahl modtog efter filmen Danners ærespris – og ved I hvad, det ER virkelig en ære at få den pris, og Christina Rosendahl har gjort mere for voldsramte kvinder med den her film end politikerne har i mange, mange år.

Dannerhuset

Filmen lukker os ind i det hus, vi alle har betragtet på et eller andet tidspunkt og tænkt, hvad foregår der dog derinde? I huset arbejder en mindre horde af både frivillige og lønnede medarbejdere – der er sågar en mandlig pædagog (#notallmen you know). Jeg lægger mig fladt ned overfor de mennesker, der påtager sig den type arbejde, som udover at være følelsesmæssigt benhårdt også er elendigt lønnet.

En lys tone

Et af Christina Rosendahls allerfineste greb er, at det her faktisk er en positiv og optimistisk fortælling. Vi møder nogle kvinder, der får de redskaber, de har brug for, så de kan komme videre i livet. Nogle af dem har fuldstændig mistet troen på sig selv på det tidspunkt, hvor de lander hos Danner (ja, oftest længe inden), og har brug for at blive genopbygget fra bunden.

Åh, mit hjerte

En af de scener i filmen, der virkelig rørte mit hjerte, var, hvor en af filmens gennemgående rådgivere har en ung kvinde hos sig. Den mand, hun er flygtet fra, har undermineret hendes selvværd, så hun oprigtigt tror, at hun intet kan selv. Han ordnede jo alt! Langsomt gennemgår rådgiveren de ting, man har brug for at kunne for at kunne leve et normalt liv. Og lige så langsomt går det op for den unge kvinde, at hun faktisk godt kan gøre de her ting selv! Forud for det vi ser, har der været andre sessions, men lige i denne session kan man høre smilet i den unge kvindes stemme, da hun pludselig opdager, at mange af de ting, dem kan hun faktisk godt – ja, hun gør dem allerede!

Et genoprettet menneske

Man går fra filmen med troen på, at der stadig er mere godt end skidt i verden – bl.a. fordi vi sidst i filmen ser en kvinde forlade huset, genoprettet som menneske – med job, bolig og tro på livet. Så helt enestående smukt!

En tak

En stor tak til DoxBio for jeres arbejde med at bringe film som denne ud til et større publikum. I gør et stort og vigtigt stykke arbejde.

Share

Swing time

Det kan skyldes, at jeg ikke tidligere har læst Zadie Smith – hvorfor jeg aldrig fik læst White Teeth, ved jeg virkelig ikke – men jeg kom aldrig rigtigt op i omdrejninger over denne her.

En bog der vil for meget

Jeg tror, at min konklusion er, at den vil for meget. Den vil tale om celebrities, der vil være godgørende i Afrika. Det har den nogle både nuancerede og beske ting at sige om, og det gør den godt. Men så vil den også fortælle om to små brune pigers opvækst i England og kontrasten mellem den ene, hvis mor er aktivist og meget selvbevidst, og den anden, hvis mor er traditionel britisk underklassemor, der understøtter sin datter i alle de forkerte ting. Det gør den også udmærket, i og for sig, men jeg synes, historierne står i vejen for hinanden.

Så jeg tror nok – helt enkelt – at Zadie skulle have skrevet to bøger i stedet for en.

Lydbogsindlæsning

Indlæsningen af denne lydbog – af Pippa Bennett-Warner – er udmærket, men ikke fantastisk.

Share

Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share

At være en slave

Jeg har fået hørt The Underground Railroad, og det var vist godt. For jeg tror måske, jeg lidt havde glemt eller måske snarere fortrængt, hvor ganske forfærdeligt vores ikke-så-fjerne forfædre behandlede mennesker, de havde kidnappet i Afrika.

