Tak for kaffe!

En (lidt skør måske?) amerikansk mand satte sig for at sige Tak for Kaffe til hver eneste person, der havde bidraget til, at han kunne drikke sin morgenkaffe på sin lokale kaffebar.

En sjov men selvfølgelig også tankevækkende artikel fra Zetland følger ham på vej og får kigget lidt på, hvor mange der egentlig er involveret den lange vej fra plantning af kaffebuske, til man kan slubre morgenkaffen.

Samfund/miljø/politik

Har du set Seaspiracy?

Blev du grebet af tanken om, at alle bør stoppe med at spise fisk? Så kan du passende begynde med at tænke ud over din egen lille privilegerede vestlige næsetip og tænke på alle de mennesker i verdens fattigste lande, der er dybt afhængige af fisk og fiskeri for at overleve. Og spekulere lidt på, hvad de skal spise/arbejde med i stedet for, som er MERE bæredygtigt. Du kan også bare se det her klip med Dr. Ray Hilborn, der er havbiolog og ekspert i bæredygtigt fiskeri. Filmen varer 4,26 minutter.

DR har også været så venlige at udsætte Seaspiracy for noget kildekritik, og de mange forskere fra forskellige marine discipliner er ret enige, mange af filmens påstande er enten vildt overdrevne eller direkte misvisende. Selvom overfiskeri og ulovligt fiskeri uden tvivl er kæmpe problemer, der kan og bør bekæmpes.

Politik i køleskabet

NYT har lavet en ikke supervidenskabelig, men dog nogenlunde ordentlig undersøgelse af, om indholdet af en amerikaners køleskab siger noget, om hvorvidt de er Trump- eller Bidenvælgere. Sjovt at læse.

Hvad tror I, er der synlig forskel på køleskabsindholdet mellem en DF-vælger og en S-vælger? Eller en V-vælger og en SF-vælger? Som det også fremgår af artiklen, er det lidt sværere, end man skulle tro.

At det slet ikke er nemt at skue hunden på køleskabsindholdet, kender jeg selv flere eksempler på. Jeg kender fx en inkarneret Enhedsliste-vælger, der har særdeles politisk ukorrekte mad- og drikkevaner.

Greenwashing

Videnskab.dk er så venlige at gennemgå de forskellige former for Greenwashing og forklare, hvori greenwashingen består. De fokuserer på de tre begreber: Klimakompensation, grønne certifikater og biomasse. Men bemærk lige, at de også siger, at det ikke nødvendigvis fremmer miljøets sag at udskamme virksomheder, der bryster sig af disse tiltag.

Viden

Svensk ærkebiskop

En biskop blev begravet i 1600-tallet og senere gravet op igen. Liget var yderst velbevaret, så det var interessant for arkæologer at se nærmere på ham. Hvad der var yderst overraskende var det lig af et dødfødt barn, man fandt i hans kiste. Men det mest overraskende var, hvad DNA-analyser viste om fundene. Læs hos Ars Technica.

Diktaturer er ikke gået af mode

Men de har fundet nye, mere “elegante” måder at etablere sig på. Artiklen er en “Tænkepause” fra Videnskab.dk.

Digitalt

Digitale minder

Vi kender det (næsten) allesammen: Facebook minder os om en begivenhed for X antal år siden, og, selvfølgelig, vi bliver bombarderet med reklamer for noget, vi har søgt efter på Google. Oftest er det enten dejligt eller lidt ligegyldigt, men nogle gange er det smerteligt.

En reporter fra Wired fortæller, hvordan hun nu, to år efter et aflyst bryllup, stadig bliver forfulgt af “minder”, bryllups-relaterede reklamer, Pinterest boards med brudekjoler, etc. 

Hun folder det ud, som den tech-journalist hun er, og interviewer mange tech-firmaer om, hvad de gør, for at give folk mulighed for at rydde op i den måde, deres digital fortid forfølger dem på. Meget læseværdigt longread.

