Oh, pelargonier!

Jeg elsker min pelargonie og dens “børn”, og nu, hvor jeg har fået altan, skal jeg have flere. Jeg var sidste år på en Tour de Sydsjælland, hvor jeg bl.a. besøgte slottet Gisselfeld. På Gisselfeld er der et smukt orangeri, og de har specialiseret sig i duftpelargonier. Så jeg planlægger en udflugt derned i maj, hvor jeg så kan slå to fluer og samtidig nyde de flotte rhododendroner i slotshaven.

At jeg lige kom på pelargonie-tanker i denne uge skyldes en artikel i Financial Times, som Marie Carsten Pedersen fra Zetland har anbefalet, der handler om, jo jo, du har gættet det: Glæden ved den ret banale og ikke særlig fancy potteplante pelargonien.

Samfund/miljø/politik

Trusler virker

Der er efterhånden en del emner, der er blevet så sprængfarlige, at mange holder sig helt fra at udtale sig om dem. Det er simpelthen så trist, men er ikke et problem for samfundsoplysningen. Hvad der til gengæld er et problem for samfundsoplysningen er, at forskere bliver udsat for grove trusler, hvis de udtaler sig i medierne om deres forskningsfelt, og dette tilfældigvis dækker Corona, vacciner, modermælk (!), flygtninge, indvandrere, religion eller *noget med køn*. Vi har brug for, at medier kan kontakte forskere og få ting forklaret, men ifølge artiklen her i Forskerforum, er der allerede forskere, der er stået af.

Fru Assad

Måske læser jeg bare de forkerte danske medier (fortæl mig, hvis du har læst om Assad-familien i et dansk medie), men jeg havde aldrig før hørt om Asma Assad, før jeg læste denne artikel (longread i The Economist (sign-up giver tre gratis artikler om måneden)). En særdeles interessant, skræmmende og magtfuld dame, der måske har ambitioner om selv at blive præsident, hvis hun kan skubbe Bashar Assads bror til side.

Adoption

Her er et longread fra Wired om adoption i USA. Heldigvis udsættes danske børn og adoptanter ikke for så arbitrære og forfærdelige vilkår (markedsmekanismer, jo, som i USA selvfølgelig også gælder for *handel* med børn), men der er dog mange ting i artiklen, der maner til eftertanke også her i Danmark. Et lyspunkt for amerikanerne er Bidens nye lov om børnepenge, der vil løfte millioner af børn ud af fattigdom og derfor formentlig mindske antallet af mødre, der føler, de er nødt til at bortadoptere deres baby.

Efter min mening er adoption endnu et af de emner, hvor man simpelthen ikke kan tale om enten/eller. Der er forældreløse børn og børn, hvis forældre er så gennemført uegnede til forældrerollen, at en bortadoption klart vil være til barnets bedste. Samtidig er der helt klart nogle meget ubehagelige efterklange af kolonitiden i mange adoptioner fra såkaldte tredjeverdenslande. At være fattig gør altså ikke en familie uegnet til at være forældre!

Kunst og kolonialisme

Her er en artikel fra BBC om en ca. 400 år gammel bronze-statuette fra Benin, der er dukket frem fra en bankboks. Historien om den fortæller en masse om de “blurred lines”, der ofte er, når det drejer sig om kunstskatte og kulturarv fra de tidligere kolonier. Jeg bragte også link til sådan en artikel i sidste uge, fordi emnet optager mig. Krydsfeltet mellem kunst/historie/politik er unægteligt spændende!

Tysk

Jeg har tidligere nævnt David Barnwells nyhedsbrev fra Tyskland, Fein. I forvejen ærgrer jeg mig jævnligt over, at mit tysk ikke rækker længere, end det gør, men når jeg læser Fein, ærgrer jeg mig endnu mere pga alle de spændende links, jeg ikke kan følge. I denne udgave fortæller han, at tysk næsten er forsvundet på danske gymnasier. Det er sørgeligt, for tysk kultur er meget rig, både den fortidige og den nutidige. Det ville være godt at fokusere på det, i stedet for på elendig mad, og at staklerne opererer med tre køn.