Cora

Det er en utrolig fortælling om den unge kvinde Cora, der fødes ind i slaveriet på en plantage i Georgia. Hendes mor er flygtet, og ingen ved, hvad der blev af hende – noget der rider slaveejeren som en mare, hvilket går hårdt ud over Cora. En dag beslutter Cora også at flygte – via The Underground Railroad – der mere er et system af mennesker – ofte, men ikke kun, hvide – der er modstandere af slaveri, end det er en jernbane under jorden.

En slaves flugt er ikke for sarte sjæle

Vi følger hendes dramatiske flugt og møder både gode og virkeligt onde mennesker, både sorte og hvide. Cora er ikke nogen blid heltinde, hun er tværtimod agressiv, mistroisk og vred helt ind i sjælen – noget man virkelig ikke kan fortænke hende i, men ret usædvanligt for en romanhovedperson i historisk tid.

Colson Whitehead

Med skam at melde tror jeg ikke, jeg har læst en bog om slavetiden, siden jeg som barn læste Onkel Toms Hytte. Så det var på høje tid. Udover at være en slags pligtlæsning, er bogen også meget velskrevet. Beskrivelserne af plantageejernes og slavejægernes brutalitet er både nøgtern og vanvittig effektiv. Colson Whitehead var i Danmark til Louisiana Literature, men jeg nåede det desværre ikke.

På dansk

Bogen findes i dansk oversættelse af Vibeke Houstrup Christensen, som jeg ikke kender til. På dansk hedder den Den Underjordiske Jernbane, og den er udkommet på Politikens forlag.

 

 

Share

Forstå den israelsk/palæstinensiske konflikt med både hjerte og hjerne

Jeg har læst, nej hørt, en helt fantastisk bog. Den er fra 2008, så ikke just ny. Jeg fik den varmt anbefalet af en person, der faktisk ikke læser særlig meget, så jeg blev straks nysgerrig.

Ny eller ej, så er den israelsk/arabiske konflikt jo heller ikke ny, og desværre er der kun sket optrapning, siden bogen blev skrevet.

Forfatteren Sandy Tolan, der er journalist og dokumentarist og skriver for flere meget veletablerede medier, satte sig for at finde frem til de rigtige levende mennesker bag konflikten. Efter lang tids søgen fandt han et hus med et citrontræ i baghaven, som en arabisk familie blev tvunget til at forlade, og en jødisk derefter flyttede ind i – i god tro.

The Lemon Tree

Vi starter hen imod 2. verdenskrigs slutning og følger to familier, en bulgarsk/jødisk og en palæstinensisk, både hver for sig, og når deres veje krydses. Derudover følger vi det politiske spil, som fremstilles både grundigt, men samtidig lettilgængeligt.

Man forstår både den jødiske grundangst og den arabiske vrede, når man har læst den – og det både med hjernen og med hjertet, hvilket virkelig ikke er nogen ringe bedrift. Bogen er utroligt velskrevet, sådan som kun virkeligt dygtige journalister kan – helt igennem en fornøjelse at læse/lytte. Det er Sandy Tolan selv, der læser lydbogen højt, og det fungerer nogenlunde. Generelt går det skidt, når forfattere læser deres egne værker højt – jeg ved faktisk ikke hvorfor!

Har du huller i historien om, hvordan Palæstina blev til Israel, men orker ikke rigtigt historiebøgerne, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Med varme og indlevelse får vi hele fortællingen lige fra briternes pinagtige rolle i tilblivelsen af Israel, det beskidte spil i FN, over krigene og konflikterne og USA’s ensidige indblanding og til nu – hvor palæstinensiske familier har levet i flygtningelejre i Libanon i 3-4 generationer!!!

 

 

Share

Livsstilsfeminisme Nej Tak

Jeg har læst en rasende bog. Der kan siges meget godt (og skidt) om tekster, der er skrevet på en ren følelse, men inciterende og måske endda inspirerende er de næsten altid. Jessa Crispin er simpelthen sk***sur på det, hun kalder livsstilsfeminisme. Det gælder både 4.-bølge feminister og det faktum, at man nu ser t-shirts med feminist-motiver på catwalken og i butikkerne. Dvs. at det nu er blevet så mainstream at være feminist, at alle og enhver kan kalde sig det uden at frygte “patriarkatets hævn”.