Og apropos vores digitale liv, så er her en podcast, hvor en ekspert fortæller om Deep Fakes. Jeg kom for sent til et tog og stod på den mørke perron og lyttede. Det er mere uhyggeligt end nogen gyserfilm!

Om os

Lykkelige os

I et ganske kort essay kigger en New Yorker på os og undersøger, hvorfor vi måske er lykkeligere end så mange andre. Artiklen er fra lige før Corona.

Født samme dag, samme sted

På et lillebitte hospital i en lille by i New Foundland for snart længe siden, blev to drenge født. Læs eller lyt til deres historie i dette longread (nærmest en lang novelle).

Pjat

CEO-profet

Kunst og kultur

Ugens bog: The Feather Thief

En dramadokumentarisk roman af den allermest vel-researchede slags. En nydelse at læse. Den handler blandt andet om hatte som den herunder – eller altså, de uskyldige sjældne, tropiske fugle, der måtte lade livet for at damen ku’ få sin hat. Og om vanvittige mænd, besat af kunsten at binde en flue – så besatte, at de vil gøre sig til kriminelle for at skaffe de helt “rigtige” fjer. Læs anmeldelse på Goodreads.

Hvis du tænker, ah, jeg skal ikke læse en hel bog om emnet, men det lyder da spændende, så er her en fin lille artikel fra Naturhistorisk Museums virkeligt fine udstilling om Naturen i Moden fra 2019. Jeg så den flere gange – et flot eksempel på god formidling. Du kan også søge på #salmonflies på Instagram. +43.000 poster…

Filmstriben

Der er altid gode film på Filmstriben. Benytter du dig af dette fantastiske velfærdsgode? Fx. gør de i denne uge reklame for scifi-filmen What Happened to Monday med bl.a. Noomi Rapace, Willem Dafoe og Glenn Close. Den har jeg aldrig set, og jeg synes, den ser spændende ud – tema henad Handmaid’s Tale.

Share

Forudsigelser

Her er ugens absolut mest spændende artikel. Den handler om specialisters evne til at forudsige hændelser. Artiklens fokus er næsten udelukkende på økonomi og aktiemarkedet, og det er virkelig interessant. For specialisterne, kaldet pindsvinene, er spektakulært elendige til at forudsige hændelser på finansmarkedet. Derimod er generalister med hovedet skruet ordentligt på, kaldet ræve, virkeligt gode til det. Og hovedårsagen? Når ræve opdager, at en antagelse var forkert, kigger de nærmere på den. Siger, nå da, der tog jeg fejl, hvad mon var årsagen til det. Og så tager de det med, når de skal komme med en forudsigelse. Specialisterne affejer egne fejl og lærer derfor ikke noget af dem.

Samfund/miljø/politik

Kvinder og alkohol

En kvinde, der får et glas vin på en bar, vurderes som både fuldere og mere promiskuøs, end en mand, der gør det samme. Sociologisk studie.

penge ➤ lykke?

Bliver man lykkelig af (flere) penge? Jo, lykkekurven flader noget ud, efterhånden som millionerne ruller ind. Men lidt mere eftertanke, inden man bruger sine penge, kan bidrage til ekstra lykke. Artiklens forfatter har taget Yales mest populære kursus. Det kan du også, for det er online og gratis.

New Public Management

En DJØF’ers opfordring til at gentænke NPM. “I bedste fald bliver styringen meningsløs; i værste fald forvrænger den både medarbejdernes og ledelsens prioritering ved at fokusere på det uvæsentlige frem for det væsentlige.”

Hvor skruppelløs kan man være?

En blogpost fra Signal.dk, der kort ridser omfanget af skandalen i VW-fabrikkerne op. Man bliver helt paf.

Abort i USA I

Alle har hørt om den nye abortlovgivning i Alabama og andre stater. Men måske er det ikke alle, der har hørt om det vidensgrundlag, de lovgivende mænd har om kvinders kroppe og fertilitet. Hvis det ikke var så skræmmende, ville det være grinagtigt.

