Den fantastiske britiske maler Turner (1775-1851) har i offentligheden lidt en skæbne, der minder lidt om Monets. Nemlig at være romantiseret til døde – næsten – på viskestykker, kagedåser og dækkeservietter. Og det er synd, for hans malerier er fantastiske, og han var langt forud for sin tid.
Nu har den britiske instruktør Mike Leigh, som jeg må tilstå, at jeg ikke er udelt begejstret for, ganske ukarakteristisk lavet en film om Turner. Det pirrede min nysgerrighed fra starten, fordi det altid er interessant, når en kunstner forsøger sig inden for et nyt felt.
Filmen, Mr. Turner, er en af de allerbedste jeg har set inden for genren – dvs. filmportrætter af store kunstnere. Der er kælet for hver eneste frame, så de fremstår i fantastisk lys og med endeløse detaljer fra perioden. Men samtidig er der på ingen måde tale om et udstyrsstykke, og vi får noget, der føles som et meget ægte indblik i denne kunstners liv og personlighed. De udendørs naturpanoramaer ligner selvsagt noget fra Turners egen produktion, mens billeder fra gader og stræder hele tiden fik mig til at tænke på Eckersberg. Det er faktisk et utroligt originalt greb, fordi de fleste andre på Turners tid malede i samme stil som Eckersberg, mens Turner selv foregreb impressionismen. Sproget i filmen holder på imponerende vis balancen mellem et moderne, forståeligt engelsk og det farverige, blomstrende sprog, som var udbredt i kunstnerkredse i England på den tid. Lydsporet er på alle måder en fryd, der matcher billedsiden!
Turner var temmelig grim og ucharmerende, ja, ifølge filmen svarede han på 2/3 af alle spørgsmål med et grynt, der bestemt ikke var uligt det fra en gris, hvilket Leigh også understreger med en kostelig scene i starten af filmen, involverende et grisehoved. Han behandlede heller ikke sine omgivelser – når bortset fra hans far, hvem han var inderligt hengiven – særlig pænt. Især går det hårdt ud over tjenestepigen.
Alligevel når vi i løbet af filmen ind til Turners poetiske og faktisk meget store hjerte – ikke mindst i hans forhold til Mrs. Booth, som han møder sent i livet.
Man behøver ikke være kunstinteresseret for at nyde denne film, for den er aldeles usnobbet i sin tilgang, men det hjælper selvfølgelig.