Hvorfor jeg ikke er feminist

Bogen hedder “Hvorfor jeg ikke er feminist“, mens undertitlen er: “Et feministisk manifest“. Det viser klart, hvor Crispin vil hen. Hvis vi bare er feminister på “alle skal da bare have lige meget lov til at vise deres (pæne) krop frem og sidde i bestyrelser“-måden uden at sætte handling bag ordene, så skal vi tie stille! Uden at falde i intersektionalitetens talrige faldgruber, minder hun os om, at hvis vi ikke også kæmper for de knap så fotogene minoriteters lige rettigheder, så har vi ingen ret til at kalde os feminister.

Vigtige spørgsmål

Et sted i bogen stiller hun nogle vigtige og temmelig penible spørgsmål: Har feminismen gjort verden til et bedre sted? Ikke bare for mig mig mig, men for både mænd og kvinder på alle niveauer i samfundet? Og dernæst: har feminisme skabt et rum, hvor mænd kan udleve traditionelt feminine værdier på samme måde, som kvinder kan udleve traditionelt maskuline?

Når stigen trækkes op

Dette er ofte diskuteret, når vi taler om feminisme med et hvidt, vestligt perspektiv. Rækker vores feminisme kun, til vi selv har opnået vores egne mål? Trækker vi så stigen op efter os og hjælper ikke andre end os selv? Er det derfor, så mange succesrige kvinder fornægter feminismen? Når vi selv har nået et niveau, hvor det giver mening at bruge en evt. skattelettelse til at købe hjælp i hjemmet, lukker vi så øjnene for, at en sådan skattelettelse aldrig vil komme det store flertal af kvinder, der fx kæmper med at nå at hente børn, fordi de arbejder i detailhandlen, til gode?

Outrage-kulturen skader feminismen

Som eksempel bruger hun sagen om Nobelprismodtageren Tim Hunt, som hun kalder en decideret heksejagt. Jo jo, hans kommentar var måske uovervejet, men at få ham fyret? Mange mennesker har brugt mange timer på en sag om en mand, der fik formuleret sig kluntet, men som ifølge alle omkring ham er et ordentligt menneske. Spild af tid mens der går folk rundt, som virkelig er giftige for samfundet, men som er kloge nok til ikke at fremsige offhand kommentarer i offentligheden. Når folk får sagt noget dumt på Twitter, kan vi så ikke bare starte med at spørge, om det virkelig var det, de mente? Og dernæst have en samtale med dem, hvor vi måske oplyser dem? Fremturer de så, ja så er outrage måske berettiget. Eller måske skal vi bare passere gaden…

Hævn er noget l***

At få en tilfældig mand fyret for sexistiske synspunkter, fører faktisk ikke rigtigt til noget – andet end måske til, at sexistiske mænd bliver bedre til at lægge bånd på sig selv i offentligheden. Det ændrer ikke deres tankesæt eller deres adfærd, når der ikke er nogen, der kigger. Som feminister skal vi ikke gå efter hævn. Den enkelte mand skal ikke stilles til ansvar for århundreders kvindeundertrykkelse. Vi skal gå til kamp mod systemisk undertrykkelse. Ikke bare undertrykkelse af kvinder, men alle former for undertrykkelse.

Livsstil

“Alt for længe har feminisme bevæget sig væk fra kollektiv handling og kollektiv fantasi over imod at være en livsstil. Livsstil forandrer ikke verden.”

Det var  – næsten – afslutningen på Crispins opråb. Desværre savner jeg lidt nogle forslag til, hvad vi så skal gøre. Men jeg var glad for at læse bogen og har især taget hendes betragtninger om outrage og hævn til mig.

