Vise ord fra en vis mand

Det patriarkalske, hvide og eurocentriske verdenssyn, mange af os er vokset op med, har givet os ubevidste bias i forhold til mange forskellige ting. Selvom vi kæmper imod, laver de fleste af os en mere eller mindre ubevidst profilering af andre mennesker baseret på “viden”, vi har fået ind med modermælken. Forleden læste jeg et portræt af Desmond Tutu i Kristeligt Dagblad, og jeg blev slået af, hvor vis den mand er. Det her citat slog mig virkelig!

Fokusgruppen

DR har minsandten lavet et litteraturprogram, der faktisk er til at holde ud at se. Ideen er, at fem “almindelige” læsere mødes med en ordstyrer og diskuterer en bestemt bog. I et andet studie sidder så forfatteren og får lov til at “lure” på samtalen, uden at deltagerne ved det. Til sidst mødes de så. Det fungerer faktisk ret godt, men noget, der er sjovt og lidt overraskende, er, at det enkelte afsnits kvalitet har mere med gruppedynamikken mellem de fem deltagere at gøre, end det har at gøre med, hvilken bog de diskuterer.

Tak for kaffe

– er som bekendt titlen på Özlem Cekic’ nye bog om den svære kunst at tale sammen. Min ven Johan forærede mig den, og nu har jeg fået læst den. Jeg prøvede hendes “teknik” af på en sur mand på Twitter, og måske var jeg bare heldig, at jeg ramte ham på en blød dag, men det virkede! Det svære er selvfølgelig i de nære relationer, men Cekic har gode eksempler at dele ud af – også eksempler på, når hun selv har fejlet. Det gør bogen ekstra troværdig. Jeg har skrevet lidt mere her.

Alex Schulman

I sidste uge blev jeg inviteret til en forfattersamtale i Den Sorte Diamant mellem den for mig helt ukendte (men i Sverige MEGET kendte) forfatter Alex Schulman og Lise Bach Hansen, der er litterær programchef i Diamanten. Jeg skyndte mig at bestille hans bøger på biblioteket, men ingen af dem nåede frem, inden dagen oprandt, så jeg havde kun læst om ham og ikke af ham inden samtalen. Det blev alligevel en meget intens oplevelse, for han fortæller fuldstændig hudløst om sit liv med en alkoholiseret mor. Herunder er en kort sekvens fra svensk TV. Siden kom romanen Overleverne hjem til mig på biblioteket, og jeg er næsten færdig med den. Meget meget flot måde at skrive selvbiografisk på – milevidt fra den autofiktion, som ellers er så moderne.

Opfølger til The Circle

The Circle var en ubehagelig roman af Dave Eggers om, hvordan en stor techvirksomhed bliver lidt for glad for at udnytte deres adgang til vores privatliv… The Every er den garanteret lige så ubehagelige efterfølger. Forestil dig bare verden, efter at Google og Amazon har fusioneret… Her er et uddrag bragt i Wired.

Samfund/miljø/politik

Det’ de rige, der forurener

Er du ikke overrasket? Videnskab.dk har kigget på de forskellige studier, der påviser forskellige aspekter af dette lidet overraskende faktum. De kigger også lidt på, hvad man kan gøre ved det. Og inden du ser arrigt mod Hellerup, så inkluderer verdens 10% rigeste de fleste af os danskere. Det er, når vi taler om den ene procent, du kan vende blikket den vej.

Av, det står galt til i fængslerne!

En grundig artikel fra Zetland, der ser på, hvad overbelægning, Danmarks højeste sygefravær og akut mangel på fængselsbetjente betyder. Og artiklen stiller selvfølgelig også million-spørgsmålet: Alle de strafskærpelser, som politikerne fra både rød og blå stue har fået indført de seneste 10-20 år, har de battet noget? Du har nok gættet svaret. Men danskerne elsker øjensynligt politikere, der er tough on crime, så selv de hårde fakta kommer ikke til at ændre noget som helst.

