Du bliver lykkeligere og bedre til dit arbejde af det, fortæller denne artikel. Det er jo ikke overraskende, at man har brug for andet i livet end familie og arbejde, og tre ugentlige besøg i fitness-centret gør det ikke ud for en hobby.
Jeg læser og lytter og strikker og forsøger at få spillet lidt på mit klaver. Hvad gør du?
Samfund/miljø/politik
Gulerødder og æbler på recept
Frugt og grønt på recept vil spare samfundet milliarder. Og så er der den enorme miljøgevinst, som kommer lige i hælene. Men mon ikke en del mennesker vil se det som et større indgreb i den personlige frihed end medicin på recept? Fast Company har historien.
Skrøbelig maskulinitet
Gang på gang må man overraskes over, hvor skrøbelig mange mænds maskuline identitet er. En undersøgelse påviser, at mænd fravælger miljøvenlige produkter og handlinger, fordi de opfattes som “feminine”. Suk. Tak til nyhedsbrevet #notallmails for link.
til kamp mod medicinalgiganter
En selvudnævnt “hillbilly lawyer”, ikke ulig Erin Brockovich, har påtaget sig at føre en kæmpe sag mod medicinalfirmaer og distributører, der har solgt opioide produkter til amerikanere i helt uhørte mængder. De har solgt hvad der svarer til en glas piller til hver eneste amerikaner, ung som gammel! #Longread om baggrunden og den kommende retssag.
fake news – igen
Hvor bange skal vi være for #fakenews? Ikke så bange, som der lægges op til, siger denne forstandige Professor of Public Policy. Til gengæld kan vi roligt være bekymrede over hemmelige donationer til politikere. Vi kigger på dig, Britt Bager, og dig, Marcus Knuth.
Amazon-føljeton
Jeg skriver tit om Amazon. Det gør jeg, fordi det er et af verdens største firmaer, fordi de fleste af os køber et eller andet dér med (u)jævne mellemrum, og fordi både selskabet og dets ejer sætter nogle standarder for, hvordan man driver forretning i dag, som vi nærmest har pligt til at sætte os ind i. Her er så The Amazon Diaries, hvor der kommer en ny beretning fra Amazons frontlinjer hver uge. Der interviewes medarbejdere, høj og lav, nuværende og tidligere, anonyme og navngivne. Det kan kun blive spændende.
miljøpanik
Internettets far, Tim Berners-Lee har en bror, Mike Berners-Lee, der har skrevet bogen “There is No Planet B”. Han gennemgår her de muligheder, vi har som borgere for at gøre noget selv. Der er ingen radikale tiltag, og du skal ikke blive veganer i morgen eller forsage al flyvning nu og altid. Læs hans afbalancerede og fredsommelige råd i The Guardian.
Teknologi
batterilevetid
Batterier. Elektroniklevetid. Ak. What to do? Jeg fik et par AirPods af mine sønner i julegave, og jeg må sige, at jeg er sindssygt glad for dem. Jeg har muligvis sarte ører, men on-ear høretelefoner gør ondt på mine ører efter kort tid. Og alle kender jo problemerne med de ledningsforbundne. Men der skal simpelthen findes en løsning – vi må kræve, at batterier har længere levetid og kan skiftes ud. Og så selvfølgelig ikke smide vores elektroniske dimser i skraldespanden! The Atlantic kigger nærmere på problemet.
Send bedre emails
Her er tre gode råd til at sende bedre (arbejds)emails. Anbefales. Og i tillæg er her så et godt råd fra mig til modtagerne: Svar helst på ALLE de spørgsmål, der stilles i mailen – det er så praktisk…
Viden
Den lille forskel
Artiklen her er faktisk fra sidste uge, men jeg glemte at dele den. Torben Sangild fra Zetland har læst en ny bog om kønsforskelle i hjernen og interviewet dens forfatter, en britisk forsker. Ikke så få mennesker hader bogens konklusioner.
Hvem er det mest synd for?
Er det synd for de små mus og misser, hvis man udrydder dem fra områder, hvor de er invasive arter og derfor truer oprindeligt dyreliv? Forskere mener, at man så kunne redde omkring 10% truede dyrearter!
Ja, fattigdom fører til dårlig dømmekraft
At være tynget af gæld på fattigdomsmåden (i modsætning til folk, der professionelt låner 100’er af millioner) har voldsom negativ effekt på ens kognitive evner. Det har mange studier efterhånden påvist.
Kunst og kultur
Behrouz Boochani
Jeg har nu fået læst den bog, mange taler om, skrevet af en iransk/kurdisk flygtning, der på sjette år sidder fanget i en australsk flygtningelejr på øen Manus, der ligger tusindvis af kilometer fra noget som helst. Bogen har vundet flere litterære priser, og den er da også ganske ekstraordinær. Jeg har skrevet om mine tanker på Goodreads. Bemærk, at jeg har sakset nogle citater fra bogen, som giver et godt indtryk af den.
Kuriosum: hans bio på Wikipedia er låst pga disput. Men jeg kan ikke gennemskue, hvad uenigheden går ud på, når jeg kigger på ændringerne. Interessant.
en tur i eventyrland
Pippilotti Rist på Louisiana bør alle unde sig selv. Det er en helt ekstraordinær oplevelse at blive lukket ind i hendes univers, og hun har meget at sige os – det meste af det på en ganske underspillet og humoristisk facon. Louisiana har endnu engang leveret en helhedsoplevelse, som bliver siddende i kroppen længe efter, man er kommet hjem igen.
urent trav
De fleste Københavnere kender Ib Spang Olsens fine vægmaleri ved Nordhavn station. Noget tyder på, at Københavns kommune snyder på vægten og decideret lyver for at slippe for at male det op igen. Hvis det er sandt, er det simpelthen for pinligt! Døm selv, her er nyheden fra minby.dk om, at vægmaleriet nok må lade livet, og her er Ib Spang Olsens efterladtes kommentar på Facebook.
Historiepodcast
Det er jo en af mine svagheder! Og nu har Heartbeats startet en ny en, der hedder Vild Historie, med bl.a. den dygtige forfatter og dokumentarist Tommy Heisz. Det første afsnit handler om branden i Stengade i 1975, og katastrofehistorikeren Rasmus Dahlberg er gæst og sætter historien i perspektiv. Det er podcast, præcist som jeg kan lide det. Vel researchet, vel forberedt, vel redigeret. Jeg er fan.