Og grundbudskabet: at kvinders kamp mod mænd og mænds kamp mod kvinder er ødelæggende for vores fælles kamp for en bedre verden – det er sgu svært at være uenig i!

Jessa Crispin

Bookslut

Jessa Crispin har tidligere haft online-magasinet Bookslut, der eksisterede i krydsfeltet mellem feminisme og litteraturkritik og altså var meget bredere end blot anmeldelser af feministisk litteratur. Ærgerligt, at hun stoppede sidste år. Nu har hun en Tumblr, der – som Tumblr’er flest – er meget billedbåren. Eller du kan følge hende på Twitter.

Share

1947 – et afgørende år i det 20. århundrede

Nu skulle man jo tro, at jeg ikke læste bøger mere, så få anmeldelser det er blevet til på det sidste! I virkeligheden er det mere anmeldelserne jeg er bagud med – heldigvis da.

Slankekur

Jeg prøver at holde en smule so-me-slankekur, hvilket øjeblikkeligt frigør mere tid til at læse. Det er såmænd grund nok til at holde fast i slankekuren!

Elisabeth Åsbrink

En bog om et enkelt år

Men jeg har altså læst ‘1947’ af den svenske journalist og forfatter Elisabeth Åsbrink. Jeg læste den på svensk, men jeg ser nu, at den er udkommet på dansk hos People’s Press. Hurra for det, men IKKE hurra for, at man ikke får at vide, hvem der har oversat den til dansk!?

Bogen handler om året 1947, selvfølgelig med udgangspunkt i Sverige, men så alligevel ikke – den er meget international i sit verdenssyn. Et hovedfokus er dannelsen af staten Israel, som hun kommer meget fint rundt om, og et andet er dels de nazister, der slipper helskindet ud af Tyskland og blandt andet til Argentina, dels den nye fascistbevægelse, der bl.a. udspringer i Sverige.

 

En meget stædig mand

Og vi følger en meget stædig mand, der bare VIL have indført begrebet “genocide” i international lov, så det er noget man kan anklages og dømmes for, og som kæmper for det hele livet uden at få særlig meget anerkendelse for det. Jeg takker dig, Mr. Lemkin, som jeg ikke kendte eksistensen af!

Vi hører om Hassan al-Banna, som vi har noget mindre at takke for – det var nemlig ham, der desværre genopfriskede begrebet jihad, der ellers var støvet lidt til, og som startede det Muslimske Broderskab.

Der anslås også lidt lettere takter, og vi møder både Simone de Beauvoir og Christian Dior. Og vi møder forfatterens far, den lille flygtningedreng Joszef.

Nedslag i historien

Ideen med at skrive en bog om et enkelt år finder jeg meget tiltalende. For et par år siden læste jeg “1913”, der er skrevet af en tysk kunsthistoriker, hvorfor forfattere og kunstnere står centralt i den – men de spejler jo samtidig et helt afgørende år i verdenshistorien. Den bog vil jeg også gerne anbefale. Endnu ulæst står den danske kulturhistoriker Martin Zerlangs “1914” i reolen. Jeg skal nok få den læst en dag!

Share

Fantastiske Ferrante

Det er længe siden, jeg sidst har anmeldt en bog, men det skyldes, at jeg har læst (hørt) en kvadrologi (det hedder det ikke, snarere tetralogi, men hvem Sørensen ved, hvad det er?), hvilket tager lidt længere tid end at læse/lytte bare én roman. Jeg har også andre undskyldninger, men du gider ikke høre om dem.

De fire bøger af pseudonymet Elena Ferrante tegner et fantastisk og nuanceret billede af to kvinders livshistorie og deres ujævnbyrdige venskab, af Italiens nyere historie og af, hvad det vil sige at være født som kvinde i arbejderklassen i Sydeuropa.