Ung og glad eller gammel og gold

Supertanker på P1 tager et filosofisk blik på overgangsalderen. I programmet bliver der aflivet en del myter om den kvindelige OG den mandlige overgangsalder. Det er god lytning. Og som bonus kan man høre Annemarie Helger læse op af sin bog om klimakteriemakrellen. Gad vidst, om unge også synes, hun er sjov?

Greta

Stort, dybdegående og helt igennem fremragende interview i The Guardian med den nu 18-årige Greta Thunberg, der lige er flyttet hjemmefra og bl.a. taler om værdien af venskab. Hvis du har adgang til Information, bringer de interviewet i en lydefrit oversat udgave.

Genbrug af byggematerialer

En succesfuld arkitekt opgav sin karriere og startede en ny – baseret på at byggebranchen skal lære at genbruge sine egne materialer. Artiklen her er mestendels et interview med arkitekten, Anders Lendager. Han er meget inspirerende.

Lynetteholmen

Jeg er ikke fan af det projekt, men jeg syntes nu alligevel, det var interessant at læse denne artikel, hvor programleder i Dansk Arkitekturcenter, Anne Kathrine Harders, taler FOR projektet.

Folkesundhedsprisen

Det er måske ugens bedste indenlandske nyhed, at Folkesundhedsprisen er gået til Morten Sodemann. Læs Dansk Selskab for Folkesundheds begrundelse her.

Viden

At huske folks navne

– er noget, jeg er helt ekstremt elendig til. Her forklarer en neurolog, der har skrevet den vel anmeldte bog The Idiot Brain, hvorfor. Altså ikke min ekstreme udgave, men hvorfor de fleste af os husker ansigter langt bedre end navne. Det er en Twitter-tråd, men du kan sagtens læse den, selvom du ikke er på Twitter.

Fibromyalgi

Det ser ud til, at der endelig gøres fremskridt i at forstå denne sygdom, som mange læger stadig betragter som “psykisk”. Artikel i Videnskab.dk.

Teknologi

Mens verden ventede

Mon det var Twitter-stifteren Jack Dorsey selv, der skrev denne tweet, mens Facebook, Instagram, Messenger, WhatsApp var nede?

Om os

Hævn-prokrastinering ved sengetid

Jo, jo, det er en ting, og de fleste af os gør det. Vi tager hævn over en for lang og pligttung dag ved at snyde os selv for søvn, fordi vi sidder og scroller meningsløst på vores telefon. Hvor er det skørt – men der er en forklaring.

Pjat

Dyr spiser græskar

Share

The Circle af Dave Eggers

The_Circle_(Dave_Eggers_novel_-_cover_art)The Circle er ikke stor litteratur. Alligevel synes jeg faktisk, at de fleste moderne mennesker kunne have godt af at læse den, for den er et stykke ond, ond satire over det overvågningssamfund, som vi lukker ind af fordøren, anført af Facebook og Google med de offentlige myndigheder halsende i hælene.

Det geniale ved The Circle er netop, at alting gøres for vores eget bedste. Alle former for overvågning, uanset hvor invasiv, kan der argumenteres for med lutter plus-ord, og det gøres der effektivt gennem hele bogen. Man kan mærke, hvordan man suges ned i malstrømmen af gode intentioner, og hvor svært det er at fastholde sin modstand, når kriminaliteten falder, dårlig opførsel nærmest forsvinder, ingen børn nogensinde bliver bortført igen, you name it.

Jeg kunne mærke, at det var sundt for mig at stoppe op med jævne mellemrum og formulere min egen modstand midt i strømmen af “gode” argumenter. Heldigvis er der et par karakterer i bogen, der hjælper med modstanden – ellers kan man godt føle sig lidt alene i verden, som Palle, der altid taler til os, når vi hører Aflyttet på Radio 24/7.

Det er ikke nogen særlig tyk bog, og den er ikke videre krævende, så jeg synes, du skulle læse den. Der er noget at tænke over.

Dave Eggers er en mærkelig forfatter, hvis forrige bog A Heartbreaking Work of Staggering Genius, jeg læste uden begejstring. Formentlig derfor jeg kommer lidt sent til Circle-festen…

Share