Mavelanding

Et ordentligt plask

Havde besøg af yngstesøn (der er flyttet hjemmefra 🥲) og hans kæreste, og vi besluttede at se en film sammen. At blive enige om hvilken var ikke så nemt. Men på HBO Max faldt vi over Sully, en film af Clint Eastwood med Tom Hanks i hovedrollen. Den handler om “Miraklet på Hudsonfloden”, hvor piloten mavelander sit fly, hvor begge motorer er sat ud, på den isnende kolde Hudson-flod, da han indser, at han ikke kan nå tilbage til La Guardia, hvorfra de lige er lettet. Jeg huskede jo tydeligt scenerne fra TV, men de to unge var – for unge. Jeg havde ærligt talt ikke de allerstørste forventninger, men filmen var faktisk langt bedre end ventet – så godt klippet og scriptet, at jeg sad fremme i stolen. Den fik også 👍🏻👍🏻 fra de to unge.

Supernova

Så fik jeg set den i Grandhjemmebio.dk – en meget passende film til den 1. januar. Filmen handler om et ægtepar (spillet af Colin Firth og Stanley Tucci), hvor den ene har fået diagnosen early onset dementia. De tager på en tur i det skotske højland, som er dårende smukt – og også meget melankolsk, fordi det er efterår. De kæmper med, hvordan deres afsked skal være, og det gør ondt langt ind i hjertet. At miste sin elskede til demens må være noget af det mest frygtelige. Alligevel tænkte jeg, at de begge var privilegerede, fordi de havde al den kærlighed!

Og det viser sig, at blandt Colin Firths mange, mange talenter er også et ganske habilt klaverspil. Goderne er sgu lidt ulige fordelt ;-)

Sagen Collini

En helt fremragende tysk film, jeg så i Grandteatret for et par år siden. Nu kan du se den på Filmstriben. Go go go!

Emily in Paris

Jeg ser på Twitter, at denne serie (Netflix) opfattes som meget kontroversiel, bl.a. fordi den har stereotype fremstillinger af forskellige nationaliteter. Og fordi den glorificerer forbrug. Men altså, jeg synes, den er sjov på den corny måde – ikke mindst pga stereotyperne – det er jo ALLE; nationaliteter, seksualiteter, erhverv, whatever, der males op i hvert sit stereotype hjørne. Og så det tøj, både kvinder og mænd har på – jamen, jeg stirrer umætteligt på det, fordi det er den skønneste kontrast til dansk vinterhverdag.

Danmarks bedste portrætmaler

Jeg har tidligere fravalgt disse programmer, fordi jeg tænkte, at man da ikke kan konkurrere om kunst på den måde. Men som det så ofte sker, fik en ven mig overtalt til lige at tjekke det ud. Og jeg blev meget positivt overrasket, for jo, den ene maler ER jo bedre end den anden. I fem ud af de seks programmer i den seneste sæson var jeg enig med dommerne om det bedste maleri.
Men pyt egentlig med hvem der vinder – det der med at følge maleriernes tilblivelse og se, hvor mange forskellige måder, man kan tilgå det på – det var meget inspirerende, synes jeg. Nu følger jeg mine favoritter på Instagram og er spændt på at se, hvordan det går dem.

Det samme gælder i øvrigt en anden lignende serie, der hedder Danmarks næste (design)klassiker. 3. sæson er lige startet.

Er du holdt op med at læse bøger, Néné?

Nej da, men det er sådan nogle lange nogle, så der går måske et par uger, før jeg er færdig med en eller begge. Jeg kan godt afsløre, at det er Tolstoys Anna Karenina som lydbog og Robert Musils Manden uden egenskaber som papirbog. Sidstnævnte er den mærkværdigste blanding af meget filosofisk, meget morsom og meget kryptisk. Jeg vil ikke sværge på, at jeg forstår det hele, men jeg er både underholdt og udfordret.

Samfund/miljø/politik

Om en værdig død

Læs et dybfølt indlæg på Altinget fra en overlæge på Rigshospitalet om, hvorfor vi ikke “tillader” folk at dø af/med fx. Corona, når de er mætte af dage. Jeg kunne ikke være mere enig.

Da min far havde tilbragt det første deprimerende år på plejehjemmet, som næsten blind og næsten døv, men helt tilstede, ønskede han intet andet end at dø. Han var mæt af dage, 90 år gammel, og ønskede sig ikke mere af livet. Da han fik en blodprop, blev han alligevel indlagt og genoplivet, og han græd, da det gik op for ham, hvad der var sket. Et halvt år senere fik han en ny blodprop, og denne gang nåede man ikke at genoplive ham. Jeg ved, at det var det bedste, der kunne ske. En pårørende til en anden beboer på plejehjemmet greb fat i mig og spurgte, om jeg godt vidste, at jeg kunne klage over plejehjemspersonalet, der måske ikke havde grebet hurtigt nok ind. Jeg måtte svare, at det ikke kunne falde mig ind at klage – min far var der, hvor han ønskede at være.

Mere om en værdig død

En amerikansk sygeplejerske på en intensivafdeling gør sig her kloge overvejelser om, hvordan man kan sikre sig, at man ikke bliver udsat for indgreb og behandling, som man ikke ønsker. Hun argumenterer for, at man ikke skriver et formelt dokument (på et tidspunkt, hvor man er ung, sund og rask og ikke kan forestille sig sygdom og død), men sørger for at få talt med nære og kære om det med mellemrum, sådan at, skulle dagen oprinde, hvor det skal besluttes, om et bestemt indgreb skal finde sted, familien eller vennen ved, hvad personen ønsker sig, hvis de ikke selv kan give udtryk for det. Artiklen er et gavelink fra NYT, så du kan læse den uden paywall.

Viden

Don’t look up – igen

Videnskab.dk har oversat en artikel fra The Conversation om de myter om forskning, som filmen prøver at aflive.

Vaccine til det globale syd

Endelig er der godt nyt på den front. En vaccine udviklet på “traditionel” vis er blevet godkendt i Indien og er nu i produktion. Den er billig og ret effektiv. Læs mere hos NPR.

Om os

Sommerhusdrømmen

Læs og se mere hos Dezeen.

Pjat

Kom på tur i Edinburgh zoo.

Share

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Share