Lydbogsudgaver

Jeg har hørt, at de skulle være glimrende oversat til dansk, og efter at have lyttet til dem på engelsk – fordi jeg vidste, jeg ikke ville få læst fire romaner – er jeg lidt ked af, at jeg ikke i stedet købte dem i en dansk lydbogsudgave – selvom lydbogsanmelderne synes, oplæseren er lidt “træls”. De danske lydbogsudbydere tilbyder ikke en prøvelytning, så vidt jeg kan se (ret mig, hvis jeg tager fejl, forlag), og jeg køber aldrig en lydbog uden først at have tjekket, om jeg kan holde oplæseren ud.

Oversættelse

Oplæseren af de engelske bøger er udmærket – ikke fantastisk – men oversættelsen føles ikke i top. Jeg kan jo ikke læse italiensk, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men fx er “mi casa” konsekvent oversat til “my house”, selvom kvinderne igennem alle fire romaner bor i (små) lejligheder. Jeg kan italiensk nok til at vide, at casa både betyder hus og hjem. Det burde en oversætter nok også vide. Intet galt i at skrive “my flat”. Det fik mig naturligvis til at undres over, hvor meget andet, jeg er gået glip af!

Læs dem eller lyt dem eller vent på filmatiseringen

Men – romanserien er fantastisk og jeg kan kun anbefale den varmt. Persontegningerne, både de centrale og de mere perifere, er forrygende, og man ser alle de mange karakterer for sig, ligesom man ser et nedtrådt Napolitansk arbejderkvarter tydeligt og næsten kan mærke den bagende sol, smage støvet og føle jordskælvet.

Jeg læser, at en dramatisering er på vej. Det glæder jeg mig meget til!

Share

Anne Sophia, Rilke og Rikke

Jeg “bør” gøre mere reklame for mine udenomsaktiviteter her, for der er jo et par håndfulde venlige mennesker, der faktisk abonnerer på nyt fra mig, så jeg skylder egentlig at fortælle, når der er nyt, også selvom det ikke er her på bloggen.

Podcasts er det nye sort

Vi er nået til 8. episode af vores podcast Godt ord, og denne gang kigger vi på dem, der er særligt gode til at bruge sproget, så det både er økonomisk (dvs. kortfattet) og stadig smukt og ligetil.

Vi citerer Anne Sophia Hermansen, der minder om et smukt og betydningstungt ord, der desværre er gledet ud af sproget. Vi citerer også Rilke (på tysk!!!), fordi jeg har set en film, der foregår på Rilkes tid.

Mikrosprogbrug

Vi interviewer Rikke Oberlin Flarup, der virkelig gør sig i kortprosa og digte og som har kloge ting at sige om det. Og hun citerer Lola Baidel, som jeg – og mange andre kvinder, der var unge og følsomme omkring 1980 – har læst og læst på sengekanten.

Lyt med her eller på iTunes.

Hvis du anmelder os på iTunes, bliver vi ikke kede af det.

Share

12-talpigernes hævn

Præstationsprinsesser

På svensk kaldes 12-talspigerne for “præstationsprinsesser”, men ordet er præcist ligeså negativt ladet, som det er på dansk.

Den prominente svenske borgerlige politiker Birgitta Ohlsson, der bl.a. har været Sveriges EU-minister, har skrevet Duktiga Flickors Revansch, et glødende kampskrift for feminismen og for de dygtige piger, hun selv var én af.

Som ung liberal startede hun et feministisk netværk (Felira: feminist, liberal, radikal). Deres motto var:

“Er du træt af venstrefløjens statsmonopol på feminisme? Får du det dårligt over højrefløjens kvinde-hjem-til-kødgryderne politik? Er du træt af borgerliges manglende evne til at se kønsrollestrukturer? Feminist, liberal og radikal? Så er Felira noget for dig.

Bogen er både en selvbiografi og et glødende kampskrift til forsvar for 12-talspigerne – de dygtige piger. Hun afviser fuldstændigt, at de dygtige piger/kvinder på nogen måde skulle være et problem for samfundet – tværtimod, de er en resurse, som vi bør skamme os over ikke at udnytte til fulde.