Viden

Epigenetik

– er et begreb, der egentlig signalerer, at diskussionen om Nature vs Nurture bør køres endegyldigt i garagen. For det er begge dele. Læs om epigenetik (de ting, der sker uden for selve generne) hos Forskerzonen.

Teknologi

Firefox vs Chrome

Hvem vinder en sammenligning foretaget af Mashable? Det gør Firefox, men snævert. Det vigtigste (for mig) er dog, at Firefox vinder, når det gælder sikkerhed.

Bitcoin og miljøet

De fleste har vel efterhånden hørt om, hvor enormt meget CO2 Bitcoin-mining udløser? Her er en artikel fra NYT, der kigger nærmere på problemet og på mulige løsninger. For at føje til din bitcoin-CO2-depression er her endnu en historie. Tak for den til Gabz.

Medier

Poul Madsens afgang

Den del af historien her (i K-Forum), som handler om Danske Bank/massageannoncer/hvidvaskning var fuldstændig gået hen over mit hoved. Så er du godt bekendt med den historie, behøver du måske ikke læse med. Historien om at han vil bruge mere tid på familien, køber jeg altså ikke. Den er simpelthen for slidt, og han har været mediechef alt for længe. Jeg er med på, at han i en sen alder er blevet far igen, men altså… Og hvad sker der forresten for den helgenkåring, han udsættes for på tværs af medier. Fortjener han den?

Om os

Familiefotografier

Efter jordskælvet/tsunamien i Japan mistede tusindvis af mennesker alt. Ofte også deres nærmeste. Læs denne gribende fortælling (BBC) om mennesker med fotoekspertise, der kom fra hele verden for at hjælpe med at redde tusinder af fotos, fundet i ruinerne, men næsten ødelagt af saltvand – og det kæmpe projekt med at forene fotografierne med deres ejere. Via Ronnie.

Hesteterapi

En ikke så lidt rørende billedfortælling om en hest, der trøster terminale patienter på et hospital i Frankrig. Fra The Guardian. Og tak til Anja for at sende mig linket.

Pjat

Gode, gamle Venn

Et retweet bragte denne perle ind i mit Twitter-feed forleden.

Kunst og kultur

Ny kunstner (for mig)

Jeg skal forbi Clausens Kunsthandel i Studiestræde i næste uge, har jeg lovet mig selv. Egentlig klikkede jeg på linket, fordi jeg godt kan lide Kirstine Roepstorff, som jeg første gang bemærkede på Charlottenborg for en del år siden. Men så faldt jeg faktisk helt for den kunstner, hun udstiller sammen med, Catherine Poher. Billederne har sådan en altmodish kvalitet, som jeg ikke kan stå for.

Ugens bog

Den var lige ved at blive Årets bog, fordi jeg var så utroligt lang tid om at læse den. Desværre ikke fordi det var den bedste bog. Den hedder Connectedness med undertitlen An Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene, og den er redigeret af arkitekt, PhD, Marianne Krogh, som jeg beundrer meget. Men jeg synes ikke, den gør det, den er sat i verden for at gøre. Læs min anmeldelse på Goodreads.

Share

Viggo instruerer

Åh åh åh, ny film, Falling, af og med Viggo Mortensen, som jeg skamløst indrømmer, at jeg er HELT pjattet med. Oven i købet medvirker en anden favorit, Laura Linney. Og det er danske Marcel Zyskind, der har fotograferet. Viggo ikke bare ER god smag, har HAR også god smag. 😎 Traileren gik lige i mit hjerte – og det var så IKKE, fordi Viggo var med. En premieredata har vi vist ikke endnu.

Samfund/miljø/politik

Farlige mennesker

Boogaloo Boys er lynhurtigt gået fra at være et internet meme til at være en militant bevægelse med en militia-agtig organisering. De er ikke helt enige om, hvem de hader, bortset altså fra Deep State. De ved også godt, hvem de elsker, nemlig QAnon. Derudover hader mange af dem kvinder og brune mennesker, LGBTQ-folk og venstreorienterede, Hollywood-personer og politiet. Det er meget forvirrende, men det er netop et af problemerne med de her nye grupperinger – de hader bare over en bred kam. Gør dig klogere i NYT-artiklen her. I Portland er sådan en gruppe gået til angreb på BLM-demonstranter med tåregas og knipler, fordi de tror, de er en slags ordensmagt.