Abort i USA II

Lidt baggrund om Alabama. Hvor meget ser man egentlig på de børns ve og vel, der nu skal tvinges ind i denne verden? Artiklen ser på børnedødelighed m.m.

Dot.com boble?

En tidligere dot.com-millionær mener, at der igen er en boble og mener, at der er tegn på, at den er på vej til at briste. Det kan man være enig eller uenig i, men artiklen er under alle omstændigheder sjov læsning.

Teknologi

Singularitet

Dorte Toft har været til klog debat om superintelligens, hvis indhold hun er så venlig at dele med os andre. Spændende, men sgu ikke så opløftende.

Viden

Børn med høj IQ

Desværre er det ikke nødvendigvis fedt at blive forældre til et barn med høj IQ. De børn har det ofte svært, og samfundet, både vores og andre, mangler ressourcer til at forholde sig til dem. Lang artikel med mange interviews med forskere og specialister. God at blive klog af.

The Iceman

The Iceman, 5300 år gammel mumie, spiste en masse kød og mejeriprodukter, inden han drog ud på det, der blev hans sidste rejse i Alperne. Arkæologi er for vild en disciplin! Læs om ham og undersøgelserne af hans maveindhold.

Skadelige mobiltelefoner

For 27ende gang – vi ved det ikke! Altså, vi ved godt, at vi får ondt i nakken og armen, og at det selvfølgelig er skadeligt. Men om vores optagethed af telefonen og dens indhold, om likes og halløj på Instagram betyder en hel masse, eller om der simpelthen kun er tale om korrelationer, det ved vi bare ikke. Så lad os da stikke forskerne nogle flere penge, så de – måske – kan finde ud af det!

Faktatjekket (beton vs træ)

Jo, det er bedre at bygge af træ end af beton. Når blot man husker at plante nye træer. Videnskab.dk har kigget nærmere på en politikers påstand – der faktisk holdt vand!

Om os

voldsfascination

Hvis du lige mangler en velfortalt novelle, der er en slags personlig udviklingshistorie skrevet af en kendt amerikansk journalist, så gem lige denne her til du har en stund. Den handler om to fætre, hvor den ene er en “Rigtig Mand” og den anden prøver at være det. Prøver at lade være. Og prøver igen.

Kunst og kultur

Jeg har set to charmerende film, som jeg desværre ikke har fået skrevet om, så her kommer lige lidt:

Gøg & Gokke

En meget bedre film, end jeg nok havde ventet. Meget charmerende og underspillet og med fokus på kunstnerens og kunstens vilkår. Der er ikke rigtigt noget at grine af, men smile – det gør man.

Miyazakis debutfilm

Til gengæld grinede jeg hjerteligt af den her fra 1979. Man kan virkelig godt se, hvor det alt sammen kom fra i de senere film. Den er simpelthen så fjollet og superhelteagtig på den gammeldags facon, at det er helt befriende. Desværre er sidste chance for at se den i biografen i morgen søndag kl. 9:30 om morgenen. Men hvis du ikke skal kigge på maraton, så er her altså muligheden for at starte dagen med en hjertelig latter.

Share

Naturens skønhed

What is it good for?

Dette #longread prøver at finde frem til svaret. Jeg kan godt afsløre, at som i stort set alle livets store spørgsmål er der ikke kun ét svar. Det gør ikke artiklen mindre spændende, og den er uhyre velskrevet, en sproglig lækkerbisken. Oven i købet forekommer ordet #serendipity i teksten. Fra New York Times Magazine.

Samfund/miljø/politik

Statsministerens nytårstale

Christian Koch (retoriker) analyserer den på K-Forum. Det er både klogt, sandt og lærerigt.

#metoo

En forsker har dristet sig til at se nærmere på, hvordan danske medier har behandlet #metoo. Ikke overraskende er det deprimerende læsning. Jeg venter stadig i spænding på, at et eller flere af disse medier skal forsvare deres egen dækning. Forskeren er blevet interviewet i Berlingske, men der kommer ingen indrømmelser fra den kant. Som Dorte Toft har påpeget igen og igen, så giver en positiv vinkling på #metoo bare ikke nok klik.