Udvalgte myter om dygtige piger

  • De får anoreksi af at studere så intensivt. En forskergruppe på Lunds universitet har lavet et omfattende studie, der fuldstændigt tilbageviser teorier om, at højtpræsterende – piger eller drenge – skulle være mere psykisk skrøbelige end andre.
  • Deres fremgang skyldes den feminiserede skole. Deres fremgang skyldes helt enkelt, at de bruger mere tid end drenge på skolearbejdet.
  • Deres karriere går skævt, når de bliver mødre. Både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi kvinder i høj grad er socialiseret til at tage hovedansvaret for børnene, men forkert, fordi det drejer sig mindre om børnene, end om strukturen i den familie og omgangskreds, de er en del af.
  • Deres dygtighed bekræftes af mænd. Nix bix. Det er kendt fra mange studier, at mandlige studerende  gennemsnitligt overvurderer egne og andre mænds evner og undervurderer kvinders, mens kvinder overvurderer mænds evner og undervurderer deres egne og andre kvinders. Sørgeligt men sandt.
  • De er hvide middelklassekvinder. Nej, dygtige og flittige piger findes i alle samfundsklasser – noget der er blevet meget tydeligt de senere år, hvor piger fra indvandrer- og flygtningefamilier stormer frem på gymnasierne og universiteterne. Det, der holder nogle af dem tilbage, er forældede normer i det miljø, de kommer fra.

Stå sammen på arbejdspladsen!

Pas på de strukturer, der forsøger at sætte jer op imod hinanden, advarer Ohlsson. Det er ikke kun mænd, der gør det. Husk, at intet kan stoppe dygtige kvinder, der er loyale over for hinanden, så hav hinandens ryg – det lønner sig til sidst.

Hun træder også i en rigtig myretue – det hun kalder deltidsfælden. Med de gode og billige muligheder vi har her i Skandinavien (i modsætning til fx England og USA) for at få vores børn passet på betryggende vis, er der ingen som helst grund til at gå på deltid, hvis man ønsker sig en form for karriere og gerne vil have samme muligheder senere hen, som mænd har. Det gælder selvfølgelig også for pensionen, som bliver stærkt decimeret efter et antal barsler og nogle år på deltid. Så med mindre man er uambitiøs rent arbejdsmæssigt eller har en mand, der tjener nok til at supplere ens pension, mens man passer de fælles børn, så er der kun ét råd, og det er: afsted! Der er ingen dokumentation for, at børn der passes hjemme af mama, bliver lykkeligere eller bedre mennesker.

Meritokrati

Det er forfatterens yndlingsord. Og hun henviser til Harvard-forskeren Iris Bohnets banebrydende forskning om, hvordan man kan undgå bias i rekruttering, forfremmelser og præstationsevalueringer. Her er en kort video, der opsummere Bohnets råd til virksomhederne:

Et af Ohlssons gode råd er at sørge for at få en præcis jobbeskrivelse og præcise mål for, hvad man skal opnå, så det kan dokumenteres, hvad man har præsteret, og det altså ikke er op til chefens “fornemmelser”. Sørg også for selv at notere status på de projekter, du har ansvar for, når du starter, så du selv ved præcist, hvor du står. Dokumentér det hele. (Disse råd gælder i øvrigt også for mænd med dårlige chefer.)

Vælg den rette mand

Et ret godt tip, faktisk! Det burde ikke være så svært hurtigt at finde ud af, om den nye kæreste har det okay med kvinder med magt, indflydelse og økonomien i orden, om han har den stamina, der skal til, for at holde sin del af barslen (også selvom han er på en arbejdsplads, hvor det ikke er velset) og om han kan finde på at starte vaskemaskinen helt af sig selv. Hun citerer en ældre liberal feminist for de ret vise ord: “Manden er bedre end mandssamfundet”. For vi feminister kan godt lide mænd, og det er ikke den individuelle mand, der opretholder en status quo, der holder de dygtige piger nede – det er samfundsstrukturer, som vi sammen kan nedbryde.

