hedder på engelsk a murmuration of starlings. Tænk over poesien i det udtryk! Men stærene er ikke de eneste fugle, der har sjove og poetiske flokbetegnelser på engelsk. Mange andre fugleflokke har særlige navne – a murder of crows, a charm of goldfinches. Faktisk har det bredt sig til andre dyr – a scurry of squirrels, fx. Der er faktisk en god og sjov forklaring på dette. Tak til min veninde ovre i det dér USA. Ikke alle vil synes, det er sjovt, men en amerikansk komiker har for nylig opfundet udtrykket a fraud of businessmen. Jeg synes, det er sjovt.
Bøger
Læst siden sidst
**** Marjane Satrapi: Persepolis: Min iranske barndom
Efter at have læst de mange smukke nekrologer efter forfatterens død, gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig havde læst tegneserien. Så jeg skrev mig op på biblioteket. Der var lang kø, hvilket jo er et godt tegn. Persepolis er langt sjovere, langt mere selvironisk og samtidig langt mere dramatisk, end jeg havde forestllet mig. Vigtig læsning!
***Kiran Desai: The Inheritance of Loss
Det var en lidt tung roman at komme igennem – det kan være op ad bakke, når ALT i en roman er fuldstændig fremmed for en. Det er næsten umuligt at forestille sig det miljø, det meste af bogen foregår i – en fattig egn i den nordøstligste del af Indien engang i 1980’erne – og disse menneskers måde at være i verden på er også meget fremmed for en forkælet vesterlænding som mig.
Centralt i bogen står en borgerkrig, som jeg aldrig havde hørt om. Det vil jeg gætte på, at du heller ikke har. Jeg måtte trawle igennem Wikipedia, før jeg fandt to linjer om den. Bogen er udkommet på dansk med titlen Det tabte land.
***** Agri Ismaïl: Hyper
Jeg var vild med denne meget anderledes og overraskende roman, der er udkommet på svensk og på engelsk til flotte anmeldelser, men så vidt jeg kan se, ikke på dansk. Forfatteren bor i Sverige, men har boet det meste af sit liv i London, hvor han var børsanalytiker. Hans baggrund er som iransk kurder, og familien flygtede først fra Iran til Irak, så fra Irak til England. Familiens tre børn, hvoraf han er det ene, vokser altså op i fattigdom i London med forbitrede forældre. Børnene vælger meget forskellige veje i livet – ikke altid særlig kloge valg, men utroligt interessant for læseren! Han skriver på en helt særlig måde, som jeg ikke rigtigt er stødt på før. Dybt sarkastisk og med et hyperfokus på alle detaljer i vores daglige forbrug.
**** Lydia Sandgren: Artens overlevelse
Jeg var begejstret for Sandgrens første roman, så jeg kastede mig straks over denne, der er på mere end 700 sider. Jeg havde læst en meget dårlig anmeldelse i Politiken, men det afskrækkede mig ikke, for man kan nemt opfatte Sandgrens litterære metode som “snobbet” eller anstrengt litterær. Min opfattelse er, at hun er fuldt bevidst om, hvordan hun provokerer visse læsere ved at “kræve”, at man kender verdenslitteraturen, de store linjer i historie og filosofi, kender forskel på Mozart og Wagner, etc. Her er hovedpersonen en gymnasielærer, der har skrevet en roman, som gik ret godt. Nu får han tilbud om at skrive en biografi om en italiensk dirigent, han aldrig har hørt om. Han siger ja, fordi han selvfølgelig er martret af skræk for “den svære toer”, men også fristet af det betydelige honorar. Derfra følger vi ham ned i en masse kaninhuller, flere af dem ret meta. Helt klart ikke en roman for alle, men jeg nød den faktisk.
Film og tv-serier
Dobbeltfejl
Pyha, den var hård at komme igennem! Jeg så den sammen med min 18-årige nevø, og der var tidspunkter i filmen, hvor han næsten ikke kunne være i sig selv af ubehag. Min nevø og jeg har det til fælles, at vi begge er blevet mobbet i vores skoletid (dog ikke noget, der kommer i nærheden af det, der sker i denne film), så frygten, fortielsen og skammen kender vi begge.
Sidse Babett er fantastisk som tigermor og ubarmhjertig tennistræner for sin usikre søn. Godt, at der er kommet en dansk pendant til Adolescense, så vi ikke kan bilde os selv ind, at den slags ikke sker her i Danmark.
Naza
En helt utroligt ubehagelig film. Men det havde jeg jo også ventet. Under hele filmen falder tanken hele tiden på det efterhånden nærmest fortærskede begreb fra Hannah Arendt, Ondskabens banalitet. Tænk, at det nu skal bruges om jøder! Kun en meget lille del af de interviewede soldater havde egentlige samvittighedskvaler.