Når det især er kvinder, de hader

Danske medier flyder over med mænd på indflydelsesrige poster, der tuder over, at de ikke længere kan “udtrykke sig kunstnerisk frit” uden at blive hængt ud af kvinder. Endnu er ikke én eneste blevet fyret fra sit job eller har mistet sine privilegier, så vidt jeg ved. Men hvis man kan brygge en hel masse identitetspolitisk suppe på at få et manuskript afvist, så har man da sparet sig selv for noget af det der ubehagelige selvkritik.

Det er slet ikke på niveau, heldigvis, med den chikane af kvinder, der finder sted i visse dele af gamermiljøet, hvor kvinder bliver forfulgt, hængt ud og får trusler år ind og år ud, uden at miljøet eller sågar politiet griber ind. Læs den triste beretning, om hvad det kan føre til, her i Wired.

En masse flinke mainstream-mænd mener, at de har deres ryg fri, fordi de ikke opfører sig sådan. Men indtil de tør rejse sig op og sige højlydt fra over for chikane og trusler mod kvinder, imponerer de mig ikke.

Apropos hvide kulturmænd, så har Zetlands Marie Carsten Pedersen lavet et sjovt og spyddende interview med den selvudnævnte ronkedor Bo Tao Michaëlis. Det er god læsning/lytning, og Marie har nogle virkeligt skarpe pointer.

GHETTO!

Her er et godt og tiltrængt indspark i ghetto-debatten, der er løbet mere eller mindre af sporet. Det er skrevet af Jarl Sidelmann, der er fysiker, ansat i det private (inden du tænker, at du ikke gider læser noget af en rød socialrådgiver). Han bruger hårde data til at underbygge sine påstande, som sådan nogle fysikere har for vane.

I artiklen finder man bl.a. dette citat: “Steen Eiler Rasmussen, der tegnede den københavnske bydel Tingbjerg, havde sågar i byplanerne advaret om, at bydelen ikke måtte blive ”ghetto for én bestemt, mindre anset samfundsgruppe.

Mere:

“”Vold og terror hærger forstæderne”, skrev Ekstra Bladet i vinteren 1976: ”Skuepladsen for gade-volden er flyttet fra de gamle traditionelle steder omkring Nyhavn og Vesterbro til sovebyerne udenfor storbyen”, berettede avisen.”

En indbyrdes kamp mellem en række gadebander førte i slutningen af 1970’erne til den dengang største konflikt på dansk jord siden Anden Verdenskrig. Otte mennesker blev likvideret, flere politifolk truet og overfaldet. Et attentat mod justitsminister Erik Ninn-Hansen blev planlagt.”

Viden

Antistoffer og tests

Hovedpointerne i artiklen er, at vi ikke har antistoffer så længe, men i stedet har lagret modstandskraft mod Covid19 andre steder i kroppen. Derfor giver det meget lidt mening at få taget antistoftest, som lægerne mener egentlig kun duer til at påvise overordnede trends. Så spar pengene til en antistoftest, særligt hvis du er en af dem, der tror, du havde corona tidligt i pandemien.

Tøj af græs

Videnskab.dk skriver om forskeren, der kan lave tekstil af et affaldsprodukt fra landbruget. Men artiklen gennemgår også tøjs miljøpåvirkning og kommer med råd og tips til, hvordan vi alle sammen kan medvirke til at reducere modebranchens enorme klimaaftryk.

Teknologi

Svindel

Hvem kan ikke lide en god svindelhistorie? Her er en om 4 brødre, der svindlede Amazon for et ret betydeligt beløb.

Om os

Orden på hylderne

Her er det et spisekammer, noget de færreste af os har mere, men det kunne også være et kosteskab eller almindelige køkkenskabe. Orden!

Ny kogebog på vej fra Jamie Oliver

Han er jo gået fuldstændigt af mode, men det er jeg ret ligeglad med, for han er bare god til at skabe nemme, sunde og velsmagende hverdagsretter. Her er en stærk en med kylling. Og husk, afhængigt af hvad og hvor meget du serverer sammen med kyllingen, så kan der være mad i sådan en til flere dage, hvis I ikke er så mange.