Teknologi

Bliver børn syge af for meget skærmtid? Ingen ved det.

Som med fjernsyn, rockmusik og tegneserier i forne tider er det en “vedtagen sandhed”, at for meget skærmtid er usundt for børn. Men der findes ingen dokumentation for det. Der er naturligvis dokumentation for, at børn har brug for søvn og motion – men de to ting udelukker ikke nødvendigvis hinanden. Læs med hos BBC.

bliver man socialt isoleret af meget skærmtid? Intet tyder på det.

En forsker fortæller her om sin PhD-afhandling, hvor hun har analyseret smartphonebrug hos et stort antal studerende på DTU. Det er klart, at studerende på DTU ikke er repræsentative for befolkningen som sådan, men der er vink med vognstænger i analysen, som kan læses på videnskab.dk.

Viden

Allergisk eller ej?

Forskere har kigget nærmere på et stort antal mennesker, der selv mente, de var allergiske. Ca. halvdelen var ikke, men mange har intolerans mod visse fødevarer. Det kan man ofte gøre noget ved. Artiklen på dansk står på videnskab.dk, men du kan også hoppe direkte til den mere dybdegående artikel hos The Guardian.

Dunning-Kruger effekten

Den handler om, hvordan uvidenhed begrænser vores evne til at erkende vores uvidenhed. Formentlig årsagen til den udbredte vaccineskepsis. Igen en artikel fra videnskab.dk.

Cirkulær fødevareøkonomi

Artiklen forklarer, hvad det egentlig er og gennemhuller *desværre* samtidig regeringens plan for samme. 4 elementer skal være på plads. Ét af dem kan vi selv rokke ved: forbrugsmønstre. Men det ville selvfølgelig hjælpe med fx afgift på plastikposer – eller måske ligefrem forbud – eller differentieret moms.

Blå tænder – ikke af rødvin

Lapis Lazuli fundet i 1000 år gammel kvindes tænder. But how? Her er forklaringen og den er fantastisk. Man skulle virkelig have været arkæolog eller historiker! Kunstmaler Maj-Britt Schultz havde fundet den historie.

Om os

Kør med tog!

Jeg tænker meget over det med flyvning og må indrømme, at jeg bare ikke er klar til helt at opgive det endnu. Og ikke kun fordi jeg har nær familie i USA. Men samtidig med at vi forsøger at råbe politikerne op om at gøre togrejser bedre, billigere, nemmere, så findes der faktisk togrejser, der både er nemme og billige. Det påstår Politikens nye rejsetillæg i hvert fald. Jeg er enormt fristet af at tage turen til Lofoten og tilbage igen! Hvad med dig?

Kunst og kultur

Instanovels

Sidste gang vi var i New York var vejret ærligt talt ikke særlig godt, og på vores sidste dag regnede det. Meget. Vi havde lige brugt en mindre formue på en nødvendig ombooking af hjemrejsen, så var ikke klar til at bruge penge. Så vi tilbragte adskillige timer på New York Public Library. Et fuldstændig fortryllende sted. Prøv fx deres map room. OMG!!! Nå men, de er selvfølgelig også verdensmestre til Instastories, har jeg lige fundet ud af via Københavns Bibliotekers nyhedsbrev Litterær Luksus. Følg @NYPL for de store fortællinger som Instastories.

#fredagsbog

Som så mange andre læser jeg Haruki Murakamis Mordet på Kommandanten. Få forfattere kan vikle én ind i sin fortælling, som han kan. Jeg har set en polsk film, Cold War, som jeg stik mod forventning blev ret skuffet over, selvom den er vanvittig flot. Den rørte mig simpelthen overhovedet ikke, hvilket instruktørens forrige film Ida eller gjorde. Jeg havde en ven med i biografen, der både er filmkender og polak. Han var om muligt endnu mere skuffet. Øv.

Share