Palestine 1936
Jeg bad Chat om at vise mig de faktatjek, som jeg nok ku’ regne ud, at denne film var blevet udsat for. Den mest alvorlige kritik, den fandt frem til, var “at det israelske synspunkt ikke var godt nok repræsenteret”. Det er det så til gengæld i en million andre værker. Jeg husker, at jeg fik Leon Uris Exodus stukket i hånden som helt ung, og jeg læste den helt ukritisk. Selvom den først foregår i 1948, da briterne endelig forlader Palæstina, må den i den grad have farvet min forestilling om, hvad der gik forud i mange år frem, uden at jeg selv var klar over det. Og jeg er givetvis ikke alene.
Den Fremmede
I denne meget smukt filmede udgave af Camus’ roman, har “de indfødte” (les indigènes) fået navne og personlighed. Jeg synes, Francois Ozon er god til subtilt at vise os parallellerne til i dag uden at stoppe dem ned i halsen på os. Lydarbejdet på filmen er exceptionelt.
Sense & Sensibility
Det er muligt, det er mig, der er en nostalgiker, som drømmer sig tilbage til fordums tider, hvor “alle mennesker” (ha!) var dannede og kunne danse kvadrille, brodere og spille klaver. Men jeg nød virkelig denne nye filmatisering. Jeg synes, instruktøren, Georgia Oakley, har fundet en fin balance mellem rendyrket periodedrama og modernisering. Jeg kendte kun få af skuespillerne på forhånd og ingen af dem, så jeg kunne slynge deres navne ud, men jeg synes faktisk, de var gode allesammen. Min favorit var Fiona Shaw som den godhjertede sladretante. Hun er filmens comic relief, men hun overgør det aldrig.
Kunst, design, arkitektur, historie
Junglebogen musical i Tivoli
Uf! Det var simpelthen frygteligt. Kostumerne var, øhm, spændende, men noget overgjortte, syntes jeg. Musikken var flad, teksterne flade som Amager med sådan nogle teenage-meme-agtige vitser – måske fordi de fleste af de medvirkende er teens? Sangerne var for det meste okay, men et par af dem sang mere end en smule falsk.
Jeg var der med mit 5-årige barnebarn, og da vi kom ud derfra, var han virkelig gnaven. Der gik lidt tid, inden jeg fik ud af ham, hvad han var så gnaven over. Han ku’ ikke lide forestillingen, men var bange for at fortælle mig det, når det nu var mig, der havde inviteret ham – så han troede, at jeg syntes, det var godt. Stor var lettelsen hos os begge, da vi opdagede, at vi begge to hadede forestillingen! Han forstod selvsagt ikke de flade vittigheder og den meget gøren grin med den woke spejderfører. Og han ku’ heller ikke lide musikken.
Næste år vil jeg ikke lefle for det, visse voksne tror, børn vil ha’.
And Here I Am på Blågård Teater
På grund af et gavekort og lidt tilfældigheder kom jeg ind og se denne 3-dages gæsteforestilling af og med den palæstinensisk/norske skuespiller og dramatiker Ahmed Tobasi. Han opførte sit eget liv på scenen med få rekvisitter. Det var fremragende teater – men det var jo virkeligt. Rørende, sindsoprivende, vanvittigt!
Han valgte teatret frem for frihedskampen (efter at have “prøvet” sidstnævnte og siddet i israelsk fængsel i 4 år). Men reelt mener han selv, at det at spille teater i Palæstina ER frihedskamp. Børnene, siger han, igen og igen. Hvis de ikke får lov til at gå i skole, hvis vi ikke spiller teater for dem, har de kun kampen og hadet tilbage!
Gratis adgang
Jeg synes, det er helt sindssygt, at det skal være så dyrt at gå på vores nationale museer. Fx er det en klar hindring for at tage børn på museer, fordi det, selvom det er gratis for barnet, koster kassen for de voksne, og derfor gør det lidt tungt at forlade museet igen efter kort tid,når barnet er kørt træt. De timelange vandringer fra sal til sal er de fleste børns mareridt. Når et museum er gratis, kan man tage sine børn med ind for at se én ting. Eller to. Og så gå igen og have børn, der ønsker sig mere, ikke mindre.
I England har regeringen netop lovet, at de store statslige museer skal forblive gratis. Så dejligt.
Rosalía
Jeg hører ikke meget musik. Der kan gå en måned, hvor jeg ikke åbner Spotify. Men da jeg hørte Lux med Rosalía, hørte jeg hele albummet flere gange efter hinanden. Hun er så sprængfyldt med talent, som hun så iscenesætter med benhårdt arbejde. Her er et lille portræt af hende.
Politik og samfund Danmark
Fehmern-forbindelsen
Ifølge Dezeen, et nyhedsbrev om arkitektur, vil der i tillæg til selve forbindelsen – hvornår den end står færdig – blive tilføjet 300.000 m2 nye danske m2 land, der skal udlægges til natur. Det anede jeg ikke, gjorde du?