Er det en god bog?

Ja, men med forbehold. Grundlæggende er jeg vild med en liberal kvinde, der er så glødende feminist – efterhånden som jeg læste bogen, blev jeg tiltagende misundelig på et Sverige, hvor feminisme er et bredt samfundsprojekt og ikke en af samfundets prügelknaber. I den store Stockholmske boghandel Akademibokhandeln er der en stor sektion med bøger om køn og feminisme – de er ikke gemt væk og står side om side med historie og madlavning. Men den selvbiografiske del af Duktiga Flickors Revansch synes jeg faktisk ikke er så spændende, bortset fra den sidste del, hvor hun lukker lidt op for posen om, hvordan det er at være kvinde på de meget bonede gulve. Men måske er det bare fordi, jeg ikke kender særlig meget til svensk politik. Eller fordi jeg generelt ikke er vild med selvbiografier.

Jeg glæder mig virkelig meget til Margrethe Vestager skriver sin selvbiografi! Jeg håber og beder til, at den også bliver et feministisk manifest, og at hun har fortrudt, at hun var med til IKKE at gennemføre øremærket barsel til mænd, da muligheden bød sig – hun som ellers er sådan en fortaler for faktabaseret politik.

Share

Big Little Lies

En nu afsluttet serie på HBO i syv afsnit. Det er værd at tegne abonnement på HBO (første måned gratis) bare for at se denne serie! Personligt har jeg siddet klar med fjernbetjeningen hver mandag aften, når der kom et nyt afsnit. Det er ret sjældent, jeg er så religiøs om en serie – kan normalt godt vente en uge eller to, også selvom Twitter og Facebook flyder over med spoilere.

Men denne serie greb mig – og det på trods af, at den faktisk forekommer ret misogyn i de første afsnit. Overklassekvinderne, der står i centrum, er en flok ondskabsfulde bitches, som bekræfter alle fordomme, du nogensinde har haft om rige, hvide kvinder. Det viser sig selvfølgelig, at så enkelt er det ikke, men jeg vil ikke afsløre noget her, hvis du nu ikke har set den.

Witherspoon og Kidman – et powerpar

Reese Witherspoon, som jeg ærligt talt ikke ventede mig meget af, er fuldstændig uovertruffen som blondine-über-bitch med dybder, der langsomt åbenbares. Og Nicole Kidman overgår sig selv i sart skønhed med stålkerne. Udover at spille hovedrollerne står de to bag serien, da de sammen købte rettighederne til bogen og også har produceret serien. Den er instrueret af Jean-Marc Vallée og produceret af David E. Kelley, en rutineret tv-serie-rotte. Det spås allerede, at denne serie kommer til at rende med alle Emmy‘erne i år.

Det forlyder, at Witherspoon og Kidman er i gang med at producere en sæson 2 – på samme måde som True Detective sæson 2. I dette tilfælde skulle den basere sig på endnu en roman af Liane Moriarty. Men vi er lidt på rygtebørsen her.

#BigLittleLies

Da jeg var færdig med den fuldstændig forrygende sidste episode og lige havde fordøjet den lidt og dissekeret den med en veninde, søgte jeg på #biglittlelies på Twitter.

Det gav selvfølgelig en enorm mængde hits, deriblandt finale-anmeldelser fra alle de store amerikanske medier. Nogle af dem er meget interessante og flere har endog meget feministiske agendaer. 👏🏻

*Spoiler-alert* Læs IKKE disse anmeldelser, hvis du ikke har set serien til ende.

Min favorit er fra VultureA Commentary on Gender Bias

Vanity Fair, The New Yorker, Huffington Post. Vil du have mere analyse, er der masser på Youtube.

Share