Medier

Fox News

Wikipedia vil ikke længere bruge Fox News som “troværdig kilde” vedrørende politik og videnskab i leksikonnet (andre emner berøres ikke). Det står i kontrast til Google, Facebook m.fl., der glad bruger dem som kilde. Argumentationen er solid.

Kunst og kultur

Biografer er ikke kultur, må vi forstå

Kim Foss, der er direktør i Grandbiografen, har skrevet til kulturministeren, for han er – forståeligt – ret uenig i den påstand. Læs her.

Ballet

Balletten er et af de steder, hvor kønsstereotyperne står corona-farligt tæt i kø. Men se her: En mandlig danser, variationer over et klassisk værk, ingen kraft- og højdespring – ren ynde, en kvindelig akkompagnatør. Tak til Ronnie.

Opera

Lidt sent har jeg opdaget, at vi kan høre opera i små overkommelige bidder på Bryghuspladsen de næste eftermiddage. Se programmet her.

Forever young

Programmet for årets (decimerede) Golden Days festival er offentliggjort. Det handler om at være ung.

Den næste Batman

Den ser jo fantastisk ud, og jeg glæder mig til at se den. Hvem vil holde mig i hånden, for det tror jeg nok, jeg får behov for? PS: Den kommer først i 2021.

Amazing Grace

Filmstriben viser den fine film fra optagelserne til Aretha Franklins gospelalbum Amazing Grace. Den har jeg set, og jeg kan anbefale den. Blandt det næsten 100% sorte publikum ses Mick Jagger på bageste række – ved at sprække af begejstring.

Godt TV om kunst er muligt

I hvert fald er første episode af Kunstnerkolonien på Skagen SÅ godt lavet og ægte sjov. Der er et par meget store krukker i gruppen – og et par særlinge. Det er sgu en forrygende kombination. Samtidig er det nogle vigtige samtidskunstnere, hvis værker vi vil kunne genkende fremover. Godt Fjernsyn!!!

Og apropos DR. Den fremragende men meget oversete danske film Den Skyldige ligger til afspilning i DR’s app for tiden. Se at få set den!

Where the crawdads sing

Bogen hedder Hvor Flodkrebsene Synger på dansk, og pålidelige kilder fortæller mig, at den er glimrende oversat. Jeg var vild med den.

Connectedness

Da jeg for nogle uger siden var på højskole, var et af højdepunkterne et oplæg af kunsthistoriker Marianne Krogh, der både handlede om den danske pavillon til Arkitekturbiennalen i Venedig, hvor temaet bliver VAND, og om det bogværk, hun har skabt i den forbindelse. Den tykke, flotte bog hedder Connectedness og er “an incomplete encyclopedia of the anthropocene”. Jeg fik den først for nogle uger siden, og en del af artiklerne har et ganske højt lix-tal. Og nogle af dem er så gode, at jeg straks læser dem igen, fx den der citeres herunder. Derfor er jeg langt fra færdig – men den kan godt tåle, at jeg skriver om den igen, når jeg har læst den til ende.

Fra afsnittet Art af Line Marie Thorsen

Indlæg af bl.a. Bruno Latour, Donna Haraway, Peter Weibel, Greta Thunberg, Björk, Connie Hedegaard, Minik Rosing, Carsten Jensen, Josefine Klougart, SUPERFLEX og Tomás Saraceno (ham der har lavet den nuværende installation i Cisternerne).

Og sluttelig – farveleg

Statens Museum for Kunst har hele tiden været yderst fremme i skoene, når det gælder om at gøre kunsten tilgængelig digitalt. Det kan du overbevise dig om ved at besøge deres hjemmeside og se, hvor meget du må “få” af det indhold, museet besidder. Lige flux ned på din computer. Nu har de barslet med endnu et digitalt projekt – legende og vidunderligt. Det passer lige til de af os, der farvekoordinerer vores bogreoler og flytter rundt på billederne, så der er harmoni i farverne. Nu kan du søge efter kunst ved at søge på en farve!

Share