Viden
Det er døren, der gør det
– når du går fra et rum til et andet med et specifikt formål, som du så derefter ikke kan huske, hvad var. Nogle forskere har kigget på dette almindeligt kendte og utroligt irriterende fænomen med lidt andre øjne. Vi har sjove hjerner!
Historien har jeg læst i nyhedsbrevet The European Correspondent, og du skal scrolle ret langt ned for at finde den.
Digitalt
Ved Josh’ bryllup
er gæsterne ikke ligefrem average-Joes. En af gæsterne er en kendt forfatter/comedy writer, en anden arbejder hos Open AI (før ChatGPT). Han er helt oppe at køre og viser de andre (venner fra college) en prototype på ChatGPT, han har på sin computer. De andre er chokerede.
I filmen følger vi dem i tiden efter, hvor de både taler sammen og interviewes om deres synspunkter. Det er råt, klogt og giver både et blik ind i “drømmen om singularitet” og i en forfatters erkendelse af, at han måske skal til at træne som elevatorfører…
Filmen Josh’ Wedding ligger på The New Yorkers Youtube-kanal. Den varer ca. en halv time. Men en halv time man ikke lige glemmer. Jeg læste om den i Politiken (ved ikke om der er betalingsmur).
Hvad Amazon ved
The Verge fortæller, at Amazon samler viden om os – måske lidt mere konkret, end vi havde forestillet os. Nogle brugere har kunnet læse noget relativt fornærmende eller bare komisk om sig selv. Hvad siger Amazon om dig?
Artiklen fortæller dig, hvordan du skal finde ud af, hvad Amazon skriver om dig.
Fortæl om det i kommentarerne. Desværre kan jeg ikke gøre det, for jeg slettede Amazon for nogle år siden. Linket til The Verge kom fra Føljeton.
Medier
P1
Tidligere var P1 og DR2 reservater for folk med stor interesse i politik og kultur. Der kunne vi gå hen og have tillid til, at vores fremmeste public service-medie gav os vitaminer til hjernen. Jeg er helt holdt op med at høre P1 live. P1 Morgen som jeg tidligere hørte religiøst, er blevet voldsomt udvandet med en masse sludder mellem de mere interessante indslag.
Nu hører jeg udvalgte P1-programmer som podcast, men et af mine favoritprogrammer, noget af det klogeste på P1 – Udsyn med Kaspar Colling Nielsen – bliver nu nedlagt.
Signe Wenneberg skriver om P1’s deroute i Den Lille Grønne Avis.
Den sorte boks
Er en ny podcast om kunstig intelligens med Henrik Moltke som vært.
I første episode taler Henrik med professor Rebecca Adler-Nissen om, hvad det kan betyde, når eller hvis vi alle sammen får vores egen agent eller agenter. Enten en agent fra en amerikansk virksomhed eller en agent stillet til rådighed af den danske stat.
Det er Altinget, der har lanceret den i samarbejde med Det Nationale Center for AI i Samfundet (CAISA).
Her ses AI i et politisk perspektiv i modsætning til mange andre artikler/podcasts m.m., som mest ser på teknologiske og hverdags-implikationer.
Titlen, Den sorte boks, er en reference til det, der foregår inde i de store sprogmodeller: selv dem, der har designet dem, ved det ikke rigtigt…
Linket er til Apple Podcasts, men den kan hentes hvor som helst.
Disclaimer: jeg samarbejder med Henrik.
Om os
Unikontekst
Nyt ord – godt ord. Læs eller lyt hos Zetland. TL;DR: Unikontekst er den mærkelige virkelighed, vi lever i netop nu, hvor mange ting ikke længere er kontekstbestemte. Telefonen fx. Den er jo ikke til at ringe fra, vel? Den er til – alt!!! Artiklen fortæller i dybden om de kontekster, vi var vant til at færdes i, som gjorde det enkelt for os at forholde os til mange ting. Kirke om søndagen, pænt tøj på til fest, spise pænt hjemme hos mormor, stå til højre på rulletrappen, give hånd når man siger goddag til folk, man ikke kender, sige/skrive tak, når man har fået en gave. Nu ved du, hvad jeg mener.
Pjat
Factmap.world
Er en lille 5-spørgsmåls daglig quiz. Virkelig svær for hukommelses- og geografiudfordrede mennesker som mig, men sjovt og lynhurtigt overstået. Tak til min kære bror for den.
Den mystiske vindeltrappe
I en klosterkirke i New Mexico findes en vindeltrappe udført af grantræ. Den er opførst sidst i 1800-tallet af en ukendt snedker og er af et så intrikat design, at folk taler om indblanding fra oven. Jeg elsker bare den slags historier, der involverer både folklore, historie, videnskab og håndværk.
