Åh, hvilken skøn film. I en halvtom ikke særlig stor sal i Grand, så vi denne helt neddæmpede fransk/algierske film med den helt uovertrufne Viggo Mortensen i hovedrollen, som Camus‘ forlængede arm, der desperat ønsker at gøre det rigtige, men hele tiden finder ud af, at det, der er det rigtige for den ene, slet ikke behøver at føles spor rigtigt for den anden. En smertefuld lektion, ikke kun for Daru, som Mortensen hedder i filmen, men også for os, tilskuerne.
Filmen er meget brun. Det algierske landskab er brunt, brunt, brunt og goldt, goldt, goldt. Når man går ud af biografen, kan man næsten mærke støvet klistre til en. Vi er i 1954, i starten af den blodige algierske frihedskamp mod franskmændene. Daru bliver udsat for et ægte Camus’k dilemma, og vi følger ham med hjertet i halsen, mens han træder dydens smalle sti.
Jeg læser normalt aldrig interviews med skuespillere – det interesserer mig dybest set ikke, hvad de mener om de roller, de spiller. Men jeg læste flere interviews med Mortensen, fordi han virkelig har engageret sig i denne film, og fordi man bare MÅ beundre en mand, der har haft alle muligheder for at vælge den lette vej, men hver gang har valgt én, der var sværere. Han taler flydende fransk og – så vidt jeg kan høre – ganske glimrende arabisk. Og han er stærkt optaget af Camus og helt inde i de voldsomme konflikter, der udspilledes blandt franske intellektuelle i forbindelse med krigen. Meget spændende læsning, for én gangs skyld. Filmens danske titel er i øvrigt lidt flad, den franske/engelske titel Loin des Hommes/Far from Men, er meget mere rammende.
Og apropos kvindens stilling (gårsdagens boganmeldelse), så kan filmen jo slet, slet ikke bestå Bechdel-testen. Der er nemlig kun kvinder med i ca. 5 minutter af den. Så det.
Og for at det nu ikke skal blive alt for højspændt, så er Viggo da også en fryd for et par midaldrende kvindeøjne.
Pingback: Captain Fantastic - labeet.dk